31998Y1210(01)

Meddelelse fra Kommissionen om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne (98/C 384/03) (EØS-relevant tekst)

Indledning

1. Efter en bred drøftelse af behovet for en samordnet indsats på EF-plan for at bekæmpe skadelig skattekonkurrence vedtog Rådet (økonomi og finans) den 1 december 1997 en række konklusioner og gav sin tilslutning til en resolution om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (1) (herefter benævnt »adfærdskodeks«). Ved denne lejlighed forpligtede Kommissionen sig til at udarbejde retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 92 og 93 på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne og til »omhyggeligt at påse, at statsstøttereglerne anvendes strengt på sådan støtte«. Adfærdskodeksen skal øge gennemsigtigheden på beskatningsområdet ved at indføre en ordning for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og for vurdering af skattemæssige foranstaltninger, som kunne falde ind under kodeksens anvendelsesområde. De mekanismer, der er indbygget i traktatens statsstøtteregler, vil på deres side ligeledes bidrage til at bekæmpe skadelig skattekonkurrence.

2. Kommissionens forpligtelser med hensyn til statsstøtte af skattemæssig art indgår i bestræbelserne på at opfylde en mere overordnet målsætning om at præcisere og styrke statsstøttereglernes anvendelse for at mindske konkurrencefordrejningerne i det indre marked. Princippet om uforenelighed med fællesmarkedet og de undtagelsesbestemmelser, som reglerne omfatter, finder anvendelse på støtte, der ydes »under enhver tænkelig form«, herunder visse skatteforanstaltninger. Det er imidlertid nødvendigt for skatteforanstaltningers vedkommende at præcisere, hvad der i traktatens artikel 92, stk. 1, forstås ved støtte, hvilket er formålet med denne meddelelse. Sådanne præciseringer er af stor betydning, navnlig i betragtning af de proceduremæssige forpligtelser, når der er tale om støtte, og konsekvenserne i tilfælde af medlemsstaternes overtrædelse af disse forpligtelser.

3. Efter indførelsen af det indre marked og liberaliseringen af kapitalbevægelserne har det tillige vist sig nødvendigt at undersøge de specifikke virkninger af skattemæssig støtte og kortlægge konsekvenserne i forbindelse med undersøgelsen af deres forenelighed med fællesmarkedet (2). Oprettelsen af Den Økonomiske og Monetære Union og de dermed nødvendige bestræbelser på at konsolidere de nationale finanser skærper behovet for streng kontrol med statsstøtte af enhver form. De nye rammer kræver endvidere, at Kommissionen af hensyn til den fælles interesse er opmærksom på den betydelige indvirkning, som visse former for skattemæssig støtte har for skatteprovenuet i andre medlemsstater.

4. Ud over målsætningen om at gøre Kommissionens beslutninger så gennemsigtige og forudsigelige som muligt er sigtet med meddelelsen også at sikre sammenhængende og lige behandling af medlemsstaterne. Kommissionen har nemlig til hensigt, som det også er nævnt i adfærdskodeksen i hvert enkelt tilfælde, at vurdere eller revurdere de gældende skatteordninger i medlemsstaterne på baggrund af denne meddelelse.

A. EF's aktionsmuligheder

5. Traktaten giver EF en række aktionsmuligheder for at fjerne forskellige former for fordrejninger, som er til skade for et velfungerende fællesmarked. Det er derfor vigtigt at skelne mellem disse former for fordrejninger.

6. Visse almindelige skatteforanstaltninger kan udgøre en hindring for et velfungerende indre marked. For sådanne foranstaltningers vedkommende giver traktaten på den ene side mulighed for at harmonisere medlemsstaternes fiskale bestemmelser på grundlag af artikel 100 (direktiver vedtaget af Rådet med enstemmighed). På den anden side kan visse forskelle mellem gældende eller påtænkte almindelige bestemmelser i medlemsstaterne forvanske konkurrencevilkårene og fremkalde fordrejninger, som bør fjernes på grundlag af artikel 101 og 102 (samråd mellem Kommissionen og de berørte medlemsstater, og i givet fald direktiver vedtaget af Rådet med kvalificeret flertal).

