7.3.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 63/16

(1)

Frankrig forelagde den 21. december 2005 Kommissionen hovedlinjerne i forslaget til en reform af finansieringen af pensionerne til tjenestemandsansatte i La Poste.

(2)

Den 2. marts 2006 fremsendte Frankrig elektronisk et udkast til anmeldelse af reformen. Der blev holdt et møde om anmeldelsesudkastet den 29. marts 2006, hvor Kommissionen understregede, at udkastet i vid udstrækning var ufuldstændigt, og præciserede, hvilke oplysninger der manglede. Frankrig gav Kommissionen en del af de manglende oplysninger den 7. april 2006.

(3)

Den 23. juni 2006 anmeldte Frankrig reformen af finansieringen af pensionerne til tjenestemandsansatte i La Poste (»reformen«) i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, og fremførte samtidig det synspunkt, at reformen ikke omfattede statsstøtteelementer, som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

(4)

Kommissionen anmodede den 20. juli 2006 Frankrig om supplerende oplysninger om både den anmeldte reform og eventuelle kompenserende foranstaltninger, som La Poste måtte have nydt godt af tidligere. Frankrig svarede den 17. august 2006.

(5)

Kommissionen gav ved brev af 12. oktober 2006 Frankrig meddelelse om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til reformen af finansieringen af pensionerne til tjenestemandsansatte i La Poste.

(6)

Frankrig fremsatte sine bemærkninger ved brev af 14. december 2006.

(7)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til de pågældende foranstaltninger.

(8)

Kommissionen modtog bemærkninger fra […] (3) der blev videresendt til Frankrig, som fremsatte sine kommentarer hertil den 27. februar 2007.

(9)

Kommissionen sendte Frankrig en række supplerende spørgsmål den 12. marts og den 30. maj 2007. Frankrigs svar indgik henholdsvis den 27. april og den 8. juni 2007.

(10)

Fællesskabets politik for postsektoren tager sigte på at etablere et indre marked for posttjenester og at indføre hensigtsmæssige regler, som sikrer, at alle borgere i EU har adgang til effektive og pålidelige posttjenester af høj kvalitet til overkommelige priser. I betragtning af posttjenesternes betydning for såvel den økonomiske fremgang som den sociale samhørighed og velfærd i Fællesskabet, er der tale om et af Fællesskabets prioriterede indsatsområder.

(11)

Fællesskabets mål for posttjenesterne er blevet indføjet i fællesskabsretten ved et rammedirektiv, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (4), hvorved der blev fastsat udførlige regler for Fællesskabets posttjenester.

(12)

Direktiv 97/67/EF, som ændret ved direktiv 2002/39/EF (5), fastlægger etaperne i den gradvise og kontrollerede åbning af markedet og begrænser yderligere de områder, hvor der kan gives eneret. I henhold til direktiv 97/67/EF kan medlemsstaterne fritage følgende brevforsendelser for konkurrencereglerne:

(13)

I oktober 2006 fremsatte Kommissionen et forslag (6) om at åbne Fællesskabets marked for posttjenester fuldstændigt for konkurrence inden 2009, således som det er målet i henhold til direktiv 97/67/EF.

(14)

I Frankrig omfatter befordringspligten alle tjenester inden for postvæsenets eneretsområde (indenlandske og internationale brevforsendelser, herunder adresserede reklameforsendelser, med de vægt- og prisgrænser, der er fastsat i direktiv 97/67/EF) og, på nationalt og internationalt plan, udbud af indenlandske og udenlandske pakkeforsendelser med en vægt på højst 20 kg, alt pressemateriale, rekommanderede forsendelser, forsendelser med angiven værdi og returforsendelser.

(15)

Et særligt kendetegn ved det franske marked er den betydelige konkurrence på upstream-området (såsom arbejdsdeling). Inden for downstream-aktiviteterne er konkurrencen ved at udvikle sig både for adresserede og ikke-adresserede forsendelser, og dette skyldes især operatørernes tiltag, hvad angår aviser. Inden for engrosforsendelser findes der aktive lokale operatører i de store byer, som varetager forsendelser på over 50 g. Endelig er markederne for kurertjenester og postpakker liberaliserede, og her konkurrerer nationale og internationale operatører med hinanden (7).

(16)

Ved den franske lov nr. 90-568 af 2. juli 1990 om opbygningen af den offentlige post- og telekommunikation (i det følgende benævnt »1990-loven«) blev det tidligere generaldirektorat for telekommunikation opdelt i to offentligretlige juridiske personer, nemlig La Poste og France Télécom.

(17)

La Poste har siden den 1. januar 1991 været en selvstændig offentligretlig virksomhed. I henhold til en planlægningsaftale med staten udøver La Poste virksomhed inden for postbefordring, kurertjenester, finansielle tjenester og generelle forbrugerydelser.

(18)

La Poste og virksomhedens datterselskaber udgør tilsammen en offentlig koncern, som på de betingelser, der er fastlagt i reglerne for hvert af deres aktivitetsområder, udfører opgaver af almindelig økonomisk interesse og udøver konkurrenceudsatte aktiviteter.

(19)

I henhold til direktiv 97/67/EF blev La Poste ved lov nr. 99-533 af 25. juni 1999 om retningslinjerne for planlægning og bæredygtig udvikling udpeget som den befordringspligtige virksomhed i Frankrig. Den varetager i såvel de indenlandske som de udenlandske forbindelser public service-opgaverne vedrørende postforsendelser, herunder befordringspligten, og især transport og omdeling af pressemateriale, som henhører under den særlige ordning, der er fastsat i reglerne for elektronisk post og kommunikation. Den varetager også alle andre tjenester vedrørende indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser, herunder alle former for breve og pakker. Den udøver sine finansielle aktiviteter på betingelserne i artikel L. 518-25 i lov om penge- og finansforhold.

(20)

La Postes omsætning er fordelt således (kilde: La Poste-koncernens aktivitetsrapport for 2005):

(21)

La Postes kunder er dels erhvervslivet, der tegner sig for 90 % af dens aktiviteter inden for brevforsendelser, pakker og kurertjenester, dels privatkunder, der tegner sig de resterende 10 % af omsætningen på disse områder. Hvad de finansielle tjenester angår, er det omvendte tilfældet, idet privatkunderne tegner sig for 95 % af nettobankprovenuet.

(22)

La Postes personale tilhører to forskellige kategorier:

(23)

La Postes personale er fordelt således (kilde: La Poste-koncernens finansrapport for 2005):

(24)

Siden 1990 er La Poste gradvis holdt op med at ansætte tjenestemænd og har fortrinsvis ansat personale på overenskomstvilkår. La Poste er lidt efter lidt begyndt at ændre sine ansattes status i det omfang, det er muligt af hensyn til den godkendte tjenestemandsstatus og de lovbestemte krav, ved at erstatte de tjenestemænd, der går på pension, med overenskomstansatte. I de kommende år vil et stor antal tjenestemænd gå på pension, og La Poste agter at fortsætte sin praksis med at erstatte dem med overenskomstansatte.

(25)

Pensionsordningen for statstjenestemænd er reguleret ved loven om civile og militære pensioner.

(26)

Ifølge revisionsretten (8) omfatter denne ordning et lønmodtagerbidrag til pensionen (7,85 %) og et arbejdsgiverbidrag, som skal betales af de offentlige virksomheder, der beskæftiger udstationerede tjenestemænd (33 %). Til gengæld findes der retligt set ikke noget »arbejdsgiverbidrag« for tjenestemænd, som er ansat af staten. Ved at sammenholde statens pensionsudgifter (efter modregning af indtægterne af lønmodtagerbidraget) med det beløb, der udbetales i lønninger, er det dog muligt at beregne et »arbejdsgiverbidrag«, der ofte betegnes som implicit (9). Ifølge skøn udarbejdet af det franske økonomi-, finans- og industriministerium androg statens implicitte arbejdsgiverbidrag i 2003 51,9 %, hvoraf 44,7 % blev betalt til civilt personale og 91,8 % til militært personale, dvs. en sats, som for de civile tjenestemænd var tre gange højere end den sats, der i henhold til lovgivningen og de kollektive overenskomster gælder for den private sektor (10).

(27)

De tjenestemandsansatte i La Poste, er statstjenestemænd. I henhold til artikel 20 i lov nr. 83-634 af 13. juli 1983 om tjenestemændenes rettigheder og pligter er de derfor omfattet af den pensionsordning for civile og militære statstjenestemænd, der er fastsat i loven om civile og militære pensioner. De tjenestemandsansatte i La Poste, har ingen særlige pensionsfordele i forhold til andre statstjenestemænd. La Poste deltager heller ikke i nogen særlig virksomheds- eller brancheordning i modsætning til andre offentlige virksomheder.

(28)

I henhold til artikel 30 i 1990-loven (11) er staten retligt set garant for de ansattes status som tjenestemænd i La Poste og ansvarlig for udbetalingen af deres pensioner. Tjenestemandspensionerne, herunder pensioner til tjenestemandsansatte i La Poste (12), fastsættes årligt i finansloven.

(29)

La Poste træffer ingen beslutninger om pensionsordningen for sine tjenestemandsansatte og har ingen indflydelse på bidragenes eller pensionernes størrelse.

