EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000H0053

2000/53/EF: Kommissionens henstilling af 21. december 1999 til medlemsstaterne og erhvervslivet om sikre og effektive informations- og kommunikationssystemer: europæiske principper for brugergrænseflader (meddelt under nummer K(1999) 4786) (EØS-relevant tekst)

EFT L 19 af 25.1.2000, p. 64–68 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2000/53/oj

32000H0053

2000/53/EF: Kommissionens henstilling af 21. december 1999 til medlemsstaterne og erhvervslivet om sikre og effektive informations- og kommunikationssystemer: europæiske principper for brugergrænseflader (meddelt under nummer K(1999) 4786) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 019 af 25/01/2000 s. 0064 - 0068


KOMMISSIONENS HENSTILLING

af 21. december 1999

til medlemsstaterne og erhvervslivet om sikre og effektive informations- og kommunikationssystemer: europæiske principper for brugergrænseflader

(meddelt under nummer K(1999) 4786)

(EØS-relevant tekst)

(2000/53/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særligt artikel 211, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Betydningen af en sikkerhedsmæssigt forsvarlig brugergrænseflade for køretøjsmonterede informations- og kommunikationssystemer er blevet understreget i flere resolutioner, konklusioner, beslutninger og udtalelser fra flere europæiske institutioner, f.eks. i Rådets konklusioner af 17. juni 1997, Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 1998 og Regionsudvalgets udtalelse af 14. maj 1998(1) om Kommissionens meddelelse KOM(97) 223 af 20. maj 1997 om en fællesskabsstrategi og ramme for udbygning af vejtelematik i Europa og forslag til indledende foranstaltninger, Rådets resolution af 17. juni 1997(2) om anvendelse af vejtransporttelematik, navnlig om elektronisk betalingsopkrævning;

(2) grundlag for forbrugerbeskyttelse foreligger i Rådets direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed(3) og i Rådets resolution af 17. december 1998 om brugsanvisninger for tekniske forbrugsgoder(4), men er ikke specifikke nok specielt ikke i det aktuelle område;

(3) køretøjsmonterede telematikapparater vil i nær fremtid påvirke vejtrafikken stærkt og blive til stor hjælp for bilisterne forudsat at bilisten ikke distraheres, forstyrres eller overbelastes af kommunikationsprocessen og/eller af de informationer, som de ekstra apparater tilbyder;

(4) de muligheder, der åbner sig på markedet for industrien og for tjenesteudbydere, bør ikke hæmmes unødigt, og udviklingen af fremtidige, innovative informations- og kommunikationsteknologiske produkter til anvendelse i biler bør stimuleres;

(5) der bør opstilles principper som markedets relevante partnere bør følge på frivillig basis;

(6) det er nødvendigt at fastlægge generelle sikkerhedskrav for produkter for at fjerne handelshindringer på det indre marked;

(7) en europæisk principerklæring om brugergrænseflader til køretøjsmonterede informations- og kommunikationssystemer er væsentlig for at maksimere sikkerhedspotentialet; denne principerklæring bør tage hensyn til tidligere arbejde udført i andre internationale organisationers regi såsom den europæiske transportministerkonference og De Forenede Nationer;

(8) Kommissionen fortsætter arbejdet med at udbygge principperne, beskrive hvert enkelt af dem mere detaljeret, redegøre for deres formål og illustrere med gode og dårlige eksempler, hvor det er nødvendigt; den vil desuden, hvor det er muligt, arbejde videre med procedurerne for verifikation af dem;

(9) Kommissionens tjenestegrene vil indsamle oplysninger fra medlemsstaterne om, hvilke skridt der tages, og om evalueringsresultaterne med hensyn til industriens efterlevelse af principperne, samt om nødvendigt iværksætte yderligere undersøgelser;

(10) efter en periode på to år vil Kommissionen, afhængigt af hvordan det går med at følge principerklæringen om brugergrænsefladen til køretøjsmonterede informations- og kommunikationssystemer, overveje om det er nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger, f.eks. om direktiv 92/53/EØF af 18. juni 1992 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil(5) og skal tilpasses, eller om der skal indføres et supplerende direktiv på grundlag af CEN/ISO-standarder;