7. Fordrejninger af konkurrencevilkårene foranlediget af statsstøtte skal forhåndsgodkendes af Kommissionen efter en procedure, der i sidste instans kontrolleres af EF-Domstolen og Førsteinstansretten. Sådanne støtteforanstaltninger er i henhold til artikel 93, stk. 3, underlagt en procedure med obligatorisk anmeldelse til Kommissionen. Medlemsstaterne må ikke gennemføre deres påtænkte støtteforanstaltninger, uden at afvente Kommissionens godkendelse. Kommissionen undersøger støtteforanstaltningernes forenelighed med fællesmarkedet, ikke på grundlag af den form, de antager, men på grundlag af deres virkninger. Kommissionen kan beslutte, at den pågældende medlemsstat skal ændre eller ophæve en støtteforanstaltning, som Kommissionen finder er uforenelig med fællesmarkedet. Når de påtænkte støtteforanstaltninger allerede er iværksat under overtrædelse af procedurereglerne, indebærer ophævelsen i princippet, at den pågældende medlemsstat tilbagesøger støtten hos modtageren eller modtagerne.

B. Anvendelse af EF-traktatens artikel 92, stk. 1, på skatteforanstaltninger

8. I henhold til artikel 92, stk. 1, er »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«. For så vidt angår anvendelsen af EF's statsstøtteregler er en foranstaltnings fiskale karakter irrelevant, da artikel 92 finder anvendelse på støtteforanstaltninger »under enhver tænkelig form«. For at blive anset for støtte efter artikel 92 skal en foranstaltning opfylde samtlige de kriterier, for hvilke der redegøres nærmere i det følgende.

9. For det første skal en foranstaltning give modtagerne en fordel, som mindsker de byrder, der normalt belaster deres budget. En sådan fordel kan bestå i en reduktion af virksomhedens skattebyrde på forskellig vis, herunder navnlig gennem:

- nedbringelse af beskatningsgrundlaget (undtagelsesvist fradrag, afskrivning på usædvanlige eller fremskyndede vilkår, hensættelse af reserver osv.)

- en fuldstændig eller delvis reducering af skattebeløbet (fritagelse, skattenedslag)

- udsættelse eller eftergivelse eller endog en ekstraordinær omlægning af skattegæld.

10. For det andet skal fordelen være ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler. Et tab af skatteprovenu svarer til et forbrug af statsmidler i form af skatteudgifter. Dette kriterium gælder ligeledes støtte ydet af medlemsstaternes regionale eller lokale myndigheder (3). Statslig indgriben kan endvidere komme til udtryk i ved lov eller administrativt fastsatte fiskale bestemmelser samt skattemyndighedernes praksis.

11. For det tredje skal den pågældende foranstaltning påvirke konkurrencevilkårene og samhandelen mellem medlemsstaterne. Dette kriterium forudsætter, at den, der begunstiges ved foranstaltningen, udøver en økonomisk aktivitet, uanset den pågældendes retlige status eller finansieringsform. Ifølge fast retspraksis med hensyn til denne bestemmelse er betingelsen om påvirkning af samhandelen opfyldt, når modtagervirksomheden udøver en økonomisk aktivitet, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne. Hvis støtten styrker denne virksomheds stilling over for konkurrerende virksomheder i samhandelen inden for EF, er dette alene tilstrækkeligt til at anse samhandelen for påvirket. Der ændres intet ved denne konstatering hverken som følge af støttens begrænsede omfang (4), modtagervirksomhedens beskedne størrelse eller dens meget lille andel på fællesmarkedet (5); den ændres end ikke som følge af den omstændighed, at modtagervirksomheden ikke udøver eksportaktiviteter (6), eller ved at virksomheden eksporterer næsten hele sin produktion uden for Fællesskabet (7).

12. Endelig skal foranstaltningen være specifik eller selektiv, forstået således, at den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. En sådan selektiv fordel kan følge såvel af en undtagelse fra de ved lov eller administrativt fastsatte fiskale bestemmelser, som af skønsmæssig praksis fra skattemyndighedernes side. En foranstaltnings selektive karakter kan dog være begrundet i et »systems karakter eller forvaltning« (8). I så fald er foranstaltningen ikke at betragte som støtte efter traktatens artikel 92, stk. 1. Disse aspekter gennemgås nærmere i de følgende afsnit.