(30)

I henhold til artikel 30 i 1990-loven skal La Poste sikre den finansielle ligevægt i socialsikringsordningen for de statstjenestemænd, den beskæftiger. Ifølge samme artikel skal La Poste fuldt ud finansiere de pensioner, som staten udbetaler til sine tjenestemænd, ved at refundere staten de udbetalte beløb (efter fradrag af de bidrag, som de erhvervsaktive tjenestemænd har betalt):

»Til gengæld skal [La Poste (…)] betale staten:

(31)

Denne finansiering afviger fra de almindelige regler. La Postes »arbejdsgiverbidrag« indgår nemlig i en bidragsdefineret ordning, fordi det tager sigte på at dække det pensionsbeløb, som staten udbetaler årligt, men ikke er knyttet til antallet af aktive bidragydende tjenestemænd ved La Poste. Til forskel fra en privat arbejdsgiver med en løbende finansieret ordning betaler La Poste intet frigørende bidrag, men har ved 1990-loven fået pålagt at sikre finansiel ligevægt i pensionsordningen for sine tjenestemænd.

(32)

Ved planlægningsaftalen (»contrat d’objectif et de progrès«) mellem staten og La Poste for perioden 1998-2001, som blev forlænget til regnskabsårene 2002 og 2003, og dernæst aftalen (»contrat de performances et de convergences«) for perioden 2003-2007 blev denne refusion fastlåst i faste 1997-priser (målt i euro) — (i det følgende benævnt »1998-loftet«). Den del af pensionerne, som staten udbetaler, men som ikke er omfattet af hverken La Postes »arbejdsgiverbidrag« eller tjenestemændenes pensionsbidrag, påhviler staten.

(33)

I nedenstående tabel angives (i mio. EUR) de bidrag, som La Poste har betalt til staten siden 1998 (i faste priser, målt i euro), og de beløb, som staten har udbetalt i pensioner til La Postes tjenestemandsansatte.

(34)

Det samlede beløb, som staten udbetalte i pension fra 1998 til 2005, androg således ifølge Frankrig ca. […] pr. 30. juni 2006.

(35)

Hvis ikke reformen gennemføres, vil La Postes forpligtelse til at sikre finansiel ligevægt i ordningen betyde, at den skal opføre en forpligtelse over for staten som en ikke-balanceført post, der ved overgangen til IFRS-standarden (International Financial Reporting Standard) bogføres som en henlæggelse. Denne overgang skal ske senest i 2007. Da La Poste tager imod indlån fra offentligheden, men ikke er børsnoteret, er det blevet besluttet, at den skal anvende IFRS-standarden fra offentliggørelsen af sine halvårsregnskaber for 2007.

(36)

Forpligtelserne i forbindelse med de rettigheder, som tjenestemændene havde erhvervet pr. 31. december 2005, er hos La Poste angivet som ikke-balanceførte poster på 76 mia. EUR (hvoraf de 34 milliarder vedrører de rettigheder, der er erhvervet af de erhvervsaktive tjenestemænd). Frankrig anslår, at […] mia. EUR svarer til rettigheder, der blev erhvervet inden oprettelsen af La Poste, dvs. på et tidspunkt, hvor La Postes hovedaktiviteter endnu ikke var åbnet for konkurrence.

(37)

Den gradvise nedgang i nyansættelsen af tjenestemænd siden 1990 (14) og den længere forventede levetid betyder automatisk, at La Poste siden 1990 har måttet udbetale stadig større pensionsbeløb (15) i forbindelse med lønningerne til de tjenestemænd, der fortsat arbejder for La Poste.

(38)

Ved artikel 76 i lov nr. 2003-775 af 21. august 2003 om en pensionsreform blev der indført en obligatorisk offentlig tillægspension, RAFP (Retraite Additionnelle de la Fonction Publique), som skulle gælde fra den 1. januar 2005. Der er tale om en løbende finansieret og pointbaseret pensionsordning, der gør det muligt at erhverve pensionsrettigheder. Ordningen forvaltes af et offentligt administrativt organ under statens tilsyn, der betegnes »det offentlige tillægspensionsinstitut« (établissement de retraite additionnelle de la fonction publique).

(39)

La Poste betaler bidrag til RAFP for sine tjenestemænd og indbetaler hver måned sine arbejdsgiverbidrag og tjenestemændenes bidrag, der fradrages direkte i deres løn, til det offentlige tillægspensionsinstitut. Det »arbejdsgiverbidrag«, som La Poste betaler til RAFP, har frigørende virkning.

(40)

I lighed med andre statstjenestemænd kan La Postes tjenestemandsansatte medarbejdere være omfattet af førtidspensionsordninger: gradvis indstilling og ophør af arbejdsaktiviteterne.

(41)

La Poste afholder samtlige omkostninger ved disse førtidspensionsordninger for sine tjenestemænd. Der er foretaget en henlæggelse i regnskaberne for de tjenestemænd, der har tilsluttet sig en førtidspensionsordning.

(42)

Det nationale retsgrundlag for reformen af finansieringen af pensionerne til tjenestemandsansatte i La Poste etableres ved ændring af artikel 30 i 1990-loven og de særregler for La Poste, som blev godkendt ved dekret nr. 90-1214 af 29. december 1990. Artikel 46 i disse særregler indeholder navnlig betingelserne for La Postes refusion til staten af de pensionsudgifter, virksomheden skal afholde i henhold til 1990-loven.

(43)

Den retlige gennemførelse af reformen forudsætter foruden ændringen af ovennævnte to bestemmelser, at der indføres betingelser for fastlæggelse og udbetaling af det frigørende »arbejdsgiverbidrag«, som pålægges La Poste i stedet for refusionen af pensionsudgifterne til staten.

(44)

Det udkast til lovbestemmelserne, som Kommissionen fik tilsendt som bilag til Frankrigs bemærkninger til beslutningen om indledning af proceduren, blev vedtaget uændret af parlamentet og er i dag artikel 150 i loven om ændring af finansloven for 2006 (16).

(45)

Disse bestemmelser indebærer på nuværende tidspunkt, at La Postes »arbejdsgiverbidrag« får frigørende virkning.

(46)

I artikel 150 i loven om ændring af finansloven for 2006 er det også fastsat, at der skal anvendes en sats, som sikrer lige konkurrencevilkår (»TEC«), og at betingelserne for beregning og udbetaling af »arbejdsgiverbidraget« skal fastlægges ved et dekret. Dette dekret blev offentliggjort den 2. januar 2007 (17). Artikel 150 ændrer i øvrigt finansstrømmene, idet bidraget for fremtiden går via det offentlige nationale organ for finansiering af pensionerne inden for La Poste (18) og ikke længere udbetales direkte til staten.

(47)

Ifølge Frankrig er det tanken med den anmeldte reform at erstatte La Postes nuværende bidrag med et bidrag, som bringer La Postes pensionsudgifter på linje med konkurrenternes, og som har frigørende virkning.

(48)

Med reformen skal La Poste fra 2006 betale et »arbejdsgiverbidrag« med frigørende virkning baseret på en TEC. Det beregnes, således at La Poste og andre virksomheder inden for transport- og banksektoren, der er omfattet af de almindelige socialsikringsregler, kommer til at afholde de samme socialsikrings- og skatteudgifter. Frankrig havde oprindelig planer om kun at anvende denne beregning i forbindelse med de risici, der er fælles for arbejdstagere i private virksomheder og statstjenestemænd (19).

(49)

Da der er forskel i beregningsgrundlaget og taksterne i forbindelse med bidraget for statstjenestemænd og privatretligt ansatte, og bidragene kan variere var den ene erhvervssektor til den anden, er udligningsmetoden baseret på en rekonstruktion.

(50)

Som anført i beslutningen om indledning af proceduren, indledes beregningen med en rekonstruktion af, hvad lønomkostningerne ville være for en konkurrent, hvis ansatte er omfattet af de almindelige socialsikringsregler (herunder pensioner), såfremt de havde samme nettoløn som tjenestemandsansatte i La Poste, den samme beskæftigelsesstruktur og de samme aktivitetsområder.

(51)

Det frigørende bidrag, som La Poste skal betale til staten efter reformen, svarer til forskellen mellem de således rekonstruerede lønomkostninger og de reelle lønomkostninger for tjenestemænd (uden pensioner). Det bidrag, der beregnes på denne måde, vil erstatte La Postes bidrag i henhold til artikel 30 i 1990-loven. Det indbetales af La Poste til et offentligt administrativt organ.

(52)

Bidraget, som beregnes på grundlag af de indeksbaserede bruttolønninger (20) for tjenestemandsansatte i La Poste, er afgørende for den sats for La Postes bidrag, der skal sikre lige konkurrencevilkår, og som betegnes »TEC«. Bidraget beregnes årligt, for at der kan tages hensyn til den reelle lønudvikling for tjenestemandsansatte i La Poste og de ændringer, der vil ske i de obligatoriske socialsikringsbidrag og skatter, som henhører under de almindelige socialsikringsregler.

(53)

Metoden til beregning af La Postes frigørende bidrag er således baseret på en udligning af de lønrelaterede obligatoriske socialsikringsbidrag og skatter mellem La Poste og de øvrige virksomheder inden for transport- og banksektoren, der er omfattet af de almindelige socialsikringsregler. Metoden sikrer derfor ikke en udligning af de samlede lønomkostninger (lønninger og bidrag).

