Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006R0134

Kommissionens forordning (EF) nr. 134/2006 af 26. januar 2006 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel) med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUT L 23 af 27.1.2006, p. 13–33 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/07/2006

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/134/oj

27.1.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 23/13


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 134/2006

af 26. januar 2006

om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel) med oprindelse i Folkerepublikken Kina

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (grundforordningen), særlig artikel 7,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Indledning

(1)

I henhold til grundforordningens artikel 5 offentliggjorde Kommissionen den 28. april 2005 en meddelelse (indledningsmeddelelsen) i Den Europæiske Unions Tidende  (2) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Fællesskabet af bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (Kina).

(2)

Proceduren blev indledt på grundlag af en klage indgivet den 11. marts 2005 af tre producenter i Fællesskabet, nemlig Interkov spol s.r.o, MI.ME.CA SRL og Niko — Metallurgical company, d.d. Zelezniki (klageren), der tegner sig for en betydelig del (i dette tilfælde mere end 50 %) af den samlede produktion i Fællesskabet af bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel). Klagen blev desuden støttet af yderligere en producent i Fællesskabet, I.M.L. Klagen indeholdt beviser for, at der fandt dumping sted i forbindelse med den pågældende vare, og at der som følge heraf forvoldtes væsentlig skade, hvilket ansås for tilstrækkeligt til at begrunde iværksættelsen af en procedure.

2.   Parter, som er berørt af proceduren

(3)

Kommissionen underrettede officielt klageren, de eksporterende producenter, importører, leverandører, brugere og brugersammenslutninger, som den vidste var berørt af sagen, samt repræsentanter for Kina om indledningen af proceduren. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(4)

De klagende producenter, andre samarbejdsvillige EF-producenter, eksporterende producenter, importører, leverandører, brugere og brugersammenslutninger tilkendegav deres synspunkter. Alle interesserede parter, som anmodede om det, og som påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(5)

For at give de eksporterende producenter i Kina, der måtte ønske det, mulighed for at anmode om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling, sendte Kommissionen ansøgningsskemaer herom til de kinesiske eksporterende selskaber, som den vidste var berørt af sagen. Fire selskaber anmodede om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, eller om individuel behandling, hvis det af undersøgelsen fremgik, at de ikke opfyldte betingelserne for markedsøkonomisk behandling, og et selskab anmodede kun om individuel behandling.

(6)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at der kunne udtages stikprøver blandt importørerne i denne undersøgelse. I betragtning af det antal importører, som gav udtryk for samarbejdsvilje, blev det besluttet, at det var nødvendigt at benytte stikprøver.

(7)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til alle parter, som den vidste var berørt af sagen, og til alle andre selskaber, der gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Der blev modtaget besvarelser fra tre klagende fællesskabsproducenter, to andre fællesskabsproducenter, fem eksporterende producenter i Kina, 12 leverandører af råmaterialer, to uafhængige importører og otte uafhængige brugere i Fællesskabet.

(8)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige til en foreløbig fastsættelse af dumping, deraf følgende skade og Fællesskabets interesser og aflagde kontrolbesøg hos følgende selskaber:

a)

producenter i Fællesskabet:

Interkov spol s.r.o.

MI.ME.CA SRL

Niko — Metallurgical company, d.d. Zelezniki

IML Industria Meccanica Lombarda SRL

EJA international

b)

brugere i Fællesskabet:

Esselte Leitz GmbH & Co.

c)

eksporterende producenter i Kina:

Dongguan Nanzha Leco Stationery

Wah Hing Stationery Manufactory Limited.

Yderligere tre eksporterende producenter indsendte ansøgninger om markedsøkonomisk behandling og erklærede, at de var villige til at samarbejde i forbindelse med proceduren. De trak imidlertid deres tilsagn om samarbejde tilbage, før oplysningerne i ansøgningerne om markedsøkonomisk behandling var blevet kontrolleret.

(9)

I betragtning af behovet for at fastsætte en normal værdi for eksporterende producenter i Kina, der eventuelt ikke indrømmes markedsøkonomisk behandling, blev der aflagt kontrolbesøg hos følgende selskab med henblik på at fastsætte den normale værdi på grundlag af oplysninger fra et referenceland:

Producent i Iran:

Metalise Co.

3.   Undersøgelsesperiode

(10)

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra 1. januar 2004 til 31. december 2004 (undersøgelsesperioden). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra 1. januar 2001 til udgangen af undersøgelsesperioden (den betragtede periode).

4.   Den pågældende vare og samme vare

4.1.   Generelt

(11)

Bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel) (bueformede ringmekanismer) er en metalvare, der kan være en af komponenterne i ringbind til opbevaring af løsblade og andre dokumenter. Varens specifikation afhænger navnlig af det benyttede materiale, mekanismernes størrelse og de måder, hvorpå stålet behandles.

4.2.   Den pågældende vare

(12)

Den pågældende vare er bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel), der almindeligvis anvendes til at arkivere løsblade og andre dokumenter i ringbind eller brevordnere. De består af kraftige bueformede metalstykker (normalt to) på en plade med mindst en udløser, som giver mulighed for at indsætte og arkivere blade og andre dokumenter, og har oprindelse i Kina (den pågældende vare); varen angives normalt under KN-kode ex 8305 10 00.

(13)

Til trods for forskelle i visse faktorer, såsom bl.a. stålets kvalitet og tykkelse, mekanismernes størrelse og overfladebehandlingen, fremgik det af undersøgelsen, at alle typer af den pågældende vare som defineret i ovenstående betragtning har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og samme anvendelsesformål. Derfor anses alle typer af den pågældende vare for at være en og samme vare i forbindelse med denne antidumpingprocedure.

4.3.   Samme vare

(14)

Der fandtes ingen forskelle mellem den pågældende vare og bueformede ringmekanismer fremstillet og solgt på hjemmemarkedet i Kina og Iran, der fungerede som referenceland med henblik på fastsættelse af den normale værdi for importen fra Kina. Disse bueformede ringmekanismer har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål som den vare, der eksporteres fra Kina til Fællesskabet.

(15)

Der fandtes heller ingen forskelle mellem de bueformede ringmekanismer, der fremstilles af EF-erhvervsgrenen og sælges på fællesskabsmarkedet, og de bueformede ringmekanismer, der importeres fra Kina. Begge varer har samme fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål.

(16)

Det konkluderes derfor foreløbigt, at disse varer er identiske i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4.

B.   DUMPING

1.   Markedsøkonomisk behandling

(17)

I henhold til artikel 2, stk. 7, litra b), i grundforordningen skal den normale værdi i antidumpingundersøgelser vedrørende import af varer med oprindelse i Kina fastlægges i overensstemmelse med nævnte artikels stk. 1 til 6 for de producenter, som det påvises opfylder kriterierne i artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen. Til orientering er disse kriterier kort beskrevet herunder:

Erhvervsmæssige beslutninger træffes på grundlag af markedsvilkårene og uden væsentlig statslig indgriben, og omkostningerne afspejler markedspriserne.

Firmaer skal have ét klart sæt grundlæggende regnskaber, som revideres uafhængigt i henhold til internationale standarder for regnskabsføring, og som anvendes til alle formål.

Ingen væsentlige fordrejninger er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system.

Der skal forefindes konkurs- og ejendomslove, der garanterer stabilitet og retssikkerhed.

Valutakursomregninger sker til markedskursen.