Sondring mellem statsstøtte og almindelige foranstaltninger

13. Skatteforanstaltninger, som gælder alle erhvervsdrivende på en medlemsstats område, udgør i princippet almindelige foranstaltninger. De skal rent faktisk være åbne for samtlige virksomheder, som skal have lige adgang til foranstaltningen, ligesom rækkevidden af foranstaltningen ikke de facto må reduceres gennem f.eks. skønsmæssig tildeling fra statens side eller andre elementer, der begrænser virkningen i praksis. Denne betingelse begrænser imidlertid ikke medlemsstaternes beføjelser til at vælge den økonomiske politik, som de finder mest hensigtmæssig, herunder navnlig at fordele skattebyrden på de forskellige produktionsfaktorer efter deres eget valg. Under forudsætning af, at foranstaltningerne anvendes på samme måde over for samtlige virksomheder og produktioner, udgør følgende former for foranstaltninger ikke statsstøtte:

- rent skattetekniske foranstaltninger (f.eks. fastsættelse af skatteprocenten, regler for afskrivning og regler for overførsel af tab, bestemmelser for at hindre dobbeltbeskatning eller skatteflugt)

- foranstaltninger, der forfølger en målsætning henhørende under den almindelige økonomiske politik ved at nedbringe skattebyrden i forbindelse med visse produktionsomkostninger (f.eks. forskning og udvikling, miljø, uddannelse, beskæftigelse).

14. Den omstændighed, at visse virksomheder eller visse sektorer drager større fordel end andre af sådanne skatteforanstaltninger, betyder ikke nødvendigvis, at de falder ind under anvendelsesområdet for konkurrencereglerne vedrørende statsstøtte. Foranstaltninger, der tilsigter at lette beskatning af arbejdskraft for samtlige virksomheder, vil således have en forholdsvis større virkning for arbejdskraftintensive industrier end for kapitalintensive industrier, uden dog af denne grund nødvendigvis at udgøre statsstøtte. På samme måde vil skattemæssige incitamenter til fremme af investeringer i miljø, forskning og udvikling eller uddannelse kun begunstige de virksomheder, der foretager sådanne investeringer, uden dog af denne grund nødvendigvis at udgøre statsstøtte.

15. I henhold til en dom afsagt af Domstolen i 1974 (9) udgør en foranstaltning statsstøtte, hvis den har til formål - helt eller delvis - at fritage virksomhederne i en sektor fra de byrder, som følger af en normal anvendelse af det almindelige system, »uden at denne fritagelse berettiges ved dette systems karakter eller forvaltning«. Det præciseres endvidere i dommen, at »artikel 92 sondrer således ikke under hensyn til grundene til eller hensigten med de omhandlede interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger«. Det skal iøvrigt bemærkes, at den omstændighed, at de pågældende foranstaltninger udligner forskellen mellem byrderne i sektoren og konkurrenternes byrder i de øvrige medlemsstater, ikke fjerner støtteelementet i foranstaltningen. Sådanne forskelle mellem skattesystemer - der som ovenfor nævnt henhører under artikel 100 til 102 - kan ikke opvejes gennem ensidige foranstaltninger til fordel for de virksomheder, der er hårdest ramt af forskellene mellem skattesystemerne.

16. Det mest relevante for anvendelsen af artikel 92, stk. 1, på en skatteforanstaltning er dog, at der med foranstaltningen indføres en undtagelse i skattesystemet til fordel for visse af medlemsstatens virksomheder. Det bør derfor først fastlægges, hvorledes det gældende almindelige system er udformet. Dernæst skal det undersøges, hvorvidt undtagelsen fra eller differentieringen inden for dette system kan berettiges »ved dette systems karakter eller forvaltning«, det vil sige om den er direkte affødt af grundprincipperne eller hovedlinjerne i den pågældende meldemsstats skattesystem. Er dette ikke tilfældet, er der tale om statsstøtte.

Selektivitets-/specificitetskriteriet

17. Kommissionens hidtidige beslutningspraksis viser, at kun foranstaltninger, hvis rækkevidde dækker hele den pågældende medlemsstats område, undgår at blive ramt af specificitetskriteriet i artikel 92, stk. 1. Foranstaltninger med en regional eller lokal geografisk rækkevidde kan nemlig begunstige visse virksomheder med forbehold af de principper, der er beskrevet i punkt 16. Traktaten fastslår selv, at foranstaltninger til fremme af den økonomiske udvikling af et område udgør støtte. Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), indeholder nemlig udtrykkeligt en mulighed for at undtage denne type støtte fra det overordnede princip om uforenelighed, som er fastslået ved artikel 92, stk. 1.