(11) de ovennævnte krav kan ikke opfyldes på nationalt plan -

FREMSAT FØLGENDE HENSTILLING:

1. Den europæiske motorfremstillings- og underleverandørsektor, som leverer og/eller indbygger og/eller udtænker køretøjsmonterede informations- og kommunikationssystemer - både producenter af originaludstyr og producenter af udstyr til eftermontering, herunder importører - bør følge principerklæringen og opfordres til at indgå en frivillig aftale om dette emne. Principerklæringen sammenfatter en række væsentlige sikkerhedsforhold, som skal tages i betragtning ved udformningen af køretøjsmonterede informations- og kommunikationssystemers brugergrænseflade; den omfatter alle sådanne systemer, som tænkes anvendt af føreren under kørsel. I denne forbindelse tager principperne udgangspunkt i det synspunkt, at førerens primære opgave er at styre køretøjet sikkert gennem et komplekst og dynamisk trafikmiljø.

Principperne gælder

- uanset om systemet har direkte tilknytning til kørselsopgaven eller ikke

- for både bærbare og fast monterede systemer, f.eks. telefoner

- for både producenter af originaludstyr og leverandører af eftermonteret udstyr, herunder importører, og for alle typer af vejkøretøjer på fællesskabets marked.

2. Medlemsstaterne opfordres til opfordre industrien til at følge principerklæringen og til at undersøge at erhvervslivet, ikke mindst leverandører af eftermonterede systemer, efterlever disse principper.

3. Medlemsstaterne bør senest tolv måneder efter offentliggørelsen af henstillingen underrette Kommissionen om, hvilke skridt de og deres industri har taget, og leverer evalueringsresultater senest 24 måneder efter offentliggørelsen, om erhvervslivets efterlevelse af principperne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 1999.

På Kommissionens vegne

Erkki LIIKANEN

Medlem af Kommissionen

(1) Regionsudvalget, 256/97, 14. maj 1998.

(2) EFT C 194 af 25.6.1997, s. 5.

(3) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 24.

(4) EFT C 411 af 31.12.1998, s. 1.

(5) EFT L 225 af 10.8.1992, s. 1.

BILAG

PRINCIPERKLÆRING OM BRUGERGRÆNSEFLADER TIL KØRETØJSMONTEREDE INFORMATIONS- OG KOMMUNIKATIONSSYSTEMER

1. Definition og mål:

Denne principerklæring sammenfatter en række væsentlige sikkerhedsforhold, som skal tages i betragtning ved udformningen af køretøjsmonterede informations- og kommunikationssystemers brugergrænseflade.

Den vil i særlig grad være nyttig for fabrikanter under overvejelserne vedrørende sikkerhedsforhold ved udformning af brugergrænseflader. Forhold vedrørende udformning og installation er hovedemnet for denne principerklæring, som derfor er relevant for følgende vigtige spørgsmål:

- Hvordan bør informations- og kommunikationssystemer udformes og placeres, så de er forenelige med kørselsopgaverne?

- Hvordan præsenteres oplysningerne, så de ikke hæmmer førernes opmærksomhed på trafikken?

- Hvordan konstrueres systemsamspillet, så føreren beholder sikker kontrol over køretøjet, føler sig tryg ved systemet og er klar til at reagere på uventede situationer?

For ikke at skabe unødige hindringer eller begrænsninger for udvikling af nye produkter er principerklæringen hovedsagelig formuleret som mål, der bør nås ved udformningen af brugergrænseflader.

2. Anvendelsesområde:

Principerklæringen handler om informations- og kommunikationssystemer, som tænkes benyttet af føreren af en bil under kørslen. I denne forbindelse tages der hensyn til, at førerens primære opgave er at styre køretøjet sikkert gennem et dynamisk og komplekst trafikmiljø.

I denne principerklæring forstås ved "systemet" de funktioner og dele, som f.eks. visningspaneler og betjeningsorganer, som udgør grænse- og samspilsfladen mellem systemet og føreren.

Principperne er udformet med henblik på enkeltsystemers konstruktion og installation. Når der er flere systemer i en bil, bør de fremstå som en integreret førergrænseflade, hvis samlede installation også følger principperne.