(18)

Fire eksporterende producenter i Kina anmodede om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), og besvarede ansøgningsformularen herom for eksporterende producenter.

(19)

Tre af disse eksporterende producenter trak imidlertid deres tilsagn om at samarbejde tilbage, før kontrolbesøget fandt sted. Det var derfor ikke muligt at kontrollere, om disse selskaber opfyldte kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c).

(20)

For så vidt angår den sidste eksporterende producent indhentede og efterprøvede Kommissionen ved et kontrolbesøg som fornødent alle de oplysninger, der var afgivet i anmodningen om markedsøkonomisk behandling.

(21)

Det fremgik af undersøgelsen, at anmodningen om markedsøkonomisk behandling måtte afvises. Ved undersøgelsen af de fem kriterier, der er anført i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), fremgik det, at selskabet ikke opfyldte det andet og tredje kriterium. Desuden var det ikke muligt at nå frem til en konklusion med hensyn til det første kriterium.

(22)

For så vidt angår det andet kriterium kunne det ikke konkluderes, at selskabet havde et enkelt klart sæt grundlæggende regnskaber, som blev revideret uafhængigt i henhold til internationale standarder for regnskabsføring, og som blev anvendt til alle formål.

(23)

For så vidt angår det tredje kriterium fremlagde selskabet ikke støttedokumenter eller en detaljeret redegørelse for privatiseringen af selskabet og reevalueringen af aktiverne. Selskabet påviste således ikke, at der ikke var overført væsentlige forvridninger fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system.

(24)

Der kunne ikke drages nogen konklusion om det første kriterium, da der fortsat var tvivl om, hvorvidt der forekom statslig indgriben i forbindelse med godkendelse af arbejdskontrakter, og da det ikke var muligt at afgøre, om alle omkostninger afspejler markedspriserne. I betragtning af konklusionerne vedrørende det andet og tredje kriterium er det imidlertid ikke nødvendigt at træffe en afgørelse i denne forbindelse.

(25)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til ovennævnte undersøgelsesresultater.

2.   Individuel behandling

(26)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastsættes der en enhedstold for lande, der er omfattet af grundforordningens artikel 2, stk. 7, undtagen hvis selskaber i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 5, kan påvise, at deres eksportpriser og -mængder samt vilkårene og betingelserne for salget fastsættes frit, at valutaomregninger foretages til markedskursen, og at en eventuel statslig indgriben ikke muliggør omgåelse af foranstaltninger, hvis eksportører pålægges forskellige toldsatser.

(27)

Den eksporterende producent, der ikke kunne indrømmes markedsøkonomisk behandling, ønskede også individuel behandling, hvis der ikke kunne indrømmes markedsøkonomisk behandling. På grundlag af de foreliggende oplysninger konstateredes det, at selskabet opfyldte alle kravene til individuel behandling, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 5.

(28)

En anden eksporterende producent, der ikke havde fremsat ønske om markedsøkonomisk behandling, anmodede kun om individuel behandling. Dette selskab solgte gennem forretningsmæssigt forbundne selskaber varer til uafhængige kunder i Fællesskabet i undersøgelsesperioden og samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Det fremgik af undersøgelsen, at selskabet opfyldte alle kravene til individuel behandling i grundforordningens artikel 9, stk. 5.

(29)

Det konkluderedes således, at der bør indrømmes følgende to eksporterende producenter i Kina individuel behandling:

Dongguan Nanzha Leco Stationery

Wah Hing Stationery Manufactory Limited.

3.   Normal værdi

(30)

Det eksporterende selskab, der kun anmodede om individuel behandling, afgav ikke en udtømmende og fuldt dokumenteret besvarelse af spørgeskemaet for eksportører inden for de udvidede frister. Det var derfor ikke muligt at fastsætte dumpingmargenen, og selskabet måtte betragtes som en ikke-samarbejdsvillig part i forbindelse med undersøgelsen.

3.1.   Fastsættelse af den normale værdi for alle eksporterende producenter, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling

a)   Referenceland

(31)

I henhold til artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen skal den normale værdi for eksporterende producenter, der ikke kan indrømmes markedsøkonomisk behandling, fastsættes på grundlag af priserne eller den beregnede værdi i et referenceland.

(32)

I indledningsmeddelelsen tilkendegav Kommissionen, at den havde til hensigt at anvende Indien som et passende referenceland med henblik på fastsættelsen af den normale værdi for Kina, og de interesserede parter blev anmodet om at fremsætte bemærkninger til dette valg af referenceland.

(33)

En bruger, en samarbejdsvillig eksportør og en ikke-samarbejdsvillig producent modsatte sig dette forslag. De vigtigste argumenter mod Indien som referenceland var, at:

der kun er få indiske producenter, og at der ikke er nogen konkurrence på det indiske hjemmemarked

Indien kun producerer til sit hjemmemarked og ikke til eksport

produktionen i Indien sker efter andre specifikationer, og produktionsprocessen er derfor også anderledes

den indiske produktionsmængde er mindre end den kinesiske

produktionen i Indien ikke er stabil med hensyn til mængde og kvalitet.

(34)

De interesserede parter var imidlertid ikke i stand til at foreslå et mere passende alternativ eller til at give yderligere oplysninger eller underbygge deres påstand om, at Indien ikke var et passende referenceland.

(35)

Kommissionen anmodede derfor om samarbejde fra Indien og også fra alle andre kendte potentielle referencelande såsom Tyrkiet, Sydafrika, Iran og Thailand.

(36)

Det fremgik imidlertid, at bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel) i de lande, der er nævnt i foregående betragtning, kun fremstilles af ganske få producenter i Indien og Iran. Det var endvidere ikke muligt at opnå samarbejde i fuldt omfang fra Indien, men producenten i Iran indvilgede i at samarbejde fuldt ud med Kommissionen.

(37)

Det fremgik af besvarelsen, at der er en producent i Iran, og at denne producent havde et salg på hjemmemarkedet. Det konstateredes desuden, at der importeredes betydelige mængder kinesiske varer til det iranske marked. Det er derfor klart, at de iranske og kinesiske varer konkurrerer på det iranske marked.

(38)

I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen foreløbigt, at Iran vil være det mest hensigtsmæssige og rimelige valg af referenceland i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, i grundforordningen.

b)   Fastsættelse af den normale værdi i referencelandet

(39)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen blev den normale værdi for de eksporterende producenter, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, fastsat på grundlag af de oplysninger, der blev modtaget fra producenten i referencelandet. Den normale værdi blev fastsat på grundlag af alle de priser, der blev betalt eller skulle betales på det iranske hjemmemarked for sammenlignelige varetyper, idet de transaktioner, der blev foretaget af producenten i Iran, fandtes at have fundet sted i normal handel.

(40)

Den normale værdi blev således fastlagt som det vejede gennemsnit af den samarbejdsvillige iranske producents salgspris på hjemmemarkedet til ikke-forbundne kunder.

4.   Eksportpriser

(41)

For det eksportsalg til Fællesskabet, som den eksportør, der blev indrømmet individuel behandling, foretog gennem forretningsmæssigt forbundne selskaber uden for Fællesskabet, blev salgsprisen fastsat på grundlag af priserne ved videresalg til uafhængige kunder i Fællesskabet.

(42)

I alle tilfælde, hvor den pågældende vare blev eksporteret til uafhængige kunder i Fællesskabet, blev eksportprisen fastsat i overensstemmelse med artikel 2, stk. 8, i grundforordningen, altså på grundlag af de eksportpriser der faktisk var betalt eller skulle betales.