(54)

Den nye metode til beregning af La Postes bidrag påvirker ikke de enkelte tjenestemænds situation, hvad enten det drejer sig om deres pensionsrettigheder, deres bidrag eller deres status.

(55)

Da La Poste driver virksomhed inden for to sektorer, nemlig post- og banksektoren, hvor »arbejdsgiverbidragene« efter de almindelige socialsikringsregler er forskellige, beregnes der i praksis to TEC:

(56)

Der kan årligt beregnes en samlet TEC som det vejede gennemsnit mellem de to satser, og vægtningen sker på grundlag af den indeksbaserede bruttolønsum for hver af de to kategorier. På grundlag af tallene for 2005 anslås den samlede TEC i begyndelsen til 37,2 % af La Postes indeksbaserede bruttolønsum.

(57)

Den TEC, der er defineret ovenfor, vil blive anvendt gradvis i en overgangsperiode på fire år. I 2006 vil La Postes bidrag med frigørende virkning blive fastsat således, at der opnås et bidrag i euro svarende til det nuværende (for øjeblikket anslået til ca. […] % af den indeksbaserede bruttolønsum). For årene 2007 til 2009 vil bidragssatsen blive fastsat ved at forhøje TEC med et midlertidigt tillæg på […] % af den indeksbaserede bruttolønsum i 2007, […] % i 2008, og […] % i 2009. Dette tillæg afskaffes fra 2010.

(58)

Den samlede TEC (22), der anvendes i overgangsperioden, skulle herved udvikle sig således (skøn på grundlag af tal for 2005):

(59)

Den 29. december 2006 indbetalte La Poste et ekstraordinært engangsbidrag på 2 mia. EUR (23) til det offentlige nationale organ for finansiering af pensionerne inden for La Poste. Bidraget blev betalt på en gang i 2006.

(60)

Det blev vedtaget under forhandlinger mellem staten og La Poste, at der skulle betales et sådant bidrag, og hvor stort det skulle være. Beløbet blev fastsat ved en afvejning af statens umiddelbare budgetbehov og La Postes finansielle ydeevne […]

(61)

La Postes forskellige koncernselskaber bidrager til det ekstraordinære engangsbidrag i forhold til lønsummen for de statstjenestemænd, der arbejder direkte for dem, i overensstemmelse med nedenstående tabel:

(62)

Ifølge Frankrig har staten mulighed for at tilslutte pensionsordningen for tjenestemænd ved La Poste til de almindelige ordninger. Hidtil har der dog ikke været ført forhandlinger med de almindelige pensionsordninger, men Frankrig agter at indlede sådanne forhandlinger snarest muligt.

(63)

På grundlag af den indledende undersøgelse konstaterede Kommissionen for det første, at den anmeldte reform fritager La Poste for udgifter, som virksomheden skulle have afholdt i henhold til 1990-loven. Kommissionen stillede spørgsmålstegn ved, om La Postes udgifter, der reduceres i det foreliggende tilfælde, som helhed svarede til en »unormal« byrde, som omhandlet i Fællesskabets retspraksis. I Combus-dommen (25), betragter De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans tilsyneladende »unormale« byrder som byrder, der skyldes de ansattes særlige status i en virksomhed, der som følge af en reform befinder sig i samme situation som sine konkurrenter, når det gælder personaleadministration (26). I den foreliggende sag har Frankrig dog ikke vedtaget nogen lovbestemmelser om afskaffelse eller ændring af den særlige ansættelsesordning for tjenestemænd ved La Poste og den måde, hvorpå de erhverver deres pensionsrettigheder.

(64)

Desuden hævdede Frankrig, at formålet med reformen var gradvis at bringe La Postes pensionsudgifter til sine tjenestemandsansatte på linje med konkurrenternes. Kommissionen betvivlede, at der reelt ville være lige konkurrencevilkår efter reformen.

(65)

Endelig hævdede Frankrig, at La Poste ikke tidligere havde nydt godt af andre støtteforanstaltninger, der tog sigte på at neutralisere virkningerne af de ekstraudgifter, som La Postes ad hoc-ordning for finansiering af tjenestemandspensioner medfører. Siden 1998 har La Poste dog ikke refunderet staten samtlige udgifter til tjenestemandspensioner, hvilket er i strid med forpligtelsen i 1990-lovens artikel 30.

(66)

Ud fra ovenstående betragtninger kunne Kommissionen ikke på dette stadium udelukke, at foranstaltningerne gav La Poste en økonomisk fordel og omfattede statsstøtteelementer.

(67)

Kommissionen stillede spørgsmålstegn ved, om de pågældende foranstaltninger kunne erklæres forenelige med fællesmarkedet i henhold til undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), hvis de skulle betragtes som statsstøtte.

(68)

Kommissionen har tidligere godkendt statsstøtteforanstaltninger, hvorved en sektor er blevet fritaget for pensionsforpligtelser, der var specifikke for den pågældende sektor, mere vidtgående end forpligtelserne i den almindelige pensionsordning og fastsat i en monopolperiode (27). Foranstaltningerne i den foreliggende beslutning tager sigte på gradvis at bringe La Postes pensionsudgifter til sine tjenestemandsansatte på linje med konkurrenternes. Kommissionen kunne dog ikke på dette stadium konkludere, at La Poste reelt befandt sig i samme situation som konkurrenterne, hvilket ville have gjort det muligt at påvise, at støtten var nødvendig for, at fordelene ved det liberaliserede marked for posttjenester kunne udnyttes fuldt ud.

(69)

Frankrig har ikke påberåbt sig traktatens artikel 86, stk. 2, under proceduren.

(70)

To interesserede parter har fremsat bemærkninger som led i proceduren: […].

(71)

[…].

(72)

De foranstaltninger, der er omhandlet i beslutningen om at indlede proceduren, rejser ifølge de interesserede parter det grundlæggende spørgsmål, om ansættelse af tjenestemænd skal betragtes som en »unormal« byrde, der kan lettes, uden at der herved bliver tale om statsstøtte.

(73)

For det første fremfører […], at Combus-dommen ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. En række elementer adskiller La Poste-sagen fra Combus-sagen. Den planlagte reform vil således ikke afskære La Poste fra at ansætte tjenestemænd. At der ikke var tale om støtte i Combus-sagen, skyldes først og fremmest, at udgifterne var blevet afholdt af Combus' personale. Endelig er konkurrencesituationen helt anderledes, idet La Poste har enerettigheder.

(74)

For det andet forudsætter vurderingen af, om udgifterne til ansættelse af tjenestemænd er en »unormal« byrde, at samtlige fordele (28) og ulemper, der er forbundet hermed, tages i betragtning.

(75)

For det tredje er de pågældende foranstaltninger ikke forenelige med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), fordi de ikke fremmer konkurrencen.

(76)

De strenge betingelser i forbindelse med pensionsreformen inden for EDF/GDF, der er beskrevet i beslutning 2005/145/EF, vil ikke blive overholdt, dels fordi reformen vil begrænse konkurrenternes muligheder for at udbygge deres stilling på de markeder, hvor La Poste opererer, i stedet for at fjerne adgangsbarriererne, dels fordi den ikke opfylder proportionalitetsbetingelserne, da Frankrig ikke har bevist, at de pågældende foranstaltninger er de mindst konkurrenceskadelige.

(77)

Reformen er heller ikke retfærdig, fordi den ikke medtager arbejdsløshedsrisici i listen over de fælles risici, ikke tager hensyn til konkurrencefordelene for en virksomhed, som har enerettigheder, indfører en subjektiv fordelingsnøgle, som favoriserer La Poste, og ikke medregner de støtteforanstaltninger, der tidligere er truffet til fordel for La Poste (29).

(78)

Der blev ikke fremsendt andre bemærkninger inden for den frist, som er fastsat i beslutningen om indledning af proceduren. Kommissionen har ikke forlænget denne frist, da der ikke var tale om behørigt begrundede tilfælde, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (30).

(79)

Frankrig fremsatte sine kommentarer den 14. december 2006. Der blev fremsendt yderligere oplysninger den 27. april og den 8. juni 2007 som svar på en række spørgsmål, som Kommissionen havde stillet.

(80)

Frankrig mener at have bevist, at den planlagte reform ikke indebærer statsstøtteelementer. Den nuværende finansiering af pensionerne til tjenestemandsansatte i La Poste, som fastsat ved lov af 2. juli 1990, ville medføre urimeligt store udgifter for La Poste, som derved ville blive betydeligt dårligere stillet i konkurrencen. Den planlagte reform tager blot sigte på at fjerne de konkurrencemæssige ulemper, som den nuværende ordning medfører, ved at tilpasse La Postes finansieringsvilkår i forbindelse med udgifterne til tjenestemandspensionerne efter de vilkår, der gælder for private virksomheder inden for de sektorer, hvor La Poste udøver sine aktiviteter. Afskaffelsen af disse unormale byrder, som staten har pålagt La Poste, giver ikke virksomheden nogen konkurrencemæssig fordel.