Hovedemnerne for principerklæringen er: samlet udformning, installation, præsentation af oplysninger, samspil med visningspanel og betjeningsorganer, systemadfærd og information om systemet.

Principerklæringen omfatter ikke andre forhold ved informations- og kommunikationssystemer end dem, der vedrører brugergrænsefladen, f.eks. elektriske egenskaber, materialeegenskaber, systemydeevne eller juridiske forhold.

3. Eksisterende bestemmelser:

Denne principerklæring er ingen erstatning for regler og normer, som fabrikanterne altid skal respektere og følge.

- Bl.a. gælder følgende EF-direktiver med senere ændringer:

- om førerens synsfelt i motordrevne køretøjer:

Kommissionens direktiv 90/630/EØF af 30. oktober 1990(1)

- om motordrevne køretøjers indre indretning (kabinens indre, bortset fra indvendige førerspejle, betjeningsorganernes udformning, tag eller skydetag, ryglæn og sædebagsider):

Rådets direktiv 74/60/EØF af 17. december 1973(2)

- om bilers indre indretning (identificering af betjeningsorganer, kontrollamper og indikatorer):

Rådets direktiv 78/316/EØF af 21. december 1977(3)

- Rådets resolution af 17. december 1998 om brugsanvisninger for tekniske forbrugsgoder(4)

- Rådets direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed(5)

- De regulativer fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE), som Fællesskabet har anerkendt efter sin nylige tiltrædelse af den reviderede overenskomst af 1958

- Følgende standarder og stnadardiseringsdokumenter under forberedelse, der implicit henvises til i principperne:

- ISO 4513 Road Vehicles - Visibility. Method for Establishment of Eyellipse for Drivers' Eye Location

- ISO 2575 Road Vehicles - Symbols for Controls, Indicators and Tell-tales

- ISO 4040 Road Vehicles - Location of Hand Controls, Indicators and Tell-tales

- ISO 3958 Road Vehicles - Passenger Car Diver Hand Control Reach

- ISO (DIS) 15005 Road Vehicles - Traffic Information and Control Systems (TICS) Dialogue Management Principles

- ISO (DIS) 15006 Road Vehicles - Traffic Information and Control Systems (TICS) Auditory Presentation of Information

- ISO (DIS) 15008 Road Vehicles - Traffic Information and Control Systems (TICS) Ergonomic aspects of In-Vehicle Information Presentation

- ISO (DIS) 11429 Ergonomics - System Danger and non Danger Signals with Sounds and Lights.

Alle standarder revideres med mellemrum, og brugerne af denne principerklæring bør anvende de seneste udgaver af de her anførte standarder.

I almindelighed vil det være klart, hvem af parterne blandt fabrikanter, leverandører og installatører der har ansvaret for at principperne følges. I tilfælde hvor ansvaret påhviler flere parter, opfordres disse til at anvende principperne som udgangspunkt for en udtrykkelig bekræftelse af, hvordan opgaverne fordeles.

Førerens ansvar for sikkerhedsmæssigt forsvarlig adfærd under kørsel og anvendelse af systemerne ændres der ikke ved.

4. Udformning af helheden:

Systemet bør udformes, så det støtter føreren og bør ikke give anledning til potentiel farlig adfærd hos føreren eller andre trafikanter.

Systemet bør udformes således, at føreren ikke må rette en større del af sin opmærksomhed mod dets visningspaneler eller betjeningsorganer, end hvad der er foreneligt med kørselssituationens krav om opmærksomhed.

Systemet bør ikke udformes, så det distraherer eller byder på visuel underholdning for føreren.

5. Installation:

Systemet bør placeres og installeres i overensstemmelse med relevante reglementer, standarder og fabrikantinstruktioner om installation af systemet i køretøjer.

Ingen del af systemet bør hindre førerens udsyn over trafikmiljøet.

Systemet bør ikke komme i vejen for de betjeningsorganer og visningspaneler i køretøjet, som der er brug for til den primære kørselsopgave.

Visningspaneler bør placeres tættest muligt på førerens normale synsretning.

Visningspaneler bør udformes og installeres, så skarpt lys og reflekser undgås.

6. Præsentation af oplysninger:

Visuelt præsenterede oplysninger bør kunne opfanges af føreren med nogle få øjekast, som er kortvarige nok til, at det ikke påvirker kørslen negativt.