5.   Sammenligning

(43)

Den normale værdi og eksportpriserne blev sammenlignet ab fabrik og på samme handelstrin. For at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der taget hensyn til forskelle i faktorer, der hævdedes og påvistes at påvirke priserne og prissammenligneligheden, jf. artikel 2, stk. 10, i grundforordningen.

(44)

På dette grundlag blev der foretaget justeringer for forskelle i omkostninger til transport, forsikring, håndtering og lastning samt dermed forbundne omkostninger, kreditter, provisioner og omkostninger efter salget (garanti), for så vidt som der forelå tilstrækkelig dokumentation herfor. Der blev også foretaget justeringer, hvor eksportsalget fandt sted via et forretningsmæssigt forbundet selskab i et andet land end det pågældende land eller Fællesskabet, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i).

6.   Dumpingmargen

6.1.   For den samarbejdsvillige eksporterende producent, der blev indrømmet individuel behandling

(45)

For det selskab, der blev indrømmet individuel behandling, blev den vejede gennemsnitlige normale værdi, der var fastsat for referencelandet for hver type af den pågældende vare, som eksporteredes til Fællesskabet, sammenlignet med den vejede gennemsnitlige eksportpris på den tilsvarende type, som eksporteredes til Fællesskabet, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11.

(46)

De foreløbige vejede gennemsnitlige dumpingmargener udgør følgende i procent af cif-prisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet:

Dongguan Nanzha Leco Stationery

33,4 %.

6.2.   For alle andre eksporterende producenter

(47)

For at fastsætte den landsdækkende told for alle andre eksportører i Kina bestemte Kommissionen først graden af samarbejdsvilje. I denne forbindelse skal det erindres, at tre af de fire selskaber, der oprindelig anmodede om markedsøkonomisk behandling, ikke samarbejdede, og at andre kinesiske eksporterende producenter — undtagen for et andet selskab, som kun anmodede om individuel behandling, men som måtte betragtes som ikke-samarbejdsvilligt — ikke samarbejdede.

(48)

Da der ikke blev udvist samarbejdsvilje fra eksportører, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk eller individuel behandling, blev beregningen baseret på de foreliggende faktiske oplysninger. Den landsdækkende dumpingmargen blev derfor beregnet på grundlag af det mest repræsentative varekontrolnummer, som blev eksporteret fra Kina af eksportører, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk eller individuel behandling. Eksportprisen blev derefter sammenlignet med den normale værdi, der var fastsat for referencelandet. For at sikre, at denne sammenligning virkelig var rimelig, indhentede Kommissionen desuden oplysninger om markedet for at fastsætte importpriserne for andre eksporterende producenter. Disse oplysninger viste ikke, at beregningerne ikke var redelige og rimelige.

(49)

Graden af dumping for landet som helhed blev på dette grundlag foreløbigt fastsat til 48,1 % af cif-prisen, Fællesskabets grænse.

(50)

Denne margen gælder for alle de producenter, der ikke blev indrømmet individuel behandling.

C.   SKADE

1.   Produktion i Fællesskabet

(51)

Det fremgik af undersøgelsen, at følgende producenter i Fællesskabet fremstillede bueformede ringmekanismer i undersøgelsesperioden: de tre klagende fællesskabsproducenter, to andre producenter, som støttede klagen og fuldt ud samarbejdede med Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen, samt Esselte, der kun fremstillede varen til eget brug.

(52)

Et andet selskab fremstillede og importerede udelukkende bueformede ringmekanismer til eget brug i undersøgelsesperioden. Det indstillede imidlertid produktionen i løbet af undersøgelsesperioden. Selskabet besvarede spørgeskemaet for fællesskabsproducenter og afgav oplysninger om sin egen produktion.

(53)

Endnu en producent, der i et brev havde støttet klagen, fandtes ikke at have fremstillet den pågældende vare i undersøgelsesperioden.

(54)

Klagerne hævdede, at visse andre selskaber havde fremstillet den pågældende vare i undersøgelsesperioden, om end i begrænsede mængder. Disse selskaber gav sig ikke til kende eller afgav oplysninger om deres produktion i forbindelse med undersøgelsen. Disse mængder vil foreløbig ikke blive medregnet i produktionen i Fællesskabet.

(55)

Det blev konstateret, at en af de samarbejdsvillige producenter, der støttede klagen, også importerede den pågældende vare fra Kina. Selv om hovedparten af de varer, som denne producent havde solgt i Fællesskabet i undersøgelsesperioden, var fremstillet i Fællesskabet, viste det sig, at omkring af 25 % af de i Fællesskabet solgte varer var købt i Kina. Dette repræsenterede omkring 39 % af selskabets samlede produktion.

(56)

Selv om dette er en forholdsvis vigtig del af selskabets virksomhed, konstateredes det, at denne import var foretaget som forsvar mod lavprisdumpingimporten fra Kina. Faktisk besluttede producenten allerede i begyndelsen af den betragtede periode, hvor han indså, at han ikke kunne konkurrere med lavprisdumpingimporten fra Kina, at sende sine gamle maskiner til Kina og danne et joint venture med en kinesisk producent. Det fremgik af kontrollen af de finansielle oplysninger, som den pågældende EF-producent havde afgivet for den betragtede periode, at selskabet solgte bueformede ringmekanismer fra Kina for at dække en del af de store tab, som det havde haft på salget af egenproducerede varer på fællesskabsmarkedet. Importen af bueformede ringmekanismer fra Kina har gjort det muligt for firmaet at overleve indtil nu.

(57)

Det konstateredes også, at dette selskabs centrale aktiviteter befinder sig i Fællesskabet, og det har klart samme adfærd som en fællesskabsproducent. Selskabets samarbejdsvilje viser, at det har samme adfærd og interesser som de øvrige klagere i undersøgelsen. Kommissionen finder derfor, at den pågældende producents produktion bør indgå i definitionen af produktionen i Fællesskabet.

(58)

Den samlede produktion i Fællesskabet blev med henblik på artikel 4, stk. 1, i grundforordningen foreløbigt beregnet ved at sammenlægge produktionsmængden for de fem samarbejdsvillige EF-producenter, der støttede klagen, og de produktionstal, der foreligger for en sjette producent.

2.   Definition af erhvervsgrenen i Fællesskabet

(59)

De fem fællesskabsproducenter, som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen og støttede klagen, havde en produktion på omkring 220 mio. enheder i undersøgelsesperioden. Dette svarer til mere end 90 % af den samlede produktion i Fællesskabet. Disse selskaber udgør erhvervsgrenen i Fællesskabet i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4, i grundforordningen.

(60)

Det skal bemærkes, at selv hvis den producent, der importerede bueformede ringmekanismer fra Kina, ikke blev medtaget i fællesskabsproduktionen og EF-erhvervsgrenen, vil de resterende producenter stadig tegne sig for en væsentlig del af den samlede produktion i Fællesskabet, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 4.

3.   Forbruget i Fællesskabet

(61)

Forbruget blev fastsat på grundlag af de kendte producenters salg til uafhængige kunder i Fællesskabet plus importen fra tredjelande. EF-producenternes salg blev hovedsagelig fastsat på grundlag af deres besvarelser af spørgeskemaerne. Importmængden måtte imidlertid fastsættes på grundlag af klagen, fordi de kinesiske eksporterende producenter kun udviste begrænset samarbejdsvilje, og fordi Eurostats oplysninger ikke var tilstrækkelig specifikke. KN-koden for bueformede ringmekanismer omfatter således også andre ringmekanismer og er kun udtrykt i tons og ikke i enheder.