(81)

De pensionsudgifter, som La Poste skal betale i henhold til 1990-loven, indgår ikke i virksomhedens normale omkostninger. At der ved lov er indført en særlig ordning for en virksomhed, betyder ikke, at denne ordning er normal. Vurderingen af, om en omkostning er »normal« i henhold til Fællesskabets statsstøtteregler, er nemlig fuldstændig adskilt fra dens retsgrundlag. Frankrig henviser til sine argumenter i anmeldelsen og fremfører, at de ekstraordinære forpligtelser, der er indført ved 1990-loven, ikke falder ind under en virksomheds »normale omkostninger«, jf. punkt 63 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (31) (»de forpligtelser, en virksomhed selv har til at betale fratrædelsesgodtgørelse og/eller førtidspension i henhold til lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet eller kollektive overenskomster med fag foreningerne«).

(82)

Frankrig bestrider Kommissionens meget restriktive fortolkning af Combus-dommens rækkevidde. Ifølge EF-Domstolens og Førsteinstansrettens faste retspraksis gælder statsstøttebegrebet nemlig kun for statsindgreb, som på forskellig måde reducerer en virksomheds normale omkostninger, og som dermed vil kunne fordreje konkurrencen, fordi de giver den pågældende virksomhed en fordel. Dette princip ligger til grund for Kommissionens beslutningspraksis og EF-domstolenes restpraksis, som går ud på, at afskaffelse af en strukturbetinget ulempe, som staten er årsag til, ikke er en fordel, der kan betragtes som støtte, fordi formålet er at fritage virksomheden for en unormal byrde og således skabe lige konkurrencevilkår. Frankrig hævder, at dette princip er afledt direkte af statsstøttebegrebet, som fastsat af Domstolen. Det er blevet anerkendt og anvendt ikke blot i Combus-dommen, men også i andre sager, der er nævnt i anmeldelsen, såsom Sabena/Swissair og Enirisorse  (32).

(83)

Kommissionens indvendinger med hensyn til de forskellige omstændigheder i Combus-dommen bør afvises. For det første vil det forhold, at den omhandlede foranstaltning i Combus-sagen bestod i, at staten ydede tjenestemændene en kompensation for deres ændrede status, ikke nødvendigvis indebære, at afskaffelse af en unormal byrde for La Poste i forbindelse med finansiering af tjenestemandspensionerne skal ledsages af en ændring af disse tjenestemænds status eller af en kompensation til disse. Ifølge Retten var spørgsmålet, i) om Combus led under en strukturbetinget ulempe i forhold til konkurrenterne (der skyldtes »den gunstige og bekostelige ordning, som gjaldt for de tjenestemandsansatte«), og ii) om statens indgreb gav Combus mulighed for at slippe af med denne konkurrencemæssige ulempe (i denne sag ved ændring af de ansattes status ledsaget af en kompensation fra statens side). For det andet mener Frankrig, at La Poste siden 1990 har foretaget en gradvis udskiftning af de tjenestemandsansatte med overenskomstansatte inden for de grænser, der er fastsat i 1990-loven, idet den har erstattet de tjenestemænd, der er gået på pension, med overenskomstansatte og gradvis er holdt op med at ansætte tjenestemænd. Denne omstændighed gør sig således også gældende i den foreliggende sag. Desuden blev 1990-loven ændret i maj 2005 for at ophæve begrænsningerne med hensyn til overenskomstansættelse. Den indeholder derfor nu det generelle princip, at der kan ansættes medarbejdere på overenskomstvilkår, idet den indeholder følgende bestemmelse: »La Poste kan ansætte arbejdskraft i henhold til de kollektive overenskomster efter de retningslinjer, der er fastsat i planlægningsaftalen«.

(84)

Frankrig erindrer om, at La Poste ikke tidligere, specielt i forbindelse med sin oprettelse i 1990-1991, har modtaget støtte, der tog sigte på at neutralisere virkningerne af virksomhedens unormale strukturbetingede omkostninger og var forbundet med finansieringen af pensionerne til dens tjenestemænd.

(85)

Stabiliseringsmekanismen fra 1998 medfører kun en delvis reduktion af La Postes unormale omkostninger. Den har til formål at fastlåse de bruttobeløb, som La Poste udbetaler til staten for sine tjenestemænd, men påvirker ikke reduktionen af grundlaget for de aktive tjenestemænd, der betaler pensionsbidrag.

(86)

Stabiliseringsmekanismen ændrer heller ikke de urimeligt store omkostninger, som La Poste skal afholde i henhold til 1990-loven, fordi La Postes bidrag fortsat henhører under en bidragsdefineret ordning og ikke har frigørende virkning. Stabiliseringsmekanismen har derfor hverken ændret det princip, at pensionsforpligtelserne angives under La Postes ikke-balanceførte poster, eller beregningsmetoderne eller forpligtelsen til at afsætte midler dertil ved overgangen til IFRS, hvis mekanismen opretholdes.

(87)

Endelig anfører Frankrig, at La Poste, ud over befordringspligten, må afholde meromkostninger i forbindelse med tjenester af almindelig økonomisk interesse inden for transport og omdeling af pressemateriale samt planlægning og bæredygtig udvikling. Underkompensationen for disse to opgaver androg ca. […] om året i perioden 2000-2005.

(88)

Hvad angår beregningen af meromkostningerne på grund af den særlige ordning, der gjaldt for La Poste for perioden 1998-2005, har La Poste foretaget en mere nøjagtig retropolation af TEC over perioden (33):

(89)

Fastlåsningen (i faste priser, målt i euro) af refusionen til staten i forbindelse med udgifterne til tjenestemandspensioner havde derfor blot været en delvis kompensation for en strukturbetinget ulempe, og havde ikke givet La Poste nogen fordel i forhold til konkurrenterne. Der var derfor ikke tale om støtte.

(90)

Frankrig afviser den tvivl med hensyn til de lige konkurrencevilkår, som Kommissionen havde givet udtryk for på tre punkter i sin beslutning om indledning af proceduren.

(91)

Udelukkelsen af arbejdsløshedsrisikoen fra beregningen af TEC begrundes fortrinsvis med, at der er tale om en risiko, som statstjenestemænd ikke er udsat for i kraft af deres status. Desuden ville det være ulogisk at pålægge La Poste at betale et arbejdsløshedsbidrag, da den ikke har den fleksibilitet i personaleadministrationen, der normalt er knyttet til dette bidrag. Som svar på et spørgsmål fra Kommissionen, har Frankrig især anført, at tjenestemænd ved La Poste ikke har nogen mulighed for automatisk at vende tilbage til administrationen, da dette forudsætter, at følgende tre betingelser er opfyldt: der foreligger en ansøgning fra den pågældende tjenestemand (frivillighedsprincippet), der er ledige stillinger i den pågældende administration, og der findes stillinger, som kræver tilsvarende kvalifikationer. På denne baggrund mener Frankrig, at de potentielle mobilitetsvirkninger er ubetydelige i betragtning af den mangel på fleksibilitet, der er knyttet til ansættelse af tjenestemænd.

(92)

Desuden understreger Frankrig, at ansættelse af tjenestemænd er dyrere for La Poste end ansættelse af medarbejdere på overenskomstvilkår (34), uanset hvilket niveau man betragter, og selv om der er foretaget en justering for anciennitetsforskelle. Til trods for at arbejdsløshedsrisikoen ikke er medtaget, vil La Postes samlede lønomkostninger efter reformen være højere end konkurrenternes, så længe den har tjenestemandsansatte medarbejdere, og dette gælder uanset det bidrag, der skal sikre lige konkurrencevilkår, og uden at de betydelige meromkostninger, som den ufleksible tjenestemandsstatus indebærer, medregnes.

(93)

Frankrig mener, at der er udvist omhu med hensyn til definitionen af TEC, og understreger, at La Postes egen forsikring af ydelserne i tilfælde af fravær på grund af sygdom, barsel og adoption er dyrere end de bidrag til den almindelige ordning, som konkurrenterne betaler. Denne meromkostning er dog ikke taget i betragtning ved beregningen af TEC.

(94)

Som følge af en anmodning fra Kommissionen har Frankrig dog beregnet en TEC, der tager hensyn til samtlige risici, herunder de risici, der ikke er fælles, og de risici, som er omfattet af La Postes særlige forsikringsordning (35). Hvis man tænker sig, at AGS- og arbejdsløshedsbidraget og det særlige solidaritetsbidrag samt ydelser i tilfælde af fravær på grund af sygdom, barsel og adoption blev medregnet, ville det i 2006 påvirke TEC på følgende måde: den samlede ændrede TEC ville andrage […] % i stedet for den anmeldte sats på 37,2 %. Den ændrede TEC ville være på […] % for postsektoren (i stedet for den anmeldte på 36,9 %) og på […] % for banksektoren (i stedet for den anmeldte på 39,9 %).

(95)

Frankrig har også beregnet nettonutidsværdierne af La Postes »arbejdsgiverbidrag« under følgende scenarier:

(96)

Ifølge Frankrig ville ændringen af TEC medføre, at de nettonutidsværdier, som La Poste skal betale, forhøjes med 2 mia. EUR. Frankrig fastslår, at dette beløb svarer til det ekstraordinære engangsbidrag, som La Poste betalte den 29. december 2006.

(97)

Frankrig konkluderer, at den anmeldte reform ikke indebærer statsstøtte, fordi La Poste ikke vil opnå nogen fordele derved i forhold til sine konkurrenter.