Internationalt vedtagne standarder for læsbarhed, hørbarhed, ikoner, symboler, ord, akronymer og forkortelser bør følges, hvor de foreligger.

Oplysninger, der er relevante for kørslen, bør være korrekte og præcise og fremkomme i rette tid.

Systemet bør ikke give oplysninger, som kan give anledning til potentiel farlig adfærd hos føreren eller andre trafikanter.

Systemet bør ikke fremkalde uregulerbare lydniveauer, som kan maskere advarselssignaler, der afgives i eller uden for køretøjet.

7. Samspil med visningspaneler og betjeningsorganer:

Føreren bør altid kunne holde mindst én hånd på rattet under betjening af systemet.

Talebaserede kommunikationssystemer bør rumme mulighed for håndfri tale og lytning.

Systemet bør ikke kræve, at der udføres lange sammenhængende serier af betjeningsmanøvrer.

Systemets betjeningsorganer bør være udformet således, at de kan betjenes, uden at det påvirker kørslen negativt.

Føreren bør kunne regulere tempoet i samspillet med systemet.

Systemet bør ikke kræve, at føreren reagerer inden for et bestemt tidsrum, når han indfører data i systemet.

Føreren bør kunne genoptage en afbrudt serie af betjeningsmanøvrer på det punkt, hvor serien blev afbrudt eller på et andet logisk punkt.

Føreren bør kunne regulere volumen på lydinformation, når der er sandsynlighed for distraktion eller irritation.

Systemets reaktioner (tilbagemeldinger eller bekræftelser) på data, som føreren har indført i systemet, skal komme uden forsinkelse og være lette at opfatte.

Systemer, der kan levere bevægelig visuel information, som ikke er sikkerhedsrelevant, bør kunne indstilles, så sådanne oplysninger ikke leveres til føreren.

8. Systemadfærd:

Visuel information, der ikke er relevant for kørslen, og som vil kunne distrahere føreren betydeligt (f.eks. tv, video og automatisk rullende billeder og tekst), bør kunne slås fra eller kun præsenteres på en sådan måde, at føreren ikke kan se dem under kørslen.

Et systems tilstedeværelse, funktion eller anvendelse bør ikke påvirke visningspaneler eller betjeningsorganer, som benyttes ved de primære kørselsopgaver eller på anden måde har betydning for trafiksikkerheden.

Systemfunktioner, der ikke forudsættes benyttet af føreren under kørslen, bør det gøres umuligt at betjene, når bilen kører, eller der bør der være tydelige advarsler mod utilsigtet brug.

Føreren bør informeres om systemets aktuelle tilstand og eventuelle fejlfunktioner, som kan tænkes at påvirke sikkerheden.

Selvom systemet svigter helt eller delvis, skal bilen stadig kunne styres, eller i det mindste bringes sikkerhedsmæssigt forsvarligt til standsning.

9. Oplysninger om systemet:

Systemet bør rumme tilstrækkelige anvisninger til føreren om brug samt relevante oplysninger om installation og vedligeholdelse.

Anvisningerne bør være korrekte og enkle.

Anvisningerne bør foreligge på sprog og i former, som føreren forstår.

Anvisningerne bør tydeligt skelne mellem de dele af systemet, der er beregnet til at blive benyttet af føreren under kørslen, og de dele (særlige funktioner, menuer osv.) der ikke er beregnet til at blive benyttet under kørslen.

Alle produktoplysninger bør være udformet således, at de beskriver systemets funktioner korrekt og præcist.

Produktinformation bør gør det klart, om der kræves særlige færdigheder til at benytte systemet, eller om produktet er uegnet til bestemte brugere.

Fremstillinger af systemet i brug (f.eks. beskrivelser, fotografier og tegninger) bør hverken skabe urealistiske forventninger hos potentielle brugere eller tilskynde til sikkerhedsmæssigt uforsvarlig eller ulovlig brug.

(1) EFT L 341 af 6.12.1990, s. 20.

(2) EFT L 38 af 11.2.1974, s. 2.

(3) EFT L 81 af 28.3.1978, s. 3.

(4) EFT C 411 af 31.12.1998, s. 24.

(5) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 24.

Top