(62)

Følgende tabel viser, at efterspørgslen efter den pågældende vare i Fællesskabet steg betydeligt i den betragtede periode:

Tabel 1

Stk. ('000)

2001

2002

2003

2004 (UP)

Forbrug

301 440

301 990

337 300

399 670

Indeks

100

100

112

132

(63)

Den største stigning fandt sted mellem 2003 og udgangen af undersøgelsesperioden, hvor forbruget steg med 18 % eller mere end 62 mio. enheder. EF-erhvervsgrenen øgede sit salg med 8 % eller 14 mio. enheder. I samme periode steg importen fra Kina med 29 % eller 48 mio. enheder.

4.   Importen til Fællesskabet fra Kina

4.1.   Importens omfang, markedsandel og gennemsnitlige priser

a)   Importens mængde og markedsandel

(64)

Som nævnt i betragtning 61 blev importmængden fra Kina fastsat på grundlag af oplysningerne i klagen. Disse oplysninger blev imidlertid afstemt med Eurostats tal og sammenlignet med de oplysninger om eksporten, der verificeredes hos den største samarbejdsvillige eksportør i Kina, der tegner sig for over 65 % af den samlede kinesiske eksport. Begge kilder bekræftede, at udviklingstendensen for mængden var sammenlignelig med den tendens, der var nævnt i klagen.

(65)

Importen fra det pågældende land har udviklet sig således med hensyn til mængde og markedsandel:

Tabel 2

Importmængde ('000 stk.)

2001

2002

2003

UP

Kina

135 000

130 000

166 000

214 000

Indeks

100

96

123

159


Importens markedsandel

2001

2002

2003

UP

Kina

44,8 %

43,1 %

49,2 %

53,6 %

Indeks

100

96

110

120

(66)

Som det fremgår af tabel 1, steg forbruget af bueformede ringmekanismer i Fællesskabet med 32 % eller 98 mio. enheder i den betragtede periode. I mellemtiden er importen fra det pågældende land steget med omkring 59 % (79 mio. enheder). Dens markedsandel er derfor steget fra 44,8 % til 53,6 % i den betragtede periode. Dette betyder, at markedsandelen er steget med 8,8 procentpoint. Det er værd at bemærke, at den største stigning i importen fra de kinesiske eksporterende producenter og deres markedsandel fandt sted mellem 2003 og undersøgelsesperioden, hvor dumpingimporten steg med 48 mio. enheder og markedsandelen med 4,4 procentpoint.

b)   Importpriser og underbud

(67)

Ovenstående tabel viser udviklingen i gennemsnitspriserne på importen fra Kina i den betragtede periode. Importpriserne faldt fra 120 EUR for 1 000 styk bueformede ringmekanismer i 2001 til 107 EUR i undersøgelsesperioden. Importprisen var på et så lavt niveau i 2003, hvor forbruget sammenfaldende steg med 20 %, at den kunne hæves med 11 % mellem 2003 og undersøgelsesperioden. Dette prisniveau er imidlertid fortsat langt under EF-erhvervsgrenens priser. Samlet set faldt dumpingimportens priser med op til 11 % i løbet af den betragtede periode.

(68)

Der blev foretaget en sammenligning mellem EF-erhvervsgrenens priser på fællesskabsmarkedet i undersøgelsesperioden og de tilsvarende priser for de kinesiske eksporterende producenter. Denne sammenligning blev foretaget efter fradrag af nedslag og rabatter samt justering for omkostninger efter importen. EF-erhvervsgrenens priser blev justeret til niveauet ab fabrik, mens importpriserne var cif-priserne, Fællesskabets grænse.

(69)

Det fremgik af sammenligningen, at der i undersøgelsesperioden blev importeret kinesiske bueformede ringmekanismer til Fællesskabet til priser, der i betydelig grad underbød EF-erhvervsgrenens priser. Udtrykt i procent af sidstnævnte udgjorde underbudsmargenen helt op til 24,3 %. Det fremgår klart af denne underbudsmargen og prisudviklingen for EF-erhvervsgrenen samt dens nedenfor omhandlede rentabilitetssituation, at priserne allerede var faldet kraftigt i den betragtede periode.

5.   EF-erhvervsgrenens økonomiske situation

(70)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i grundforordningen omfattede undersøgelsen af dumpingimportens virkninger på EF-erhvervsgrenen en vurdering af alle økonomiske faktorer og forhold, der havde indflydelse på denne erhvervsgrens situation i den betragtede periode, nemlig fra 2001 til undersøgelsesperioden.

(71)

De nedenstående oplysninger er de samlede verificerede oplysninger om de fem samarbejdsvillige EF-producenter.

5.1.   Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(72)

Produktionen, produktionskapaciteten og kapacitetsudnyttelsen har udviklet sig således:

Tabel 4

Indeks 2001 = 100

2001

2002

2003

UP

Produktion (’000 enheder)

225 065

222 036

221 472

219 990

Produktion (indeks) (2001 = 100)

100

99

98

98

Produktionskapacitet (enheder)

454 423

439 504

488 387

490 172

Produktionskapacitet (indeks)

100

97

107

108

Kapacitetsudnyttelse (%)

50 %

51 %

45 %

45 %

Kapacitetsudnyttelse (indeks)

100

102

92

91

(73)

Trods en stigende efterspørgsel faldt EF-erhvervsgrenens produktion svagt med 2 % i den betragtede periode. I betragtning af de gode markedsudsigter og det voksende forbrug blev der foretaget investeringer for at øge EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet. Kapacitetsudnyttelsen faldt imidlertid med 9 %, også på grund af et mindre fald i produktionen.

5.2.   Lagre

(74)

Nedenstående tal viser lagerbeholdningernes størrelse ved udgangen af hver periode.

Tabel 5

 

2001

2002

2003

UP

Lagre ('000 stk.)

11 750

8 242

15 201

15 236

Indeks 2001 = 100

100

70

129

130

(75)

Det fremgik af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenens lagerbeholdninger ikke var en relevant faktor for vurderingen af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation. EF-erhvervsgrenens produktion sker hovedsagelig på bestilling, og lagerbeholdningerne svarede til en begrænset del af produktionen og omkring tre eller fire ugers leverancer i den betragtede periode.

5.3.   Salgsmængde, markedsandel, gennemsnitlige enhedspriser i Fællesskabet og vækst

(76)

Nedenstående tal viser EF-erhvervsgrenens salg til uafhængige kunder på fællesskabsmarkedet.

Tabel 6

Indeks 2001 = 100

2001

2002

2003

UP

Salgsmængde ('000 stk.)

166 440

171 990

171 300

185 670

Indeks

100

103

103

112

Markedsandel

55,1 %

56,6 %

50,7 %

46,4 %

Indeks

100

103

92

84

Gennemsnitlige salgspriser

(EUR/’000 stk.)

152

142

137

132

Indeks

100

93

90

87

(77)

Det fremgik af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenen i nogen grad kunne drage fordel af væksten i forbruget ved at øge sit salg med 12 % (eller omkring 19 mio. enheder) i den betragtede periode.

