Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0674

2003/674/EF: Kommissionens beslutning af 2. juli 2002 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (Sag C.37.519 — Metionin) (EØS-relevant tekst.)(meddelt under nummer K(2002) 2276)

EUT L 255 af 8.10.2003, pp. 1–32 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/674/oj

32003D0674

2003/674/EF: Kommissionens beslutning af 2. juli 2002 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (Sag C.37.519 — Metionin) (EØS-relevant tekst.)(meddelt under nummer K(2002) 2276)

EU-Tidende nr. L 255 af 08/10/2003 s. 0001 - 0032


Kommissionens beslutning

af 2. juli 2002

om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53

(Sag C.37.519 - Metionin)

(meddelt under nummer K(2002) 2276)

(Kun den engelske og den tyske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2003/674/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

under henvisning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1/2003(2), særlig artikel 3 og 15,

under henvisning til Kommissionens beslutninger af henholdsvis 1. oktober 2001 og 17. december 2001 om at indlede proceduren i denne sag,

efter at have givet de pågældende virksomheder mulighed for at fremsætte deres kommentarer til Kommissionens indsigelser i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parterne i visse procedurer efter EF-traktatens artikel 85 og 86(3),

efter at have hørt Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål,

under henvisning til rapporten fra høringskonsulenten i denne sag(4), og

ud fra følgende betragtninger:

DEL I - SAGSFREMSTILLING

A. RESUMÉ

(1) Denne beslutning er rettet til følgende virksomheder:

- Aventis SA

- Aventis Animal Nutrition SA

- Nippon Soda Company Ltd

- Degussa AG.

(2) Overtrædelsen består i ovennævnte metioninproducenters deltagelse i en sammenhængende aftale og/eller samordnet praksis i strid med EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53 omfattende hele EØS, som indebar, at producenterne aftalte målpriser for produktet, aftalte og implementerede en mekanisme for gennemførelse af prisforhøjelser, udvekslede oplysninger om salgsmængder og markedsandele samt overvågede og håndhævede deres aftaler.

(3) Virksomhederne deltog i overtrædelsen fra februar 1986 til februar 1999.

B. METIONININDUSTRIEN

1. PRODUKTET

(4) Metionin er en af de vigtigste aminosyrer. Aminosyrer er organiske molekyler, som danner proteiner, en af hovedbestanddelene i levnedsmidler og dyrefoder. Over 20 aminosyrer indgår i proteinopbygningen. De aminosyrer, der ikke kan produceres naturligt i kroppen, må tilsættes foderet. De er kendt under betegnelsen "essentielle aminosyrer", og en af disse er den svovlholdige aminosyre metionin. Hvis ikke alle essentielle aminosyrer findes i kosten, vil den levende organismes proteinsyntese gå i stå. Den første aminosyre, uden hvilken de øvrige aminosyrers proteinsyntese standser, kaldes "den første begrænsende aminosyre". Metionin er den første begrænsende aminosyre for fjerkræ. Hvis fjerkræfoderets naturlige indhold af metionin er lavt, skal det forøges ved brug af tilsætningsstoffer.

(5) Metionin tilføjes foderblandinger og forblandinger til brug for alle dyrearter. Størst anvendelse har metionin i fjerkræfoder, men stoffet tilsættes stadig hyppigere svinefoder og specialfoder.

(6) Metionin optræder især i to former: DL-metionin (DLM) og metioninhydroxyanalog (MHA).

(7) DL-metionin er et hvidt krystalliseret produkt med et næsten 100 % indhold af aktivstoffer.

(8) Metioninhydroxyanalog fremstilles i flydende form af Novus (efterfølgeren for den amerikanske producent Monsanto), hvis produkt har et nominelt indhold af aktivstoffer på 88 %. Flydende metionin blev introduceret af Monsanto i 1980'erne og tegner sig i dag for ca. 50 % af verdens metioninforbrug.

(9) De to rivaliserende formers relative bioeffektivitet har længe været genstand for debat blandt producenterne. Selv om begge former benyttes til samme formål og udvindes af de samme råvarer, produceres de på forskellige måder.

2. PRODUCENTERNE

RHÔNE-POULENC (NU AVENTIS SA)

(10) Rhône-Poulenc med hjemsted i Courbevoie, Frankrig, var i hele den relevante periode et selskab med internationale aktiviteter, der beskæftigede sig med forskning, udvikling, produktion og markedsføring af organiske og uorganiske kemiske mellemprodukter, specialkemikalier, fibre, plast, lægemidler og landbrugskemikalier.

(11) Selskabets tre kerneområder var lægemidler, plante- og dyresundhed samt specialkemikalier.

(12) I 1998 udgjorde Rhône-Poulenc-koncernens samlede omsætning 86,8 mia. FRF (13,15 mia. ECU).

(13) Den 1. december 1998 annoncerede Rhône-Poulenc og Hoechst AG deres beslutning om at fusionere deres biovidenskabelige aktiviteter i en ny enhed "Aventis" (hvis egenkapital er ligeligt ejet af de to moderselskaber) og afvikle deres kemiske aktiviteter over en treårig periode. Det næste skridt skulle være en fuldstændig fusion mellem de to moderselskaber.

(14) Et fremskyndet fusionsprogram blev annonceret i maj 1999, men skulle dog først godkendes af bl.a. myndighederne.

(15) Den 9. august 1999 besluttede Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser(5) ikke at modsætte sig fusionen og erklære den forenelig med fællesmarkedet(6).

(16) Den 15. december 1999 blev det annonceret, at fusionen var gennemført. Aventis ledes af en bestyrelse med fire medlemmer og en direktion bestående af de fire bestyrelsesmedlemmer og yderligere fem personer fra den øverste ledelse. Den nye koncern er opdelt i to forretningsområder: Aventis Pharma og Aventis Agriculture. Aventis Agriculture omfatter forretningsområdet plantevidenskab, plantebioteknologi, dyreernæring samt dyresundhed. Lederen af Aventis Agriculture, som tidligere var direktør for Rhône-Poulenc's aktiviteter inden for plante- og dyresundhed, er også medlem af Aventis' direktion. Aventis' hovedkontor er beliggende i Strasbourg.

(17) Den nye enheds proformaomsætning for 2000 udgjorde 22,30 mia. EUR.

(18) I Rhône-Poulenc-koncernen var det på det relevante tidspunkt selskabet Rhône-Poulenc Animal Nutrition ("RPAN"), der var ansvarligt for metioninaktiviteterne. RPAN var et 100 % ejet datterselskab af Rhône-Poulenc, som producerede og markedsførte tilsætningsstoffer, herunder vitaminer og aminosyrer, til foder (fjerkræ, svin og drøvtyggere). Selskabets navn er nu Aventis Animal Nutrition SA ("AAN"). RPAN var direkte knyttet til Rhône-Poulenc SA's division for plante- og dyresundhed og refererede direkte til denne (100 %). Såvel Aventis SA som AAN er adressater for denne beslutning.

(19) AAN/RPAN's internationale hovedkontor ligger i Antony i nærheden af Paris. Selskabet har endvidere regionale salgshovedkontorer for Afrika (etableret i Frankrig), Nordamerika, Sydamerika og Asien-Stillehavsområdet.

(20) Funktionsmæssigt var RPAN en del af Rhône-Poulenc's forretningsområde "plante- og dyresundhed".

(21) AAN/RPAN's vigtigste fodertilsætningsprodukter er A- og E-vitaminer (som anvendes i foder til fjerkræ og svin) samt metionin.

(22) Rhône-Poulenc producerer såvel DL-metionin som MHA, men størstedelen af produktionen udgøres af produktet i pulverform. Selskabet producerer tørt DL-metionin på to fabrikker i Frankrig og en fabrik i Brasilien; fabrikkerne i Spanien og USA fremstiller det flydende produkt.

(23) Rhône-Poulenc's globale salg af fodertilsætningsstoffer udgjorde i 1998 ca. [ ](7) mio. ECU, således at selskabets andel af verdensmarkedet lå på [ ]*. Inden for Fællesskabet gav et salg på ca. [ ]* mio. ECU selskabet en markedsandel på [ ]*.

(24) I 1998 udgjorde Rhône-Poulenc's globale metioninsalg ca. [ ]* mio. ECU, en nedgang fra 311 mio. ECU i 1997.

DEGUSSA AG

(25) Degussa AG (Düsseldorf) blev etableret i 2000, da SKW Trostberg og Degussa-Hüls fusionerede som led i fusionen mellem deres respektive moderselskaber VIAG og VEBA, hvorved selskabet E.ON dannedes. Degussa-Hüls var blevet etableret i 1998 ved fusionen mellem to førende tyske kemikalieselskaber Degussa AG (Frankfurt) og Hüls AG (Marl).

(26) De to fusionerende enheders proformaomsætning udgjorde i 2000 ca. [ ]* EUR.

(27) Den nye koncern omfatter seks divisioner, en for hver af det nye Degussas specialkemikalieaktiviteter: sundhed og ernæring, byggekemikalier, fin- og industrikemikalier, belægninger og avancerede fyldstoffer, specialpolymerer og "performance"-kemikalier.

(28) Forud for fusionen blev foderaktiviteterne ledet af Degussa-Hüls. Før fusionen med Hüls AG (Marl) i 1998 blev foderaktiviteterne styret direkte af Degussa AG (Frankfurt).

(29) Degussa er den eneste singlesource-leverandør af de tre vigtigste essentielle aminosyrer: metionin, lysin og treonin.

(30) Degussa producerer alene (tørt) DL-metionin.

NIPPON SODA COMPANY LIMITED

(31) Nippon Soda (Tokyo) er en stor verdensomspændende erhvervsvirksomhed, hvis aktiviteter omfatter fremstilling af pesticider, landbrugskemikalier, tilsætningsstoffer til foder, farmaceutiske forbindelser samt natrium- og kaliumforbindelser.

(32) Nippon Soda ejer sammen med Mitsui Novus International, den amerikanske MHA-producent (Nippon Soda er [ ]*).

(33) Nippon Soda Company's samlede omsætning for det regnskabsår, der sluttede i marts 2000, udgjorde [ ]*.

(34) Nippon Soda fremstiller ikke metionin i Europa, men fremstiller metionin i pulverform (DLM) i Japan; [ ]* af selskabets produktion sælges i Asien og [ ]* i EØS (via Mitsui).

(35) Det DLM, Nippon Soda producerer i Japan med henblik på salg inden for EØS - og i resten af verden - sælges i Japan til et mellemled, Mitsui, som ikke selv fremstiller produktet. Mitsui er ansvarlig for distribution og markedsføring i Europa og leverer gennem sit europæiske datterselskab.

ANDRE PRODUCENTER

1. Sumitomo

(36) Sumitomo Chemical Company Ltd (Osaka og Tokyo) er en af Japans største kemikalieproducenter, hvis produktsortiment bl.a. omfatter grundkemikalier, petrokemikalier, finkemikalier, landbrugskemikalier og lægemidler.

(37) Den samlede koncernomsætning i det regnskabsår, der sluttede den 31. marts 2001, udgjorde [ ]*.

2. Novus

(38) Novus International Inc (St Louis Missouri) var tidligere Monsanto Company's fodertilsætningsdivision. Novus blev udskilt som et særskilt selskab i 1991 med henblik på at drive de aktiviteter på dette område, der var overtaget fra Monsanto af Mitsui & Co Ltd og Nippon Soda Co Ltd [ ]* af aktierne ejes af Mitsui & Co (Tokyo), [ ]* af Mitsui & Co (USA) Inc (New York, New York), mens de resterende [ ]* ejes af Nippon Soda.

(39) Novus producerer flydende metioninanalog under varemærket Alimet. Novus' fabrik i Chocolate Bayou (Texas) har siden udvidelsen i 1999 haft en produktionskapacitet på [ ]*.

(40) Novus' samlede omsætning i 2000 udgjorde [ ]*.

3. METIONINMARKEDET

UDBUD

(41) Produktionen af syntetisk metionin er en kompleks proces, der omfatter hydrolyse af almindelige proteiner. De tre vigtigste råvarer, der indgår i metioninproduktionen, er acrolein, metylmerkaptan og hydrocyansyre.

(42) Metioninproducenterne er især store kemiske virksomheder med globale aktiviteter. Det er normalt deres divisioner for fodertilsætningsstoffer, der producerer metionin.

(43) Verdens tre største producenter er Rhône-Poulenc, Degussa og Novus.

(44) Rhône-Poulenc's andel af verdensmarkedet udgør [ ]*, Degussas [ ]* og det amerikanske Novus' [ ]*. Japans Nippon Soda [ ]* og Sumitomo [ ]* opererer ligeledes på globalt plan.

(45) For at vurdere størrelsen af metioninmarkedet i den relevante periode har Kommissionen taget hensyn til forskellige skøn, især de skøn, de største metioninproducenter har fremsendt sammen med deres besvarelser på begæringerne om oplysninger af 27. juli 1999 og 7. december 1999.

(46) [ ]*. Fællesskabsmarkedet havde en værdi på 260 mio. EUR.

EFTERSPØRGSEL

(47) De største metioninaftagere er foderproducenter (foderblandinger og forblandinger). Efterspørgslen er størst hos producenterne af fjerkræfoder efterfulgt at producenterne af svinefoder.

(48) Forblandinger er koncentrerede vitamin/mineral-pakker indeholdende bl.a. sporstoffer, aminosyrer samt terapeutiske lægemidler, der anvendes som fodertilsætningsstoffer. Foderblandinger er næste trin i foderproduktionsprocessen, men mange køber metionin direkte fra producenterne i stedet for at købe forblandinger indeholdende metionin.

(49) I takt med stigningen i efterspørgslen efter fødevarer har erhvervsmæssige husdyravlere dannet store industriorganisationer, som producerer foder, avler og slagter husdyr og fremstiller færdigretter eller forarbejdede fødevarer (kaldet "integratorer").

HANDEL INDEN FOR FÆLLESSKABET

(50) Metionin produceres i tre medlemsstater (Tyskland, Frankrig og Spanien) og markedsføres i hele Fællesskabet. Bortset fra én havde alle adressater for denne beslutning produktionsfaciliteter i Fællesskabet (i nogle tilfælde via datterselskaber). Herudover blev der i Fællesskabet solgt metionin fra tredjelande (f.eks. Japan og USA).

(51) Det metionin, der produceres af Aventis SA/AAN i Frankrig og Spanien og af Degussa i Tyskland sælges over hele Fællesskabet, hvilket medfører en betydelig handel mellem medlemsstaterne. Desuden genererer Nippon Sodas metioninsalg gennem Mitsui-datterselskaber, der er etableret i en række medlemsstater, handelsstrømme til andre medlemsstater.

C. SAGSFORLØB

(52) Den 26. maj 1999 forelagde Rhône-Poulenc Kommissionen en udtalelse, hvori selskabet indrømmede, at det havde deltaget i et [ ]*-kartel med henblik på at fastsætte metioninpriser og -kvoter, og påberåbte sig i denne forbindelse meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager ("samarbejdsmeddelelsen").

(53) Rhône-Poulenc kunne ikke dokumentere overtrædelsen, idet RPAN's ansatte enten ikke udarbejdede eller ikke opbevarede nogen relevante dokumenter.

(54) Den 16. juni 1999 foretog medarbejdere fra Kommissionen og Tysklands Bundeskartellamt efter en beslutning truffet af Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 en kontrolundersøgelse hos Degussa-Hüls i Frankfurt.

(55) Efter kontrolundersøgelsen på stedet tilstillede Kommissionen den 27. juli 1999 Degussa-Hüls en begæring om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 vedrørende de dokumenter, den havde fået udleveret fra selskabet. Degussa-Hüls besvarede begæringen den 9. september 1999.

(56) Kommissionen sendte den 7. december 1999 begæringer om oplysninger til Nippon Soda, Novus og Sumitomo Chemical og den 10. december 1999 til Mitsui. Besvarelserne blev modtaget i februar 2000, og Nippon Soda fremlagde en yderligere udtalelse den 16. maj 2000.

(57) Den 1. oktober 2001 indledte Kommissionen proceduren i den foreliggende sag og vedtog en klagepunktsmeddelelse rettet til fem metioninproducenter. Den 17. december 2001 sendte Kommissionen den samme klagepunktsmeddelelse til Aventis Animal Nutrition SA (AAN), et 100 % ejet datterselskab af Aventis SA. Alle parterne har fremsat skriftlige bemærkninger til Kommissionens klagepunktsmeddelelser. Den 21. december 2001 meddelte Aventis SA's og Aventis Animal Nutrition SA's advokat Kommissionen, at selskaberne kun ville sende ét fælles svar på klagepunktsmeddelelserne.

(58) Svarene på klagepunktsmeddelelserne blev modtaget mellem den 10. januar og den 18. januar 2002. Aventis SA/AAN og Nippon Soda indrømmede overtrædelsen og undlod i det væsentlige at bestride omstændighederne. Degussa indrømmede også overtrædelsen, men kun for perioden 1992-1997. Den 25. januar 2002 blev der gennemført en mundtlig høring, hvor alle parterne havde mulighed for at udtale sig.

(59) Under hensyntagen til de foreliggende beviser blev det besluttet ikke at forfølge sagen over for to andre parter.

D. BESKRIVELSE AF BEGIVENHEDERNE

1. DELTAGERE OG ORGANISATION

(60) Kartellets opbygning, organisation og funktion var baseret på en fælles vurdering af markedet.

(61) Selskaberne var på møderne normalt repræsenteret af:

- for Rhône-Poulenc (Aventis SA/AAN): [ ]*

- for Degussa: [ ]*

- for Nippon Soda: [ ]*.

(62) Kartelmøderne blev afholdt på forskellige niveauer:

- Især i de første år af kartellet blev der regelmæssigt afholdt "topmøder" mellem administrerende direktører, ledende medarbejdere m.v.

- Senere, nemlig fra og med 1989, blev der afholdt mere tekniske møder på "mellemleder"- eller "funktionær"-plan i stedet for på højeste niveau (Nippon Sodas udtalelse af 23. februar 2000, s. 5).

- Der fandt tillige bilaterale kontakter sted mellem selskaberne.

2. GRUNDPRINCIPPERNE I KARTELLET

a) MÅL

(63) Ud fra udtalelserne fra deltagerne samt dokumenterne i Kommissionens dossier har Kommissionen været i stand til at identificere visse grundprincipper for kartellet, som var aftalt af kartelmedlemmerne, og som var i kraft under hele kartellets løbetid, og danne sig et klart billede af den måde, kartellet fungerede på.

(64) Kartellets tre hovedmål var at fastsætte målpriser, aftale samordnede prisforhøjelser og udveksle oplysninger om salgsmængder og markedsandele.

1. Målpriser og tærskelpriser

(65) Kartelmedlemmerne traf aftaler om de målpriser, der skulle gælde, og om prisintervaller og drøftede kartelmedlemmernes offentliggørelse af nye prislister (jf. betragtning 82-88, 136, 106, 112, 131, 136, 143-145, 152 og 153, 156 og 157, 167, 176, 182 og 183).

(66) Deltagerne var enige om nødvendigheden af at forhøje priserne. De drøftede, hvad markedet ville acceptere, og aftalte en prisforhøjelse på grundlag af resultaterne af disse drøftelser (jf. betragtning 98, 103, 106, 112, 128, 136, 137).

(67) Normalt blev målpriserne fastsat i [ ]*. Målpriserne kunne dog også fastsættes for hvert nationalt marked (i lokal valuta og DEM). Priserne for de enkelte nationale markeder blev gennemgået, undertiden helt nede på enkeltkundeniveau, for at se, om målpriserne var blevet opnået (jf. betragtning 128, 132, 144, 152, 155, 156-159, 161).

(68) Ud over målpriser aftalte deltagerne ligeledes mindstepriser for de enkelte nationale markeder (de såkaldte "tærskel"- eller "bund"-priser) (jf. betragtning 152-155).

2. Samordnede prisforhøjelser

(69) Der blev gennemført forskellige "prisforhøjelseskampagner", og gennemførelsen af forhøjelserne blev så gennemgået under de efterfølgende kartelmøder. En række prisforhøjelseskampagner er blevet identificeret (jf. betragtning 106, 116-118).

3. Udveksling af oplysninger om markedsandele/salgsmængder

(70) Deltagerne udvekslede oplysninger om salgsmængder og produktionskapacitet og udvekslede og sammenlignede deres respektive skøn over den samlede omsætning på [ ]*-markedet (jf. betragtning 82, 134, 149, 169-171, 183).