(98)

Som svar på Kommissionens spørgsmål og bemærkninger har Frankrig dog som led i en samlet aftale om denne reform erklæret sig indstillet på at opfylde følgende forpligtelser:

(99)

Frankrig fremfører, at afgrænsningen af tjenestemændenes lønsum mellem sektoren for »finansielle tjenester« og sektoren for »breve og pakker«, bygger på følgende objektive kriterier:

(100)

Med henblik på en samlet aftale om reformen har Frankrig på trods af sin principielle uenighed erklæret sig indstillet på at lade den del af det almindelige personale, der er knyttet til La Banque Postale, være omfattet af bankkategorien ved den årlige beregning af TEC på grundlag af La Postes analytiske regnskabstal.

(101)

For at besvare Kommissionens spørgsmål har Frankrig ligeledes undersøgt en såkaldt »indre« metode, der er centreret om en analyse af virksomhedens dækning af sine forpligtelser vedrørende tjenestemandspensionerne. Frankrig understreger først og fremmest, at denne metode forekommer uegnet i forbindelse med La Poste, som i) har tjenestemandsansatte, hvis status som sådanne opretholdes og fortsat afgøres af staten, og som henhører under den pensionsordning, der gælder for alle civile og militære statstjenestemænd, og ii) er holdt op med at ansætte tjenestemænd.

(102)

Frankrig har dernæst undersøgt, om La Postes bidrag til staten i forbindelse med finansieringen af pensionerne til de tjenestemænd, der er ansat hos den, svarer til de betingelser, som en virksomhed i den private sektor ville acceptere. For at dette er tilfældet, skal statens vederlag mindst svare til nettonutidsværdien af de forpligtelser, der påhviler La Poste, og således sikre finansieringen ved fuld kapitalisering af disse forpligtelser. På grundlag af disse principper har Frankrig kontrolleret, at La Postes udbetalinger tidligere har dækket de normale årlige aktuarberegnede omkostninger (38), og at nettonutidsværdien af La Postes fremtidige udbetalinger svarer til nettonutidsværdien af de normale aktuarberegnede omkostninger. Frankrig udleder af denne analyse, at »arbejdsgiverbidraget« ville andrage […] %, dvs. et beløb, der er meget lavere end den anmeldte TEC. Ved anvendelsen af denne sats ville La Poste have betalt […] for meget i forhold til sine forpligtelser, dvs. for de år, tjenestemændene har arbejdet i virksomheden siden dens oprettelse i 1990.

(103)

Hvis Kommissionen skulle konkludere, at reformen indebærer statsstøtte, vil Frankrig principielt tilslutte sig den begrundelse, som Kommissionen har givet i sin beslutning om indledning af proceduren med hensyn til støttens forenelighed, idet den anmeldte reform netop tager sigte på at bringe La Poste i samme situation som selskabets konkurrenter. Frankrig understreger nemlig, at det i beslutningen om indledning af proceduren erindres om, at støtte blandt andet er forenelig, når den giver en virksomhed mulighed for at slippe af med en byrde, som den havde før liberaliseringen, og som mærkbart ville påvirke dens konkurrenceevne under liberaliseringen.

(104)

Med hensyn til planerne om at knytte finansieringen af pensionerne til den almindelige pensionsordning, understreger Frankrig, at dette spørgsmål ikke påvirker analysen af, om den anmeldte reform indebærer statsstøtte. Hvad angår forbindelserne mellem La Poste og staten, er indførelsen af et bidrag med frigørende virkning, som skal betales af La Poste, og som er baseret på en TEC, nemlig tilstrækkelig til at sikre, at der ikke er tale om statsstøtte, uden at det er nødvendigt at undersøge de betingelser for finansiering af tjenestemandspensionerne, der opretholdes efter reformen. I denne forbindelse vil støtten kun involvere to parter, nemlig staten og den nationale pensionskasse (Caisse nationale d’assurance vieillesse), idet La Poste efter den anmeldte reform fritages for ethvert ansvar i denne forbindelse. Da de to involverede parter ikke kan betegnes som virksomheder i traktatens forstand, kan der ikke være tale om nogen form for statsstøtte.

(105)

Frankrig fremsatte den 27. februar 2007 kommentarer til de bemærkninger, der var indsendt af interesserede parter. Frankrig mener ikke, at de pågældende bemærkninger ændrer den analyse, som den har redegjort for i anmeldelsen og under de mange kontakter, der siden er ført med Kommissionen, og som viser, at den pågældende foranstaltning ikke indebærer statsstøtteelementer. Frankrig mener således ikke, at andre interesserede parter har fremsat relevante argumenter, men at de blot har gentaget den tvivl, som Kommissionen gav udtryk for i sin beslutning om indledning af proceduren, og som Frankrig har bevist var ubegrundet.

(106)

De foranstaltninger, som Kommissionen har undersøgt i forbindelse med denne beslutning, er 1998-loftet og den anmeldte reform af pensionsordningen for tjenestemandsansatte i La Poste i henhold til artikel 150 i loven om ændring af finansloven for 2006.

(107)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, skal en foranstaltning betragtes som statsstøtte, hvis følgende fire kumulative betingelser er opfyldt:

(108)

Traktatens artikel 87, stk. 1, omhandler statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. Med andre ord skal de pågældende foranstaltninger kunne tilskrives staten og gennemføres ved hjælp af statsmidler.

(109)

På den ene side blev det loft over La Postes bidrag, der blev indført i 1998, fastsat ved en aftale mellem den franske stat og La Poste, og den betegnes af Frankrig som »særlige gennemførelsesbestemmelser til 1990-loven«. Reformen af 2006 er baseret på en lov. De pågældende foranstaltninger må derfor tilskrives den franske stat.

(110)

På den anden side vil de pågældende foranstaltninger kunne medføre, at staten giver afkald på statsmidler, fordi La Poste ikke længere sikrer den finansielle ligevægt i ordningen for sine tjenestemænd. Men det er fast retspraksis, at der er tale om statsmidler, når offentlige myndigheder giver afkald på visse indtægter af skattemæssig eller anden art (39). De pågældende foranstaltninger omfatter derfor statsmidler.

(111)

Kommissionen konstaterer, at de markeder, hvor La Poste-koncernen opererer, i vid udstrækning er omfattet af samhandelen mellem medlemsstaterne, blandt på grund af Rådets direktiv 88/361/EØF af 24. juni 1988 om gennemførelse af traktatens artikel 67 (40) (frie kapitalbevægelser), Rådets andet direktiv 89/646/EØF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF (41) (fri etableringsret) og direktiv 97/67/EF (postdirektivet). La Poste-koncernens finansrapport for 2005 viser således følgende:

(112)

Desuden understreger finansrapporten koncernens evne til at ekspandere på de åbne markeder i Frankrig og Europa.

(113)

Formanden for La Poste forklarede således også i sit svar på revisionsrettens rapport om La Poste i 2003 (42), at »koncernen vil fortsætte sin globalisering for at tage hensyn til åbningen af markederne og internationaliseringen af sine største kunder. Virksomheder inden for brev- og pakkeforsendelser og kurertjenester anvender nemlig stadig oftere europæiske udbud, og koncernen skal være i stand til at deltage deri«.

(114)

I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fastslå, at de markeder, hvor La Poste opererer, er grænseoverskridende, og at La Poste konkurrerer med virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, og med franske virksomheder, som opererer på disse markeder på internationalt plan.

(115)

De pågældende foranstaltninger gør situationen vanskeligere for virksomheder fra andre EU-lande, som ønsker at ekspandere i Frankrig.

(116)

Da de pågældende foranstaltninger styrker La Postes konkurrencemæssige stilling i samhandelen mellem medlemsstaterne, mener Kommissionen, at de påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og vil kunne fordreje konkurrencen mellem virksomhederne.

(117)

Det ændrer ikke denne konklusion, at nogle af La Postes aktiviteter er omfattet af et lovbestemt monopol. I betragtning af at der er sket en gradvis liberalisering siden 1998, og at posttjenesterne står over for en fuldstændig liberalisering, er der risiko for påvirkning af samhandelen (43), selv for de nuværende monopolområder, så meget mere som de aktiviteter, der er undergivet monopolrettigheder, og de konkurrenceudsatte aktiviteter (såsom kurertjenester), er omfattet af samme arbejdsgang hos La Poste. Desuden kan monopolaktiviteterne også konkurrere indirekte med de konkurrenceudsatte aktiviteter, som ikke vedrører postvæsenet, såsom brugen af elektronisk post (44) eller fax.

(118)

For at vurdere om de pågældende foranstaltninger omfatter statsstøtteelementer, skal det fastslås, om de giver La Poste en økonomisk fordel ved at gøre det muligt for virksomheden at undgå omkostninger, der normalt skulle have været afholdt over dens kapital, og om de derved har hindret markedskræfternes frie spil (45).

(119)

Støtte består i en lettelse af de byrder, der normalt belaster virksomhedernes budget, idet der tages hensyn til den ordnings karakter eller opbygning, hvori de indgår. Omvendt kunne man også definere begrebet, »særlig byrde«, der består i en meromkostning i forhold til de normale omkostninger (46). Hvis en særlig byrde ophæves ved en lovbestemmelse, ville det ikke give modtageren en fordel og betragtes derfor ikke som statsstøtte.