(78)

Ikke desto mindre faldt EF-erhvervsgrenens markedsandel fra 55,1 % i 2001 til 46,4 % ved udgangen af undersøgelsesperioden. Dette betyder, at markedsandelen er faldet med 8,7 procentpoint. Det største fald i markedsandel blev iagttaget mellem 2003 og undersøgelsesperioden, hvor EF-erhvervsgrenen mistede 4,4 procentpoint.

(79)

Det er derfor klart, at EF-erhvervsgrenen ikke opnåede fuld fordel af væksten på markedet.

(80)

Ovenstående tabel tyder på, at EF-erhvervsgrenen led under et betydeligt fald i de gennemsnitlige salgspriser (med 13 %), idet en større mængde dumpingimport til lave priser kom ind på fællesskabsmarkedet.

5.4.   Rentabilitet

(81)

De nedenfor anførte fortjenstmargener er fastsat ved at udtrykke EF-erhvervsgrenens finansielle resultater i procent af omsætningen på fællesskabsmarkedet.

Tabel 7

Rentabilitet af salget i Fællesskabet

2001

2002

2003

UP

Rentabilitet af salget i Fællesskabet

– 13 %

– 17 %

– 19 %

– 26 %

— udvikling

 

– 4 %

– 6 %

– 13 %

(82)

Rentabiliteten var negativ i hele den betragtede periode. Tabene forværredes imidlertid betydeligt, hovedsagelig som følge af det faldende prisniveau. Selv om EF-erhvervsgrenen optimerede sin produktion for at konkurrere med importen fra Kina og justerede alle de mulige tekniske parametre for den pågældende vare, blev tabet løbende større i den betragtede periode. Det resultat, der blev opnået i undersøgelsesperioden, kan ikke engang på kort sigt fastholdes.

5.5.   Afkast af investeringer, likviditet, investeringer og evne til at rejse kapital

(83)

Udviklingen med hensyn til afkast af investeringer, likviditet og investeringer fremgår af nedenstående tabel.

Tabel 8

Indeks 2001 = 100

2001

2002

2003

UP

Afkast af investeringer

(selskabet i alt)

– 18 %

– 22 %

– 17 %

– 55 %

Likviditet

(selskabet i alt, i EUR)

1 737 465

720 972

– 259 997

– 2 757 046

Indeks

100

176

45

73

Investeringer

(den pågældende vare, i EUR)

1 839 277

2 453 440

2 353 561

2 601 880

Indeks

100

133

128

141

(84)

Som anført i betragtning 78 og 82 påvirkede den nedadgående udvikling i EF-erhvervsgrenens salgspriser dens rentabilitet betydeligt. Dette havde derfor også en negativ indflydelse på de skadesindikatorer, der vedrører rentabiliteten. Det kan bemærkes, at den ovenfor konstaterede udvikling for afkastet af investeringerne og likviditeten i vidt omfang afspejler den rentabilitetsudvikling, der er vist i tabel 6.

(85)

Som allerede nævnt i betragtning 73 øgede EF-erhvervsgrenen sine investeringer i den pågældende vare, fordi markedsforholdene var meget gunstige i den betragtede periode. EF-erhvervsgrenens investeringer bestod hovedsagelig i udskiftninger af fabrikker og maskiner snarere end investeringer i nye produktionsfaciliteter.

(86)

EF-erhvervsgrenen påpegede, at den havde voksende vanskeligheder ved at rejse kapital. De ovennævnte undersøgelsesresultater, og især den negative rentabilitet på 26 %, tyder klart på, at EF-erhvervsgrenens evne til at tilvejebringe kapital enten fra eksterne långivere eller fra moderselskaber er stærkt hæmmet af dens katastrofale finansielle situation.

5.6.   Beskæftigelse, produktivitet og lønninger

(87)

Antallet af ansatte i EF-erhvervsgrenen faldt fra 2001 til undersøgelsesperioden. Produktiviteten kunne forbedres i løbet af den betragtede periode som følge af øgede investeringer og et faldende antal ansatte.

(88)

EF-erhvervsgrenens samlede lønudgifter og dermed forbundne omkostninger var stabile i den betragtede periode. Antallet af ansatte i denne periode faldt med 10 %, og udgifterne faldt også i relative tal som følge af inflationen.

5.7.   Den faktiske dumpingmargens størrelse

(89)

Dumpingmargenerne er angivet i afsnittet om dumping. De fastsatte margener er klart over ubetydelighedsgrænsen. I betragtning af størrelsen af og priserne på dumpingimporten kan virkningerne af de faktiske dumpingmargener ikke anses for at være ubetydelige.

5.8.   Virkninger af tidligere dumping eller subsidiering

(90)

EF-erhvervsgrenen er ikke ved at overvinde virkningerne af tidligere dumping eller subsidiering, da der ikke tidligere er foretaget sådanne undersøgelser.

5.9.   Konklusion om skade

(91)

Allerede ved begyndelsen af den betragtede periode havde Kina halvdelen af fællesskabsmarkedet for bueformede ringmekanismer. Kina har styrket denne allerede stærke position betydeligt. Det skal erindres, at importen fra Kina er steget stærkt i den betragtede periode, både i mængde (+ 79 mio. enheder) og markedsandel (+ 8,8 procentpoint). Den gennemsnitlige enhedspris på den pågældende import faldt desuden med 11 %, hvilket er afspejlet i det prisunderbud, der konstateredes i forbindelse med undersøgelsen.

(92)

Selv om EF-erhvervsgrenens salgsmængde steg, opnåede erhvervsgrenen ikke fordel af den betydelige vækst på fællesskabsmarkedet (+ 32 % eller + 98 mio. enheder) i undersøgelsesperioden. Den tabte betydelige markedsandele og led under et gennemsnitligt prisfald på 13 %. Dette førte til en fordobling af tabene, reduceret likviditet og afkast af investeringerne, faldende produktion og udnyttelse af produktionskapaciteten, stagnerende lønninger og tab af arbejdspladser i den betragtede periode. Trods bestræbelserne for at blive mere konkurrencedygtig forværredes EF-erhvervsgrenens finansielle situation betydeligt i undersøgelsesperioden.

(93)

Det skal også bemærkes, at nogle EF-producenter har indstillet produktionen eller er lukket i løbet af de seneste år.

(94)

På baggrund af alle disse indikatorer er konklusionen, at EF-erhvervsgrenen led væsentlig skade i undersøgelsesperioden, jf. artikel 3 i grundforordningen.

D.   ÅRSAGSSAMMENHÆNG

1.   Indledende bemærkning

(95)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6 og 7, i grundforordningen blev det også undersøgt, om der var en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Kina og den væsentlige skade, der forvoldtes EF-erhvervsgrenen. Andre kendte faktorer end dumpingimporten, som på samme tid kunne have forvoldt EF-erhvervsgrenen skade, blev også undersøgt i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 7, for at sikre, at en eventuel skade forvoldt af sådanne faktorer ikke blev tilskrevet dumpingimporten.

2.   Følgevirkninger af importen fra Kina

(96)

Det skal erindres, at importen fra Kina udtrykt i mængde steg med 43 %, mens dens markedsandel steg med 8,8 procentpoint i den betragtede periode. Som nævnt i betragtning 67 faldt priserne på importen fra Kina desuden med 11 %, og de kinesiske importpriser underbød EF-erhvervsgrenens priser med 24 %. Endvidere var EF-erhvervsgrenens priser trykkede.