(71) Nippon Soda har beskrevet, hvorledes de trilaterale møder normalt fungerede, og udtalt, at der (bl.a.) blev udvekslet oplysninger om leverancerne af de vigtigste råvarer i metioninproduktionen, kapacitet, kapacitetsudnyttelse og efterspørgsel efter produktet (jf. betragtning 170).

(72) I de første år af kartellets levetid drøftedes endog de fremtidige udvidelser af markedet samt måder, hvorpå man kunne tildele producenterne kvoter i forhold til deres produktionskapacitet (jf. betragtning 82).

(73) Selv om dette ikke nødvendigvis fandt sted gennem hele kartellets levetid, har Kommissionen beviser for, at deltagerne ved visse lejligheder aftalte at begrænse importen fra lande uden for EØS for at fastholde prisniveauerne (jf. betragtning 82) eller støtte prisforhøjelser (jf. betragtning 141 og 145).

b) GENNEMFØRELSE

1. Overvågning af salg

(74) For at kunne gennemføre kartelaftalerne udvekslede deltagerne oplysninger om deres salgsmængder. De udvekslede tal blev sammenfattet og drøftet under regelmæssige møder, og deltagerne benyttede disse oplysninger som grundlag for drøftelserne om, hvilke målpriser der skulle fastsættes (jf. betragtning 88, 128, 130, 139, 150, 154).

(75) På et tidspunkt foreslog Degussa endog, at der blev indført en egentlig mængdekontrolordning støttet af en kompensationsordning, men ifølge Degussas udtalelse blev forslaget aldrig gennemført (jf. betragtning 134, 148, 149, 164-168). Da der ikke foreligger bevis for det modsatte, vil Kommissionen godtage, at der aldrig blev gennemført en sådan mængdekontrolordning.

2. Regelmæssige multilaterale møder

(76) Afholdelsen af regelmæssige multi- og bilaterale møder var kendetegnende for kartellets organisation. Fra 1986 til 1999 er der identificeret over 25 multilaterale møder.

(77) Der blev regelmæssigt afholdt "topmøder" samt mere teknisk orienterede møder på mellemleder- eller funktionærniveau. Før eller efter de multilaterale møder blev der ofte afholdt bilaterale møder, hvor specifikke spørgsmål blev drøftet og oplysninger af betydning for gennemførelsen af kartelaftalerne udvekslet.

(78) De første "topmøder" blev afholdt en eller to gange om året. Møderne på lavere niveau plejede at finde sted tre eller fire gange om året, men antallet kunne variere. Deltagerne skiftedes til at arrangere møderne (jf. betragtning 82 og 120).

3. GENNEMFØRELSE AF KARTELAFTALEN

(79) Kartellet gennemlevede tre særskilte perioder. Den første periode strakte sig fra februar 1986 til 1989. I denne periode tegnede deltagerne sig for stort set al metioninproduktion, og den overordnede aftale blev implementeret ganske gnidningsløst, ligesom pristendenserne var for opadgående.

(80) Afslutningen på den første periode blev markeret ved, at Sumitomo forlod kartellet, mens Monsanto trængte ind på markedet med flydende metioninanalog. Efter disse begivenheder begyndte priserne at falde kraftigt (Rhône-Poulenc - udtalelsen, s. 4 - taler endog om et fald på 30 % frem til sommeren/efteråret 1989). Det fremgår, at de resterende deltagere (Degussa, Rhône-Poulenc og Nippon Soda) til at begynde med var i tvivl om, hvorledes de bedst kunne reagere på den nye situation: skulle de fokusere på at genvinde markedsandele, eller ville det være mere effektivt at fokusere på priser? Beviserne i Kommissionens dossier viser tydeligt, at kartelmedlemmerne efter at have afholdt en række møder i 1989 og 1990, i hvert fald i november 1990 blev enige om at fokusere på prisforhøjelser. For overskuelighedens skyld vil Kommissionen betragte "overgangsperioden" i 1989-1990 som den anden periode.

(81) Den tredje periode varede fra 1991 indtil kartellets ophør i februar 1999. I denne periode var de deltagende selskaber tvunget til at fokusere på en fastholdelse af prisniveauerne som følge af den voldsomme stigning i Monsantos (siden 1991 Novus') salg af flydende metionin.

1986-1989

(82) Kartellet opstod i midten af 1980'erne. I begyndelsen af 1986 kontaktede Rhône-Poulenc og Degussa Nippon Soda og Sumitomo, fordi de følte, at de japanske producenter bevægede sig ind på "deres" hjemmemarkeder (Nippon Sodas udtalelse af 23. februar 2000, s. 4(8) med bilag(9)).

(83) Ifølge Nippon Soda mødtes Rhône-Poulenc, Degussa, Nippon Soda og Sumitomo på divisionsplan i februar 1986 og aftalte et system til begrænsning af importen fra Japan. På dette møde indvilligede [ ]*, der var divisionsdirektør hos Nippon Soda, i at begrænse sit selskabs salg til niveauet i det foregående år (1985), dvs. 14500 tons svarende til 21,3 % af verdensmarkedet eksklusive USA og Japan. På dette tidspunkt var der allerede indgået en tilsvarende aftale med Sumitomo, således at salget af "japansk" metionin på EØS-markedet blev begrænset. Der blev ligeledes opnået enighed om prisspænd.

(84) Rhône-Poulenc har i sin supplerende udtalelse af 2. februar 2000 (s. 3, 15 og 16) bekræftet, at selskabet indgik en aftale med Sumitomo, hvorefter Sumitomo skulle begrænse sit salg på EØS-markedet. Dette bekræfter Nippon Sodas version af begivenhederne. Rhône-Poulenc erindrer ikke den nøjagtige dato for aftalen, men mener, at denne blev indgået "engang i 1980'erne". Rhône-Poulenc har tillige indrømmet, at der var kontakter mellem producenterne fra 1985 til 1988.

(85) Også Sumitomo har bekræftet, at ovennævnte producenter afholdt møder i 1980'erne. Sumitomo husker at have mødt repræsentanter for Nippon Soda, Rhône-Poulenc og Degussa i 1987 og 1988 og har yderligere anført, at selskabets repræsentanter havde det indtryk, at de øvrige deltagere allerede kendte hinanden(10).

(86) Alle tre selskaber har bekræftet, at Degussa, Rhône-Poulenc og Nippon Soda kontaktede hinanden første gang i midten af 1980'erne, men det er Nippon Sodas udtalelser og dokumenter, der giver de mest detaljerede oplysninger om såvel datoer som indhold. Kartellet vil derfor blive anset for at være dannet i februar 1986 (selv om Rhône-Poulenc har nævnt 1985 som året for de første kontakter, mens Sumitomo har nævnt 1987).

(87) Hvad angår emnet for disse møder har Nippon Soda udtalt (s. 4 i udtalelsen af 23. februar 2000), at metioninproducenterne på deres møde i februar 1986 drøftede og blev enige om prisspænd og grænser for den japanske eksport til EØS. Det var meningen, at samarbejdet skulle fortsætte, og deltagerne aftalte at gennemføre yderligere "topmøder" en eller to gange om året og hyppigere møder på et lavere niveau med henblik på at fortsætte prissamarbejdet. De pågældende ordninger omfattede hele verdensmarkedet eksklusive USA og Japan, herunder EF.

(88) Selv om Sumitomo har anført, at selskabet kun tog imod indbydelsen af nysgerrighed, har det bekræftet, at Nippon Soda, Rhône-Poulenc, Degussa (som ledede mødet) og Sumitomo på et møde i Frankfurt i efteråret 1987(11) udvekslede og sammenlignede deres respektive skøn over det samlede salg på verdensmarkedet, udtalte sig om den fremtidige gradvise markedsvækst og om, hvorledes kvoterne skulle fordeles mellem producenterne (der var tale om at fordele kvoterne i forhold til produktionskapacitet), oplyste om deres salgsmængder og produktionskapacitet for det foregående år og drøftede "annonceringen" af nye prislister (Sumitomos artikel 11-svar, s. 8(12)).

(89) Sumitomo har også udtalt, at de samme deltagere på et møde på Rhône-Poulenc's dyresundhedsfacilitet i Frankrig i efteråret 1988 drøftede de forskellige skøn og fordelingen af den fremtidige markedsvækst.

(90) Rhône-Poulenc har imidlertid erklæret, at kartelmedlemmernes møder i perioden 1985-1988 ikke udgjorde en "organiseret indsats" for at opnå prisaftaler eller manipulere markedet.

(91) På baggrund af ovennævnte beviser fremlagt af Nippon Soda og Sumitomo må Kommissionen imidlertid forkaste denne version af begivenhederne. Hertil kommer, at Rhône-Poulenc i sin supplerende udtalelse af 2. februar 2000 har indrømmet, at selskabet "på et eller andet tidspunkt i løbet af 1980'erne" indgik en "gentlemen's agreement" med Sumitomo, hvorefter Sumitomo ikke skulle sælge metionin i Europa, mens Rhône-Poulenc skulle afholde sig fra salg til Japan(13). Kontakterne mellem konkurrenterne i 1980'erne var således ikke helt så uskyldige som oprindeligt hævdet af Rhône-Poulenc.

(92) Hvad dette angår har Aventis i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse anført, at den omstændighed, at selskabet har lagt hovedvægten på møderne i 1990'erne, ikke må fortolkes som et forsøg på at skjule kontakterne i 1980'erne. Det skyldes blot, at det naturligvis er lettere at huske, hvad der skete i 1990'erne, og at dokumentationen for denne periode er mere komplet.

(93) Sumitomo har for sit vedkommende endelig hævdet, at den eneste grund til, at selskabet deltog i mødet på Rhône-Poulenc's dyresundhedsfacilitet i Frankrig i efteråret 1988, var, at det ville underrette de øvrige deltagere om, at det ikke havde til hensigt at deltage i yderligere møder(14).

(94) Dette er blevet bekræftet af de øvrige kartelmedlemmer. Rhône-Poulenc har i sin supplerende udtalelse af 2. februar 2000 (s. 3, 15 og 16) udtalt, at Sumitomo afbrød kontakten i 1988, "fordi det fandt det for risikabelt at fortsætte". Nippon Soda har oplyst(15), at "topmøderne" i deres oprindelige form ophørte i eller omkring slutningen af 1988, da Sumitomo meddelte, at selskabet ville trække sig ud af samarbejdet, fordi markedet var vokset, og selskabet ikke længere var parat til at acceptere en begrænsning af sit salg.

UDVIKLINGEN I 1989-1990

(95) Rhône-Poulenc har oplyst, at de tidligere ordninger ophørte i 1988 og er helt uden forbindelse med ordningerne i 1990. Degussa har i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse påpeget, at de tidligere kartelordninger sluttede i 1989, og yderligere hævdet, at beviserne i Kommissionens dossier ikke støtter påstandene om, at "1986-kartellet" fortsatte i 1989 og 1990.

(96) Kommissionen må dog forkaste disse argumenter. Mens deltagerne (herunder Rhône-Poulenc) har fremlagt beviser for deres påstand om, at Sumitomo afbrød samarbejdet i slutningen af 1988, er der ikke fremlagt noget bevis for påstanden om, at de resterende karteldeltagere indbyrdes udtrykte vilje til at bringe ordningen eller kontakterne til ophør. Tværtimod råder Kommissionen over beviser for, at kartellet fortsatte gennem hele 1989 og 1990:

- Nippon Soda har gjort det klart, at der ikke skete en sådan afbrydelse. Selv om de årlige "topmøder" ganske rigtigt var indstillede, fortsatte de regelmæssige møder på et lavere niveau gennem hele 1989 og 1990(16)

- I august 1989 afholdtes et møde mellem Nippon Soda, Degussa og Rhône-Poulenc (jf. betragtning 98 og 99).

- I eller omkring maj 1990 kontaktede kartelmedlemmerne hinanden for at drøfte en forhøjelse af metioninpriserne fra juli 1990 (jf. betragtning 100-106).

- Rhône-Poulenc har indrømmet, at selskabet mødtes med Degussa den 10. juni 1990 for at drøfte de faldende priser (jf. betragtning 107 og 108).

- I november 1990 mødtes deltagerne igen og aftalte at forhøje deres priser (jf. betragtning 112, 115-120).

(97) Ikke blot udtrykte de resterende parter således aldrig vilje til at bringe ordningerne til ophør, kartellet fortsatte også - i modsætning til, hvad Degussa og Aventis har udtalt - i usvækket form.

(98) Nippon Soda har til støtte for sin udtalelse om, at de regelmæssige møder var fortsat i 1989 og 1990, fremlagt et dokument af 5. maj 1990(17) indeholdende Nippon Sodas oplæg til drøftelserne med Degussa, som viser, at der faktisk blev afholdt et møde mellem Nippon Soda, Degussa og Rhône-Poulenc i august 1989. Notatet viser endvidere, at kartelmedlemmerne drøftede prisforhøjelser i 1990 (jf. betragtning 100-106).

(99) På dette møde forsøgte Nippon Soda og Rhône-Poulenc at overtale Degussa til ikke at sænke priserne til det niveau, der på det tidspunkt blev tilbudt af Monsanto og Sumitomo. [ ]* (fra Degussa) besøgte i efteråret 1989 Japan, hvor han under drøftelser med Nippon Soda om prisfastsættelse begrundede Degussas "discount"-salg med, at det var nødvendigt for at opretholde salgsmængderne og derved reducere de faste omkostninger.

(100) Notatet af 5. maj 1990 bekræfter endvidere, at kartellet stadig fungerede, selv om deltagerne muligvis har været i tvivl om, hvorledes de skulle reagere på den nye markedssituation som følge af Monsantos indtrængen på markedet i 1988-1989.

(101) I notatet hedder det nemlig videre, at Degussas politik i begyndelsen af 1990 var at vinde metioninkunder tilbage fra Monsanto ved at tilbyde selv mindre kunder lave priser, hvilket Nippon Soda opfattede som en "manglende hensyntagen til, hvorledes deres adfærd ville påvirke hele metioninmarkedet".

(102) Til Nippon Sodas utilfredshed gav Degussa ([ ]*) klart det indtryk, at selskabet mente, at priserne var ustabile, fordi der var for mange konkurrenter, og at japanerne derfor burde forlade markedet.

(103) Trods de åbenbare vanskeligheder med at koordinere deres handlinger viser notatet, at deltagerne fortsat mødtes og var enige om, at prisfaldet måtte vendes til en prisstigning. Nippon Soda registrerede, at Degussa efter at have sikret sig de ønskede salgsmængder og en bedre udnyttelse af kapaciteten gennem sin rabatpolitik nu søgte at gøre sine aktiviteter mere lønsomme ved at foreslå en prisforhøjelse. Monsanto havde bebudet en prisforhøjelse senere i samme måned. "Degussa fandt åbenbart, at juli var et godt tidspunkt til at annoncere en prisforhøjelse, og prøvede at sondere terrænet hos Nisso og Rhône-Poulenc med hensyn til muligheden af et nyt trepartsmøde i den nærmeste fremtid".

(104) Rhône-Poulenc's prispolitik afveg fra Degussas og tog sigte på at fastholde prisniveauerne: "Rhône-Poulenc syntes ikke at være særlig interesseret i den forslåede fælles indsats for at hæve priserne. Rhône-Poulenc så ud til at være mere interesseret i, hvorledes selskabet skulle håndtere muligheden for yderligere prisfald, end i den foreslåede fælles indsats for at hæve priserne".

(105) Det afgørende spørgsmål for Nippon Soda i maj 1990 var, hvorledes Rhône-Poulenc kunne overtales til at bakke op om det foreslåede prisinitiativ: "En fælles indsats for at hæve priserne ville ikke føre til noget uden Rhône-Poulenc's deltagelse". Efter de nyligt stedfundne personaleændringer hos RPAN og [ ]* udskiftning med [ ]* var Nippon Soda af den opfattelse, at selskabet fortsat skulle søge at opretholde en tæt kontakt med hans overordnede hos Rhône-Poulenc.

(106) Uanset de forskellige deltageres opfattelse af den nye markedssituation (efter Monsantos indtrængen på markedet) og deres holdninger hertil mødtes Degussa, Rhône-Poulenc og Nippon Soda flere gange i 1989 og 1990 for at diskutere priser og markedsdata og planlægge deres fælles reaktion på den nye markedssituation. Resultatet var, at de i midten af 1990 var fuldstændig enige om planerne om at organisere markedet ved at fokusere på priser. Selv om notatet (fra maj 1990) klart viser, at parterne forhandlede om prisforhøjelser, der skulle gælde fra juli 1990, viser det ikke, om parterne faktisk gennemførte de drøftede prisforhøjelser. Referatet af et kartelmøde den 7. november 1990 tyder dog på, at den første prisforhøjelseskampagne fandt sted før 1991 (jf. betragtning 116-118). Under alle omstændigheder er det i hvert fald godtgjort, at parterne i modsætning til, hvad Aventis og Degussa har udtalt, var i kontakt med hinanden, udvekslede oplysninger om priser og salg og drøftede prisforhøjelser i 1989 og 1990.

(107) Rhône-Poulenc har udtalt(18), at selskabet mødtes igen med repræsentanter for Degussa den 10. juni 1990 på Degussas kontor i Frankfurt med henblik på at drøfte de faldende priser.

(108) I mødet deltog [ ]* og [ ]* fra Rhône-Poulenc og [ ]*, [ ]* og [ ]* fra Degussa (Rhône-Poulenc har i sin supplerende udtalelse korrigeret sin tidligere udtalelse om, at Nippon Soda også var til stede på dette møde). [ ]* var administrerede direktør for Degussas division for industri- og finkemikalier, mens [ ]* var [ ]* for Rhône-Poulenc's division for dyreernæring RPAN.

(109) Rhône-Poulenc har i sin supplerende udtalelse (s. 3)(19) tilføjet, at [ ]*, da han blev ansat i selskabet i april 1990, var blevet "tilskyndet" af [ ]* og [ ]* (hans forgænger) til at kontakte [ ]* hos Degussa med henblik på at "genindføre" de regelmæssige kontakter.

(110) Rhône-Poulenc har anført, at Rhône-Poulenc og Degussa på dette møde den 10. juni 1990 besluttede at kontakte Nippon Soda for at få det til at deltage i ordningen (men faktisk var 1986-kartellet som påvist ovenfor og som erkendt af Nippon Soda(20) aldrig blevet bragt til ophør, og Nippon Soda var allerede deltager i ordningen). [ ]* arrangerede et møde med Nippon Soda, som fandt sted i Hongkong omkring den 19. november 1990. Nippon Soda har fremlagt (bilag b til udtalelsen af 23. februar 2000(21)) et referat af et mellemledermøde i Seoul den 7. november 1990 (muligvis er der tale om det samme møde som det, der efter Rhône-Poulenc's opfattelse fandt sted i Hongkong).

(111) Før trepartsmødet var [ ]* og [ ]* igen mødtes i Versailles (ifølge Rhône-Poulenc for at udveksle markedsdata, men formentlig også for at fastlægge deres holdning over for Nippon Soda). [ ]* gav [ ]* Rhône-Poulenc's salgstal, og de forsøgte begge at opgøre verdensmarkedets omfang.

(112) Rhône-Poulenc har udtalt, at de tre selskaber på mødet i november blev enige om, at det var nødvendigt at forhøje priserne. Efter at have drøftet, hvad markedet kunne bære, aftalte de at hæve priserne fra 2,50 USD/kg til 2,80 USD/kg.

(113) Rhône-Poulenc var repræsenteret ved [ ]* og [ ]*, Degussa ved [ ]* og Nippon Soda ved [ ]*.

(114) Parterne blev enige om at fortsætte deres regelmæssige møder forskellige steder i Europa og Asien, og dette resulterede senere i møder i bl.a. Taipei, Singapore, Bangkok, Tokyo, Paris, Wien, London, Nice, Bruxelles, Rom, København, Düsseldorf, Hamburg og Strasbourg.

(115) Nippon Sodas notat(22) vedrørende Seoul-mødet den 7. november 1990 (hvis det da er det samme møde som det, der efter Rhône-Poulenc's opfattelse fandt sted i Hongkong) giver et mere fuldstændigt billede af drøftelserne.

(116) Selv om det er blevet hævdet, at Rhône-Poulenc og Degussa var "nervøse ved tanken om den foreslåede nye prisforhøjelse" på grund af den svage dollar og Monsantos åbenbare tavshed omkring den planlagte forhøjelse, fremgår det klart af notatets kontekst, at de tre parter aftalte en "ny prisforhøjelse" (det er muligt, at denne anden "kampagne" omfattede to faser med en forhøjelse den 1. januar og yderligere en forhøjelse den 1. april 1991).

