Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000D0137

2000/137/EF: Kommissionens afgørelse af 17. februar 2000 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i Kroatien og Ukraine (meddelt under nummer K(2000) 2712)

EFT L 46 af 18.2.2000, pp. 34–35 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 17/02/2005; ophævet ved 32005D0132

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/137/oj

32000D0137

2000/137/EF: Kommissionens afgørelse af 17. februar 2000 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i Kroatien og Ukraine (meddelt under nummer K(2000) 2712)

EF-Tidende nr. L 046 af 18/02/2000 s. 0034 - 0035


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 17. februar 2000

om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i Kroatien og Ukraine

(meddelt under nummer K(2000) 2712)

(2000/137/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 905/98(2), særlig artikel 8, stk. 1,

efter konsultation i Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved forordning (EF) nr. 1802/1999(3) indførte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i Kroatien og Ukraine.

(2) Efter at de midlertidige antidumpingforanstaltninger var truffet, videreførte Kommissionen undersøgelsen af dumping, skade og Fællesskabets interesser. De endelige resultater og konklusioner af undersøgelsen fremgår af Rådets forordning (EF) nr. 348/2000(4) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør med oprindelse i Kroatien og Ukraine.

(3) Undersøgelsen bekræftede de midlertidige undersøgelsesresultater vedrørende skadelig dumping som følge af importen med oprindelse i Kroatien og Ukraine.

(4) Efter at de midlertidige antidumpingforanstaltninger var truffet, afgav den eksporterende producent i Kroatien og de eksporterende producenter i Ukraine i samarbejde med de ukrainske myndigheder pristilsagn i henhold til artikel 8, stk. 1, i grundforordningen.

(5) Ifølge disse tilsagn vil de pågældende eksporterende producenter til deres uafhængige kunder sælge op til en bestemt mængde af den pågældende vare med henblik på eksport til Fællesskabet til reviderede priser. Desuden har de afgivet tilsagn om at påse, at deres priser inden for hver varegruppe stemmer overens med den prisstruktur, der er fremherskende i Fællesskabet.

(6) For at sikre, at importmængden til reviderede priser ikke overstiger den mængde, der er fastsat i hvert enkelt tilsagn, gøres undtagelsen betinget af, at der forelægges Fællesskabets toldmyndigheder et gyldigt originalt produktionscertifikat udstedt i overensstemmelse med de specifikationer, der er fastsat i Rådets forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold.

(7) For Ukraines vedkommende er det tilsagn, der er afgivet af de ukrainske eksporterende producenter, et fælles tilsagn, som afspejler Ukraines status som land uden markedsøkonomi, og det underbygges med tilsagn fra de ukrainske myndigheders side om passende overvågning, navnlig hvad angår den mængde, der er undtaget fra antidumpingtold.

(8) Efter omhyggeligt at have gennemgået de ovennævnte forslag finder Kommissionen det godtgjort, at dumpingens skadelige virkninger, dersom forslagene godtages, vil blive udlignet ved hjælp af følgende to faktorer: først et pristilsagn op til en årlig mængdemæssig tærskel og dernæst en værditold på resten.

(9) Desuden drages der den konklusion af de eksporterende producenters og de ukrainske myndigheders tilsagn om regelmæssigt at afgive detaljerede salgsoplysninger til Kommissionen og undlade at indgå direkte eller indirekte kompenserende aftaler med deres kunder i Fællesskabet, at overholdelsen af tilsagnene effektivt kan overvåges af Kommissionen.

(10) På baggrund af de ovennævnte forhold anses tilsagnene fra den eksporterende producent i Kroatien og de eksporterende producenter i Ukraine for acceptable, og undersøgelsen kan derfor afsluttes for de pågældende eksporterende producenters vedkommende.

(11) Hvis tilsagnet misligholdes eller trækkes tilbage, eller hvis der er grund til at antage, at tilsagnet er misligholdt, kan der indføres en midlertidigt eller endelig antidumpingtold i henhold til artikel 8, stk. 9 og 10, i grundforordningen -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

De tilsagn, som de nedenfor anførte producenter har afgivet inden for rammerne af antidumpingproceduren vedrørende importen af sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i Kroatien og Ukraine, godtages.

>TABELPOSITION>

Artikel 2

Undersøgelsen vedrørende den i artikel 1 omhandlede antidumpingprocedure afsluttes, for så vidt angår de parter, der er nævnt i den pågældende artikel.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 2000.

På Kommissionens vegne

Pascal LAMY

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(2) EFT L 128 af 30.4.1998, s. 18.

(3) EFT L 218 af 18.8.1999, s. 3.

(4) EFT L 45 af 17.2.2000, s. 1.

Top