18. Det fremgår tydeligt af traktaten, at en foranstaltning, der kendetegnes af en sektormæssig specificitet, falder ind under artikel 92, stk. 1, som udtrykkeligt nævner begrebet »visse produktioner« blandt de kriterier, der opstilles for støtte, der skal kontrolleres af Kommissionen. Ifølge en administrativ praksis og en retspraksis, der i dag ligger fast, udgør en skatteforanstaltning, der hovedsageligt har til virkning at begunstige en eller flere erhvervssektorer, støtte. Dette gælder ligeledes foranstaltninger, der kun begunstiger eksporterede nationale produkter (10). Kommissionen anser i øvrigt en foranstaltning, som sigter på samtlige sektorer, der er udsat for international konkurrence (11), for at udgøre støtte. En undtagelse fra selskabsskattens grundsats til fordel for en større sammenhængende del af økonomien udgør derfor, bortset fra visse tilfælde (12), statsstøtte, som besluttet af Kommissionen med hensyn til en foranstaltning vedrørende hele fremstillingsindustrien (13).

19. Flere medlemsstater anvender forskellige fiskale bestemmelser afhængigt af virksomhedernes status. En række statslige virksomheder er således fritaget fra lokale skatter eller fra selskabsskat. Sådanne regler, som begunstiger virksomheder med retlig status som statslig virksomhed, der udøver erhvervsaktivitet, kan udgøre statsstøtte efter tratktatens artikel 92.

20. Visse skattefordele er undertiden begrænset til visse virksomhedstyper, til visse virksomhedsfunktioner (tjenesteydelser inden for samme koncern, formidling eller koordinering) eller visse produktionsformer. Når en fordel begunstiger visse virksomheder eller visse produktioner, vil den kunne udgøre statsstøtte efter artikel 92, stk. 1.

Skønsmæssig administrativ praksis

21. Visse skattemyndigheders skønsmæssige praksis kan ligeledes give anledning til foranstaltninger, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 92. Domstolen anerkender, at skønsmæssig behandling af erhvervsdrivende faktisk kan give en almindelig foranstaltnings individuelle anvendelse karakter af en selektiv foranstaltning, navnlig når skønsbeføjelsen udøves ud over, hvad der falder inden for almindelig forvaltning af skatteprovenu efter objektive kriterier (14).

22. Selv om den daglige praksis fordrer en fortolkning af skattereglerne, må disse ikke give anledning til en skønsmæssig behandling af virksomhederne. Enhver administrativ beslutning, som afviger fra de almindeligvis anvendte skatteregler for at begunstige enkelte virksomheder, giver i princippet anledning til formodning om statsstøtte og bør analyseres indgående. »Administrative rulings« giver, når det blot drejer sig om procedurer til fortolkning af de almindelige regler, i princippet ikke anledning til formodning om statsstøtte. Ugennemsigtige administrative beslutninger og den manøvremargen, der kan være forbundet hermed, giver dog anledning til en formodning om, at de i det mindste i visse tilfælde kan have virkning af statsstøtte. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan sikre deres skatteborgere retssikkerhed og forudsigelighed vedrørende de almindelige skattereglers anvendelse.

Undtagelse berettiget som følge af »systemets karakter eller forvaltning«

23. Den differentiering, der er forbundet med visse foranstaltninger, betyder ikke nødvendigvis, at de må betragtes som statsstøtte. Dette er tilfældet bl.a. ved foranstaltninger, hvis økonomiske begrundelse gør dem »nødvendige eller funktionelle i forhold til skattesystemets effektivitet« (15). Medlemsstaten skal imidlertid kunne give en sådan begrundelse.