(117) Ud over at give et klart bevis for kartelmedlemmernes aftale om at gennemføre en prisforhøjelse i 1991 viser Nippon Sodas referat af mødet den 7. november 1990 tillige, at der tidligere havde været en "første" prisforhøjelse. Det var sandsynligvis den prisforhøjelse, der var blevet drøftet med henblik på gennemførelse i juli 1990, hvilket bekræfter, at selv om Rhône-Poulenc har givet det indtryk, at kartellet først blev etableret i slutningen af 1990, var prisstigningen i juli 1990 allerede blevet aftalt under en "første kampagne" (jf. betragtning 106).

(118) De dollarpriser, der er nævnt i dette notat, er højere end dem, Rhône-Poulenc har nævnt i sin udtalelse (indtil 2,80 USD/kg), idet det fremgår af notatet, at det var meningen, at den første forhøjelse i januar skulle bringe dollarprisen op på 3,30-3,50 USD/kg, mens det var tanken, at den anden forhøjelse skulle bringe prisen op på 3,60-3,70 USD/kg i april. Disse priser viser, at prisforhøjelsen i juli 1990 på tidspunktet for trepartsmødet i Fjernøsten i november 1990 havde bragt priserne, som var faldet i første halvår, op på samme niveau som ved årets begyndelse.

(119) Hvad angår priserne i Europa er notatet nemlig ganske entydigt:

"På denne baggrund aftalte de tre parter ... i DEM-området, hvor prisen lå på 5,10 DEM/kg, hvilket svarer til 3,40-3,50 USD/kg, ville det i praksis være vanskeligt at forhøje priserne yderligere. Derfor bør det nuværende prisniveau fastholdes i første kvartal 1991. Men med virkning fra april 1991 bør der annonceres en defensiv prisforhøjelse på ca. 10 %.

Rhône-Poulenc og Degussa bør hver for sig kontakte Monsanto og forsøge at overtale dette selskab til at deltage i en ny prisforhøjelseskampagne. For at være klar til den foreslåede prisforhøjelse i og efter januar 1991 bør der senest i november 1998(23) afholdes møder med Monsanto [sic](24).

...

Der bør afholdes et nyt møde i slutningen af februar (den. 26. februar) 1991 i Europa med henblik på yderligere drøftelser af produktpriserne for april 1991 og frem."

(120) Som det blev aftalt på mødet i november 1990 i Fjernøsten mødtes repræsentanter for Degussa, Rhône-Poulenc og Nippon Soda fra og med 1991 tre-fire gange om året i forskellige europæiske og asiatiske byer, idet deltagerne skiftedes til at arrangere møderne (Rhône-Poulenc's supplerende udtalelse, s. 4; Nippon Sodas svar, s. 9(25)).

(121) Hos Degussa er der fundet dokumenter vedrørende flere af disse møder. Dokumenterne er mærket "topmøde", selv om disse regelmæssige møder fra 1989 ifølge Nippon Soda fandt sted på "mellemleder"- eller "funktionær"-niveau og ikke på topniveau (Nippon Sodas svar, s. 5(26)).

(122) Nippon Soda har fremlagt (udtalelse af 23.2.2000, s. 9-10(27)) en liste over ni trilaterale møder, for hvilke der forelå dokumentation, men Nippon Soda har selv påpeget, at møderne fandt sted tre gange om året (Rhône-Poulenc siger fire gange om året); Nippon Soda omtaler på s. 10 i udtalelsen af 23. februar 2000(28) yderligere møder, som Nippon Soda kun har ufuldstændige oplysninger om.

(123) Rhône-Poulenc har fremlagt en mere fuldstændig liste over møderne fra og med 1990, selv om det anføres, at datoerne kun er omtrentlige og ikke nødvendigvis er helt nøjagtige (bilag til supplerende udtalelse(29)).

(124) Degussa har fremlagt en liste over regelmæssige møder (jf. s. 5 i Degussas artikel 11-svar af 9. september 1999(30)). Det første møde på listen er Lissabon-mødet i marts 1992.

(125) Degussa har kun indrømmet to tidligere møder (angiveligt i 1991) med Rhône-Poulenc (i Paris og Frankfurt), men har hævdet, at de var uden forbindelse med "topmøderne". Ifølge Degussa udvekslede de to producenter generelle oplysninger om markedsudviklingen og produktionskapaciteten på metioninområdet. Muligvis er der tale om de (ifølge Rhône-Poulenc tre) møder i Frankfurt i juni og august 1990 og i Paris i slutningen af 1990, der ifølge Rhône-Poulenc fandt sted før mødet i Fjernøsten med Nippon Soda. Rhône-Poulenc's redegørelse viser tillige, at møderne ikke var helt så uskyldige som hævdet af Degussa. Degussa har i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse udtalt, at selskabet simpelthen ikke har nogen erindring om møder før de to møder i 1991, idet ingen af de nuværende ansatte hos Degussa kan huske noget om ordningerne før 1992. Degussa har endvidere anført, at Kommissionen ikke kender de nøjagtige datoer for møderne i 1990 og 1991. Kommissionen må dog i betragtning af beviserne ovenfor forkaste dette argument.

1991-1998

(126) Under sine kontrolundersøgelser hos Degussa fik Kommissionen udleveret fyldige håndskrevne notater udarbejdet af [ ]* under en række regelmæssige møder ([ ]* var marketingchef for Degussas afdeling for fodertilsætningsstoffer fra oktober 1991 til slutningen af 1994).

(127) Det første af disse notater vedrører et møde i Lissabon den 15.-17. marts 1992(31). De forkortelser, [ ]* anvender for de forskellige talere, viser, at deltagerkredsen omfattede bl.a. [ ]*, [ ]* og [ ]* fra Rhône-Poulenc, [ ]* og [ ]* fra Degussa og [ ]* og [ ]* fra Nippon Soda (et andet dokument(32) synes at vedrøre et bilateralt møde mellem Degussa og Rhône-Poulenc, der fandt sted kort før dette møde).

(128) Efter en udveksling af prisprognoser for det indeværende år gennemgik mødedeltagerne for hver enkelt region og hvert enkelt land det aktuelle prisniveau, udsigterne for prisforhøjelser og enkeltkunder.

(129) For Europa begynder kommentarerne(33):

"Hvorfor ikke 6,20?

1. Russiske råvarer (400-500 t okt.-feb.)

2. Virkninger for lageret

3. Novus' trinvise prisforhøjelse

4. - 1500 t Deg. // - 1500 t RP + MHA (5 måneder)."

(130) Meningen er uden tvivl, at deltagerne havde håbet på at kunne sætte målprisen til 6,20 DEM (ifølge Degussas artikel 11-svar, s. 14(34), var der blandt producenterne "generel skuffelse" over, at metioninprisen ikke havde stabiliseret sig på et højere niveau end 6,00 DEM).

(131) En intern prisliste fundet hos Degussa(35) tyder på, at målprisen for Q1 1992 i slutningen af februar 1992 var på 5,90 DEM, og tærskelprisen 5,80 DEM. I betragtning af, at de regelmæssige kvartalsmøder var fokuseret på priser, og at der for flere af de møder, hvor [ ]* har taget notater, til notaterne er vedhæftet en liste i samme format, er det rimeligt at formode, at der var en tæt forbindelse mellem Degussas interne "liste" og møderne.

(132) Derefter følger en gennemgang af de enkelte nationale markeder i Europa. Degussa skulle offentliggøre en ny pris på 6,05 DEM for Tyskland. Det var blevet oplyst, at en kunde (Bela-Mühle) havde modtaget tilbud på 5,90-5,95 DEM for andet kvartal 1992. Rhône-Poulenc havde hævet sine priser til 6,00-6,05 DEM. (Og således fortsætter det med en gennemgang af situationen i Belgien, Frankrig, Grækenland, Det Forenede Kongerige, Irland, Nederlandene, Italien, Norge, Finland, Sverige, Østrig, Portugal, Spanien og Schweiz).

(133) Det næste "topmøde", hvorunder [ ]* har taget notater, fandt sted i Taipei i juli 1992(36).

(134) Efter at have drøftet, hvorledes import fra Rusland via forhandlere kunne modarbejdes, gennemgik deltagerne situationen i Europa med hensyn til salgsmængder. Degussa, som havde "mistet" 2500 tons i første halvår, blev anset for den største "taber", og også Rhône-Poulenc og Nippon Soda havde registreret et mindre fald i salgsmængderne. De store vindere var Novus og de russiske virksomheder. Der blev udarbejdet en opgørelse, som viste en manko på 700 tons, som kunne opvejes af en mindre eksport og ved at reimportere.

(135) På Tokyo-mødet den 22.-23. november 1992(37) blev om spørgsmålet om importen fra Rusland taget op igen. En gennemgang af verdensmarkedet og en sammenligning med det foregående år viste, at efterspørgslen var steget med 4-5 %.

(136) Et notat udfærdiget af [ ]*(38) (ophavsmandens identitet er ikke bestridt) i slutningen af 1992/begyndelsen af 1993 giver yderligere oplysninger. Det er usikkert, om notatet vedrører mødet i november 1992 eller mødet i Singapore den 2. februar 1993, men det fremgår, at priserne omkring dette tidspunkt var begyndt at falde igen. Notatet begynder med "Europa Preise: Q4/92 = avg 5.60 Q1 93 = avg 5.20".

Producenterne drøftede en af Rhône-Poulenc annonceret prisforhøjelse, som tilsyneladende alene gjaldt for MHA. I notatet er anført:

"RP's bebudede prisforhøjelse gælder kun for NP 99. 15 % forhøjelse à 6,40 DEM [rarr ] (= 21,80 FRF) sidste uge offentliggjort i F (sidste uge i januar)".

(137) Og en prisliste fra Degussa(39) i samme format som det interne notat, der blev fundet hos Degussa(40) (og hvor den anvendte kurs var kursen pr. 26. februar 1993), viser da også en målpris ("Ziel") for Q2 1993 på 6,40 DEM og en tærskelpris på 6,20 DEM, selv om det af en håndskreven bemærkning fremgår, at det efterfølgende var dette lavere tal, der blev vedtaget som "målpris".

(138) [ ]* udarbejdede notater vedrørende mødet i Nice den 1. (eller 2.) juni 1993(41). Deltagerne drøftede råvaresituationen. Også det russiske problem blev behandlet nærmere før en gennemgang af de enkelte nationale markeder og regioner. Det blev bemærket, at Novus solgte Alimet i Tyskland til en pris af 4,50 DEM (svarende til 5,62 DEM for produktet i krystalform).

(139) Kommissionen har af Nippon Soda fået udleveret et notat vedrørende et bilateralt møde med [ ]* fra Degussa, der havde fundet sted et par uger i forvejen, og hvor der bl.a. blev truffet forberedelser til "klubmødet" i Nice(42). De emner "af fælles interesse", der blev drøftet med Degussa, vedrørte Kina, Taiwan, Filippinerne og Australien. På et andet forberedende møde mellem Nippon Soda og Rhône-Poulenc dagen før "klubmødet" i Nice var emnet også det europæiske marked. Man behandlede gennemførelsen af en prisforhøjelse (som var blevet forsinket, fordi der stadig blev udbudt varer til gammel pris, men som var ved at blive gennemført i maj), foranstaltninger truffet af "skruebrækkere" (kunder, som videresolgte til billige priser) i Nederlandene og andre steder, og Nippon Sodas pristilbud til BP i Det Forenede Kongerige(43).

(140) Nippon Soda har ligeledes fremlagt sit eget detaljerede notat om "klubmødet" i Nice i juni 1993(44).

(141) I notatet redegøres der for aftalen mellem Rhône-Poulenc og russerne: den russiske eksport skulle begrænses til 6000 tons til Rhône-Poulenc og yderligere 1000 tons, der skulle sælges til Welding, en forhandler i Tyskland. Rhône-Poulenc ville kontakte Welding og bede denne om at "holde eventuelle salg tilbage, mens vi prøver at hæve markedsprisen for metionin" (s. 3).

(142) Nippon Sodas notat om "klubmødet" i juni 1993 er betydelig mere detaljeret end Degussas for så vidt angår det europæiske marked.

(143) Anden halvdel af mødet blev brugt på "at diskutere den seneste udvikling på de regionale markeder og fastsætte målprisen for tredje kvartal".

(144) Målprisen for Europa, som tidligere var blevet fastsat i fællesskab til 6,20 DEM/kg-6,40 DEM/kg (jf. betragtning 136 og 137), var genstand for langvarige diskussioner. Nippon Sodas ledere havde på deres rejser i maj i Europa noteret sig, at den typiske markedspris var på 6,00 NLG i Nederlandene, 2,30 GBP i Det Forenede Kongerige og 125 BEF i Belgien. Markedet blev anset for at være meget trægt. Rhône-Poulenc var fortørnet over, at Degussa solgte sine produkter til en pris, der lå under målprisen, i [ ]*, med det resultat, at produkterne blev reimporteret til Europa og blev solgt videre for kun 5,32-5,33 DEM/kg. Trods vanskelighederne med at fastsætte priserne i Europa "var den grundlæggende aftale, at den gældende målpris på 6,20 DEM/kg ikke skulle ændres i tredje kvartal, med den undtagelse, at målpriserne gældende for Portugal og Spanien, hvis valutaer igen var blevet devalueret med 6 %, og målprisen for Det Forenede Kongerige, som ifølge vores tidligere aftale skulle forhøjes i to trin, ville blive fastsat senere"(45).

(145) Det store svælg mellem den europæiske målpris på 6,20 DEM/kg (3,80 USD) og målprisen i Fjernøsten på kun 3,30-3,40 USD (= 5,25-5,40 DEM) gav anledning til bekymring. Hvis denne forskel blev opretholdt, var der en alvorlig risiko for, at produkter eksporteret fra Europa ville blive reimporteret og destabilisere priserne.

(146) Det næste møde for kartelmedlemmerne blev afholdt i Hamburg den 6. september 1993 ([ ]* notater(46)). Mødet vedrørte ADM's (Archer Daniels Midland's) påtænkte erhvervelse af en 25 % kapitalinteresse i Rhône-Poulenc's fabrik i Institute, Virginia. Også Novus' lønsomhed, markedsposition og mål var genstand for langvarige drøftelser. Deltagerne gjorde sig tanker om, hvad Novus kunne opnå ved at forhøje priserne, og spurgte kryptisk hinanden, om "de mon havde brug for en ny lærestreg?".

(147) Degussas forslag gik ud på, at [ ]* (Novus' direktør for Europa) skulle vise, "hvad han duede til", ved at forhøje Novus' priser med 15 % til gengæld for en garanti for mængder og kunder(47)(48).

(148) Som det kan ses af de afsluttende notater i [ ]* referat, var spørgsmålet om en mængdebaseret kvoteordning blevet bragt på bane: "Tal for 8 regioner (ikke lande/kunder), men først når Novus deltager, og først når målene for markedsandelene er kendt".

(149) Grundlaget for ordningen - som skulle omfatte en kompensationsordning - skulle være det realiserede salg i de seneste tre år (1990-1992). I sit svar på klagepunktsmeddelelsen har Degussa anført, at ovenstående udtalelse skal forstås således, at [ ]* ikke mente, at der kunne indføres en mængdebaseret kvoteordning uden Novus' samarbejde. Degussa har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen oplyst, at den regelmæssige udveksling af oplysninger om salgsmængder (jf. tabellen på s. 198 i dossieret) var grundlag for aftaler om ændringer af målprisen og aldrig førte til, at deltagerne fordelte mængderne eller kunderne imellem sig.

(150) Under det efterfølgende møde i Tokyo den 2. december 1993 (den håndskrevne dato "2.12.92" er en fejl) blev de sædvanlige spørgsmål: kontrol med det russiske salg samt Novus, behandlet(49). Deltagerne var klart bekymret over udfordringen fra Novus, som var ved at skabe sig den største andel af metioninmarkedet med sit flydende analogprodukt. Novus' salg i Europa var steget med 500 tons, mens de relative markedsandele for Rhône-Poulenc, Degussa og Nippon Soda var faldende (jf. tabellen nederst på side 3 i notatet).

(151) DLM's og MHA's relative bioeffektivitet blev ligeledes behandlet. Degussa har i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse forklaret, at der her var tale om et forslag fra Degussa om at fastsætte målprisen for MHA til 80 % af målprisen for DLM (for Europa).

(152) Producenternes uafbrudte bestræbelser for at fastholde priserne (ifølge Rhône-Poulenc deres største problem, udtalelsen side 5) fremgår igen af den liste, der er vedlagt [ ]* notat og bærer samme dato. Det er tydeligt, at det pres på priserne, der var blevet påvist på mødet i Nice, havde tvunget deltagerne til at nedsætte deres målpriser. 6,20 DEM/kg blev ikke længere anset for en realistisk målpris. For hvert enkelt nationalt marked ([ ]* alle de daværende medlemsstater) angiver notatet: i) "målprisen" (Ziel Q3/93) i national valuta og DEM eller lignende; ii) "tærskelprisen" i de samme valutaer for samme periode; iii) en række "faktiske" priser (Det Forenede Kongerige, Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Spanien, Italien) og den tilsvarende pris for Alimet og Rhône-Poulenc's flydende produkt (AT 88).

(153) Målprisen (som i begyndelsen af året var blevet fastsat til 6,20 DEM) blev nu nedsat til 5,65 DEM, og "tærskelprisen" til 5,50 DEM. Tilsyneladende blev disse priser dog senere yderligere nedjusteret, nemlig til henholdsvis 5,40 DEM og 5,20 DEM(50).

(154) Det næste regelmæssige møde, hvorunder [ ]* som sædvanligt tog detaljerede notater(51), blev holdt i Berlin den 1.-3. marts 1994. Prisen var faldet yderligere, og det blev foreslået at gennemføre en prisforhøjelse i maj/juni. Man gennemgik på enkeltkundeniveau priserne på de forskellige nationale markeder i Europa, nye priser og tærskelpriser.

(155) I forbindelse med dette møde blev der udarbejdet en prisplan (i samme format som den, der var vedlagt tidligere rapporter), som blev opdateret pr. ultimo januar 1994, og hvor målprisen på 5,40 DEM og ækvivalenten hertil i andre valutaer, blev fastholdt, men hvor der blev fastsat nye "tærskelpriser" for de nationale markeder; i sidste kolonne med overskriften "bemærkninger" ("Bemerkungen") er anført en række håndskrevne mindstepriser med tilføjelsen "indtil 15.5. Degussa skal offentliggøre en pris på 5,50"(52).

(156) Endnu et kvartalsmøde fandt sted i Königstein omkring den 7. juni 1994(53) ([ ]* notater indeholder bemærkninger om priserne i Danmark, Italien, Spanien og Belgien). Hvad Danmark angår er der en kort bemærkning: "Alle informiert, mündlich" ("alle er blevet mundtligt orienteret"), formodentlig en henvisning til, at kunder er blevet advaret om den kommende prisforhøjelse.

(157) Degussa annoncerede som aftalt forhøjelsen af Europa-priserne til 5,50 DEM i fagpressen ("Ernährungsdienst") den 4. juni 1994. Hvad angår Rhône-Poulenc var der også en avisnotits ("Les Marchés" den 16. juni 1994) om, at selskabet havde forhøjet sine priser for såvel det pulverformede som det flydende (Rhodimet AT 88) metionin med 10 %(54).

(158) [ ]* tog endnu en gang omfattende notater som en forberedelse til det trilaterale møde i november 1994(55). Der gives en oversigt over prissituationen i de enkelte lande med kommentarer om enkeltkunder.

(159) F.eks. i Tyskland udgjorde markedspriserne mellem 5,05 og 5,15 DEM. For én kunde (Bela) lå prisen endog under 5,00 DEM, og Rhône-Poulenc blev mistænkt for at sælge denne kunde et russisk produkt. Priserne i Frankrig blev anset for tilfredsstillende, men mængdemæssigt var det en "katastrofe".

(160) [ ]* nævnte en prisforhøjelse (formentlig forhøjelsen i sommeren 1994) og bemærkede, at "målet" ikke var blevet nået, idet bulkleverancerne blev solgt til en pris, der lå under 5 DEM/kg. Der er tilføjet en kort bemærkning: "opdatere prisliste".

(161) [ ]* synes også at have mødt eller kontaktet Nippon Soda den 24. november 1994 umiddelbart før hovedmødet for at drøfte priserne i Tyskland, Belgien, Nederlandene og Det Forenede Kongerige(56).

(162) På det sidste møde, under hvilket [ ]* tog notater(57) - og som blev afholdt på Hotel Juan Carlos I i Barcelona den 27.-29. november 1994 - diskuterede deltagerne efter de sædvanlige drøftelser om Rusland, Kina og Novus deres tidligere mislykkede forsøg på at anskue markedsudviklingen strategisk.

