Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000H0043

    2000/43/EF: Kommissionens henstilling af 17. december 1999 om et samordnet EF-overvågningsprogram for 2000 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på korn og vegetabilske produkter, herunder frugt og grøntsager (meddelt under nummer K(1999) 4491) (EØS-relevant tekst)

    EFT L 14 af 20.1.2000, p. 36–41 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2000/43/oj

    32000H0043

    2000/43/EF: Kommissionens henstilling af 17. december 1999 om et samordnet EF-overvågningsprogram for 2000 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på korn og vegetabilske produkter, herunder frugt og grøntsager (meddelt under nummer K(1999) 4491) (EØS-relevant tekst)

    EF-Tidende nr. L 014 af 20/01/2000 s. 0036 - 0041


    KOMMISSIONENS HENSTILLING

    af 17. december 1999

    om et samordnet EF-overvågningsprogram for 2000 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på korn og vegetabilske produkter, herunder frugt og grøntsager

    (meddelt under nummer K(1999) 4491)

    (EØS-relevant tekst)

    (2000/43/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    som henviser til Rådets direktiv 86/362/EØF af 24. juli 1986 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester i og på korn(1), senest ændret ved direktiv 1999/71/EF(2), særlig artikel 7, stk. 2, litra b),

    som henviser til Rådets direktiv 90/642/EØF af 27. november 1990 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester på og i visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grønsager(3), senest ændret ved direktiv 1999/71/EF, særlig artikel 4, stk. 2, litra b), og

    som tager følgende i betragtning:

    (1) I henhold til artikel 7, stk. 2, litra b), i direktiv 86/362/EØF og artikel 4, stk. 2, litra b), i direktiv 90/642/EØF skal Kommissionen hvert år inden den 31. december forelægge Den Stående Komité for Plantesundhed en henstilling om tilrettelæggelse af et samordnet EF-overvågningsprogram for at sikre overholdelse af de maksimalgrænseværdier for pesticidrester, der er opført i bilag II til nævnte direktiver;

    (2) Kommissionen bør hvert år rette henstilling om et overvågningsprogram; Kommissionens og medlemsstaternes erfaring med at udarbejde, gennemføre og skrive rapport om de tre tidligere årlige samordnede overvågningsprogrammer viser, at flerårige programmer er mest effektive og praktiske; i denne henstilling bør der lægges en rammeplan for fremtidige programmer;

    (3) Kommissionen bør gradvis arbejde hen imod et system, der gør det muligt at anslå den faktiske eksponering for pesticider gennem føden, som anført i artikel 7, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 86/362/EØF og artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 90/642/EØF; for at gøre det lettere at undersøge, om det kan lade sig gøre at foretage sådanne skøn, bør der fremskaffes data om overvågning af pesticidrester i en række fødevarer, der udgør væsentlige bestanddele i kosten i EF; på grundlag af de ressourcer, der er til rådighed i medlemsstaterne til overvågning af pesticidrester, kan medlemsstaterne kun analysere prøver af 4-5 produkter hvert år i forbindelse med et koordineret overvågningsprogram; hvert pesticid bør generelt overvåges i 20 fødevarer i en række 5-års cyklusser;

    (4) på grundlag af den anbefalede overvågning af restkoncentrationer i 2000 vil det kunne undersøges, om det kan lade sig gøre at anvende data om pesticiderne acephat, benomylgruppen, chlorpyriphos, iprodion og methamidophos til at anslå den faktiske eksponering gennem føden, da disse forbindelser (identificeret som gruppe A i bilag IA) allerede er blevet overvåget i perioden fra 1996 til 1999;

    (5) på grundlag af den anbefalede overvågning af restkoncentrationer i 2000 og 2001 vil det kunne undersøges, om det kan lade sig gøre at anvende data om pesticiderne diazinon, metalaxyl, methidathion, thiabendazol og triazophos til at anslå den faktiske eksponering gennem føden, da disse forbindelser (identificeret som gruppe B i bilag IA) allerede er blevet overvåget i perioden fra 1997 til 1999;

    (6) på grundlag af den anbefalede overvågning af restkoncentrationer i 2000, 2001 og 2002 vil det kunne undersøges, om det kan lade sig gøre at anvende data om pesticiderne chlorpyriphos-methyl, deltamethrin, endosulfan, imazalil, lambda-cyhalothrin, manebgruppen, mecarbam, permethrin, pirimiphos-methyl og vinclozolin til at anslå den faktiske eksponering gennem føden, da disse forbindelser (identificeret som gruppe C i bilag IA) allerede er blevet overvåget i 1998 og 1999;

    (7) det er nødvendigt at anvende en systematisk statistisk metode til at fastsætte antallet af prøver, der skal tages i forbindelse med den særlige samordnede foranstaltning; en sådan metode er beskrevet af Codex Alimentarius-kommissionen(4); på grundlag af en binomial sandsynlighedsfordeling kan det beregnes, at undersøgelse af et samlet antal prøver på 459 giver 99 % sikkerhed for at opdage en prøve, der indeholder pesticidrester over detektionsgrænsen, hvis 1 % af de vegetabilske produkter indeholder restkoncentrationer over detektionsgrænsen; det samlede antal prøver, som hver medlemsstat skal tage, bør fordeles på grundlag af befolkningens størrelse og antallet af forbrugere, idet der mindst skal tages tolv prøver pr. produkt om året, jf. bilag IB;