(97)

I den betragtede periode var der også et tidsmæssigt sammenfald mellem den yderligere vækst i lavprisdumpingimporten og den betydelige forværring af EF-erhvervsgrenens allerede dårlige situation. Dette illustreres bedst ved at sammenligne de økonomiske resultater, som de kinesiske eksportører og EF-erhvervsgrenen opnåede mellem 2003 og undersøgelsesperioden. I denne periode steg mængden af bueformede ringmekanismer importeret fra Kina med 48 mio. enheder, mens der konstateredes et betydeligt prisunderbud. Som resultat var de kinesiske eksporterende producenter i stand til at vinde markedsandele med 4,4 procentpoint. I samme periode steg EF-erhvervsgrenens salg kun med 14 mio. enheder, hvilket førte til et tab af markedsandel på 4,3 procentpoint på et marked i hurtig vækst. Samtidig måtte EF-erhvervsgrenen sænke de gennemsnitlige salgspriser med omkring 4 %. Den dramatiske forværring af dens finansielle situation i denne periode fremgår f.eks. af, at dens tab steg med 7 procentpoint. Det skal bemærkes, at importen fra Kina allerede var betydelig ved begyndelsen af den betragtede periode, og at EF-erhvervsgrenen derfor befandt sig i en udsat position fra periodens start.

(98)

Som vist af den stigende markedsandel i tabel 2 blev de kinesiske eksportører, der foretog dumping, de ledende aktører på fællesskabsmarkedet, hvor de fortrængte EF-erhvervsgrenen i undersøgelsesperioden.

3.   Følgevirkninger af importen fra tredjelande

(99)

Som nævnt i betragtning 36 er der ikke mange selskaber i verden, der fremstiller og eksporterer bueformede ringmekanismer. I forbindelse med valget af et referenceland blev der identificeret et antal producenter i Indien og Iran, men de foreliggende oplysninger tyder på, at de kendte producenter i disse lande kun i begrænset omfang — om overhovedet — eksporterede bueformede ringmekanismer. Disse producenters centrale marked var derfor klart deres hjemmemarked.

(100)

Det er derfor meget usandsynligt, at import med oprindelse i andre tredjelande, såsom Indien, kan have bidraget til den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt. De foreliggende oplysninger er yderst begrænsede, så det er ikke engang muligt at foretage et pålideligt skøn over størrelsen af denne begrænsede import fra andre tredjelande.

(101)

Kommissionen finder derfor, at importen af bueformede ringmekanismer med oprindelse i andre tredjelande ikke kunne have påvirket EF-erhvervsgrenens økonomiske situation.

4.   Følgevirkninger af EF-erhvervsgrenens import fra Kina

(102)

Som anført i betragtning 55 blev det konstateret, at en af de samarbejdsvillige producenter, der indgik i definitionen af EF-erhvervsgrenen, havde importeret den pågældende vare fra Kina i den betragtede periode. Hovedparten af de varer, som denne producent havde solgt i EF i undersøgelsesperioden, var fremstillet i Fællesskabet — omkring af 25 % af de solgte varer var indkøbt i Kina.

(103)

Det fremgik af undersøgelsen, at den pågældende producent importerede bueformede ringmekanismer fra Kina, som var fremstillet af en kinesisk eksportør, med hvilken selskabet havde en handelsaftale. Det konstateredes også, at selskabets videresalgspris for de importerede bueformede ringmekanismer var sammenlignelig med prisen på de bueformede ringmekanismer, som det selv fremstillede.

(104)

På dette grundlag finder Kommissionen ikke, at denne import har bidraget til den væsentlige skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt. Selv om det er korrekt, at denne import klart er mere end ubetydelig (idet den svarer til omkring 6 % af EF-erhvervsgrenens samlede salg i undersøgelsesperioden), skal følgende bemærkes. For det første svarede videresalgspriserne til salgspriserne på de varer, som selskabet selv fremstillede. Desuden supplerede salget af denne indkøbte vare selskabets eget varesortiment. For det andet har denne import som nævnt i betragtning 55 og 56 delvist gjort det muligt for den pågældende producent at begrænse det store tab, den havde lidt ved at sælge de varer, den selv havde fremstillet, på fællesskabsmarkedet. Importen af bueformede ringmekanismer fra Kina har gjort det muligt for firmaet at overleve indtil nu. Det var således en form for selvforsvar mod dumpingimporten fra Kina, at selskabet supplerede sit varesortiment ved at importere kinesiske varer. Denne producent støtter også klart den aktuelle procedure.

(105)

Det er derfor meget usandsynligt, at den pågældende producents import bidrog til den konstaterede skade.

5.   Følgevirkninger af EF-erhvervsgrenens eksportresultater

(106)

Det blev også undersøgt, hvorvidt EF-erhvervsgrenens eksport af bueformede ringmekanismer kan have været en årsag til den skade, som den led i den betragtede periode.

(107)

Som antydet i nedenstående tabel har EF-erhvervsgrenens centrale marked altid været fællesskabsmarkedet. Eksporten til lande uden for EU tegnede sig for mellem 7,4 % og 16,2 % af EF-erhvervsgrenens samlede salg i den betragtede periode.

Tabel 10

 

2001

2002

2003

UP

Eksport

(’000 enheder)

32 419

23 114

18 303

14 551

Indeks 2001 = 100

100

71

56

45

(108)

EF-erhvervsgrenens eksport faldt med ca. 18 mio. enheder i den betragtede periode. Dette fald skal ses på baggrund af den betragtelige vækst, der fandt sted på fællesskabsmarkedet i denne periode. Det skal erindres, at den kinesiske eksport i denne periode også vandt markedsandele på andre globale markeder, hvilket fremgik af analysen af de oplysninger, der blev indhentet i forbindelse med valget af referenceland.

(109)

Det fremgik desuden af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenens produktion var ret stabil og kun faldt med 2 % i løbet af den betragtede periode. EF-erhvervsgrenen var i stand til at kontrollere og endda nedbringe sine omkostninger.

(110)

På grundlag af de oplysninger, der i øjeblikket foreligger, finder Kommissionen derfor, at selv om faldet i eksportsalget kan have bidraget til den skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen, kan det ikke forklare det betydelige prisfald på fællesskabsmarkedet og de finansielle tab, som EF-erhvervsgrenen oplevede i undersøgelsesperioden.

6.   Konklusion om årsagssammenhæng

(111)

Det skal understreges, at der i dette tilfælde først og fremmest blev forvoldt skade i form af pristryk, som førte til en yderligere forøgelse af tabene. Dette faldt sammen med den hastigt stigende import til dumpingpriser fra Kina og et stort underbud af EF-erhvervsgrenens priser. Intet tyder på, at ovennævnte andre faktorer kunne have været en betydelig årsag til den væsentlige skade, der forvoldtes EF-erhvervsgrenen. I løbet af undersøgelsen blev der ikke fundet andre faktorer, som kunne have forårsaget væsentlig skade.

På grundlag af ovenstående analyse af virkningerne af alle kendte faktorer for EF-erhvervsgrenens situation konkluderes det foreløbigt, at der er et klart sammenfald i tid og dermed en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Kina og den væsentlige skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 6.

E.   FÆLLESSKABETS INTERESSER

1.1.   Almindelige betragtninger

(112)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 21 er det blevet undersøgt, om der er tvingende årsager til at konkludere, at det ikke ville være i Fællesskabets interesse at indføre antidumpingtold på importen fra det pågældende land. Kommissionen sendte spørgeskemaer til importører, forhandlere og industrielle brugere. Der blev modtaget en delvis besvarelse af spørgeskemaet fra to brugere. Andre brugere besvarede ikke spørgeskemaet, men tilkendegav deres synspunkter skriftligt.