(163) Metioninaktiviteternes lønsomhed var blevet "jævnt forbedret" mellem 1991 og 1993, men i 1994 var fortjenesten igen faldet.

(164) [ ]* bemærkninger - og de øvrige deltageres holdning - er angivet således:

"Tidligere: kompensation efter løsningen af et problem??

Vi handler ikke strategisk, men kun taktisk i de enkelte konkrete sager;

Sælgerne bestemmer forretningerne.

'Jeg er villig til at kompensere for andres tabte forretninger': [ ]*

Forslag: Kompenser altid for tabte salgsmængder i 1995 - gunstig situation, da Novus' lagerbeholdninger er små."

(165) Det var på dette møde, at man endnu en gang behandlede mængdekontrolordningen:

"'1995-mål'

[ ]* forslag: Indeksering på grundlag af salgsmængder i 1994 (= 100 %).

Efter første kvartal mødes igen og sammenligne tal efter andet kv. ...".

(166) Producenterne overvejede også priserne på de enkelte markeder, muligvis under et særskilt møde(58). [ ]* tog endnu en gang forholdsvis fyldige notater. [ ]* fra Rhône-Poulenc så med nostalgi tilbage på tidligere år:

"'Det var aldrig noget problem mellem [ ]*(59) og mig; der er indført så mange regler siden dengang'.".

(167) I Europa lå markedsprisen nu på 5,20 DEM. Der blev aftalt en ny målpris på 5,80 DEM, og det var meningen, at den nye pris skulle offentliggøres i fagpressen og have virkning fra 1. januar 1995 (i Italien og Det Forenede Kongerige skulle målpriserne og tærskelpriserne træde i kraft "øjeblikkeligt og uden undtagelser!").

(168) Deltagernes reaktioner på Degussas forslag om kvoter er ikke refereret. Degussa har i sit svar af 9. september 1999 på Kommissionens begæring om oplysninger (side 21) hævdet, at [ ]* forslag ikke blev taget op. Degussa har gjort gældende, at en kvoteordning ikke var umagen værd, for da de tre deltagere tilsammen kun tegnede sig for 65 % af markedet, ville en udveksling af oplysninger ikke give et nøjagtigt billede af markedet. Degussa har bekræftet sin holdning i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse.

(169) Selv om deltagerne muligvis aldrig gennemførte en mængdebaseret kvoteordning, udvekslede de dog regelmæssigt salgstal. Rhône-Poulenc har nemlig i sin udtalelse (side 5) nævnt, at de tre konkurrenter under møderne "ofte udvekslede salgstal beregnet for de enkelte regioner eller lande". Rhône-Poulenc har senere trukket denne erklæring tilbage i sin supplerende udtalelse, side 5.

(170) Nippon Soda har dog bekræftet, at de trilaterale møder normalt omfattede (bl.a.) udveksling af oplysninger om leverancerne af de vigtigste råvarer til metioninproduktionen, kapacitet, kapacitetsudnyttelse og efterspørgsel efter produktet (supplerende udtalelse, side 12).

(171) Hos Degussa er der også fundet en håndskreven tabel(60) med en sammenligning af de procentvise markedsandele for Novus, Rhône-Poulenc, Degussa, Nippon Soda og Sumitomo på globalt og regionalt plan ([ ]*) i 1993, 1994 og 1995.

(172) Tabellen, som Degussa havde udarbejdet på grundlag af en edb-database, og som regelmæssigt blev opdateret, viser de enkelte producenters salgsmængder på de enkelte nationale markeder. Selv om Degussa har påstået, at oplysningerne om konkurrenterne var skaffet via Degussas egne "interne" kilder, tyder mange af tallenes nøjagtighed samt den omstændighed, at salgstallene regelmæssigt blev udvekslet under møderne, på det modsatte. Regnearkene blev udleveret internt hos Degussa af [ ]* til [ ]*, [ ]* og [ ]*, som alle regelmæssigt deltog i kartelmøderne.

(173) Ifølge Rhône-Poulenc (udtalelsen, side 5) fortsatte de kvartalsvise kartelmøder indtil juli 1998.

(174) [ ]* ophørte med at være chef for markedsføringen af fodertilsætningsstoffer i oktober 1994 (hvor han overtog ansvaret for virksomhedsudvikling) og deltog tilsyneladende ikke længere i møderne. Derfor er der for perioden efter Barcelona-mødet ikke fundet nogen detaljerede notater.

(175) Da der ikke findes andre detaljerede optegnelser vedrørende møderne, er det rimeligt at formode, at disse fortsatte med at have nogenlunde det samme formål og dække nogenlunde de samme emner som før (Nippon Soda har på side 13 i sit artikel 11-svar af 23. februar 2000(61) hævdet, at møderne blev "mere og mere ceremonielle", og at prisordningerne fungerede mere gennem udveksling af oplysninger end gennem fastsættelsen af faste priser, men dette er ikke dokumenteret).

(176) Rhône-Poulenc har fremlagt (supplerende udtalelse, side 18 samt bilag(62)) ledelsens prisinstrukser for 1997, som ifølge Rhône-Poulenc afspejler målpriserne for de enkelte regioner "som lå inden for det tilstræbte prisspænd, der blev aftalt under de beskrevne møder". Selv om møderne nu var "venskabsmøder", omfattede den ceremonielle del ligesom før stadig fastsættelse af målpriser.

(177) Degussas liste omfatter ingen møder efter mødet den 13.-14. oktober 1997 i København. Nippon Soda har identificeret endnu et møde i Düsseldorf den 13. maj 1998 (side 10 i svaret(63)).

(178) Rhône-Poulenc har dog (i den supplerende udtalelse, side 8-9(64)) beskrevet endnu tre møder, der blev afholdt i kartellets sidste leveår i perioden mellem mødet i København i oktober 1997 og det afsluttende møde i Nancy den 4. februar 1999.

(179) I maj 1998 mødtes Rhône-Poulenc [ ]*, Degussa [ ]* og Nippon Soda [ ]* i Frankfurt (Nippon Soda har udtalt, at mødet faktisk fandt sted i Düsseldorf den 13. maj). De to europæiske selskaber forklarede for de nye repræsentanter for Nippon Soda, hvorledes møderne tidligere var blevet gennemført, og meddelte dem, at priserne nødvendigvis måtte forhøjes; Nippon Soda indvilligede i at følge eventuelle prisinitiativer (Rhône-Poulenc's supplerende udtalelse, side 8(65)).

5. KARTELLETS OPHØR

(180) Efter at [ ]* havde fratrådt sin stilling hos Rhône-Poulenc i efteråret 1997 gav hans efterfølger som [ ]* ([ ]*) ledelsen instrukser (ifølge Rhône-Poulenc) om at bringe enhver kontakt med konkurrenterne til ophør. [ ]* ringede til [ ]* (Degussa), [ ]* (Novus), [ ]* (Nippon Soda) og [ ]* (Sumitomo) for at informere dem om denne instruks (supplerende udtalelse, side 9(66)).

(181) [ ]* karriere hos RPAN var kort. Da [ ]* var blevet [ ]* i marts 1998, gav han selskabets ledere tilladelse til at genoptage/fortsætte forbindelserne med deres konkurrenter; kvartalsmøderne skulle dog indstilles, formentlig fordi de var så synlige og medførte risiko for afsløring (på dette tidspunkt var de amerikanske konkurrencemyndigheder allerede nået langt med undersøgelserne af vitaminbranchen).

(182) Det næste møde, som Rhône-Poulenc har identificeret, fandt sted i Heidelberg sidst på sommeren/først på efteråret 1998, efter at priserne var begyndt at falde i midten af 1998. [ ]* og [ ]* repræsenterede Rhône-Poulenc, mens [ ]* og [ ]* repræsenterede Degussa. De blev enige om at forhøje priserne. Nippon Soda deltog ikke i disse møder.

(183) I det sidste møde, der er kendskab til, og som fandt sted på Hotel Mercure i Nancy den 4. februar 1999, deltog igen kun Degussa [ ]* og Rhône-Poulenc [ ]*. Men - ifølge Nippon Soda - drøftede [ ]* og [ ]* markedssituationen ved en middag i Paris samme aften (artikel 11-svar, side 12(67)). Ifølge Rhône-Poulenc vurderede deltagerne i Nancy-mødet den samlede størrelse af det [ ]* marked og producenternes respektive stillinger på markedet; Rhône-Poulenc har udtalt, at Degussa var "meget velorienteret" om markedsforholdene. Der blev aftalt en målpris på 3,20 UDS/5,30 DEM.

(184) Det var formentlig på mødet i maj 1998, at man traf foranstaltninger til at indstille "klubmøderne", men fortsætte de bilaterale kontakter. Ud over de to møder i Heidelberg og København mellem Degussa og Rhône-Poulenc, fortsatte [ ]* og [ ]* fra Rhône-Poulenc deres telefoniske kontakter med deres kolleger hos Nippon Soda.

(185) Disse kontakter ophørte først i februar 1999, da Rhône-Poulenc's øverste ledelse igen gav instrukser om at bringe denne praksis til ophør (Rhône-Poulenc's supplerende udtalelse, side 10(68)).

DEL II - RETLIG VURDERING

A. STEDLIG KOMPETENCE

(186) De ovenfor beskrevne ordninger gjaldt for alle metioninforbrugere i EØS-landene.

(187) EØS-aftalen, som indeholder konkurrencebestemmelser, der har traktatens konkurrencebestemmelser som model, trådte i kraft den 1. januar 1994. Derfor anvender denne beslutning efter denne dato også EØS-aftalens konkurrenceregler (især artikel 53, stk. 1) på de ordninger, der er rejst indsigelse imod(69).

(188) For så vidt ordningerne påvirkede konkurrencen inden for fællesmarkedet og handelen mellem EF-medlemsstater, finder traktatens artikel 81 anvendelse. For så vidt karteltransaktionerne påvirkede handelen mellem EF- og EFTA-landene eller mellem EFTA-lande, der var en del af EØS, finder EØS-aftalens artikel 53 anvendelse.

(189) Hvis en aftale eller praksis alene påvirker handelen mellem EF-medlemsstater, er Kommissionen kompetent og anvender traktatens artikel 81. Hvis en aftale derimod kun påvirker handelen mellem EFTA-lande, er EFTA-Tilsynsmyndigheden enekompetent og anvender EØS-konkurrencereglerne, som er fastsat i EØS-aftalens artikel 53(70).

(190) I den foreliggende sag har Kommissionen kompetence til at anvende såvel traktatens artikel 81, stk. 1, som EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, jf. denne aftales artikel 56, idet kartellet mærkbart påvirkede handelen mellem EF-medlemsstater(71).

B. ANVENDELSE AF EF-TRAKTATENS ARTIKEL 81 OG EØS-AFTALENS ARTIKEL 53

1. EF-TRAKTATENS ARTIKEL 81, STK. 1, OG EØS-AFTALENS ARTIKEL 53, STK. 1

(191) EF-traktatens artikel 81, stk. 1, forbyder alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, navnlig sådanne, som består i direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser, begrænsning af eller kontrol med produktion og markeder eller opdeling af markeder eller forsyningskilder som værende uforenelige med fællesmarkedet.

(192) EØS-aftalens artikel 53, stk. 1 (der har traktatens artikel 81, stk. 1, som model) indeholder et lignende forbud, selv om henvisningen i artikel 81, stk. 1, til handelen "mellem medlemsstater" er erstattet af en henvisning til handelen "mellem de kontraherende parter", mens henvisningen til konkurrencen "inden for fællesmarkedet" er erstattet af en henvisning til konkurrencen "inden for det af denne aftale (EØS-aftalen) omfattede område)".

2. AFTALER OG SAMORDNET PRAKSIS

(193) Traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53 forbyder aftaler, vedtagelser inden for sammenslutninger og samordnet praksis.

(194) Der kan siges at bestå en aftale, når parterne tilslutter sig en fælles plan, som begrænser eller er egnet til at begrænse deres individuelle forretningsmæssige adfærd ved at fastlægge linjerne i deres gensidige indsats eller mangel på indsats på markedet. Aftalen behøver ikke at være skriftlig, der kræves ingen formaliteter, og der stilles ikke krav om aftalemæssige sanktioner eller håndhævelsesforanstaltninger. Aftalen kan være udtrykkelig eller kan stiltiende fremgå af parternes adfærd.

(195) I sin dom i forenede sager T-305/94 osv., Limburgse Vinyl Maatschappij NV m.fl. mod Kommissionen (PVC II)(72), har Retten fastslået: "Efter fast retspraksis er det, for at der kan være tale om en aftale i henhold til traktatens artikel [81, stk. 1], tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har udtrykt fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde".

(196) I traktatens artikel 81(73) sondres der mellem begreberne "samordnet praksis" og "aftaler mellem virksomheder" og "vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder". Formålet hermed er med forbuddene i denne artikel at ramme en form for koordinering mellem virksomheder, som uden at være udmøntet i en egentlig aftale, bevidst erstatter konkurrencerisikoen med et praktisk samarbejde(74).

(197) De kriterier om koordination og samarbejde, der er fastlagt ved Domstolens praksis, og som langt fra stiller krav om udarbejdelse af en egentlig plan, skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det fælles marked. Selv om dette krav om uafhængighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til at foretage de nødvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfærd, forhindrer det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, som har til formål eller til følge enten at påvirke en aktuel eller mulig konkurrents markedsadfærd, eller at informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som man har besluttet sig til eller overvejer selv at følge(75).

(198) Således kan en adfærd falde ind under artikel 81, stk. 1, som en "samordnet praksis", selv hvis parterne ikke udtrykkeligt tiltræder en fælles plan, som fastlægger deres adfærd på markedet, men bevidst vedtager eller tiltræder hemmelige ordninger, som letter samordningen af deres forretningsmæssige adfærd(76).

(199) Selv om begrebet samordnet praksis i henhold til artikel 81, stk. 1, forudsætter både samordning og en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af denne samordning, samt årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden, må det med forbehold af modbevis antages, at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet. Dette gælder så meget desto mere, når samordningen finder sted regelmæssigt og over en lang periode(77).

(200) Det er ikke nødvendigt, især ikke i tilfælde af en kompleks overtrædelse af lang varighed, at Kommissionen forpligtes til at kvalificere denne overtrædelse som enten den ene eller den anden af disse former for ulovlig adfærd. Begreberne aftale og samordnet praksis er flydende og kan overlappe hinanden. Muligvis kan der end ikke realistisk foretages en sådan sondring, idet en overtrædelse samtidig kan indeholde elementer, der er karakteristiske for begge former for adfærd, mens nogle af de former, hvorunder overtrædelsen fremtræder, isoleret set med rette kan betegnes som enten den ene eller den anden form for ulovlig adfærd. Det ville dog være kunstigt ud fra en analyse at underinddele noget, der helt klart er en sammenhængende fælles indsats med ét og samme overordnede formål, i flere forskellige former for overtrædelser. Et kartel kan derfor samtidig være en aftale og en samordnet praksis. Artikel 81 indeholder ikke nogen specifik kategori, der omfatter en kompleks overtrædelse af denne type(78).

(201) I PVC II har Retten fastslået, at det "i forbindelse med en sammensat overtrædelse, der har involveret adskillige producenter, som i adskillige år har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, ikke kan kræves af Kommissionen, at denne kvalificerer den enkelte virksomheds overtrædelse på et givet tidspunkt som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelser under alle omstændigheder er omfattet af traktatens artikel [81]"(79).

(202) En "aftale" i artikel 81, stk. 1's forstand kræver ikke samme grad af sikkerhed, som ville være nødvendig for at håndhæve en civilretlig handelsaftale. Ved et komplekst kartel af lang varighed, kan udtrykket "aftale" endvidere med rette anvendes ikke alene i forbindelse med eventuelle generelle planer eller udtrykkeligt aftalte vilkår, men også i forbindelse med gennemførelsen af noget, der er blevet aftalt på grundlag af de samme mekanismer og med samme fælles formål.

(203) Selv om et kartel er et fælles initiativ, kan hver deltager i aftalen spille sin egen bestemte rolle. En eller flere af deltagerne kan spille en dominerende rolle som leder(e). Der kan opstå interne konflikter og rivalisering og endog forekomme omgåelser, men dette vil dog ikke forhindre ordningen i at udgøre en aftale/samordnet praksis som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, såfremt der er ét fælles og sammenhængende mål. Et komplekst kartel kan med rette anses for en enkelt sammenhængende overtrædelse i den periode, hvori kartellet bestod. Aftalen kan meget vel være blevet ændret fra tid til anden, eller dens mekanismer kan være blevet tilpasset eller styrket med henblik på en ny situation.

(204) I et komplekst kartel af lang varighed, hvor de forskellige former for samordnet praksis, der følges, og de forskellige aftaler, der indgås, er led i virksomhedernes bestræbelser på at nå et fælles mål, at forhindre eller fordreje konkurrencen, er Kommissionen nemlig berettiget til at finde, at den samordnede praksis og aftalerne udgør én sammenhængende overtrædelse. Som Retten på dette punkt har bemærket i sag T-7/89, Hercules mod Kommissionen(80), ville det være unaturligt at opdele en sådan sammenhængende adfærd, der har ét formål, i forskellige særskilte overtrædelser: "[virksomhederne] deltog således i flere år i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgør en enkelt overtrædelse, og denne overtrædelse blev gradvis udmøntet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis".

(205) Den blotte omstændighed, at hver deltager i et kartel kan spille den rolle, der er rigtig for virksomheden under de givne omstændigheder, udelukker ikke, at virksomheden er ansvarlig for overtrædelsen som helhed, herunder for de handlinger, andre deltagere har foretaget med det samme ulovlige formål og den samme konkurrencebegrænsende virkning. En virksomhed, som deltager i de fælles ulovlige bestræbelser gennem handlinger, der bidrager til opnåelsen af det fælles mål, er også for så vidt angår hele det tidsrum, hvor den har deltaget i den fælles plan, også ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse. Dette er nemlig tilfældet, når der er ført bevis for, at den pågældende virksomhed var bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd eller med rimelighed kunne forudse den eller være bekendt med den, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko(81).

3. ÉN SAMMENHÆNGENDE OVERTRÆDELSE

(206) Der er tilstrækkelige beviser for, at der fra februar 1986 til februar 1999 var én sammenhængende sammensværgelse på EØS-markedet for metionin mellem Aventis, Nippon Soda og Degussa, som tilsammen tegnede sig for ca. 60 % af dette marked. Parterne gav nemlig over for hinanden udtryk for deres fælles vilje til at udvise en bestemt markedsadfærd og tiltrådte en fælles plan for at begrænse deres individuelle former for forretningsmæssig adfærd. Aftalen om at indgå denne plan med henblik på at begrænse konkurrencen kan således tidsfæstes i hvert fald tilbage til februar 1986. Sammensværgelsen havde ét konkurrencebegrænsende økonomisk mål, nemlig at forhindre priskonkurrence ved at aftale målpriser og prisforhøjelser.

(207) Planen, som blev tiltrådt af Rhône-Poulenc, Nippon Soda og Degussa, blev udviklet og gennemført over en periode på næsten 13 år gennem et kompleks af sammensværgelser, specifikke aftaler og/eller samordnet praksis med det samme fælles mål, nemlig at afskaffe deres indbyrdes konkurrence. Deltagerne i disse ulovlige former for adfærd vidste eller burde have vidst, at den udgjorde en del af en overordnet plan til forfølgelse af dette fælles ulovlige mål(82)

(208) I betragtning af den fælles hensigt og det fælles mål, som producenterne fortsatte med at forfølge, nemlig at afskaffe konkurrencen i metioninindustrien, finder Kommissionen, at den pågældende adfærd er én sammenhængende overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Disse ordninger er nærmere beskrevet i sagsfremstillingen i denne beslutning. Beskrivelsen støttes af omfattende og klare beviser, som der systematisk henvises til gennem hele beslutningen. Den pågældende adfærd udgør således én sammenhængende overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

(209) Selv om producenternes ordninger med rette kunne anses for at frembyde alle en komplet "aftales" karakteristika, er der nogle faktiske elementer i den ulovlige adfærd, som passende kunne beskrives som udgørende en samordnet praksis, hvis dette var aktuelt.

(210) Degussa har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen bestridt Kommissionens påstand om, at der, selv om "topmøderne" (dvs. møder på højt niveau mellem divisionsdirektører) muligvis blev indstillet i 1988, stadig havde været en sammenhængende overtrædelse siden 1986, fordi de hyppigere møder på lavere niveau fortsatte uden afbrydelser. Degussa har påstået, at det var utænkeligt, at der på dette lavere niveau skulle være truffet beslutninger eller indgået aftaler, efter at møderne på højeste niveau var bragt til ophør. Endvidere har Degussa hævdet, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der var kontinuitet mellem de to typer møder, eller hvem der skulle have deltaget i de påståede møder på lavere plan.