(120)

Ifølge Domstolens retspraksis med hensyn til selektivitetsanalysen (47) skal der foretages en sammenligning med en referenceramme for at fastslå, om særbehandling af visse virksomheder og visse produktioner er i overensstemmelse med »ordningens karakter og opbygning«, og når det i en markedssituation, der strukturbestemt set er normal, skal afgøres, om der er tale om en »normal« eller »særlig« byrde, må der derfor anvendes en referenceramme eller sammenligningsfaktor for at fastslå, hvilke virksomheder der befinder sig i en tilsvarende retlig og faktisk situation i lyset af de pågældende foranstaltningers målsætninger (48).

(121)

Indledningsvis skal det bemærkes, at reformen ikke tager sigte på at ligestille de pågældende tjenestemænd med ansatte hos La Postes største konkurrenter, når det gælder pensionsrettigheder. Desuden er det pågældende personale pr. definition tjenestemandsansatte, der bevarer deres særlige status, mens medarbejderne hos La Postes største konkurrenter er overenskomstansatte. Derfor vedrører målsætningerne for de omhandlede foranstaltninger strengt taget ikke udgiftsordningerne i forbindelse med de forskellige pensionsordninger, hvad enten de angår de overenskomstansatte eller tjenestemændene. Der er snarere tale om en bredere målsætning, nemlig at sikre lige konkurrencevilkår mellem La Poste og virksomhedens konkurrenter, samtidig med at der blandt andet tages hensyn til, at La Postes personale til dels er tjenestemandsansatte.

(122)

Teoretisk set kunne der være flere referencerammer, nemlig den situation, der gør sig gældende for La Postes konkurrenter, andre offentlige virksomheders situation, pensionsordningen for statstjenestemænd eller France Télécom (afsnit 6.1.3.1). Hvis der ikke er nogen relevant eksogen sammenligningsfaktor af denne art, vil referencerammen for vurdering af, om der er tale om en fordel, være La Postes egen situation inden gennemførelsen af foranstaltningerne (afsnit 6.1.3.2).

(123)

Endelig vil Kommissionen som følge af den tvivl, den gav udtryk for i sin beslutning om at indlede proceduren, også undersøge, om La Postes omkostninger, der herved reduceres, skal betragtes som en »unormal« byrde eller en »strukturbetinget ulempe«, som omhandlet i Førsteinstansrettens retspraksis (afsnit 6.1.3.3).

(124)

Det vil være meget vanskeligt for Kommissionen at finde virksomheder, der befinder sig i samme retlige og faktiske situation som La Poste, når det gælder indførelse af lige konkurrencevilkår, især med hensyn til pensionsordningen.

(125)

Hvad angår i første omgang La Postes konkurrenter, er der tale om privatretlige selskaber, som opererer på konkurrenceudsatte markeder, mens La Poste har status som offentlig erhvervsvirksomhed (EPIC) (49) med et lovbestemt monopol (50). Da La Postes konkurrenter desuden har overenskomstansatte medarbejdere, og sammenligningen specielt vedrører La Postes tjenestemandsansatte medarbejdere, kan de ikke anses for at være i samme retlige og faktiske situation med hensyn til foranstaltningernes målsætning, når det skal undersøges, om der er tale om en fordel i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. Det skal nemlig understreges, at tjenestemændenes pensionsordning, som beskrevet i betragtning (25) ff., er retligt forskellig og klart adskilt fra den ordning, der gælder for overenskomstansatte. Under alle omstændigheder indebærer dette, at det med hensyn til den bredere målsætning, nemlig at sikre lige konkurrencevilkår mellem La Poste og dens konkurrenter, er indlysende, at deres faktiske og retlige situation er forskellig.

(126)

La Postes konkurrenter kan derfor ikke anvendes som sammenligningsfaktor i den analyse, som Kommissionen skal foretage for at fastslå, om der er tale om en fordel som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

(127)

Kommissionen bemærker dog, at en sådan sammenligningsfaktor vil være velegnet til undersøgelse af, om den eventuelle støtte er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), når det gælder den nærmere vurdering af konkurrencefordrejningerne på de markeder, der berøres af støtten.

(128)

Kommissionen har forsøgt at finde andre sammenligningsfaktorer.

(129)

En teoretisk sammenligningsfaktor kunne således være pensionsordningen for statstjenestemænd, der er reguleret ved loven om civile og militære pensioner. Denne ordning kan dog ikke som sådan anvendes på de faktiske forhold, der gør sig gældende i La Postes tilfælde. For eksempel arbejder statstjenestemænd normalt ikke inden for de erhvervssektorer, hvor La Poste opererer.

(130)

Blandt de offentlige erhvervsvirksomheder (EPIC) med samme status som La Poste har Kommissionen ikke kunnet påvise en ensartet gruppe af økonomiske aktører, der kan anvendes som sammenligningsfaktor. Der er kun nogle enkelte EPIC, der har træk til fælles med La Poste, nemlig »Office National des Forêts« og »Monnaie de Paris«. Disse elementer ville dog ikke være tilstrækkelige til at udgøre en ensartet sammenligningsfaktor.

(131)

Kommissionen mener derfor ikke, at de offentlige virksomheder eller pensionsordningen for statstjenestemænd kan anvendes som relevante sammenligningsfaktorer i denne sag.

(132)

Endvidere har Kommissionen undersøgt muligheden for at sammenligne La Poste og France Télécom. 1990-loven ændrede det tidligere generaldirektorat for telekommunikation til to offentligretlige juridiske personer, nemlig La Poste og France Télécom. Selv om France Télécom både beskæftiger overenskomstansatte og tjenestemænd, blev virksomheden i 1996 omdannet til et børsnoteret aktieselskab og er således ikke længere i samme retlige og faktiske situation med hensyn til foranstaltningernes formål. Desuden […] har Kommissionen modtaget en klage over, at de regler, der gælder for France Télécom med hensyn til obligatoriske socialsikringsbidrag og skatter, ikke er forenelige med fællesmarkedet, og Kommissionen kan ikke i nærværende beslutning foregribe sin konklusion i denne sag.

(133)

Kommissionen konkluderer, at der ikke findes en eksogen sammenligningsfaktor, som giver mulighed for at fastsætte et »normalt« bidrag for virksomheder, der befinder sig i samme retlige og faktiske situation som La Poste med hensyn til de pågældende foranstaltningers mål.

(134)

Hvis Kommissionen havde kunnet finde en relevant eksogen sammenligningsfaktor, hvorved det kunne være fastslået, at der var tale om »unormale« omkostninger, havde de pågældende foranstaltninger måske ikke udgjort statsstøtte, forudsat at visse betingelser var opfyldt, især med hensyn til beregningen af TEC.

(135)

Kommissionens konklusioner med hensyn til, at der er tale om en fordel for La Poste, ændres hverken af Kommissionens beslutning i sagen om Sabena/Swissair  (51) eller dommen i Enirisorse-sagen, som Frankrig har henvist til. I beslutningen om Sabena/Swissair fastslås det nemlig, at en foranstaltning, der favoriserer en sektor (luftfart), og ikke en bestemt virksomhed, er en generel økonomisk-politisk foranstaltning. Den omstændighed, at der var tale om en sektorbestemt og ikke en individuel (begrænset til en enkelt virksomhed) foranstaltning, udgør en betydelig forskel i forhold til La Poste-sagen, især fordi den gav Kommissionen mulighed for at fastlægge en eksogen sammenligningsfaktor, nemlig den ordning for socialsikringsbidrag, der gjaldt for alle andre belgiske erhvervssektorer. I dommen vedrørende Enirisorse, baserer Domstolen også sin konklusion på en sammenligning mellem den omtvistede foranstaltning og »normale omstændigheder« (52), som Domstolen har kunnet definere, men som ikke findes på samme måde i den foreliggende sag.

(136)

For at kunne fastslå, om der er tale om en fordel i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, må Kommissionen derfor undersøge La Postes situation på grundlag af en sammenligning af socialsikringsbidragene og skatterne før og efter de pågældende foranstaltninger.

(137)

De obligatoriske socialsikringsbidrag og skatter før de pågældende foranstaltninger er fastsat ved 1990-loven. Da der ikke findes nogen eksogen sammenligningsfaktor, udgør de den referenceramme, som skal gøre det muligt at fastslå, om der er tale om en fordel.

(138)

Det loft, der blev indført i 1998, gjorde det muligt at nedsætte »arbejdsgiverbidraget« i forbindelse med tjenestemandspensionerne for ansatte i La Poste med et beløb, som Frankrig selv anslår til ca. […] i perioden 1998-2006.

(139)

Loven fra 2006 medfører blandt andet, at La Postes bidrag erstattes af et bidrag, som bringer La Postes pensionsudgifter på linje med konkurrenternes og har frigørende virkning. Hvis ikke denne lov var blevet vedtaget, ville »arbejdsgiverbidraget« fortsat være steget kraftigt i de kommende år til trods for loftets positive virkninger, og dette skyldes blandt andet forringelsen af forholdet mellem erhvervsaktive (bidragydere) og erhvervsinaktive (bidragsmodtagere) som følge af, at der ikke længere ansættes tjenestemænd i La Poste.

(140)

Kommissionen fastslår derfor, at de pågældende foranstaltninger fritager La Poste for omkostninger, som den skulle have afholdt i henhold til 1990-loven.