(113)

På grundlag af oplysninger fra de samarbejdsvillige parter blev der draget følgende konklusioner.

1.2.   EF-erhvervsgrenens interesser

(114)

Det skal nævnes, at EF-erhvervsgrenen bestod af fem producenter, som beskæftiger over 700 mennesker i forbindelse med produktion og salg af den pågældende vare. De økonomiske indikatorer for EF-erhvervsgrenen viste også forværrede økonomiske resultater i den betragtede periode, som førte til, at nogle EF-producenter indstillede virksomheden i Fællesskabet i de seneste år. EF-erhvervsgrenen er imidlertid levedygtig og ikke villig til at opgive dette salgssegment, således som det fremgår af de bestræbelser, der er udfoldet for at imødegå stigningen i dumpingimporten. F.eks. viste undersøgelsen, at det lykkedes EF-erhvervsgrenen at forbedre sin produktionsproces og nedbringe leveringstiden i den betragtede periode.

(115)

Hvis der ikke indføres foranstaltninger, er der sandsynlighed for, at pristrykket fra dumpingimporten vil stige, at EF-erhvervsgrenens finansielle situation fortsat vil blive dårligere, og at flere EF-producenter vil blive tvunget til at standse produktionen med negative følgevirkninger for den bredere sektor, der allerede lider under dumpingimporten.

(116)

Hvis der indføres foranstaltninger, kan det forventes, at EF-erhvervsgrenens produktions- og salgsmængde vil stige i løbet af meget kort tid, således at den bliver i stand til at sprede sine faste omkostninger over en større produktion. I denne forbindelse bemærkes det, at EF-erhvervsgrenen har en meget lav kapacitetsudnyttelse, og at den kan øge sin produktion betydeligt. Dette vil også gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at genvinde den markedsandel, den mistede i den betragtede periode, og gøre brug af stordriftsfordele. Det er sandsynligt, at EF-erhvervsgrenens finansielle situation vil nå et mere bæredygtigt niveau, når prisfastsættelsen ikke længere forvrides af dumpingimport.

(117)

Det er derfor klart, at det vil være i EF-erhvervsgrenens interesse at indføre antidumpingforanstaltninger.

1.3.   Leverandørernes interesser

(118)

12 leverandører af råmaterialer til fællesskabsproducenter skrev til Kommissionen vedrørende den aktuelle procedure. Disse parter støtter en indførelse af antidumpingforanstaltninger. Kommissionen finder, at disse leverandører er repræsentative for leverandørerne til stålindustrien i denne procedure.

(119)

Det er klart, at leverandørindustrien risikerer, at et salgssegment forsvinder på kort sigt, hvis der ikke træffes foranstaltninger mod lavprisdumpingimporten. EF-erhvervsgrenen kan ikke blive ved med at bære de hidtidige store tab.

(120)

Leverandørerne talte også for indførelse af foranstaltninger, da dette bør føre til større sikkerhed på markedet lige fra råvareleverancer til leverancer af bueformede ringmekanismer til brugerindustrien. De understregede den økonomiske betydning af den pågældende EF-erhvervsgren for brugerne i Fællesskabet. Det skal imidlertid bemærkes, at disse bemærkninger er fremsat på brugernes vegne (se nedenfor).

(121)

På grundlag af ovenstående konkluderes det derfor, at en indførelse af antidumpingforanstaltninger ikke vil stride mod fællesskabsleverandørernes interesser.

1.4.   Brugernes og importørernes interesser

(122)

Der blev modtaget besvarelser fra otte brugere og to importører på fællesskabsmarkedet. Brugerne er normalt også importører, idet de importerer bueformede ringmekanismer og fremstiller ringbind, som er den færdige vare. Disse parters samlede virksomhed er betydelig, men bueformede ringmekanismer tegner sig kun for 10 % af den samlede aktivitet.

(123)

Brugerne og importørerne er generelt imod en indførelse af antidumpingforanstaltninger, da den pågældende vare udgør en betydelig del af omkostningerne til den færdige vare, nemlig omkring 20 %. Disse brugere og importører kan betragtes som repræsentative for erhvervsgrenen, da de udgjorde over halvdelen af denne. De hævder, at de vil blive bragt i en ufordelagtig situation i forhold til deres kunder (hovedsagelig forretningskæder og store distributører), hvis der indføres antidumpingforanstaltninger. De påstår, at der er for stor produktionskapacitet i ringbindssektoren. De befinder sig derfor ikke i en stærk forhandlingsposition over for disse kunder, og de frygter, at der vil blive importeret ringbind fra Kina, når der indføres antidumpingforanstaltninger mod bueformede ringmekanismer. Disse påstande blev imidlertid ikke underbygget med dokumentation.

(124)

Brugerselskaberne har sædvanligvis købsaftaler med kinesiske importører om import af bueformede ringmekanismer til fællesskabsmarkedet. Brugerne hævder, at de kinesiske varer har opnået en meget god kvalitet i forhold til den i Fællesskabet fremstillede vare efter en lang udviklingsperiode med deres kinesiske partnere. De påstår derfor, at de har forbedret tilgængeligheden af materialet og konkurrencen på markedet. De hævder også, at der vil være risiko for forsyningsproblemer, hvis der indføres foranstaltninger.

(125)

De samarbejdsvillige importører rejste samme spørgsmål. Kun en bruger støtter en indførelse af foranstaltninger, men mener, at der også bør indføres foranstaltninger mod ringbind.

(126)

I betragtning af den store produktionskapacitet i Fællesskabet (se tabel 4), og da fællesskabsproducenterne let kan foretage yderligere investeringer i produktionskapacitet for at dække efterspørgslen på et marked, der ikke er fordrejet af dumping, synes påstanden om mulige forsyningsproblemer som følge af manglende kapacitet hos EF-erhvervsgrenen ikke at være realistisk, og den er bestemt ikke underbygget. Kommissionen finder, at dette ikke vil reducere den reelle konkurrence på fællesskabsmarkedet.

(127)

Den finder også, at en indførelse af foranstaltninger ikke burde påvirke brugerindustriernes samlede konkurrencedygtighed væsentligt. Det fremgik af undersøgelsen, at nogle producenter af bueformede ringmekanismer også fremstiller varer, hvori disse indgår, og at en stor del af brugerne stadig hovedsagelig køber bueformede ringmekanismer fra leverandører, der ikke foretager dumping. Alle brugere vil derfor have mulighed for at gå tilbage til ikke-dumpede forsyningskilder.

(128)

For så vidt angår eventuelle omkostningsstigninger kan det ikke udelukkes, at sådanne vil forekomme umiddelbart efter en indførelse af antidumpingforanstaltninger. Sådanne omkostningsstigninger vil navnlig påvirke selskaber, der hovedsagelig indkøber dumpingvarer til lave priser fra Kina. I betragtning af EF-erhvervsgrenens nuværende markedsandel kan de foreslåede foranstaltninger i værste fald føre til en gennemsnitlig omkostningsstigning på 2,5 % af den færdige vares pris. Det skal dog bemærkes, at den pågældende vare kun står for en mindre del af forarbejdningsindustriens aktiviteter, og at rentabiliteten af den pågældende vare desuden er meget god. Kommissionen mener imidlertid ikke, at dette vil ske, og som nævnt i betragtning 116 og 120 er det mere realistisk, at en indførelse af antidumpingforanstaltninger vil føre til mere effektiv konkurrence på fællesskabsmarkedet og til en forbedring af EF-erhvervsgrenens markedsandel og økonomiske situation. Dette bør på kort sigt forhindre unødige prisstigninger på fællesskabsmarkedet.

(129)

Under alle omstændigheder bør en eventuel omkostningsstigning også ses på baggrund af interesserne for de brugerselskaber, der hovedsagelig indkøber bueformede ringmekanismer fra EF-erhvervsgrenen.

(130)

Alt i alt konkluderes det derfor foreløbigt, at de eventuelle negative følger for visse brugeres omkostninger ikke er af en sådan art, at der ikke bør indføres foranstaltninger.

1.5.   Konklusion om Fællesskabets interesser

(131)

Det vil klart være i EF-erhvervsgrenens interesse at indføre foranstaltninger mod importen af bueformede ringmekanismer med oprindelse i Kina. For så vidt angår importørerne/forhandlerne og brugerindustrierne forventes følgerne for priserne på bueformede ringmekanismer ikke at påvirke deres konkurrenceevne og konkurrencen på fællesskabsmarkedet unødvendigt. Derimod er EF-erhvervsgrenens og leverandørindustriernes tab klart store, hvilket også gælder risikoen for yderligere produktionslukninger.

(132)

På baggrund af ovenstående er den foreløbige konklusion, at der ikke er nogen tvingende grund til ikke at indføre antidumpingforanstaltninger på importen af bueformede ringmekanismer med oprindelse i Kina.

F.   MIDLERTIDIGE ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

1.   Skadestærskel

(133)

I betragtning af konklusionerne om dumping, deraf følgende skade og Fællesskabets interesser bør der indføres midlertidige foranstaltninger for at hindre, at dumpingimporten forårsager yderligere skade for EF-erhvervsgrenen.

(134)

Foranstaltningerne bør indføres på et niveau, der er tilstrækkeligt til at afhjælpe den skade, der er forårsaget af den pågældende import, men ikke overstiger den konstaterede dumpingmargen. Ved beregningen af størrelsen af den told, som er nødvendig for at afhjælpe virkningerne af den skadevoldende dumping, fandtes det, at enhver foranstaltning burde gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at genvinde dens produktionsomkostninger og samlet opnå en fortjeneste før skat på salget af samme vare i Fællesskabet, som med rimelighed kunne forventes for en erhvervsgren af denne type i sektoren under normale konkurrencevilkår, dvs. en situation uden dumpingimport. Ved denne beregning anvendtes en fortjenstmargen før skat på 5 % af omsætningen. Denne margen svarer til, hvad der blev opnået i den generelle kategori uden dumpingimport, og den anses derfor foreløbigt for at være en rimelig margen. På dette grundlag blev der beregnet en ikke-skadevoldende pris for EF-erhvervsgrenen for samme vare. Den ikke-skadevoldende pris blev fastsat ved, at ovennævnte fortjenstmargen på 5 % blev lagt til produktionsomkostningerne.

(135)

Den nødvendige prisforhøjelse blev derefter fastlagt på grundlag af en sammenligning mellem den vejede gennemsnitlige importpris og den vejede gennemsnitlige ikke-skadevoldende pris på samme vare, når den solgtes af EF-erhvervsgrenen på markedet i Fællesskabet.

(136)

Forskelle som følge af denne sammenligning blev derefter udtrykt som en procentdel af den gennemsnitlige cif-importværdi. I alle tilfælde konstateredes det, at skadesmargenerne var højere end de fundne dumpingmargener.

2.   Midlertidige foranstaltninger

(137)

På baggrund af ovenstående fastslås det, at der bør indføres en midlertidig antidumpingtold svarende til den fastlagte dumpingmargen, men tolden bør i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i grundforordningen ikke være højere end skadestærskelen som beregnet ovenfor.

(138)

Antidumpingtoldsatserne for individuelle selskaber i denne forordning er blevet fastsat på grundlag af resultaterne af denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der konstateredes for disse selskaber i forbindelse med undersøgelsen. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for »alle andre selskaber«) udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i det pågældende land og fremstillet af selskaberne og således af de nævnte specifikke retlige enheder. Importerede varer, som er fremstillet af andre selskaber, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den operative del af denne forordning med navn og adresse, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder til de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for »alle andre selskaber«.

(139)

Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle antidumpingtoldsatser (f.eks. efter ændring af den pågældende virksomheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) fremsendes straks til Kommissionen (3) sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer af selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til den pågældende navneændring eller ændring vedrørende produktions- og salgsenheder. Kommissionen vil efter høring af det rådgivende udvalg ændre forordningen i overensstemmelse dermed ved at ajourføre listen over de selskaber, der er omfattet af individuelle toldsatser.

(140)

På grundlag af ovenstående er de foreløbige toldsatser følgende:

Dongguan Nanzha Leco Stationery

33,3 %

Alle andre selskaber

48,1 %.

G.   AFSLUTTENDE BESTEMMELSE

(141)

Af hensyn til god administration bør der fastsættes en periode, inden for hvilken de interesserede parter, der gav sig til kende inden for den frist, der er fastsat i meddelelsen om indledningen af undersøgelsen, kan fremføre deres synspunkter skriftligt og anmode om at blive hørt. Desuden bør det fastsættes, at resultaterne vedrørende indførelse af told i denne forordning er midlertidige og muligvis skal revideres i forbindelse med indførelsen af eventuelle endelige foranstaltninger —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en midlertidig antidumpingtold på importen af bueformede ringmekanismer med løftearm (hebel) til arkivering af løsblade og andre dokumenter i løsbladebind og brevordnere, henhørende under KN-kode ex 8305 10 00 (Taric-kode 8305100050) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina. Disse ringmekanismer består af kraftige bueformede metalstykker (normalt to) på en plade med mindst en udløser, som giver mulighed for at indsætte og arkivere løsblade og andre dokumenter.

2.   Den midlertidige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet:

Selskab

Antidumpingtold

Taric-tillægskode

Dongguan Nanzha Leco Stationery

33,3 %

A729

Alle andre selskaber

48,1 %

A999

3.   Overgang til fri omsætning i Fællesskabet af den vare, der er omhandlet i stk. 1, er betinget af, at der stilles en sikkerhed svarende til den midlertidige told.

4.   Medmindre andet er fastsat, finder gældende bestemmelser for told anvendelse.

Artikel 2

Interesserede parter kan anmode om fremlæggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke denne forordning blev vedtaget, fremføre deres synspunkter skriftligt og anmode om at blive hørt mundtligt af Kommissionen inden for en frist på en måned fra datoen for denne forordnings ikrafttræden, jf. dog artikel 20 i forordning (EF) nr. 384/96.

De berørte parter kan inden for en frist på en måned fra datoen for denne forordnings ikrafttræden fremsætte bemærkninger til dens anvendelse i henhold til artikel 21, stk. 4, i forordning (EF) nr. 384/96.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1 i denne forordning finder anvendelse i en periode på seks måneder.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. januar 2006.

På Kommissionens vegne

Peter MANDELSON

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2117/2005 (EUT L 340 af 23.12.2005, s. 17).

(2)  EUT C 103 af 28.4.2005, s. 18.

(3)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel, Direktorat B, B-1049 Bruxelles..


Top