(211) Ifølge Degussa blev møderne bragt til ophør i slutningen af 1988, og Degussa deltog først i overtrædelsen fra det møde, der blev afholdt i midten af 1992(83).

(212) På baggrund af betragtning 95-125 må det argument, hvorefter den ulovlige ordning ikke fortsatte mellem 1988 og 1992, forkastes. Som anført i betragtning 97 gav deltagerne ikke blot aldrig udtryk for vilje til at afslutte ordningerne, men kartellet fortsatte også uden afbrydelser. Det er nemlig påvist i betragtning 95-125, at deltagerne fortsatte med at tage del i møderne i 1989, 1990 og 1991 uden offentligt at tage afstand fra mødernes indhold. I betragtning af den åbenbart konkurrencebegrænsende karakter af de tidligere møder, er de manglende beviser for, at deltagelsen i møderne ikke havde noget konkurrencebegrænsende formål, et bevis for, at den ulovlige ordning faktisk fortsatte(84). Spørgsmålet, om aftalerne og/eller den samordnede praksis faktisk blev realiseret, behandles i betragtning 278-281.

4. KONKURRENCEBEGRÆNSNING

(213) I EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, hedder det udtrykkeligt, at de aftaler er konkurrencebegrænsende, som består i

- direkte eller indirekte fastsættelse af salgspriser eller af andre forretningsbetingelser

- begrænsning af eller kontrol med produktion

- opdeling af markeder eller forsyningskilder.

(214) I det kompleks af aftaler og ordninger, der behandles i den foreliggende sag, kan følgende elementer identificeres som relevante, når det skal fastslås, at EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, er overtrådt:

- aftale om målpriser og mindstepriser

- aftale om samordnede prisforhøjelser

- samordnet gennemførelse af disse prisforhøjelser på de forskellige markeder

- udveksling af oplysninger om salgstal med henblik på at overvåge de opnåede markedsandele

- samordnet prisfastsættelse i forbindelse med enkeltkunder

- samordnet begrænsning, forhindring eller "tilbageholdelse" af import fra tredjelande for at sikre, at prisforhøjelserne lykkes

- deltagelse i regelmæssige møder og andre kontakter med henblik på at blive enige om ovennævnte begrænsninger og eventuelt gennemføre og/eller ændre disse.

(215) Denne type ordninger har som mål at begrænse konkurrencen som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Da prisen er det vigtigste konkurrenceparameter, tog de forskellige hemmelige ordninger og mekanismer, producenterne vedtog, alle i sidste instans sigte på kunstigt at få hævet priserne til producenternes fordel og til et niveau, der lå over det, der ville være opnået i fri konkurrence.

(216) For at konkludere, at EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, finder anvendelse, er det ikke nødvendigt at se på en aftales faktiske følger for konkurrencen, når det først er godtgjort, at aftalerne har til formål at begrænse konkurrencen(85).

(217) Men kartellet havde imidlertid også konkurrencebegrænsende virkninger. De målpriser og prisforhøjelser, der var hovedformålet med kartellet, blev nemlig vedtaget, meddelt kunderne og implementeret i hele EØS.

(218) Degussa og Nippon Soda har i deres svar på klagepunktsmeddelelsen gjort gældende, at Kommissionen ikke har påvist, at der faktisk skete en begrænsning af konkurrencen. Mere detaljerede beviser for de pågældende ordningers konkurrencebegrænsende virkninger findes i betragtning 271-291 nedenfor.

5. PÅVIRKNING AF HANDELEN MELLEM EF-MEDLEMSSTATER OG MELLEM DE KONTRAHERENDE PARTER I EØS-AFTALEN

(219) Den vedvarende aftale mellem producenterne påvirkede handelen mellem EF-medlemsstater og mellem de kontraherende parter i EØS-aftalen mærkbart.

(220) EF-traktatens artikel 81, stk. 1, tager sigte på aftaler, som kan skade virkeliggørelsen af et indre marked mellem EU-medlemsstaterne, enten ved at opdele de nationale markeder eller påvirke konkurrencestrukturen inden for fællesmarkedet. Tilsvarende tager EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, sigte på aftaler, som undergraver virkeliggørelsen af et ensartet Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde.

(221) Som vist i afsnittet "Handel inden for Fællesskabet" (betragtning 50) er metioninmarkedet kendetegnet ved en betydelig handel mellem medlemsstaterne. Der foregik også en betydelig handel mellem EF- og EFTA-medlemmerne af EØS. Norge importerer 100 % af sit metioninforbrug primært fra Fællesskabet, ligesom Østrig, Finland og Sverige gjorde det før tiltrædelsen.

(222) Anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, i forbindelse med et kartel er imidlertid ikke begrænset til den del af kartelmedlemmernes salg, der faktisk indebærer en overførsel af varer fra et land til et andet. Det er heller ikke en forudsætning for disse bestemmelsers anvendelse, at det kan påvises, at hver enkelt deltagers - i modsætning til hele kartellets - individuelle adfærd påvirkede handelen mellem medlemsstater(86).

(223) I den foreliggende sag omfattede kartelordningerne over to tredjedele af al handel i hele EF og EØS i denne vigtige industrisektor. Prisfastsættelses- og kvotemekanismerne må have medført eller var egnede til at medføre en drejning af handelsstrømmene bort fra den retning, de ellers ville have taget(87).

6. KONKURRENCEREGLER GÆLDENDE FOR FINLAND, NORGE, SVERIGE OG ØSTRIG

(224) EØS-aftalen trådte i kraft den 1. januar 1994. For den periode før denne dato, hvor kartellet fungerede, er den eneste bestemmelse, der finder anvendelse på den foreliggende sag, EF-traktatens artikel 81. Artikel 81 omfatter ikke kartelordningernes konkurrencebegrænsende virkninger i Finland, Island, Liechtenstein, Norge, Sverige og Østrig (EFTA-medlemsstater før 1. januar 1994).

(225) I perioden 1. januar til 31. december 1994 fandt EØS-aftalens bestemmelser anvendelse på de seks EFTA-medlemsstater. Kartellet var således en overtrædelse af såvel EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, som EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og Kommissionen har kompetence til at anvende begge bestemmelser. I denne tolvmåneders periode falder begrænsningen af konkurrencen i disse seks EFTA-lande ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

(226) Efter Finlands, Sveriges og Østrigs optagelse i Fællesskabet den 1. januar 1995 faldt kartellet ind under traktatens artikel 81, stk. 1, for så vidt det påvirkede konkurrencen på disse markeder. Kartellets gennemførelse i Norge udgjorde fortsat en tilsidesættelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

(227) I praksis er resultatet, at kartellets gennemførelse i Finland, Norge, Sverige og Østrig fra 1. januar 1994 udgjorde en overtrædelse af EØS' og/eller Fællesskabets konkurrenceregler.

C. ADRESSATER

1. GÆLDENDE PRINCIPPER

(228) For at identificere denne beslutnings adressater er det nødvendigt at afgøre, hvilke juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen.

(229) Genstanden for Fællesskabets og EØS' konkurrenceregler er "virksomheden", et begreb, der ikke er identisk med begrebet juridisk person i henhold til national selskabs- eller skatteret. Udtrykket "virksomhed" er ikke defineret i traktaten. Udtrykket kan dog betegne enhver enhed, der udøver kommerciel virksomhed.

(230) Alt efter omstændighederne kan hele koncernen eller individuelle undergrupper eller datterselskaber muligvis behandles som den relevante "virksomhed" i henhold til traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53. I denne forbindelse må det for at afgøre, om et moderselskab skal pålægges ansvaret for et datterselskabs ulovlige adfærd, fastslås, at datterselskabet "ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet"(88). I AEG-Telefunken- og BPB Industries-dommene(89)(90) fastslog Domstolen, at når et datterselskab er 100 % ejet, følger det principielt og nødvendigvis den politik, der er fastlagt af moderselskabet.

(231) I Stora Kopparbergs Bergslags AB-dommen(91) stadfæstede Domstolen Rettens dom, hvorefter et moderselskab var ansvarligt for sit datterselskabs adfærd, og fastslog, at "da der var tale om, at moderselskabet ejede hele aktiekapitalen i datterselskabet, kunne Retten nemlig (...) retmæssigt lægge til grund, at moderselskabet faktisk øvede afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, navnlig efter at den (...) havde konstateret, at (moderselskabet) under den administrative procedure fremstod som enerepræsentant for selskaberne (...) i forhold til Kommissionen for så vidt angik overtrædelsen". Dette bekræfter en formodning for, at moderselskabet til et 100 % ejet datterselskab øver afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd. I den citerede sag blev denne formodning bekræftet af yderligere et forhold, nemlig moderselskabets adfærd.

(232) Når det fastslås, at der over en bestemt periode er sket overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og/eller EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, er det nødvendigt at finde frem til den fysiske eller juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen.

(233) Når en virksomhed overtræder EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og/eller EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, og senere skaffer sig af med de aktiver, hvorigennem overtrædelsen blev begået, og trækker sig ud af det pågældende marked, vil den pågældende virksomhed, hvis den stadig består, fortsat være ansvarlig for overtrædelsen i den pågældende periode(92).

2. BESLUTNINGENS ADRESSATER

(234) I denne sag har Rhône-Poulenc ændret sin retlige form, siden selskabet bragte eller formodes at have bragt sin deltagelse i overtrædelsen til ophør.

(235) En ændring af den retlige form eller af et selskabs identitet fritager dog ikke dette fra bødeansvar for den konkurrencebegrænsende adfærd. Bødeansvar kan således videreføres til en efterfølger, når det selskab, der har begået overtrædelsen, ikke længere består i retlig forstand.

(236) Dette skyldes, at genstanden for EF-traktatens (og EØS-aftalens) konkurrenceregler er virksomheden, et begreb, der ikke nødvendigvis er identisk med begrebet juridisk person i henhold til national selskabs- eller skatteret.

(237) Begrebet "virksomhed" er ikke defineret i EF-traktaten. Det kan betegne enhver enhed, der udøver kommerciel virksomhed. Er der tale om en stor multinational koncern kan de mange datterselskaber, det komplekse net af ejere og aktiebesiddelser samt den omstændighed, at koncernens aktiviteter af ledelseshensyn organiseres i særskilte operationelle eller funktionsbestemte divisioner og/eller geografiske områder, der ikke nødvendigvis svarer til dens koncernstruktur, give anledning til komplikationer. Retten har fastslået, at "traktatens artikel [81, stk. 1] [...] er rettet til økonomiske enheder bestående af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfølger et økonomisk mål på lang sigt, og som kan medvirke ved overtrædelser af bestemmelsen"(93).

(238) Hertil kommer, at mens genstanden for konkurrencereglerne er virksomheder, kræver håndhævelsen af reglerne og pålæggelsen og opkrævning af eventuelle bøder, at der kan udpeges én bestemt juridisk person, som er ansvarlig for den pågældende virksomheds adfærd, og mod hvem sagen kan rettes.

(239) Som Retten har bemærket i sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen(94) forholder det sig således, at når den person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophørt med at bestå i retlig betydning i tiden mellem overtrædelsen og det tidspunkt, hvor virksomheden skal drages til ansvar, må det først fastslås, hvor den samling af materielle og menneskelige ressourcer, der har medvirket ved overtrædelsen, befinder sig, for at det dernæst kan fastslås, hvem der er blevet ansvarlig for driften heraf.

(240) Den juridiske person eller det selskab, der pålægges bøden, kan derfor være en anden end den, der bestod på tidspunktet for overtrædelsen.

(241) I Rhône-Poulenc's tilfælde bevirker selskabets fuldstændige fusion med Hoechst, hvorved Aventis blev dannet, som anført i betragtning 10-17, at ansvaret overgår til den nye enhed. Der er en åbenbar kontinuitet mellem Rhône-Poulenc og den nye enhed, som Rhône-Poulenc indgår i. Rhône-Poulenc ophørte med at eksistere i retlig betydning, og selskabets rets- og handleevne samt alle dets materielle og menneskelige ressourcer overgik til Aventis SA.

(242) Bortset fra ansvarets overgang fra Rhône-Poulenc til Aventis (jf. ovenfor) må også spørgsmålet, om ansvaret påhviler datterselskabet eller moderselskabet, behandles. Kommissionen rettede sin klagepunktsmeddelelse til såvel Aventis SA som AAN.

(243) I denne forbindelse er Aventis SA af den opfattelse, at den endelige beslutning alene bør rettes til dets datterselskab AAN, tidligere RPAN. Til støtte herfor har Aventis gjort gældende(95), at AAN og dets datterselskaber udgør en uafhængig undergruppe inden for Rhône-Poulenc- (nu Aventis-) koncernen, og at det øverste moderselskab Aventis SA's engagement begrænser sig til de tilsynsfunktioner, majoritetsaktionærer normalt har; at hvis beslutningen rettes til AAN, vil det kunne undgås unødigt at skade Hoechst AG's (som Rhône-Poulenc fusionerede med i december 1999) og Aventis SA's (det øverste moderselskab for den fusionerede enhed) omdømme; at når det forretningsmæssige ansvar for et bestemt forretningsområde inden for en koncern så tydeligt påhviler én bestemt undergruppe, kan der ikke bestå nogen ret til at vælge, om Kommissionens beslutning skal rettes til moderselskabet eller de ansvarlige datterselskaber inden for en koncern; og endelig at Aventis SA umiddelbart efter modtagelsen af klagepunktsmeddelelsen meddelte Kommissionen, at adressaten burde have været AAN, og således ikke er fremstået som den rigtige adressat under hele sagen.

(244) RPAN (nu AAN) var den enhed inden for Rhône-Poulenc, der var ansvarlig for metioninaktiviteterne under hele overtrædelsen. Selskabets direkte deltagelse i kartellet er godtgjort af omstændighederne og er ikke bestridt. Kommissionen finder dog, at såvel RPAN (nu AAN) som Rhône-Poulenc (nu Aventis) kan drages til ansvar for adfærden under hele overtrædelsen. Ud over at have været RPAN's eneste aktionær gennem hele den relevante periode (jf. betragtning 230 og 231) var Rhône-Poulenc SA (og senere Aventis SA) selskabernes enerepræsentant i forhold til Kommissionen under den administrative procedure (og fremlagde to udtalelser!), idet selskabet af sig selv og frivilligt henvendte sig til Kommissionen før modtagelsen af klagepunktsmeddelelsen. På intet tidspunkt har virksomheden benægtet sit kendskab til de karteller, RPAN var direkte involveret i, og på intet tidspunkt før modtagelsen af klagepunktsmeddelelsen har virksomheden bestridt fordelingen af ansvaret for overtrædelsen.

(245) Endvidere repræsenterede Aventis' advokater såvel Aventis SA som AAN under hele sagen. Faktisk meddelte Aventis SA's og Aventis Animal Nutrition SA's advokat den 21. december 2001 Kommissionen, at selskaberne ville fremlægge ét fælles svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse.

(246) Det bør tillige bemærkes, at RPAN var direkte knyttet til Rhône-Poulenc's division for plante- og dyresundhed (nu Aventis Agriculture), et 100 % ejet datterselskab, som selskabet refererede direkte til. Rhône-Poulenc's division for plante- og dyresundhed fulgte instrukser fra Rhône-Poulenc, det øverste moderselskab, der var ansvarligt for koncernens ledelse, og selskabets [ ]*, [ ]* (som senere overgik til Aventis Agriculture) er også medlem af direktionen for Rhône-Poulenc (nu Aventis).

(247) På grundlag af det ovenfor anførte finder Kommissionen, at Aventis SA (tidligere Rhône-Poulenc) ligeledes kan drages til ansvar for sit datterselskabs adfærd under hele overtrædelsen. I betragtning af omstændighederne findes det hensigtsmæssigt at rette beslutningen til såvel AAN som Aventis SA, som skal hæfte solidarisk for eventuelle bøder.

(248) Hvad angår Degussa drejer det eneste spørgsmål sig om ansvarets overgang. Indtil fusionen med Hüls AG i 1998, hvorved Degussa-Hüls AG blev dannet, var det selskab, der var direkte involveret i kartelordningerne, Degussa AG (Frankfurt am Main). Som følge af en fuldstændig fusion med Hüls ophørte Degussa AG (Frankfurt am Main) med at eksistere i retlig forstand, og selskabets ansvar og aktiviteter overgik til den nye enhed Degussa-Hüls AG. Den efterfølgende fusion mellem Degussa-Hüls og SKW Trostberg AG, hvorved Degussa AG (Düsseldorf) blev dannet i 2001, bevirkede, at ansvaret overgik til den nye enhed, som selskabet var blevet indordnet under. Beslutningen vil derfor blive rettet til Degussa AG.

(249) I denne forbindelse har Degussa gjort gældende, at Kommissionen ved beregningen af bøden alene bør tage hensyn til den økonomiske størrelse af det "oprindelige" Degussa AG (Frankfurt am Main), idet de efterfølgende fusioner ikke ændrede dets position på metioninmarkedet. De pågældende virksomheders faktiske indvirkninger på det relevante marked i forhold til deres økonomiske størrelse behandles i betragtning 297 ff.

(250) Det er godtgjort, at Nippon Soda deltog direkte og selvstændigt i kartellet. Koncernen som helhed bærer således ansvaret for overtrædelsen og er derfor adressat for denne beslutning.

D. OVERTRÆDELSENS VARIGHED

(251) Selv om der faktisk fandt bilaterale kontakter sted mellem metioninproducenter før det første multilaterale møde, vil Kommissionen i den foreliggende sag begrænse sin sagsbehandling i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 samt den periode, eventuelle bøder skal gælde for, til perioden fra februar 1986 og fremefter, hvor det første multilaterale kartelmøde, Kommissionen har kendskab til, blev afholdt (jf. betragtning 82-85).

(252) Som det fremgår af dokumentationen og oplysningerne fra Nippon Soda, var det på dette første multilaterale kartelmøde, at deltagerne på divisionsplan aftalte at fastsætte kvoter og priser samt afholde regelmæssige møder, både på højeste niveau og på et lavere niveau.

(253) Rhône-Poulenc, Degussa og Nippon Soda deltog i denne aftale. Rhône-Poulenc har, om end ikke med så nøjagtige datoangivelser som Nippon Soda, bekræftet, at kartellet må være opstået omkring midten af 1980'erne (Rhône-Poulenc nævner i denne forbindelse 1985). På grundlag af den detaljerede udtalelse og den samtidige dokumentation fra Nippon Soda om gennemførelsen af kartellet i 1980'erne kan Kommissionen tidsfæste kartellets opståen til februar 1986 (jf. betragtning 82-85). Degussa har hævdet, at selskabet ikke deltog i overtrædelsen før i midten af 1992. Det har kun indrømmet to møder før dette tidspunkt og hævdet, at disse var uden sammenhæng med "topmøderne" (jf. betragtning 124-125). Kommissionen kan ikke godtage denne version af begivenhederne. Det er klart fastslået i sagsfremstillingen i denne beslutning, at Degussa faktisk deltog i overtrædelsen fra begyndelsen af 1986 (jf. bl.a. betragtning 82-89, 96-121).

(254) Det skal bemærkes, at kartellet i det omfang, det berørte Finland, Norge, Sverige og Østrig, ikke udgjorde en overtrædelse af konkurrencereglerne før EØS-aftalens ikrafttræden den 1. januar 1994.

(255) Selv om de oprindelige kartelmøder ("topmøder", der blev afholdt en eller to gange om året) i slutningen af 1988 var ophørt i deres oprindelige form (efter at et medlem havde meddelt, at det ikke længere ville deltage), viser bevismaterialet i Kommissionens dossier klart, at i modsætning til, hvad Degussa og Aventis har hævdet, gav de resterende parter aldrig udtryk for nogen vilje til at afslutte ordningerne, og at kartellet fortsatte usvækket indtil februar 1999.

(256) Som påvist i sagsfremstillingen kan den ændring i situationen, der blev forårsaget af et af medlemmernes udtræden af ordningerne og Monsantos indtrængen på markedet med det flydende analogprodukt, have gjort det nødvendigt for de resterende parter at tilpasse deres sammensværgelse, men ordningen fortsatte med samme grundstruktur og udviklede sig endog for at tage højde for de ændrede omstændigheder. Dette betyder ikke, at der blev dannet et nyt kartel, men afspejler blot den organiske udvikling af den komplekse sammensværgelse.