(141)

Med hensyn til en analyse af, om La Postes pensionsudgifter skal betragtes som normale eller ej, mener Kommissionen, at »de forpligtelser, en virksomhed selv har til at betale fratrædelsesgodtgørelse og/eller førtidspension i henhold til lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet eller kollektive overenskomster med fagforeningerne, er en del af de normale driftsomkostninger, en virksomhed skal dække ved hjælp af egne midler« (53).

(142)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at La Postes pensionsudgifter i henhold til 1990-loven er normale omkostninger (54). Da La Poste gennem de pågældende foranstaltninger undgår at skulle afholde omkostninger, som den normalt skulle have afholdt over sine egne midler, giver foranstaltningerne virksomheden en fordel i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(143)

Fordelen er selektiv, for den vedrører kun La Poste. Da der ikke findes nogen referenceramme, er denne selektivitet ikke berettiget af den pågældende ordnings karakter eller opbygning.

(144)

Beslutningen om indledning af proceduren gennemgår udførligt Combus-dommen, hvor Retten synes at mene, at omkostninger er »unormale«, når de skyldes personalets særlige status i en virksomhed, der efter en reform befinder sig i samme situation som sine konkurrenter med hensyn til personaleadministration. Retten anfører således, at (55): »formålet med den pågældende foranstaltning var at erstatte den gunstige og bekostelige ordning, som gjaldt for de tjenestemandsansatte, der var beskæftiget af Combus, med overenskomstvilkår svarende til dem, der gjaldt for ansatte i andre busselskaber, som var i konkurrence med Combus. Formålet var altså at frigøre Combus for en strukturel ulempe i forhold til dets private konkurrenter. Artikel 87, stk. 1, EF tilsigter alene at forbyde de fordele, som favoriserer visse virksomheder, idet begrebet støtte kun omfatter indgreb, der letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som må betragtes som en økonomisk fordel, som den støttemodtagende virksomhed ikke ville have opnået på normale markedsvilkår. […]. I øvrigt ville den danske stat, i stedet for at udbetale beløbet på 100 mio. DKK direkte til de af Combus beskæftigede tjenestemænd, have kunnet opnå samme resultat ved at genplacere de pågældende tjenestemænd andetsteds i den offentlige forvaltning uden særlig godtgørelse, hvorved Combus ville have haft mulighed for straks fra begyndelsen at rekruttere personale på overenskomstvilkår«.

(145)

Generelt skal det erindres, at retspraksis i Combus-sagen ikke er blevet stadfæstet af Domstolen. Visse elementer i Domstolens retspraksis strider mod, at kompensationen for en strukturbestemt ulempe skulle udelukke, at der er tale om støtte. Domstolen har således konstant fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om støtte, skal vurderes på grundlag af statsindgrebets virkninger og ikke på grundlag af dets årsager eller formål (56). Domstolen har også fastholdt, at begrebet støtte omfatter fordele, som de offentlige myndigheder giver en virksomhed, og som på forskellig måde letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget (57). Domstolen har også klart anført, at virksomhedernes lønomkostninger naturligvis belaster deres budget, uanset om disse omkostninger skyldes lovgivning eller kollektive overenskomster (58). I denne forbindelse mener Domstolen ikke, at det forhold, at statsforanstaltninger tager sigte på at kompensere for meromkostninger, udelukker, at der foreligger støtte (59).

(146)

Frankrig påberåber sig dog det princip, som Retten fastlagde i Combus-dommen, og fastslår, at den anmeldte reform blot fritager La Poste for en »unormal« byrde. Kommissionen må understrege, at de materielle forhold adskiller Combus-sagen fra den foreliggende, som det fremgår af følgende:

(147)

Kommissionen mener, at de faktuelle forskelle mellem Combus-sagen og den foreliggende sag er tilstrækkelige til at gøre det berettiget, at de to sager behandles forskelligt.

(148)

Endelig anser Kommissionen ikke den »indre« metode, som Frankrig har foreslået, for velegnet, blandt andet på grund af de særlige forhold, der kendetegner den lukkede gruppe af tjenestemænd, og fordi virksomheden er oprettet for nylig. Dette synspunkt deles i øvrigt af Frankrig. Desuden omfatter Frankrigs beregninger en sammenligning mellem La Postes reelle omkostninger (herunder 1998-loftet) og de omkostninger, virksomheden skulle have afholdt, hvis den ved sin oprettelse pr. 1. januar 1991 havde indført en ny pensionsordning, som indebar de samme ydelser, men blev forvaltet ved kapitalisering. Denne sammenligning er ifølge Kommissionen alt for teoretisk til, at den kan gøre det muligt at drage relevante konklusioner med hensyn til, om de pågældende foranstaltninger udgør støtte.

(149)

De pågældende foranstaltninger medfører en selektiv økonomisk fordel, fordi de kun vedrører en enkelt virksomhed, nemlig La Poste (63). Sådanne foranstaltninger truer principielt med at fordreje konkurrencevilkårene (64).

(150)

På baggrund af den relevante retspraksis, herunder Combus-dommen, fremgår det af ovennævnte betragtninger, at de omhandlede foranstaltninger udgør statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. l.

(151)

1998-loftet blev gennemført uden at være anmeldt til Kommissionen på forhånd. Det er derfor ulovligt.

(152)

Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at loftet har påvirket både de liberaliserede markeder og de aktiviteter, der er omfattet af et lovbestemt monopol. La Poste udøvede derfor ikke udelukkende monopolvirksomhed (65). Loftet kan således ikke betragtes som eksisterende støtte.

(153)

Reformen fra 2006 blev anmeldt til Kommissionen. Dens gennemførelse er udsat, idet La Poste fortsat betaler det »arbejdsgiverbidrag«, der er resultatet af 1998-loftet. Reformen fra 2006 er derfor ikke blevet gennemført.

(154)

Undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, vedrørende støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, og støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, er klart irrelevante i den foreliggende sag.

(155)

Hvad angår undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, fastslår Kommissionen, at støtten ikke har til formål at fremme den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, at den ikke kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, eller at den ikke tager sigte på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i Frankrigs økonomi. Der er heller ikke tale om støtte til fremme af kulturen eller bevarelse af kulturarven.

(156)

Det skal undersøges, om Kommissionen kan erklære foranstaltningerne forenelige med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), hvor det er fastsat, at støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(157)

Kommissionen påpeger desuden, at Frankrig ikke har påberåbt sig traktatens artikel 86, stk. 2, som grundlag for, at støtten til La Poste skulle være forenelig med fællesmarkedet.

(158)

Ved reformen tilpasses La Postes bidrag efter konkurrenternes, og i betragtning af dens art og virkninger mener Kommissionen, at vurderingen af, om støtteforanstaltningerne er forenelige med fællesmarkedet, skal vurderes under hensyn til etablering af lige vilkår mellem La Poste og dens konkurrenter, når det gælder socialsikringsbidrag og skatter inden for sektoren for breve/pakker og de finansielle aktiviteter, der udgør hovedparten af La Postes virksomhed (66).

(159)

For at analysere støttens virkninger og vurdere konkurrencefordrejningernes intensitet skal Kommissionen først undersøge La Postes bidrag i forhold til konkurrenternes på baggrund af de tilsagn, Frankrig har givet. Derefter skal Kommissionen påvise, hvad der ville være sket, hvis La Poste ikke havde modtaget den pågældende støtte. Derpå undersøges støttens positive og negative virkninger, og det vil så være muligt at gøre status over situationen som helhed.

(160)

Kommissionen har foretaget en meget indgående undersøgelse af beregningen af TEC.

(161)

Indledningsvis skal det bemærkes, at La Postes bidrag adskiller sig fra den almindelige pensionsordning på to punkter:

(162)

Hvad første punkt angår, vil en privat arbejdsgiver indbetale bidrag med frigørende virkning inden for en bidragsdefineret ordning. La Poste derimod betaler ikke et bidrag med frigørende virkning, men har ved 1990-loven fået pålagt at sikre finansiel ligevægt i sin pensionsordning for tjenestemænd. 1998-loftet, der fastsætter et maksimumbeløb for »arbejdsgiverbidraget« uden hensyn til bidragssatsen, og senere 2006-loven, der er mere gennemgribende, bevirker, at der indføres et bidrag med frigørende virkning.

(163)

Den omhandlede støtte løser således problemet med hensyn til det ene punkt, hvor La Postes ordning adskiller sig fra den almindelige ordning.

(164)

Hvad det andet punkt angår, har Kommissionen kontrolleret, at nettonutidsværdien i forbindelse med de fremtidige finansstrømme er højere efter 1990-loven end ved anvendelse af den ændrede TEC (67). Uden støtte skulle La Poste således have betalt bidrag, der var højere end efter den almindelige ordning.

(165)

Kommissionen bemærker desuden, at etablering af egentlige lige vilkår for La Poste og virksomhedens konkurrenter krævede følgende to ændringer i TEC:

(166)

Frankrigs ændringer i beregningen af TEC giver denne mekanisme mulighed for at udjævne de lønrelaterede obligatoriske socialsikringsudgifter og skatter mellem La Poste og de øvrige virksomheder inden for sektoren for »breve/pakker« og banksektoren, der anvender de almindelige socialsikringsordninger. Den overgangsperiode for 2006-2010, som Frankrig har omtalt i anmeldelsen, vil dog ikke give La Poste mulighed for at betale et bidrag, der er mindre end den ændrede TEC.

