Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001R1484

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1484/2001 af 27. juni 2001 om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening

EFT L 196 af 20.7.2001, pp. 1–3 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2002

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2001/1484/oj

32001R1484

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1484/2001 af 27. juni 2001 om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening

EF-Tidende nr. L 196 af 20/07/2001 s. 0001 - 0003


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1484/2001

af 27. juni 2001

om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Anvendelsesperioden for forordning (EØF) nr. 3528/86(4) udløb den 31. december 1996. Nævnte forordning er ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/97(5). De Europæiske Fællesskabers Domstol annullerede i sin dom af 25. februar 1999 i de forenede sager C-164/97 og C-165/97(6) forordning (EF) nr. 307/97, men lod dens virkninger forblive i kraft indtil vedtagelsen af en ny forordning, som træder i stedet for den annullerede forordning. For at garantere retssikkerheden bør gyldigheden af foranstaltninger, der er truffet i medfør af den annullerede forordning, sikres.

(2) Skovene spiller en væsentlig rolle for bevarelsen af den grundlæggende økologiske ligevægt, navnlig ved deres indflydelse på jordbund, vand, klima, fauna og flora. Denne økologiske ligevægt er nødvendig for et bæredygtigt landbrug og forvaltningen af landdistrikterne.

(3) Der bør tages hensyn til, at skovene er vigtige for økosystemerne i Fællesskabets medlemsstater.

(4) Bevarelsen af skovene er vigtig af økonomiske, økologiske og sociale årsager og bidrager bl.a. til at opretholde de sociale forhold for de personer, der arbejder i landbruget og i landdistrikterne.

(5) Fællesskabet og dets medlemsstater har på internationalt plan på tre tværeuropæiske ministerkonferencer om beskyttelse af Europas skove, som blev afholdt henholdsvis i Strasbourg i 1990, i Helsinki i 1993 og i Lissabon i 1998, forpligtet sig til at gennemføre en løbende undersøgelse af skaderne på skovene. Fællesskabsforanstaltningerne i forordning (EØF) nr. 3528/86 bidrager til at opfylde disse forpligtelser.

(6) Resultaterne af de systematiske undersøgelser viser, at der er klare tendenser i den geografiske og tidsmæssige fordeling af skaderne på skovene i hele Fællesskabet.

(7) Medlemsstaterne har oprettet faste observationsområder, hvor der foretages intensiv og permanent overvågning af skovøkosystemerne. Kun ved at videreføre denne overvågning over en længere periode vil det være muligt at få større indsigt i årsagssammenhængen mellem ændringer i skovøkosystemerne og de faktorer, som er afgørende herfor.

(8) Beskadigelsen af skovene som følge af forskellige faktorer, herunder især luftforurening og andre ugunstige meteorologiske forhold, udgør en trussel mod det bæredygtige landbrug og forvaltningen af landdistrikterne.

(9) Som følge heraf vil beskyttelse af skovene mod luftforurening og andre ugunstige meteorologiske forhold bidrage direkte til at nå målene i traktatens artikel 33, stk. 1, litra b).

(10) Aktionen i forordning (EØF) nr. 3528/86 bør derfor forlænges med fem år, således at den løber i 15 år fra den 1. januar 1987.

(11) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 3528/86 bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(7).

(12) I denne forordning fastlægges der for aktionens samlede varighed en finansieringsramme, der udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetbehandling, som omhandlet i punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(8).

(13) Forordning (EØF) nr. 3528/86 bør ændres i overensstemmelse hermed -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EØF) nr. 3528/86 ændres således:

1) Artikel 7, 8 og 9 erstattes af følgende artikel 7 og 8: "Artikel 7

1. Kommissionen bistås af Den Stående Skovbrugskomité (i det følgende benævnt 'komitéen').

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dens artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dens artikel 8.

Fristen i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

4. Komitéen vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 8

1. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning vedtages for så vidt angår de emneområder, der er nævnt nedenfor, efter rådgivningsproceduren i artikel 7, stk. 2:

a) de i artikel 3 omhandlede regelmæssige opgørelser

b) de i artikel 4 omhandlede forsøg og projekter, forud for enhver kommissionsbeslutning om finansiering af nævnte forsøg og projekter

c) udviklingen i den i artikel 5 omhandlede samordning og opfølgning af aktionen

d) fastlæggelse af et program for en samlet udnyttelse af oplysninger vedrørende den foreliggende viden om luftforureningen i skovene og dens virkninger.

Komitéen kan efter samme procedure behandle ethvert andet spørgsmål inden for anvendelsesområdet for denne forordning.

2. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning vedtages for så vidt angår de emneområder, der er nævnt nedenfor, efter forskriftsproceduren i artikel 7, stk. 3:

a) gennemførelsesbestemmelserne til artikel 2, især de bestemmelser, der vedrører indsamlingen, arten, sammenligneligheden samt fremsendelsen af de indsamlede data

b) gennemførelsesbestemmelserne til artikel 3

c) gennemførelsesbestemmelserne og -kriterierne til artikel 4."

2) Artikel 11 affattes således: "Artikel 11

1. Aktionen skal løbe i 15 år fra den 1. januar 1987.

2. Finansieringsrammen for gennemførelsen af aktionen er for perioden 1997-2001 fastsat til 35,1 mio. EUR.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

3. Inden udløbet af den i stk. 1 nævnte periode forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om denne forordnings anvendelse samt et forslag til revision, der navnlig skal indeholde oplysninger om økologiske, økonomiske og sociale aspekter (kvalitativ evaluering) og resultaterne af en costbenefitanalyse (kvantitativ evaluering)."

3) Udtrykket "fremgangsmåden i artikel 7" i artikel 2, stk. 3, i artikel 3, stk. 2, og i artikel 4, stk. 4, ændres til "proceduren i artikel 7, stk. 3".

4) Udtrykket "fremgangsmåden i artikel 8" i artikel 4a, stk. 3, ændres til "proceduren i artikel 7, stk. 2".

Artikel 2

Enhver henvisning til en foranstaltning, der er truffet i medfør af forordning (EF) nr. 307/97, skal betragtes som en henvisning til en foranstaltning, der er truffet i medfør af nærværende forordning, fra datoen for dennes ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 27. juni 2001.

På Europa-Parlamentets vegne

N. Fontaine

Formand

På Rådets vegne

B. Rosengren

Formand

(1) EFT C 307 E af 26.10.1999, s. 32, og

EFT C 96 E af 27.3.2001, s. 362.

(2) EFT C 51 af 23.2.2000, s. 24.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 6.7.2000 (EFT C 121 af 24.4.2001, s. 176), Rådets fælles holdning af 26.2.2001 (EFT C 97 af 27.3.2001, s. 1) og Europa-Parlamentets afgørelse af 13.6.2001.

(4) EFT L 326 af 21.11.1986, s. 2. Senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2157/92 (EFT L 217 af 31.7.1992, s. 1).

(5) EFT L 51 af 21.2.1997, s. 9.

(6) Sml. 1999 I, s. 1139.

(7) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(8) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

Top