(257) Kartellet fortsatte indtil februar 1999. Selv om de trilaterale møder mellem Degussa, Rhône-Poulenc og Nippon Soda muligvis blev bragt til ophør i midten af 1998, ophørte kontakterne ikke (idet det formodes, at de ophørte) før februar 1999 (mødet den 4. februar 1999 i Nancy).

(258) Degussa har gjort gældende, at Kommissionen bør betragte datoen for mødet i København i 1997 som den sidste overtrædelsesdato hvad angår Degussa. Degussa har endvidere i sit svar på klagepunktsmeddelelsen hævdet, at Kommissionen ikke nærmere har angivet, præcis hvor længe den anser Degussa for at have været involveret i kartellet. Degussa har forstået dette således, at Kommissionen påstår, at selskabet har deltaget indtil midten af 1998.

(259) Kommissionen må forkaste disse argumenter. For det første har Kommissionen i klagepunktsmeddelelsens nr. 61 og 99 (i den tyske udgave) klart anført, at den anser Degussa for at have deltaget i overtrædelsen indtil februar 1999. Degussa kan derfor ikke gøre gældende, at selskabets ret til kontradiktion tilsidesættes, hvis Kommissionen anser Degussa for at have deltaget i kartellet længere end til midten af 1998. For det andet har Kommissionen fremlagt tilstrækkelige beviser for, at Degussa faktisk deltog lige indtil kartellets formodede ophør i februar 1999 (jf. betragtning 182-185).

E. RETSMIDLER

1. ARTIKEL 3 I FORORDNING Nr. 17

(260) Konstaterer Kommissionen, at der foreligger en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, eller EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, kan den i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 pålægge de pågældende virksomheder at bringe de konstaterede overtrædelser til ophør(96).

(261) Under disse omstændigheder anførte Kommissionen i sin klagepunktsmeddelelse, at det ikke var muligt med absolut sikkerhed at erklære overtrædelsen for ophørt.

(262) Aventis har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen fremhævet, at selskabet har skaffet sig vished for, at AAN ikke har været involveret i nogen ulovlige metioninaftaler siden begyndelsen af februar 1999, dvs. nogle få måneder før Aventis henvendte sig til Kommissionen og oplyste denne om metioninkartellets eksistens. Nippon Soda har påpeget, at selskabet bragte sin deltagelse til ophør i februar 1999. Degussa har hævdet, at selskabets deltagelse ophørte i 1997.

(263) Uanset disse bemærkninger er det for at undgå enhver tvivl nødvendigt at pålægge de adressatvirksomheder, der fortsat er aktive på metioninmarkedet, at bringe overtrædelsen til ophør, hvis de ikke allerede har gjort dette, og i fremtiden afstå fra enhver aftale, samordnet praksis eller vedtagelse inden for sammenslutninger, som har samme eller lignende formål eller virkning.

2. ARTIKEL 15, STK. 2, I FORORDNING Nr. 17

ALMINDELIGE BETRAGTNINGER

(264) I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning pålægge virksomheder bøder på mindst 1000 og højst 1000000 EUR, idet sidstnævnte beløb dog kan forhøjes til 10 % af omsætningen i det sidste regnskabsår i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen, såfremt de forsætligt eller uagtsomt overtræder EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og/eller EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

(265) Ved fastsættelsen af størrelsen af eventuelle bøder skal Kommissionen tage hensyn til alle relevante omstændigheder og især til overtrædelsens grovhed og varighed, som er de to kriterier, der udtrykkeligt nævnes i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

(266) Den rolle, de enkelte parter i overtrædelsen har spillet, vil blive vurderet på individuelt grundlag. Især vil Kommissionen lade den pålagte bøde afspejle eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder, ligesom den eventuelt vil anvende meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager(97).

(267) Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed vil Kommissionen tage hensyn til overtrædelsens art, dens faktiske følger for markedet, såfremt disse kan måles, samt størrelsen af det relevante marked. Den rolle, de enkelte parter i overtrædelsen har spillet, vil blive vurderet på individuelt grundlag.

BØDENS STØRRELSE

(268) Det oprettede kartel var en forsætlig overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Vel vidende at deres handlinger var konkurrencebegrænsende og desuden ulovlige, samarbejdede de førende producenter om at indføre et hemmeligt og institutionaliseret system, der skulle begrænse konkurrencen i en vigtig industrisektor.

1. Grundbeløbet

(269) Grundbeløbet bestemmes ud fra overtrædelsens grovhed og varighed.

Grovhed

(270) Kommissionen tager i sin vurdering af overtrædelsens grovhed hensyn til overtrædelsens art, dens faktiske følger for markedet, såfremt disse kan måles, samt størrelsen af det relevante geografiske marked.

Overtrædelsens art

(271) Det følger af de beskrevne forhold, at overtrædelsen bestod i en aftale om opdeling af markeder og prisfastsættelse, som ifølge sin natur er den groveste form for overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

(272) Kartelordningerne omfattede alle større virksomheder i EØS og blev planlagt, ledet og fremmet på højt niveau i hvert enkelt deltagende selskab(98). Ifølge sin natur fører gennemførelsen af en kartelaftale af den beskrevne type automatisk til en mærkbar fordrejning af konkurrencen, som alene er til fordel for de i kartellet deltagende producenter, og som er til stor skade for kunderne og i sidste instans for offentligheden.

(273) Kommissionen finder derfor, at overtrædelsen ifølge sin natur er en særdeles grov overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

(274) Nippon Soda har gjort gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har påvist overtrædelsens grovhed ved vurderingen af overtrædelsens karakter (og med henblik på fastsættelsen af eventuelle bøder), selv om selskabet ikke har bestridt, at det er godtgjort, at der er sket overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Hvad dette angår har Nippon Soda anført, at kartellet ikke blot manglede evne (og især påvist evne) til at øve væsentlig indflydelse på det europæiske marked, men også var bemærkelsesværdigt ineffektivt. Efter Nippon Sodas opfattelse viser Kommissionens dokumenter, at mødedeltagerne ikke eller kun i ringe grad evnede at kontrollere markedet på en måde, som man kunne forvente af et effektivt kartel.

(275) Kommissionen er ikke enig i dette. For det første er det påvist (jf. betragtning 276-291), at overtrædelsen påvirkede EØS' metioninmarked. For det andet beviser den omstændighed, at kartellet ikke opnåede alle de af medlemmerne ønskede resultater, på ingen måde, at kartellet ikke påvirkede markedet. Det er klart, at pris- og markedsopdelingskarteller ifølge deres natur bringer det indre markeds gnidningsløse funktion i fare. Det, der betyder noget, er, at det normale konkurrencemønster, der ville have præget det indre marked for metionin, blev erstattet af en sammensværgelse vedrørende produktprisen, som er det væsentligste konkurrenceparameter. Derfor anses overtrædelsen af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, for meget grov.

Overtrædelsens faktiske følger for metioninmarkedet i EØS

(276) Overtrædelsen blev begået af virksomheder, som i den relevante periode kontrollerede størstedelen(99) af verdensmarkedet og det europæiske marked for metionin. Ordningerne tog endvidere specifikt sigte på at hæve priserne til et højere niveau, end de ellers ville have ligget på, og begrænse de solgte mængder. Eftersom disse ordninger blev gennemført, havde de væsentlige følger for markedet.

(277) Det er ikke nødvendigt i detaljer at sætte tal på forskellene mellem de anvendte priser og de priser, der kunne have været gældende, hvis ordningerne ikke havde eksisteret. Det er nemlig ikke altid muligt at måle sådanne forskelle på en pålidelig måde, idet en række eksterne faktorer samtidig kan have påvirket pristendensen for produktet, således at det bliver yderst vanskeligt at drage konklusioner om alle de mulige årsagers relative vægt.

(278) Kartelordningerne blev imidlertid gennemført. Gennem hele kartellets levetid udvekslede parterne deres salgstal, ligesom de ud fra disse tal aftalte nye målpriser, hvilket Degussa har bekræftet i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse (jf. betragtning 88, 128, 130, 139, 150, 154). Udvekslingen af disse oplysninger om salg og markedsandele var med til at opretholde presset på priserne og udgjorde således et væsentligt element i kartellet. I praksis blev de nye målpriser faktisk annonceret over for kunderne, som regel gennem fagpressen (jf. betragtning 88, 136, 157, 167). Parterne overvågede nøje gennemførelsen af deres aftaler ved at afholde regelmæssige multilaterale og bilaterale møder indbyrdes. På disse møder udvekslede parterne deres salgstal, drøftede markedspriserne (hvorved parterne fik mulighed for at kontrollere, om de aftalte målpriser blev opnået) og aftalte eventuelt at justere målpriserne (jf. f.eks. betragtning 88, 128, 130, 139, 150, 154).

(279) Mens parterne (som kontrollerede stort set hele metioninproduktionen) i kartellets første år kunne fokusere på at forhøje metioninpriserne (jf. betragtning 98, 103, 106, 112, 128, 136, 137), blev dette stadig vanskeligere, efter at Monsanto (Novus) var kommet ind på markedet. Da priserne begyndte at falde væsentligt som følge af både Monsantos indtrængen på metioninmarkedet og et generelt fald i efterspørgslen (Rhône-Poulenc har nævnt 30 % frem til sommeren og efteråret 1989), lykkedes det alligevel for kartelmedlemmerne ved fælles hjælp at vende den nedadgående tendens, således at priserne steg mellem juli 1990 og 1992-1993. Herefter bestræbte de sig på at opretholde de eksisterende priser (jf. f.eks. betragtning 137, 152, 153, 160).

(280) Dette bekræftes af et notat fra Nippon Soda vedrørende et møde den 17. maj 1993(100), som viser, at priserne på metioninmarkedet var stigende. Det lykkedes Degussa at sælge metionin til 6,80 DEM/kg til en af sine større kunder, CEBECO. Før mødet den 7. november 1990 havde priserne stadig ligget på 2,50 USD/kg (4,03 DEM/kg(101)). Som det fremgår af betragtning 112, aftalte kartelmedlemmerne på deres møde i november 1990 at forhøje priserne fra 2,50 USD/kg til 2,80 USD/kg (4,51 DEM/kg(102)). Nippon Soda forlangte højere USD-priser, idet den første forhøjelse i januar (1991) skulle presse dollarprisen op på 3,30-3,50 USD/kg (svarende til 5,10 DEM/kg ifølge Nippon Sodas egne oplysninger; 5,31-5,64 DEM/kg på grundlag af Eurostat-tallene(103)), mens den anden forhøjelse skulle bringe priserne op på 3,60-3,70 USD/kg (5,80-5,92 DEM/kg(104)).

(281) På baggrund af det ovenfor anførte og de enkelte deltageres indsats på det komplekse organisatoriske plan er der ingen tvivl om, at den konkurrencebegrænsende aftale blev gennemført gennem hele den relevante periode. En sådan uafbrudt gennemførelse gennem mere end ti år burde påvirke markedet, hvilket også var tilfældet, jf. betragtning 279 og 280.

(282) Nippon Soda har gjort gældende, at selskabet stort set ikke har haft nogen mulighed for at skade andre virksomheder eller forbrugere på noget marked henhørende under Kommissionens kompetence væsentligt, fordi det ikke selv har solgt produktet inden for EØS, og at det kun spillede en passiv rolle i kartellet. Nippon Soda sælger sit metionin til Mitsui i Japan, som derefter sælger produktet i EØS, hvor det har en skønnet markedsandel på kun [ ]*. Herudover har Nippon Soda hævdet, at selve kartellet var bemærkelsesværdigt ineffektivt (jf. betragtning 274, 275). Ifølge Nippon Soda viser bevismaterialet i Kommissionens dossier, at deltagerne kun havde begrænset mulighed for at påvirke markedet. Nippon Soda har gjort gældende, at i praksis havde producenterne hverken evnen eller viljen til at fastsætte markedsprisen, da det kom til stykket, uanset deres drøftelser under møderne. Nippon Soda har til støtte for sine argumenter nævnt Kommissionens eget bevismateriale for perioden 1992-1993, som viser, at priserne jævnligt faldt ned under målprisniveauet på 6,20 DEM/kg.

(283) Endvidere syntes medlemmerne af det påståede kartel at "snyde" i et sådant omfang, at møderne efterhånden mistede deres berettigelse, fik social karakter og derefter helt ophørte. Selv om Nippon Soda er enig i, at ingen af disse faktorer nødvendigvis vil medføre frifindelse af et selskab, der anklages for at have tilsidesat traktatens artikel 81, stk. 1, er de hver for sig meget sigende og må ifølge Nippon Sodas udtalelse være afgørende for Kommissionens vurdering af "grovheden" af eventuelle overtrædelser, som Nippon Soda findes at have begået.

(284) Degussa har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen draget de samme konklusioner og fremhævet, at overtrædelsen var begrænset til en fastsættelse af målpriser. Ifølge Degussa blev der aldrig indgået aftale om en mekanisme til gennemførelse af prisforhøjelser eller til fordeling af kvoter, mængder eller kunder. Der var heller ikke nogen kontrolmekanisme med tilhørende kompensationsordning til at overvåge aftalens gennemførelse.

(285) Ifølge Degussa fremgår det faktisk af bevismaterialet, at priserne trods møderne mellem Rhône-Poulenc, Nippon Soda og Degussa faldt uafbrudt (5 DEM/kg i sommeren 1994).

(286) Degussa har hævdet, at kartellet også var ineffektivt, fordi Novus (med en andel af EØS-markedet på [ ]*) ikke deltog i aftalerne. Af samme grund ville deltagerne aldrig have kunnet gennemføre prisforhøjelser eller mængdebaserede kvoteordninger. Ifølge Degussa havde overtrædelsen således kun "ubetydelige" følger for EØS-markedet.

(287) Ingen af de argumenter, parterne har anført for at svække Kommissionens konstatering af, at kartellet havde faktiske følger for markedet, er afgørende. Forklaringerne på den manglende opnåelse af målpriserne (især fra 1992-1993) kan have en vis gyldighed, men de viser ikke på nogen overbevisende måde, at gennemførelsen af kartelaftalen ikke kan have spillet nogen rolle i prisfastsættelsen og prisudsvingene på metioninmarkedet. Eftersom parterne havde erstattet den usikre situation med fri konkurrence med en sammenhængende sammensværgelse, var resultatet nødvendigvis priser på et andet niveau end det, der ville have været gældende på et marked præget af konkurrence.

(288) Den af Nippon Soda og Degussa fremhævede omstændighed, nemlig at priserne trods alle kartellets bestræbelser gradvis faldt, viser uden tvivl de vanskeligheder, parterne havde med at forhøje priserne i en vanskelig markedssituation. Den viser dog ikke, at den ulovlige praksis ikke havde nogen følger for markedet, eller at priserne ikke blev holdt kunstigt oppe.

(289) Tværtimod kan det, når man betragter kartelmedlemmernes fælles indsats (jf. betragtning 278 ff), med rimelighed konkluderes, at det gennem hele kartellets levetid, også efter 1992/1993, lykkedes for kartelmedlemmerne at holde priserne på et højere niveau end det, de ville have ligget på uden de ulovlige ordninger.

(290) Som nævnt i betragtning 275 viser den omstændighed, at kartelmedlemmerne ikke fuldt ud nåede de tilstræbte mål, på ingen måde, at kartellet ikke havde følger for markedet. Det er endvidere i betragtning af bl.a. alle de involverede risici utænkeligt, at parterne igen og igen ville have aftalt møder rundt omkring i verden for at fastsætte målpriser i hele den relevante periode, hvis de havde haft den opfattelse, at kartellet ikke havde nogen eller kun ringe indflydelse på metioninmarkedet.

(291) Degussa har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen gjort gældende, at Kommissionens eget bevismateriale støtter selskabets påstand om, at Degussa og Rhône-Poulenc handlede fuldstændig uafhængigt på markedet mellem 1989 og 1990 (jf. betragtning 101 og 102). Dette argument kan imidlertid ikke tages til følge. For det første har Kommissionen tilstrækkelige beviser for, at Rhône-Poulenc og Degussa faktisk fortsatte med at tage del i overtrædelsen mellem 1989 og 1991 (jf. betragtning 95-125), og for det andet indebærer den omstændighed, at Rhône-Poulenc og Degussa meget vel kan have haft "hemmelige dagsordener", som til en vis grad har fået dem til at se bort fra nogle af deres forpligtelser over for de øvrige karteldeltagere, ikke, at de ikke gennemførte kartelaftalen. Som retten fastslog i Cascades-dommen: "En virksomhed, der på trods af samordningen med sine konkurrenter følger en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, søger eventuelt at udnytte kartellet til sin fordel"(105).

Størrelsen af det relevante geografiske marked

(292) Kartellet omfattede hele fællesmarkedet og, efter det oprettelse, hele EØS. Hver en del af fællesmarkedet og EØS var påvirket af sammensværgelsen. Med henblik på beregningen af overtrædelsens grovhed går Kommissionen derfor ud fra, at hele Fællesskabet og, efter dets oprettelse, hele EØS var påvirket af kartellet.

Kommissionens konklusion vedrørende overtrædelsens grovhed

(293) I betragtning af den pågældende adfærds beskaffenhed, dens faktiske følger for metioninmarkedet og den omstændighed, at adfærden omfattede hele fællesmarkedet og, efter dets oprettelse, hele EØS, finder Kommissionen, at de virksomheder, som denne beslutning vedrører, har begået en meget grov overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

Klassificering af karteldeltagerne

(294) Inden for kategorien meget grove overtrædelser gør den foreslåede bødeskala det muligt at differentiere behandlingen af virksomhederne for at tage hensyn til overtrædernes faktisk økonomiske muligheder for at skade konkurrencen væsentligt og fastsætte bøden på et niveau, som sikrer en tilstrækkelig afskrækkende virkning. En sådan differentiering forekommer særlig nødvendig i tilfælde, hvor der som i den foreliggende sag er stor forskel på størrelsen af de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen.

(295) I den foreliggende sag, som involverer adskillige virksomheder, vil det ved fastsættelsen af grundbeløbet for bøderne være nødvendigt at tage hensyn til hver enkelt virksomheds specifikke vægt og således også til de reelle konkurrencemæssige følger af den enkelte virksomheds ulovlige adfærd.

(296) Med henblik herpå kan de pågældende virksomheder opdeles i forskellige kategorier efter deres relative vægt på det pågældende marked, idet der dog skal foretages de justeringer, der måtte være nødvendige for at tage hensyn til andre faktorer, især kravet om en reel afskrækkende virkning.

(297) Kommissionen finder det i den foreliggende sag passende at benytte virksomhedernes respektive andele af verdensmarkedet for metionin som grundlag for en vurdering af virksomhedernes relative vægt på dette marked. Da der er tale om et globalt marked, giver disse tal det mest præcise billede af de pågældende virksomheders evne til at forvolde andre virksomheder i fællesmarkedet og/eller EØS væsentlig skade. Endvidere giver en bestemt karteldeltagers andel af verdensmarkedet også et indtryk af deltagerens bidrag til kartellets effektivitet som helhed eller omvendt af den instabilitet, der ville have præget kartellet, såfremt den pågældende virksomhed ikke havde deltaget i det. Sammenligningen er foretaget ud fra verdensmarkedsandelene i det sidste fulde kalenderår af overtrædelsens levetid (1998).

(298) Rhône-Poulenc og Degussa var blandt de tre førende metioninproducenter på det relevante geografiske marked. I 1998 udgjorde deres anslåede verdensmarkedsandele henholdsvis [ ]* og [ ]*.

(299) Nippon Soda var en mindre aktør på verdensmarkedet for metionin. I 1998 udgjorde selskabets skønnede markedsandel [ ]*, hvilket var næsten fire gange mindre end markedsandelen for Rhône-Poulenc, der var den næstmindste aktør.

(300) Hvad angår EØS var Rhône-Poulenc's markedsandel i 1998 ca. [ ]* og Degussas ca. [ ]*. Nippon Soda tegnede sig imidlertid kun for ca. [ ]* af EØS-markedet for metionin (Nippon Soda anslår i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse, at selskabets andel af EØS-markedet udgjorde [ ]*).

(301) Rhône-Poulenc og Degussa vil derfor blive placeret i den første gruppe, mens Nippon Soda vi blive anbragt i den anden gruppe.

(302) Ud fra det ovenfor anførte fastsætter Kommissionen grundbeløbet for bøderne under hensyntagen til overtrædelsens grovhed således:

- Aventis SA/AAN og Degussa: 35 mio. EUR

- Nippon Soda: 8 mio. EUR.