(167)

Uden reformen skulle La Poste have afsat bevillinger i sine regnskaber efter 2006 til sine pensionsforpligtelser over for de tjenestemandsansatte. Dette skyldes direkte, at »arbejdsgiverbidragene« til pensionerne til La Postes tjenestemandsansatte ikke har frigørende virkning.

(168)

Uden støtten ville La Postes bidrag ikke blive tilpasset efter konkurrenternes bidrag. Dette ville være et handikap for La Poste, som ikke ville kunne konkurrere på de liberaliserede markeder (såsom finansielle tjenester eller kurertjenester).

(169)

Uden reformen skulle La Poste have sikret en rimelig årlig finansiering af sine bidrag, hvilket ville have medført årlige ekstraudgifter på flere hundrede millioner euro i forhold til den ændrede ordning (71). Kommissionen mener dog ikke, at disse meromkostninger (som konkurrenterne ikke skulle bære) ville have været af en sådan størrelsesorden, at La Poste havde været tvunget til at begrænse sine aktiviteter i de konkurrenceudsatte sektorer, med eller uden tjenester af almindelig økonomisk interesse.

(170)

En betydelig del af de pågældende omkostninger er nemlig knyttet til tjenester af almindelig økonomisk interesse, hvilket principielt skulle give La Poste mulighed for at få kompensation for meromkostningerne i denne forbindelse (72). Desuden ville bidrag vedrørende aktiviteter, der ikke vedrører tjenester af almindelig økonomisk interesse, ikke få nogen væsentlig indflydelse på La Postes planlagte aktiviteter. De omhandlede bidrag er faste omkostninger, og dette betyder netop, at de ikke vil kunne påvirke La Postes kommercielle beslutninger, særlig de fremtidige investeringsbeslutninger. De faste omkostninger bæres af La Poste, uanset hvilket investeringsprojekt der er involveret.

(171)

Bidragenes størrelse vil kun kunne påvirke La Postes aktiviteter væsentligt, hvis bidragsbeløbet er usædvanlig højt, hvilket kunne tvinge La Poste ud af markedet, eller hvis kapitalomkostningerne stiger betragteligt.

(172)

Risikoen for at La Poste skulle gå fallit, synes ikke at være reel i betragtning af La Postes situation (73).

(173)

Teoretisk set kan det ikke udelukkes fuldstændigt, at de ekstra årlige bidrag, som La Poste skulle betale, ville have forringet dens balance, hvilket kunne have ændret dens finansieringsvilkår på grund af højere kapitalomkostninger. Denne mulighed forekommer dog meget usandsynlig på baggrund af de tidligere fremsatte argumenter, og ændringerne af markedsforholdene ville (hvis de overhovedet var forekommet) have været ubetydelige.

(174)

Liberaliseringen af postsektoren er en proces, der har været i gang siden 1998 (74). Det indførte loft og reformen af pensionsordningen for La Poste er vigtige etaper i virksomhedens tilpasning til den gradvise liberalisering og et vigtigt led i den fuldstændige liberalisering af det franske postmarked (75). Det erkendes endvidere, at liberaliseringen af postmarkederne i Fællesskabet spiller en vigtig rolle i Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (76). Ud fra et mere politisk synspunkt, men stadig i Fællesskabets interesse, finder Kommissionen, at liberaliseringen af postsektoren kunne vanskeliggøres, hvis forslag til pensionsreformer, som i den foreliggende sag, ikke blev godkendt.

(175)

Det skal i denne forbindelse erindres, at pensionsordningen for La Poste ifølge 1990-loven frembyder særlige karakteristika (f.eks. at La Postes »arbejdsgiverbidrag« ikke har frigørende virkning, eller at dette bidrag er højere end konkurrenternes), som betragtet isoleret skaber konkurrencefordrejninger til skade for La Poste. Støttens væsentligste virkning er, at den tilpasser La Postes bidrag efter konkurrenternes og dermed fjerner de særlige konkurrencefordrejninger, der berører La Poste.

(176)

Kommissionen mener desuden, at de pågældende foranstaltninger står i forhold til det mål i Fællesskabets interesse, som de tager sigte på at nå. Dette mål havde ikke kunnet nås med et mere effektivt middel. Inden for sektorer, hvor der ikke leveres tjenester af almindelig økonomisk interesse, ville der uden tvivl have kunnet opnås en public service kompensation, en sådan fremgangsmåde havde ikke været holdbar på lang sigt, da problemet er af strukturbestemt art.

(177)

Endvidere har først loftet og derefter reformen gjort det muligt for La Poste gradvis at handle som en privat investor, der står over for normale kommercielle problemer. De vedtagne foranstaltninger, såsom ansættelse af overenskomstansatte (i stedet for tjenestemænd), er allerede gennemført med dette formål for øje.

(178)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningerne står i forhold til målet, er støtten begrænset til det strengt nødvendige, da alle de relevante bidrag er medtaget i beregningen af den tilpassede TEC.

(179)

Endelig vil de pågældende foranstaltninger, som ganske vist ikke vedrører en særlig ordning, når det gælder pensionsydelser, give mulighed for at sikre, at en finansieringsordning, som den historiske udvikling havde gjort forældet, gøres varig. Kommissionen mener derfor, at foranstaltningerne indgår som led i den generelle reform af medlemsstaternes pensionsordninger, som både Rådet og Kommissionen ønsker.

(180)

De berørte produkter og markeder kan kategoriseres alt efter, om de tilhører:

(181)

På grundlag af en statisk analyse finder Kommissionen, at:

(182)

På grundlag af en dynamisk analyse, især for de markeder, der for øjeblikket henhører under den sektor, der er forbeholdt bestemte virksomheder, men som i de kommende år åbnes for konkurrence, finder Kommissionen, at:

(183)

Det fremgår af ovenstående, at de negative virkninger af støtten til La Poste bliver begrænsede.

(184)

Da foranstaltningerne på baggrund af Frankrigs tilsagn er begrænset til det, der er strengt nødvendigt for at skabe lige konkurrencevilkår med hensyn til de obligatoriske socialsikringsbidrag og skatter, og fjerner den konkurrencefordrejning, der udgjorde et handikap for La Poste, ændrer de ikke samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Kommissionen mener derfor, at de pågældende foranstaltninger er forenelige med fællesmarkedet, og at der ikke er behov for yderligere kompensation.

(185)

I beslutning 2005/145/EF i EDF-sagen godkendte Kommissionen statsstøtte, der frigjorde virksomhederne i en bestemt sektor for særlige pensionsforpligtelser, som oversteg forpligtelserne i henhold til den almindelige pensionsordning, og som var blevet fastsat i monopolperioden. Kommissionen mente også, at den delvise reduktion af udgifterne i forbindelse med finansieringsordningen vedrørende de særlige pensionsrettigheder, der var erhvervet før reformen, skulle betragtes som statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. l, men at den kunne erklæres forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen fastslog i sin analyse af støttens forenelighed, at EDF's situation ikke adskilte sig særlig meget fra »strandede omkostninger« på energiområdet. Der var nemlig tale om støtte, som skulle lette overgangen til en konkurrenceudsat energisektor. Kommissionen fandt det hensigtsmæssigt at sidestille støtten til EDF med kompensation for strandede omkostninger og meddelte, at den ville følge samme fremgangsmåde i sin undersøgelse af tilsvarende sager.

(186)

I EDF-beslutningen vedrørte støtten kun de traditionelle monopolaktiviteter. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag, der vedrører både den sektor, der er forbeholdt La Poste, og den liberaliserede sektor. Sagerne vedrørende EDF og La Poste svarer derfor ikke helt til hinanden. Efter en undersøgelse på grundlag af metoden med strandede omkostninger anfører Kommissionen dog følgende i beslutningen om indledning af denne procedure: »Kommissionen er ikke på nuværende stadium i stand til at konkludere, at foranstaltningerne er nødvendige for, at La Poste fuldt ud kan udnytte fordelene ved liberaliseringen af markedet for posttjenester. En sådan konklusion kan nemlig kun drages, hvis Kommissionen er sikker på, at La Poste befinder sig i samme situation som sine konkurrenter«.

(187)

Kommissionen har nu fastslået, at:

(188)

Kommissionen mener derfor, at den pågældende støtte frigør La Poste for de særlige pensionsforpligtelser, der oversteg forpligtelserne i henhold til den almindelige pensionsordning, og som var blevet fastsat i monopolperioden.

(189)

Kommissionen bemærker, at La Postes pensionsforpligtelser for de tjenestemandsansatte figurerede som ikke-balanceførte poster i de årlige regnskaber indtil 2006. Hvis bidraget ikke havde fået frigørende virkning, skulle La Poste have afsat tilsvarende henlæggelser i sit regnskab fra 2007. Dette er en normal anvendelse, uden undtagelser, af de internationale regnskabsstandarder, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (80). Manglende henlæggelser skal derfor ikke betragtes som statsstøtte. De indebærer i øvrigt heller ikke anvendelse af statsmidler ud over de omhandlede foranstaltninger.

(190)

1998-loftet og reformen af pensionsordningen for tjenestemandsansatte i La Poste i henhold til artikel 150 i loven om ændring af finansloven for 2006 skal betragtes som statsstøtte, der er forenelig med fællesmarkedet på følgende betingelser: