32003G0204(01)

Rådets resolution

af 19. december 2002

om ændring af direktivet om produktansvar

(2003/C 26/02)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

DER ERINDRER OM FØLGENDE:

1. Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar(1), ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF(2), søger at opnå en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om producentens ansvar for skader forårsaget af en defekt ved hans produkt, fordi de eksisterende uensartede regler kan forvride konkurrencen og berøre de frie varebevægelser inden for det fælles marked samt medføre forskelle i graden af beskyttelse af forbrugerne mod skader på deres helbred eller ejendom forårsaget af et defekt produkt. For at opnå en hensigtsmæssig løsning på det problem - der er så typisk for vores stadig mere teknologiske tidsalder - at skulle foretage en rimelig placering af ansvaret for de risici, der ligger i den moderne tekniske produktion, pålægger direktivet producenten et objektivt ansvar for skade forårsaget af en defekt ved hans produkt.

2. Producenten anses for at være fabrikanten af et færdigt produkt, producenten af en råvare eller fabrikanten af et delprodukt samt enhver person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent, jf. artikel 3, stk. 1, i direktivet. Uden at producentens ansvar derved berøres, anses den, der med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller enhver anden form for distribution som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i Fællesskabet, som dettes producent i henhold til dette direktiv, og den pågældende er ansvarlig på samme måde som producenten, jf. artikel 3, stk. 2, i direktivet.

3. Såfremt producenten eller importøren af produktet ikke kan identificeres, anses enhver leverandør af produktet som dets producent, medmindre leverandøren inden for et rimeligt tidsrum oplyser skadelidte om producentens eller importørens identitet eller om identiteten af den person, som har leveret produktet til ham, jf. artikel 3, stk. 3, i direktivet. Bortset fra denne specielle artikel indeholder direktivet ingen bestemmelser om leverandørens ansvar.

4. I forbindelse med vedtagelsen af direktivet (1025. samling i Rådet den 25. juli 1985) blev følgende fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen om direktivets anvendelsesområde optaget i Rådets mødeprotokol: "Med hensyn til fortolkningen af artikel 3 og 12 er Rådet og Kommissionen enige om, at der ikke er noget til hinder for, at de enkelte medlemslande i deres nationale lovgivning kan fastsætte regler om ansvar for mellemhandlere, idet ansvar for disse ikke omfattes af direktivet. Det er endvidere enighed om, at medlemsstaterne efter direktivet kan fastsætte regler om den endelige indbyrdes fordeling af ansvaret mellem flere ansvarlige producenter (jf. artikel 3) og mellemhandlere."

Samtidig blev følgende erklæring optaget i Rådets mødeprotokol vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 3: "Rådet tager til efterretning, at der ved 'leverandør' i henhold til artikel 3, stk. 3, forstås en person, der er et led i distributionskæden."

5. I en dom af 25. april 2002 (sag C-52/00) har De Europæiske Fællesskabers Domstol fastslået, at direktivet inden for sit anvendelsesområde har til formål at gennemføre en totalharmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser (jf. domme af samme dato i sag C-154/00 og C-183/00). I sag C-52/00 har Domstolen endvidere fastslået, at national lovgivning, der bestemmer, at leverandøren af et defekt produkt i alle tilfælde er ansvarlig i samme omfang som producenten, udgør en overtrædelse af direktivet.

6. Derfor kan medlemsstaterne tilsyneladende ikke længere fastsætte regler om ansvar, der påhviler leverandører, dvs. personer, der er et led i distributionskæden, på samme grundlag som den ansvarsordning, der ifølge direktivet gælder for producentens ansvar. Bortset fra de tilfælde, der er omfattet af artikel 3, stk. 3, synes en ordning for leverandørers ansvar, som bygger på objektivt ansvar, derfor at være udelukket.

7. Denne retlige situation giver anledning til bekymring, da direktivet, som nævnt i punkt 3, bortset fra artikel 3, stk. 3, ikke indeholder bestemmelser om leverandørens ansvar.

8. Muligheden for at fastsætte regler for leverandørers ansvar, herunder regler om objektivt ansvar, kunne indebære en række fordele for forbrugerne, uanset om disse regler fastsættes på nationalt plan eller på EU-plan. Forbrugeren ville så i de relevante tilfælde kunne gøre sit krav gældende mod producenten, leverandørerne i de efterfølgende led, herunder produktets forhandler, eller dem alle. Dette kunne forbedre forbrugerens mulighed for faktisk at opnå erstatning.

Rådet minder også om, at et af Fællesskabets generelle mål er at fremme forbrugernes interesser og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, jf. traktatens artikel 95 og 153,

9. MENER, at der på den baggrund er behov for at vurdere, om direktiv 85/374/EØF som ændret ved direktiv 1999/34/EF bør ændres på en sådan måde, at der tillades nationale regler om leverandørers ansvar baseret på samme grundlag som ansvarsordningen i direktivet om producentansvar.

(1) EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29.

(2) EFT L 141 af 4.6.1999, s. 20.