Tilstrækkelig afskrækkende virkning

(303) For at sikre, at bøden får en tilstrækkelig afskrækkende virkning og tager hensyn til, at store virksomheder råder over en juridisk og økonomisk viden og infrastruktur, der bevirker, at de bør kunne indse, at deres adfærd er ulovlig, og overskue de konkurrenceretlige konsekvenser heraf, vil Kommissionen endvidere vurdere, om der for nogen af virksomhederne er behov for en yderligere justering af grundbeløbet.

(304) Aventis og Degussa er med en global omsætning i 2000 på henholdsvis [ ]* og [ ]* meget større aktører end Nippon Soda (global omsætning på [ ]* (2000)). Her finder Kommissionen, at det grundbødebeløb, der er fastsat under hensyntagen til den relative vægt på det pågældende marked, skal justeres opad hvad angår Aventis og Degussa i betragtning af deres størrelse og ressourcer.

(305) Ud fra det ovenfor anførte finder Kommissionen, at det for at sikre den nødvendige afskrækkende virkning er nødvendigt at forhøje den grundbøde, der er fastsat i betragtning 302, med 100 % (x 2) til 70 mio. EUR for Degussa og Aventis SA.

Overtrædelsens varighed

(306) Kommissionen er af den opfattelse, at Aventis, Degussa og Nippon Soda overtrådte traktatens artikel 81, stk. 1, fra februar 1986 til februar 1999 og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, fra 1. januar 1994 til februar 1999.

(307) Selv om Nippon Soda ikke har bestridt varigheden af selve overtrædelsen, finder selskabet ikke, at den varighed, der lægges til grund for beregningen af bøden, kan være 13 år. Nippon Soda har til støtte for sit argument gjort gældende, at møderne ændrede karakter og sammensætning i årenes løb og gradvis "ebbede ud"; at Kommissionen kun har fremlagt få eller ingen beviser med hensyn til tidsperioder; og at Kommissionen har modtaget og anerkendt beviser for, at bestemte aktiviteter blev indstillet meget tidligt i den 13-årige periode.

(308) Nippon Soda har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen gjort gældende, at selv om det i bødemeddelelsen anføres, at en "langvarig" overtrædelse kan give anledning til en forhøjelse med 10 % pr. år, er dette ikke ensbetydende med, at hver enkelt overtrædelse skal give anledning til en sådan "årlig" forhøjelse. For det andet er formålet med at se særskilt på varigheden at gøre det muligt at pålægge bøder for restriktioner, "som gennem længere tid har skadet forbrugerne". Som nævnt i forbindelse med "grovheden" har Nippon Soda hævdet, at der ikke er påvist nogen faktiske skadelige følger for forbrugerne. For det tredje har Nippon Soda gjort gældende, at det ved beregningen af bøderne vil være forkert at betragte varigheden som den periode, der ligger mellem det første og det sidste led i en kompleks overtrædelse, uden at vurdere, hvad der er sket i den mellemliggende tid.

(309) Aventis har i det væsentlige ikke bestridt overtrædelsens varighed i sit svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse, men selskabet kaster nogen tvivl over pålideligheden af Nippon Sodas oplysning om startdatoen for overtrædelsen, især hvad angår mødet i februar 1986. Som nævnt ovenfor har Aventis i denne forbindelse gjort gældende, at den omstændighed, at selskabet ikke havde mere detaljerede oplysninger om kontakterne i 1980'erne, ikke skal opfattes som et forsøg på at skjule disse kontakter, men snarere, som det kan forventes, viser, at optegnelserne for 1990'erne er mere fuldstændige, og at begivenhederne i 1990'erne er lettere at huske. Kartelordningernes start og varighed er blevet fastslået i betragtning 82-86 og 251-259. Endelig har Degussa med bestemthed bestridt overtrædelsens varighed og kun indrømmet at have deltaget i overtrædelsen mellem 1992 og 1997. Varigheden af Degussas deltagelse i kartellet er behandlet i betragtning 251-259.

(310) Kommissionen må forkaste Nippon Sodas argumenter. Når først Kommissionen har fastslået eksistensen og varigheden af overtrædelsen af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, skal den ved beregningen af bøden tage hensyn til hele overtrædelsens varighed. Som Domstolen (i en stadfæstelse af Rettens dom) har påpeget i sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni SpA, kan et komplekst kartel med rette anses for én sammenhængende overtrædelse i det tidsrum, kartellet bestod, selv om aftalen kan være ændret fra tid til anden, ligesom kartellets mekanismer kan være tilpasset eller styrket for at tage hensyn til udviklingen. Gyldigheden heraf berøres ikke af muligheden for, at et eller flere elementer i en række handlinger eller i én sammenhængende handling hver for sig i sig selv kan udgøre en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1. Overtrædelsen kan derfor med rette anses for at have bestået mellem februar 1986 og februar 1999.

(311) Kommissionen konkluderer derfor, at Aventis, Degussa og Nippon Soda har begået overtrædelsen i en periode på tolv år og ti måneder. Grundbeløbene for bøderne fastsat under hensyntagen til grovheden (jf. betragtning 302 og betragtning 311) forhøjes derfor med 10 % pr. år (og 5 % pr. seks måneder), dvs. med 125 %.

Konklusion om grundbeløbene

(312) Kommissionen fastsætter derfor grundbeløbene for bøderne således:

- Aventis SA/AAN: 157,5 mio. EUR

- Degussa AG: 157,5 mio. EUR

- Nippon Soda Company Ltd: 18 mio. EUR.

2. Skærpende omstændigheder

Rollen som leder af overtrædelsen

(313) Kommissionen er i besiddelse af oplysninger, der viser, at visse af adressaterne for denne beslutning tog initiativer til at iværksætte kartellet.

(314) Som nævnt i betragtning 82-84 optog Rhône-Poulenc og Degussa først kontakt med de japanske virksomheder med henblik på at aftale konkurrencebegrænsende prisordninger på metioninmarkedet og begrænse den japanske import til EØS. Som Rhône-Poulenc husker møderne i 1990, aftalte selskabet sammen med Degussa at "få Nippon Soda med i ordningen" (jf. betragtning 110).

(315) Men hvis man betragter det samlede bevismateriale i den foreliggende sag, jf. sagsfremstillingen, danner der sig et billede af et kartel oprettet på fælles initiativ. Det er fastslået, at samtlige kartelmedlemmer deltog i de fleste af kartelmøderne og skiftedes til at afholde de pågældende møder. De deltog alle aktivt og direkte i overtrædelsen, udvekslede salgstal og gennemgik og diskuterede målpriserne.

(316) Aventis har endvidere gjort gældende, at RPAN hverken tvang et andet selskab til at deltage i kartellet eller optrådte som initiativtager eller leder. Aventis har hævdet, at Nippon Soda spillede en meget aktiv rolle i kartellet, og at Degussa selv ofte optrådte som leder af kartellet(106).

(317) Degussa har gjort gældende, at selskabet ikke skal anses for at have spillet en mere aktiv rolle i kartellet end Rhône-Poulenc eller Nippon Soda. I klagepunktsmeddelelsen hedder det, at 1987-mødet blev ledet af Degussa i Frankfurt, men Degussa har hævdet, at selskabets rolle begrænsede sig til at stille et mødelokale til rådighed og præsentere de forskellige deltagere. Når Rhône-Poulenc anfører, at [ ]* fra Degussa arrangerede et møde med Nippon Soda i Hongkong, skal det forstås således, at hun først kontaktede Nippon Soda efter en fælles beslutning truffet af Degussa og Rhône-Poulenc, som førte til, at der blev arrangeret et møde i Hongkong. Endelig bør Kommissionen tage hensyn til, at der er sat særlig fokus på Degussas aktiviteter i 1991 og 1994, fordi de fleste oplysninger vedrørende denne periode bygger på notater udfærdiget af [ ]* fra Degussa.

(318) Kommissionen konkluderer derfor, at der ikke kan peges på en specifik leder af kartellet.

3. Formildende omstændigheder

Indtagelse af en rent passiv rolle i overtrædelsen

(319) Nippon Soda har i sit svar anført, at selskabet, når drøftelserne vedrørte EØS, altid spillede en passiv rolle i overtrædelsen. Selskabet har gjort gældende, at dets lille andel af verdensmarkedet og EØS-markedet for metionin (og på sidstnævnte marked deltager selskabet endog kun gennem Mitsui) bevirkede, at de europæiske producenter optrådte som naturlige ledere i spørgsmål af relevans for de europæiske markeder. [ ]*.

(320) Ved beregningen af grundbøden er der taget hensyn til virksomhedernes faktiske økonomiske evne til at påvirke EØS-markedet på grundlag af deres økonomiske størrelse (jf. betragtning 294-302).

(321) Kommissionen ser ingen grund til at anse Nippon Soda for at have spillet en rent passiv rolle som "vedhæng" i overtrædelsen. Nippon Soda deltog i langt de fleste af de identificerede kartelmøder og deltog direkte og aktivt i overtrædelsen. Nippon Soda deltog nemlig i møderne og udvekslede salgsoplysninger i al den tid, selskabet deltog i overtrædelsen. Nippon Soda kan derfor ikke hævde at have spillet en rent "passiv rolle"(107).

(322) F.eks. fremgår det af Nippon Sodas eget baggrundsdokument af 5. maj 1990(108), at "Nippon Soda og Rhône-Poulenc havde forsøgt at overtale Degussa til ikke at matche de lave priser, der dengang blev tilbudt af Monsanto og Sumitomo", i 1989 og således aktivt havde grebet ind for at udstikke kursen for kartellet.

(323) Kommissionen konkluderer derfor, at Nippon Soda ikke er berettiget til at få sin bøde nedsat på grundlag af en påstået rent passiv rolle i kartellet.

(324) Endelig fritager det forhold, at Nippon Soda var en mindre aktør på metioninmarkedet, ikke selskabet for ansvar. Især kunne Nippon Soda have indberettet kartellet til Kommissionen.

Manglende gennemførelse i praksis af de ulovlige aftaler

(325) Som nævnt i betragtning 278-281 er Kommissionen af den opfattelse, at de konkurrencebegrænsende aftaler blev omhyggeligt gennemført. Denne formildende omstændighed er således ikke aktuel for nogen af denne beslutnings adressater.

Andre formildende omstændigheder

(326) Som nævnt ovenfor (jf. betragtning 282-287) har Nippon Soda og Degussa gjort gældende, at Kommissionen bør indtage den holdning, at ordningerne kun havde "ubetydelige" følger for EØS-markedet. Såvel Nippon Soda som Degussa har påpeget, at priserne trods kartelordningerne fortsatte med at ligge under de aftalte målpriser. Både Degussa og Nippon Soda har tillige hævdet, at deltagerne ikke altid var villige til at gennemføre aftalerne.

(327) Kommissionen finder, at overtrædelsen havde væsentlige følger for EØS-markedet, jf. betragtning 276-291. Kommissionen skal for det første bemærke, at gennemførelsen af aftaler om målpriser ikke nødvendigvis kræver, at det er lige præcis de aftalte priser, der anvendes. At de aftalte prismål ofte ikke blev nået, udgør ikke nødvendigvis en formildende omstændighed. Aftalerne kan anses for at være gennemført, når parterne fastsætter deres priser for at bevæge dem i retning af det tilstræbte niveau. Dette var tilfældet for kartellet på metioninmarkedet.

(328) For det andet skal Kommissionen endnu en gang, selv om spørgsmålet allerede er behandlet i betragtning 291, betone, at det forhold, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning af priser med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfærd på markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, ikke nødvendigvis skal tages i betragtning som formildende omstændighed ved bødeudmålingen. Som nævnt tidligere søger en virksomhed, der på trods af samordningen med sine konkurrenter følger en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, eventuelt at udnytte kartellet til sin fordel(109).

(329) Hvad angår Nippon Sodas påstand (jf. betragtning 282) om, at selskabets deltagelse i kartelordningerne højst kunne have medført ubetydelige følger for noget marked henhørende under Kommissionens kompetence, idet selskabet ikke selv sælger metionin i EØS, vil Kommissionen påpege, at den blotte omstændighed, at Nippon Soda sælger i EØS gennem en uafhængig distributør, ikke i sig selv kan udgøre en formildende omstændighed. Med hensyn til Nippon Soda er det blevet påvist, for det første at selskabet deltog aktivt i kartelordningerne i hele kartellets levetid (jf. betragtning 319-324), og for det andet at overtrædelsen havde faktiske følger for markedet (jf. betragtning 276-291). Som allerede nævnt har Kommissionen taget behørigt hensyn til, at Nippon Sodas økonomiske størrelse i sammenligning med størrelsen af de øvrige kartelmedlemmer bevirkede, at selskabets faktiske økonomiske muligheder for at påvirke EØS-markedet var mindre (jf. betragtning 294-302).

(330) Degussa har tillige påpeget, at selskabet har truffet foranstaltninger til at forhindre fremtidige overtrædelser af monopollovgivningen. Selskabet har i denne forbindelse indført et regelefterlevelsesprogram. Kommissionen glæder sig over, at Degussa har indført en politik til sikring af overholdelsen af monopollovgivningen. Den finder dog, at dette initiativ blev taget for sent, og at det ikke som et middel til forebyggelse kan fritage Kommissionen fra pligten til at iværksætte sanktioner på grundlag af Degussas tidligere overtrædelser af konkurrencereglerne. Kommissionen vil derfor ikke anse Degussas indførelse af et regelefterlevelsesprogram som en formildende omstændighed, der berettiger til en bødenedsættelse.

(331) Kommissionen konkluderer derfor, at der ikke er nogen formildende omstændigheder, der kan påberåbes af deltagerne i den overtrædelse, der har påvirket metioninmarkedet.

4. Anvendelse af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (samarbejdsmeddelelsen)

(332) Denne beslutnings adressater har samarbejdet med Kommissionen på forskellige stadier af undersøgelsen af overtrædelsen for at opnå den gunstige behandling, der er beskrevet i Kommissionens samarbejdsmeddelelse. For at kunne opfylde de pågældende selskabers berettigede forventninger med hensyn til bødefritagelse eller bødenedsættelse som følge af deres samarbejde, vil Kommissionen nedenfor undersøge, om de pågældende parter har opfyldt betingelserne i den nævnte meddelelse.

Bødefritagelse eller meget betydelig bødenedsættelse ("afsnit B")

(333) Aventis har gjort gældende, at selskabet opfylder de betingelser, der i samarbejdsmeddelelsen er fastsat for at opnå en nedsættelse på mindst 75 % af bøden eller endog en fuldstændig fritagelse fra den bøde, der ellers ville blive pålagt.

(334) Aventis (AAN) har påpeget, at det var den første producent, der tog initiativ til at underrette Kommissionen om metioninkartellets eksistens og sin egen deltagelse i kartellet, og at det var den første producent til at fremlægge afgørende beviser, uden hvilke kartellets eksistens ifølge Aventis muligvis ikke ville være blevet afsløret. Endvidere har Aventis gjort gældende, at RPAN allerede havde indstillet sin deltagelse i kartellet, da selskabet underrettede Kommissionen om kartellets eksistens i maj 1999.

(335) Aventis har yderligere hævdet, at selskabet har samarbejdet uafbrudt med Kommissionen og fremlagt alle de oplysninger, det havde til rådighed. Aventis har endvidere gjort gældende, at i modsætning til, hvad Nippon Soda har hævdet, har det hverken tvunget et andet selskab til at deltage i kartellet eller optrådt som initiativtager eller leder.

(336) Endvidere har Aventis (Rhône-Poulenc's efterfølger)(110) bestridt enhver udtrykkelig eller stiltiende antydning i klagepunktsmeddelelsen af, at Rhône-Poulenc forsøgte at skjule eller minimere kontakterne mellem producenterne i 1980'erne. Aventis har tværtimod gjort gældende, at begyndelsen og afslutningen af kontakterne mellem metioninproducenterne ikke ville være blevet afsløret, hvis det ikke havde været for Rhône-Poulenc, som var det første selskab til at beskrive de sidste tre møder fra maj 1998 til februar 1999. Aventis har hævdet, at selskabet, da det afslørede kartellet, var klar over, at kartellet vil blive anset for en overtrædelse af lang varighed, dvs. mere end fem år, og at denne faktor kunne føre til en væsentlig forhøjelse af bødebeløbet. Endelig bør Kommissionen ifølge Aventis også tage i betragtning, at AAN ikke har deltaget i tidligere overtrædelser af samme type.

(337) Aventis har tillige påpeget, at det især er i forbindelse med karteller som metioninkartellet, at samarbejdsmeddelelsen bør anvendes. Hvis Kommissionen ikke indrømmer bødefritagelse til den første part, der informerer den om ulovlig praksis i et kartel som metioninkartellet, vil Kommissionens samarbejdspolitik ikke føre til det tilstræbte resultat, nemlig at tilskynde selskaber til at afsløre karteller.

(338) Kommissionen anerkender, at Aventis var det første selskab til at fremlægge afgørende beviser for eksistensen af et internationalt kartel i metioninindustrien, der påvirkede EØS. Oplysningerne fremgik af den udtalelse, Rhône-Poulenc fremlagde den 26. maj 1999, og Kommissionen foretog herefter en kontrolundersøgelse hos Degussa-Hüls. Aventis opfylder således betingelserne i samarbejdsmeddelelsens afsnit B.

(339) Kommissionen bemærker, at Rhône-Poulenc ikke var i stand til at fremlægge dokumentation for overtrædelsen, idet RPAN's ansatte enten ikke udarbejdede eller ikke opbevarede relevante dokumenter. Kommissionen bemærker tillige, at udtalelsen ikke var udtømmende for så vidt angår gennemførelsen af kartellet i 1980'erne. I begyndelsen mente Aventis endog ud fra de foreliggende oplysninger, at disse ordninger "ikke udgjorde en organiseret indsats for at indgå prisfastsættelsesaftaler eller manipulere markedet, og at ordningerne var blevet afbrudt i 1987 eller 1988". Kommissionen anerkender dog, at dette som hævdet af Aventis/AAN muligvis kan forklares ved erindringsforskydning. Endelig bemærker Kommissionen, at Aventis ikke i væsentlig grad har bestridt omstændighederne som beskrevet i Kommissionens klagepunktsmeddelelse. Kommissionen vil tage hensyn til alle disse forhold ved fastsættelsen af det beløb, hvormed bøden skal nedsættes.

(340) Kommissionen indrømmer følgelig Aventis en nedsættelse på 100 % af den bøde, som selskabet ville være blevet pålagt, hvis det ikke havde samarbejdet med Kommissionen.

(341) Nippon Soda har gjort gældende, at Nippon Soda som følge af de oplysninger, selskabet har fremlagt om overtrædelsen før 1990, bør anses for at opfylde alle betingelserne i samarbejdsmeddelelsens afsnit B eller C. Nippon Soda har hævdet, at hvis Kommissionen konkluderer, at Nippon Sodas beviser vedrørende overtrædelserne før 1990 ikke opfylder betingelserne i samarbejdsmeddelelsens afsnit B eller C, vil Nippon Soda ikke få den anerkendelse for oplysningerne om denne periode, som tilkommer selskabet. Nippon Soda har derfor anmodet Kommissionen om at udøve sit skøn til at anerkende, at Nippon Soda har bidraget med værdifulde oplysninger om perioden før 1990, og belønne selskabet ved at indrømme en bødenedsættelse, der er større end den, der er foreskrevet i samarbejdsmeddelelsen.

(342) Hverken Nippon Soda eller Degussa var de første til at forelægge Kommissionen afgørende oplysninger om metioninkartellet, således som det kræves i samarbejdsmeddelelsens afsnit B, punkt b). De opfylder heller ikke betingelsen i afsnit B, punkt a).

Betydelig bødenedsættelse ("afsnit C")

(343) Nippon Soda og Degussa var ikke de første til at forelægge Kommissionen afgørende oplysninger om metioninkartellet som krævet i samarbejdsmeddelelsens afsnit C, punkt a). Ingen af de nævnte virksomheder opfylder således betingelserne i afsnit C.

Væsentlig bødenedsættelse

(344) Med hensyn til perioden efter 1990 har Nippon Soda gjort gældende, at selskabet ikke alene opfylder, men endog mere end opfylder alle betingelserne i samarbejdsmeddelelsens afsnit D. Selskabet bør derfor indrømmes den største bødenedsættelse, samarbejdsmeddelelsens afsnit D giver mulighed for, for så vidt angår perioden efter 1990, dvs. 50 %. Nippon Soda har dog gjort gældende, at selskabets samarbejde i dette tilfælde gav Kommissionen mulighed for at fremlægge argumenter vedrørende perioden efter 1990, der er meget mere solide og veldokumenterede, end det ellers ville have været tilfældet. Nippon Soda finder derfor, at Kommissionen bør udøve sit skøn og indrømme en større bødefritagelse for denne periode. Endelig har Nippon Soda også hævdet, at selskabet bør indrømmes en bødenedsættelse for ikke at have bestridt nogen af oplysningerne i klagepunktsmeddelelsen.

(345) Kommissionen anerkender, at Nippon Soda har fremlagt oplysninger, som har bidraget væsentligt til at fastslå omstændighederne omkring kartelordningerne før 1990. Men som nævnt ovenfor kan Nippon Soda ikke påberåbe sig samarbejdsmeddelelsens afsnit B eller C, fordi selskabet ikke var det første til at fremlægge afgørende beviser som krævet i afsnit B, punkt b), og afsnit C, punkt a)(111).

(346) Kommissionen konkluderer derfor, at Nippon Soda opfylder betingelserne i afsnit D, stk. 2, første og andet led, i samarbejdsmeddelelsen.

(347) Nippon Sodas oplysninger var detaljerede og blev derfor i vidt omfang anvendt af Kommissionen under undersøgelsen. Nippon Soda har fremlagt værdifulde oplysninger om kartellets baggrund, oprindelse og gennemførelse. Som nævnt ovenfor finder Kommissionen, at Nippon Sodas oplysninger vedrørende perioden før 1990 har bidraget væsentligt til at fastslå eksistensen af kartelordningerne mellem 1986 og 1990. Kommissionen anerkender tillige, at Nippon Soda ikke har bestridt omstændighederne, således som disse er beskrevet i klagepunktsmeddelelsen. For fuldt ud at tage hensyn til værdien af oplysningerne vedrørende kartelordningerne før 1990 samt andre aspekter af Nippon Sodas bidrag til undersøgelsen (herunder at selskabet ikke har bestridt kendsgerningerne) vil Kommissionen indrømme selskabet en nedsættelse på 50 % af den bøde, som selskabet ville være blevet pålagt, hvis det ikke havde samarbejdet med Kommissionen.

(348) Degussa har for sit vedkommende hævdet, at selskabet i vid udstrækning har samarbejdet med Kommissionen under undersøgelsen og fremlagt værdifulde oplysninger om kartellets gennemførelse mellem 1992 og 1997, således at selskabet har mere end opfyldt sin lovgivningsmæssige forpligtelse til at besvare Kommissionens begæring om oplysninger. Degussa har hævdet, at selskabet har hjulpet Kommissionen med at belyse, klassificere og placere dokumenterne i deres rette kontekst og således gjort det muligt for Kommissionen at bevise, at kartellet fungerede mellem 1992 og 1997. Degussa finder derfor, at selskabet opfylder betingelserne for at opnå en væsentlig bødenedsættelse.

(349) Kommissionen skal imidlertid bemærke, at oplysningerne fra Degussa enten blev fundet under kontrolundersøgelsen hos Degussa-Hüls den 16. juni 1999 eller blev fremlagt af Degussa som svar på Kommissionens begæring om oplysninger af 28. juli 1999.

(350) Hvad dette angår har Degussa gjort gældende, at det er med urette, at Kommissionen i sin klagepunktsmeddelelse har nægtet at anerkende frivilligheden af Degussas samarbejde. Degussa har anført, at ifølge Rettens praksis(112) var selskabet ikke forpligtet til at besvare spørgsmålene i Kommissionens artikel 11-skrivelse, fordi de "klart vedrørte andet og mere end rent faktuelle forhold".

(351) Kommissionen kan ikke godtage dette argument og gentager det synspunkt, at størstedelen af Degussas samarbejde ikke kan klassificeres som "frivilligt". De fleste af de oplysninger, Degussa har fremlagt i besvarelse af artikel 11-begæringen, er nemlig omfattet af virksomhedernes forpligtelse i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 til at besvare sådanne begæringer på en fyldestgørende måde. Ingen af de spørgsmål i Kommissionens artikel 11-skrivelse, som Degussa har henvist til som støtte for sin påstand, kan nemlig anses for at undergrave Degussas ret til kontradiktion. Som fastslået af Domstolen i Orkem-dommen(113) giver forordning nr. 17 ikke virksomheder, over for hvem Kommissionen har indledt en undersøgelse, nogen ret til at unddrage sig efterforskningen med den begrundelse, at efterforskningen vil kunne tilvejebringe bevis for, at virksomheden har tilsidesat konkurrencereglerne. Virksomhederne har tværtimod pligt til at medvirke aktivt, hvilket indebærer, at de skal forsyne Kommissionen med alt det materiale vedrørende undersøgelsens genstand, som de måtte råde over.

(352) Kommissionen søgte ved begæringen om oplysninger især at få faktiske oplysninger, der kunne belyse indholdet af (og visse uklare citater i) de dokumenter, der blev fundet hos Degussa under kontrolundersøgelsen den 16. juni 1999, og samtidig sikre sig allerede eksisterende dokumenter. Det fremgår af fast retspraksis(114), at Kommissionen er berettiget til at anmode om sådanne faktiske oplysninger. I denne forbindelse har Retten fastslået(115) at "pligten til at besvare spørgsmål af rent faktisk karakter fra Kommissionen [...] [ikke kan] antages at være i strid med princippet om ret til kontradiktion eller retten til en retfærdig rettergang. Der er således intet til hinder for, at adressaten senere under den administrative procedure eller under en sag for Fællesskabets retsinstanser ved at udøve sin ret til kontraktion godtgør, at de faktiske omstændigheder, der omhandles i den pågældendes besvarelser eller i de fremlagte dokumenter, har en anden betydning end den, som Kommissionen har lagt til grund."

(353) Kommissionen godtager imidlertid, at Degussa ikke kunne være blevet tvunget til at fremlægge alle de oplysninger, det fremlagde, og at Degussas oplysninger bekræftede langt de fleste af møderne mellem 1992 og 1997 samt en række af sagens omstændigheder. I betragtning af Degussas generelle samarbejde under undersøgelsen konkluderer Kommissionen derfor, at Degussas opfylder betingelserne i samarbejdsmeddelelsens afsnit D, stk. 2, første led, og indrømmer Degussa en nedsættelse på 25 % af den bøde, som selskabet ville være blevet pålagt, hvis det ikke havde samarbejdet med Kommissionen.

(354) Degussa har imidlertid bestridt de faktiske oplysninger i klagepunktsmeddelelsen i det omfang, de vedrører kartellets varighed. Degussa har hævdet, at "de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i klagepunktsmeddelelsen, kun er korrekte for den dels vedkommende, der angiver, at Degussa deltog i den ulovlige ordning fra midten af 1992 til 1997 (mødet i København)". Kommissionen har i sagsfremstillingen i denne beslutning påvist, at Degussa rent faktisk deltog i kartelordningerne i hele den relevante periode. Kommissionen må således konkludere, at Degussa ikke opfylder betingelserne i samarbejdsmeddelelsens afsnit D, stk. 2, andet led. Følgelig er Degussa ikke berettiget til en bødenedsættelse i henhold til afsnit D, stk. 2, andet led, i Kommissionens samarbejdsmeddelelse.

Konklusion vedrørende anvendelse af samarbejdsmeddelelsen

(355) Som konklusion vil Kommissionen i betragtning af samarbejdets karakter og på baggrund af betingelserne i samarbejdsmeddelelsen indrømme denne beslutnings adressater følgende nedsættelser af deres respektive bøder:

- Aventis SA/AAN: en nedsættelse på 100 %

- Degussa AG: en nedsættelse på 25 %

- Nippon Soda Company Ltd: en nedsættelse på 50 %.

5. De endelige bødebeløb i den foreliggende sag

(356) Det konkluderes, at der skal betales følgende bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning nr. 17:

- Aventis SA/AAN: 0 EUR

- Degussa AG: 118125000 EUR

- Nippon Soda Company Ltd: 9000000 EUR -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Aventis SA og Aventis Animal Nutrition SA, der hæfter solidarisk, Degussa AG og Nippon Soda Company Ltd har overtrådt traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, ved at deltage i et kompleks af aftaler og samordnet praksis i metioninsektoren på den måde og i det omfang, der er beskrevet i betragtningerne til denne beslutning.

Overtrædelsens varighed var som følger:

- fra februar 1986 til februar 1999.

Artikel 2

De i artikel 1 nævnte virksomheder skal øjeblikkeligt bringe nævnte overtrædelse til ophør, hvis dette ikke allerede er sket. De skal i forbindelse med deres metioninaktiviteter afstå fra enhver aftale eller samordnet praksis, der måtte have samme eller tilsvarende formål eller følge som overtrædelsen.

Artikel 3

De i artikel 1 nævnte virksomheder pålægges herved følgende bøder for den i samme artikel omhandlede overtrædelse:

- Degussa AG, en bøde på 118125000 EUR

- Nippon Soda Company Ltd, en bøde på 9000000 EUR.

Artikel 4

Bøderne skal senest tre måneder fra tidspunktet for meddelelsen af denne beslutning indbetales på følgende konto:

Konto nr. 642-0029000-95 tilhørende Europa-Kommissionen i:

Banco Bilbao Vizcaya Argentaria (BBVA) SA Avenue des Arts/Kunstlaan, 43 B - 1040 Bruxelles/Brussel

SWIFT-kode: BBVABEBB

IBAN-kode: BE76 6420 0290 0095

Efter udløbet af denne frist påløber der automatisk rente svarende til den sats, som anvendes af Den Europæiske Centralbank i dens væsentligste genkøbsforretninger, på den første arbejdsdag i den måned, hvor denne beslutning er vedtaget, forhøjet med 3,5 procentpoint.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til:

Aventis SA 1, Avenue de l'Europe F - 67300 Strasbourg

Aventis Animal Nutrition SA 42, Avenue Aristide Briand F - 92150 Antony

Degussa AG Bennigsenplatz 1 D - 40474 Düsseldorf

Nippon Soda Company Ltd

Shinotemachi Building

2-2-1 Otemachi / Chiyoda-Ku Tokyo 100-8165 ( Japan )

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i henhold til traktatens artikel 256.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. juli 2002.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT 13 af 21.2.1962, s. 204/62.

(2) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

(3) EFT L 354 af 30.12.1998, s. 18.

(4) EFT C 241 af 8.10.2003.

(5) EFT L 395 af 30.12.1989, s. 1.

(6) Sag IV/M.1378, EFT C 254 af 7.9.1999, s. 5.

(7) En skarp parentes efterfulgt af en asterisk betyder, at fortrolige oplysninger er blevet fjernet fra teksten.

(8) [1767].

(9) [1800-1801, 1802-1805, 1806-1809, 1810-1813, 1814-1820].

(10) Sumitomos artikel 11-svar, s. 6 ff.

(11) [1767].

(12) [1614-1615].

(13) [1732].

(14) [1616].

(15) [1767].

(16) Det er muligt, at sondringen ikke har været så tydelig for de øvrige deltagere, som den var for Nippon Soda, idet Degussa fortsatte med at bruge udtrykket "topmøde" hele vejen igennem. Dog synes mødernes orientering og fokus at have ændret sig ved Monsantos (hvis metioninaktiviteter senere blev udskilt i selskabet Novus) opdukken på det europæiske marked i 1988-1989.

(17) [1802-1805].

(18) [1712-1713, 1719].

(19) [1719-1720].

(20) Nippon Sodas udtalelse af 23. februar 2000, s. 4 og 5 [1767-1768].

(21) [1800-1801].

(22) [1800-1801].

(23) Dette er klart en skrivefejl og bør være 1990.

(24) Notatet viser tillige, at kartelmedlemmerne især beskæftigede sig med Monsantos indtrængen på markedet (dokumenter fundet hos Degussa, som indeholder oplysninger om Monsantos salg i tons i 1990 og selskabets vigtigste kunder viser, at kartellet interesserede sig meget for Monsanto, jf. s. [49] og [50-51]). De prøvede flere gange gennem hele kartellets levetid at få Monsanto til at samarbejde.

(25) [1712].

(26) [1768].

(27) [1772-1773].

(28) [1773].

(29) [1782-1799].

(30) [558].

(31) [134-137].

(32) [195].

(33) [136].

(34) [567].

(35) [192-193].

(36) [198].

(37) [190-191].

(38) [187].

(39) [173].

(40) [192-193].

(41) [175-180].

(42) [1806-1809].

(43) [1810-1813].

(44) [1814-1820].

(45) [1914-1820] (s. 5).

(46) [167-172].

(47) [167-172] (s. 4).

(48) Flere gange i ordningernes levetid blev det foreslået, at deltagerne skulle prøve at overtale Novus til at deltage, men dette kom der ikke noget ud af.

(49) [154-158].

(50) [154-158] (sidste side).

(51) [118-121].

(52) [122].

(53) [125-133].

(54) [59].

(55) [105-115].

(56) [105-115] (s. 11).

(57) [80-83].

(58) [97].

(59) [ ]* hos Degussa, som deltog indtil 1991.

(60) [294].

(61) [1776].

(62) [1773, 1745-1754].

(63) [1773].

(64) [1724-1725].

(65) [1724].

(66) [1725].

(67) [1775].

(68) [1726].

(69) Se slutakten til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EFT L 1 af 3.1.1994, s. 3).

(70) I medfør af EØS-aftalens artikel 56, stk. 1, litra b), og, uden at dette anfægter Europa-Kommissionens kompetence i sager, hvor handelen mellem EF-medlemsstater påvirkes, er EFTA-Tilsynsmyndigheden også kompetent i sager, hvor de berørte virksomheders omsætning på EFTA-staternes område udgør 33 % eller mere af deres omsætning på det af EØS-aftalen omfattede område.

(71) Se kapitel 5 nedenfor, "Påvirkning af handelen mellem EF-medlemsstater og mellem de kontraherende parter i EØS-aftalen".

(72) Forenede sager T-305/94 osv., Limburgse Vinyl Maatschappij NV m.fl. mod Kommissionen (PVC II) Sml. 1999 II, s. 931, præmis 715.

(73) Domstolens og Rettens retspraksis vedrørende fortolkningen af udtrykkene "aftaler" og "samordnet praksis" i EF-traktatens artikel 81, jf. nedenfor, er udtryk for principper, der var knæsat før indgåelsen af EØS-aftalen. Den samme retspraksis gælder derfor for disse udtryk, således som disse er anvendt i EØS-aftalens artikel 53. Henvisninger til artikel 81 gælder derfor også som henvisninger til artikel 53.

(74) Sag 48/69, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 619, præmis 64.

(75) Forenede sager 40-48/73 osv., Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1975, s. 1663.

(76) Se også Rettens dom i sag T-7/89, Hercules mod Kommissionen, Sml. 1991 II, s. 1711, præmis 256.

(77) Se Domstolens dom i sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. 1991 I, s. 4287, præmis 158-166.

(78) Rettens dom i sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, præmis 264.

(79) Præmis 696.

(80) Rettens dom i sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, præmis 262-263.

(81) Domstolens dom i sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic, Sml. 1999 I, s. 4125, præmis 83.

(82) Jf. Rettens dom i sag T-25/95 m.fl., Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 491, præmis 2430.

(83) Ifølge Degussas svar på Kommissionens artikel 11-skrivelse fandt dette møde sted i Lissabon den 15.-17.3.1992. Degussa har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen kaldt mødet "Barcelona-mødet" i 1992, men det skulle have været "Lissabon" i stedet for "Barcelona".

(84) Jf. f.eks. Rettens dom i sag T-25/95, Cimenteries CBR mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 491; Rettens dom i sag T-21/99, Dansk Rørindustri A/S mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 1681, præmis 41-49; Rettens dom i sag T-12/89, Solvay & Cie SA mod Kommissionen, Sml. 1992 II, s. 907, præmis 98-99; Rettens dom i sag T-141/89, Tréfileurope mod Kommissionen, Sml. 1995 II, s.791, præmis 85-86.

(85) Rettens dom i sag T-25/95, Cimenteries CBR mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 491, præmis 3927. Jf. tillige Rettens dom i forenede sager T-374/94, T-375/94, T-384/94 og T-388/94, European Night Services mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 3196, præmis 136, hvor Retten har fastslået dette specifikt i forbindelse med prisfastsættelsesaftaler.

(86) Rettens dom i sag T-13/89, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. 1992 II, s. 1021, præmis 304.

(87) Domstolens dom i forenede sager 209-215 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 3125, præmis 170.

(88) Sag 48/69, Imperial Chemical Industries, Sml. 1972, s. 619, præmis 132-133.

(89) Sag 107/82, AEG-Telefunken, Sml. 1983, s. 3151, præmis 50.

(90) Sag T-65/89, BPB Industries, Sml. 1993 II, s. 389, præmis 149. (Appel forkastet ved Domstolens dom i sag C-310/93, Sml. 1995 I, s. 865).

(91) Domstolens dom i sag C-286/98, Stora Kopparbergs Bergslags AB, Sml. 2000 I, s. 9925, præmis 29.

(92) Kommissionens beslutning i polypropylen-sagen (EFT L 230 af 18.8.1986, s. 1, afsnit 96); i PVC-sagen (EFT L 74 af 17.3.1989, s. 1, afsnit 43); og i karton-sagen (EFT L 243 af 19.9.1994, s. 1, afsnit 156). Se tillige sag T-6/89, Enichem Anic SpA mod Kommissionen (polypropylen), Sml. 1991 II, s. 1623, hvilken dom blev stadfæstet af Domstolen i sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni SpA, Sml. 1999 I, s. 4125. Jf. endvidere sag T-327/94, SCA Holdings Ltd mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 1373, hvilken dom blev stadfæstet af Domstolen i sag C-297/98 P, SCA Holdings Ltd, Sml. 2000 I, s. 10101.

(93) Sag T-352/94, Mo och Domsjö AB mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 1989, præmis 87.

(94) Jf. tillige Domstolens dom i sagen Stora Kopparbergs Bergslags AB mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 9925, præmis 37 og 38.

(95) Aventis har i sit svar på klagepunktsmeddelelsen henvist til sin skrivelse af 17. januar 2002 til Kommissionen, hvori Aventis argumenterer for, at AAN og ikke Aventis SA bør være adressat for beslutningen.

(96) I henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde "finder de fællesskabsbestemmelser, som udmønter principperne i EF-traktatens artikel 85 og 86 [nu 81 og 82] [...] tilsvarende anvendelse" (EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6).

(97) EFT C 207 af 18.7.1996, s. 4.

(98) Se betragtning 61 ovenfor.

(99) Kartelmedlemmerne dækkede stort set hele markedet i de første år af kartellets levetid. Efter Monsantos (Novus siden 1991) opdukken på markedet, mistede kartelmedlemmerne efterhånden markedsandele. Omkring det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev bragt til ophør, tegnede deltagerne sig dog stadig for over 60 % af verdensmarkedet og det europæiske marked for metionin.

(100) [1806-1809].

(101) 1 USD = 1,61147 DEM i 1990 (Eurostats officielle vekselkurs).

(102) 1 USD = 1,61147 DEM i 1990 (Eurostats officielle vekselkurs).

(103) 1 USD = 1,61147 DEM i 1990 (Eurostats officielle vekselkurs).

(104) 1 USD = 1,61147 DEM i 1990 (Eurostats officielle vekselkurs).

(105) Sag T-308/94, Sml. 1998 II, s. 925, præmis 230.

(106) Aventis' svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse, s. 14.

(107) Jf. f.eks. betragtning 365 i Kommissionens beslutning i sag COMP/36.545/F3 aminosyrer (EFT L 152 af 7.6.2001, s. 24).

(108) Jf. betragtning 98 ff.

(109) Sag T-308/94, Cascades SA mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 925, præmis 230.

(110) Jf. ovenfor under "adressater".

(111) Nippon Soda opfylder heller ikke betingelsen i afsnit B, punkt a).

(112) Rettens dom af 20. februar 2001 i sag T-112/98, Mannesmann Röhren-Werke AG mod Kommissionen, og Rettens dom i sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 3283, præmis 35.

(113) Domstolens dom i sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 3283, præmis 27.

(114) Rettens dom af 20. februar 2001 i sag T-112/98, Mannesmann Röhren-Werke AG mod Kommissionen, præmis 70, 77-78; Domstolens dom i sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 3283, præmis 37, 38, 40. Se tillige Domstolens dom i sag C-227/92 P, Hoechst AG mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 2859, samt generaladvokat Mischos forslag til afgørelse fremsat den 20. september 2001 i sag C-94/2000, Roquette Frères SA mod Kommissionen, vedrørende Kommissionens beføjelse i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17, der gør det muligt for den at udføre sine opgaver i henhold til EF-traktaten og afdække eventuelle overtrædelser af EF-traktatens artikel 81 eller 82.

(115) Ibid., præmis 78.

Top