    (8) eksperter fra medlemsstaterne drøftede udkast til retningslinjer for kvalitetskontrolprocedurer for analyse af pesticidrester, jf. bilag II(5) til henstillingen vedrørende kontrol i 1999, i Oeiras i Portugal den 15.-16. september 1997, og de blev drøftet og taget ad notam i undergruppen vedrørende pesticidrester under arbejdsgruppen vedrørende plantesundhed den 20.-21. november 1997; der er enighed om, at udkastet til retningslinjer så vidt muligt bør gennemføres af medlemsstaternes analyselaboratorier og revideres i lyset af erfaringen;

    (9) i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a), i direktiv 90/642/EØF skal medlemsstaterne angive, hvilke kriterier de har lagt til grund for udarbejdelsen af de nationale overvågningsprogrammer, når de sender Kommissionen oplysninger om det foregående års gennemførelse af dem; det bør også oplyses, hvilke kriterier der er lagt til grund for fastsættelsen af antallet af prøver og analyser, hvilke indberetningsniveauer der anvendes, og efter hvilke kriterier de er fastsat; der bør gives nærmere oplysninger om godkendelse af analyselaboratorier i henhold til direktiv 93/99/EØF af 29. oktober 1993 om supplerende bestemmelser vedrørende offentlig kontrol med levnedsmidler(6);

    (10) oplysninger om overvågningsprogrammernes resultater er yderst velegnede til elektronisk databehandling, -lagring og -transmission: Kommissionen kan sende medlemsstaterne disketter med den ønskede formatering; medlemsstaterne skulle derfor kunne sende deres rapporter til Kommissionen i standardformat; det er mest effektivt, hvis Kommissionen udarbejder retningslinjer for videre udvikling af en sådan standardformatering;

    (11) de i denne henstilling fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

    HENSTILLER TIL MEDLEMSSTATERNE:

    1. At tage stikprøver og foretage analyser af de produkt/pesticid-kombinationer, der er fastsat i bilag IA, på grundlag af det antal stikprøver, som hver medlemsstat har fået tildelt for hvert produkt, jf. bilag IB, idet der eventuelt tages hensyn til den andel, som medlemsstaten selv, EF og tredjelande har af det nationale marked; for mindst et pesticid, der eventuelt udgør en akut risiko, udføres der for et af produkterne en individuel analyse af emnerne i den sammensatte prøve: der udtages to prøver af et passende antal emner, fortrinsvis fra den samme producent; hvis der i den første sammensatte prøve påvises indhold af pesticidet, skal den anden prøve analyseres individuelt; i 2000 undersøges kombinationen agurker/methamidophos og/eller pærer/chlormequat;

    2. senest den 31. august 2001 at indberette resultaterne for den del af den særlige foranstaltning, der er fordelt for 2000 i bilag IA, med oplysning om, hvilke analysemetoder der er anvendt og hvilke indberetningsniveauer der er fastsat, i henhold til kvalitetskontrolprocedurerne for analyse af pesticidrester(7), i et format som vist i dokumentet vedrørende vejledning af medlemsstaterne i gennemførelsen af Kommissionens henstillinger om samordnede EF-overvågningsprogrammer(8);

    3. senest den 31. august 2000 at sende Kommissionen og de øvrige medlemsstater alle de oplysninger, der kræves i artikel 7, stk. 3, i direktiv 86/362/EØF og artikel 4, stk. 3, i direktiv 90/642/EØF, om 1999-overvågningen for i hvert fald ved stikprøvekontrol at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne, herunder:

    3.1 resultaterne af deres nationale programmer for pesticider, der står i bilag II til direktiv 86/362/EØF og direktiv 90/642/EØF, i forhold til harmoniserede værdier, og hvis der endnu ikke er fastsat nogen på EF-niveau, i forhold til de nationale værdier;

    3.2 oplysninger om deres laboratoriers kvalitetskontrolprocedurer og især oplysninger om aspekter ved retningslinjerne for kvalitetskontrolprocedurer for analyse af pesticidrester, som de ikke har kunnet anvende eller har haft vanskeligt ved at anvende;

    3.3 oplysninger om godkendelse af analyselaboratorierne i henhold til artikel 3 i direktiv 93/99/EØF (herunder godkendelsestype, godkendelsesorgan og kopi af godkendelsen).

    Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 1999.

    På Kommissionens vegne

    David BYRNE

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 221 af 7.8.1986, s. 37.

    (2) EFT L 194 af 27.7.1999, s. 36.

    (3) EFT L 350 af 14.12.1990, s. 71.

    (4) Codex Alimentarius, Pesticide Residues in Foodstuffs, Rom 1994, ISBN 92-5-203271-1; bind 2, side 372.

    (5) EFT L 128 af 21.5.1999, s. 30, tidligere offentliggjort i Kommissionens dokument VI/7826/97.

    (6) EFT L 290 af 24.11.1993, s. 14.

    (7) EFT L 128 af 21.5.1999, s. 30.

    (8) EFT L 128 af 21.5.1999, s. 48.

    BILAG IA

    Pesticid/produkt-kombinationer, der skal overvåges i forbindelse med den særlige foranstaltning, der er nævnt i punkt 1 i henstillingen

    >TABELPOSITION>

    BILAG IB

    Antal prøver, som hver medlemsstat skal tage af hvert produkt i det samordnede EF-overvågningsprogram for 2000

    >TABELPOSITION>

    Top