24. En progressiv beskatningsskala for indkomster eller indtjening er således berettiget som følge af skattens omfordelingslogik. Beregning af afskrivning på aktiver og metoder til værdiansættelse af lagre er forskellige fra den ene medlemsstat til den anden, men hver af fremgangsmåderne kan være et naturligt led i det skattesystem, som de er en del af. Vilkårene for opkrævning af skattegæld i de enkelte medlemsstater kan ligeledes variere. Endvidere kan visse forhold være begrundet i objektive forskelle mellem de skattepligtige enheder. Hvis skattemyndighederne derimod på skønsmæssig vis kan fastsætte forskellige afskrivningsperioder eller forskellige metoder til værdiansættelse for de enkelte virksomheder eller sektorer, er der formodning om støtte. En sådan formodning foreligger også, når skattemyndighederne behandler de enkelte skattegældsager ud fra andre hensyn end at optimere inddrivningen af den pågældende virksomheds gæld.

25. Det siger sig selv, at der ikke kan opkræves indkomstskat, hvis der ikke er skabt nogen indtjening. Skattesystemets karakter kan således berettige, at virksomheder, som ikke arbejder med gevinst for øje, som f.eks. fonde eller foreninger, udtrykkeligt fritages fra indkomstskat, hvis de rent faktisk ikke kan skabe indtjening. Skattesystemets karakter kan endvidere også berettige, at andelsselskaber, der fordeler al indtjening til andelshaverne, ikke beskattes, når skatten opkræves hos andelshaverne.

26. Der må sondres mellem dels de målsætninger, der søges opfyldt med et særligt skattesystem, og som ligger uden for selve systemet - navnlig sociale eller regionale målsætninger - dels de iboende målsætninger i selve skattesystemet. Skattesystemets eksistensberettigelse er at indsamle indtægter til finansiering af statens udgifter. Hver virksomhed formodes at betale skatten en enkelt gang. Det er derfor en iboende logik i skattesystemet, at der skal tages hensyn til de skatter, der betales til den stat, hvor virksomheden har sit skattemæssige domicil. Visse undtagelser til skattereglerne kan derimod vanskeligt begrundes i et skattesystems logik. Det er f.eks. tilfældet, hvis virksomheder uden skattemæssigt domicil behandles mere gunstigt end virksomheder med skattemæssigt domicil, eller hvis der gives skattemæssige fordele til hovedsæder eller virksomheder, som internt leverer visse tjenesteydelser (f.eks. finansielle) inden for en koncern.

27. Specifikke bestemmelser, som ikke indeholder noget skønsmæssigt element, eksempelvis om ansættelse af skatten på et fast grundlag (f.eks. inden for landbrug eller fiskeri) kan være berettiget som følge af systemets karakter eller forvaltning, navnlig under hensyntagen til særlige regnskabsmæssige krav eller den betydning, som fast ejendom indtager inden for de aktiver, som kendetegner visse sektorer. Sådanne bestemmelser udgør således ikke statsstøtte. Logikken bag visse specifikke bestemmelser vedrørende beskatning af små og mellemstore virksomheder, herunder mindre landbrugsbedrifter (16), kan endvidere sammenlignes med logikken bag progressive beskatningsskalaer.

C. Fiskale statsstøtteforanstaltningers forenelighed med fællesmarkedet

28. Når en skatteforanstaltning udgør en støtte, som er omfattet af artikel 92, stk. 1, kan den imidlertid ligesom støtte ydet under andre former falde ind under en af de undtagelser fra princippet om uforenelighed med fællesmarkedet, der er indeholdt i artiklens stk. 2 og 3. Når modtageren - uanset om denne er en privat eller offentlig virksomhed - endvidere af staten har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, kan støtten ligeledes være omfattet af traktatens artikel 90 (17).

29. Derimod vil Kommissionen ikke kunne godkende støtte, der viser sig i strid med såvel traktatens regler, navnlig reglerne om forbud mod forskelsbehandling og etableringsret, som den afledte rets bestemmelser om skattespørgsmål (18). Sådanne støtteaspekter kan sideløbende gøres til genstand for en særskilt procedure efter artikel 169. Ifølge retspraksis bør de nærmere vilkår for en støtteforanstaltning, der er uadskilleligt forbundet med støttens formål, og som er i strid med andre af traktatens bestemmelser end artikel 92 og 93, imidlertid undersøges inden for rammerne af proceduren efter artikel 93 som led i en samlet undersøgelse af støttens forenelighed eller uforenelighed.

30. Den omstændighed, at en skatteforanstaltning anses for skadelig ifølge adfærdskodeksen, bevirker ikke i sig selv, at foranstaltningen må anses for statsstøtte. Undersøgelsen af skatteforanstaltningers forenelighed med fællesmarkedet skal til gengæld foretages under hensyntagen til bl.a. de virkninger af sådanne foranstaltninger, som fremgår af adfærdskodeksens anvendelse.

31. Når en skattemæssig støtteforanstaltning skal tilskynde virksomhederne til at deltage i visse nærmere bestemte projekter (investeringer især), og støtteintensiteten er begrænset i forhold til projektets gennemførelsesomkostninger, adskiller den sig ikke fra et tilskud og kan behandles på samme måde. Det er dog en forudsætning, at reglerne for sådan støtte er tilstrækkeligt gennemsigtige, således at det navnlig er muligt at opgøre den modtagne fordel kvantitativt.

32. Bestemmelser om skattelempelser har imidlertid som oftest en permanent karakter. De er ikke knyttet til gennemførelsen af specifikke projekter og reducerer virksomhedens løbende udgifter, uden at det er muligt at vurdere det præcise omfang heraf inden for rammerne af Kommissionens forudgående undersøgelse. Sådanne foranstaltninger udgør »driftsstøtte«. Driftsstøtte er principielt forbudt. Kommissionen godkender for øjeblikket kun driftsstøtte undtagelsesvis og på visse betingelser, f.eks. inden for skibsbygningsindustrien og visse former for støtte til miljøbeskyttelse (19) samt i regioner, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), herunder bl.a. meget fjerntliggende regioner, under forudsætning af at støtten er behørigt begrundet, og at støtteniveauet står i rimeligt forhold til de handicap, som støtten skal opveje (20). Driftsstøtte skal i princippet (bortset fra de to nedennævnte støttekategorier) være degressiv og begrænset i tid. For øjeblikket kan driftsstøtte ligeledes godkendes i form af transportstøtte i meget fjerntliggende regioner og visse meget tyndt befolkede nordiske regioner, som er vanskeligt tilgængelige. Driftsstøtte kan ikke godkendes, når den udgør støtte til eksport mellem medlemsstaterne. Der findes sektorspecifikke regler for støtte til søtransport (21).

33. For at Kommissionen kan anse statsstøtte med sigte på den økonomiske udvikling i bestemte områder som forenelig med fællesmarkedet, skal den være »proportional og målrettet i forhold til det ønskede mål«. Ifølge undersøgelseskriterierne for regionalstøtte kan der i forbindelse med undersøgelsen af skattemæssig støtte tages hensyn til andre eventuelle virkninger af støtten, bl.a. visse virkninger, som er påpeget i adfærdskodeksen. En undtagelse på grundlag af regionale kriterier kræver således, at Kommissionen sikrer sig, at de pågældende foranstaltninger:

- bidrager til den regionale udvikling og er forbundet med aktiviteter, som har lokal virkning. Installering af »offshore«-faciliteter understøtter normalt ikke den lokale økonomi tilstrækkeligt, da deres eksterne virkninger for denne økonomi er beskedne

- svarer til reelle regionale handicap. Det er tvivlsomt, om der foreligger reelle regionale handicap i forbindelse med aktiviteter, hvor de dermed forbundne meromkostninger er ubetydelige, som f.eks. yderligere transportomkostninger i forbindelse med aktiviteter, der er knyttet til finansiering, som fremmer skatteflugt

- undersøges i deres EF-sammenhæng (22). Kommissionen skal i denne henseende tage hensyn til de negative virkninger, som sådanne foranstaltninger kan have for de øvrige medlemsstater.

D. Procedure

34. I henhold til artikel 93, stk. 3, skal medlemsstaterne anmelde »enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger« til Kommissionen, og de må ikke gennemføre sådanne påtænkte foranstaltninger uden Kommissionens forudgående godkendelse. Dette gælder alle former for støtteforanstaltninger, og derfor også fiskale støtteforanstaltninger.

35. Hvis Kommissionen konstaterer, at en statsstøtteforanstaltning, der er gennemført under overtrædelse af denne regel, ikke kan nyde godt af nogen af traktatens undtagelsesbestemmelser og således er uforenelig med fællesmarkedet, vil Kommissionen pålægge medlemsstaten at tilbagesøge støtten, medmindre et sådant krav vil være i strid med et grundprincip inden for EF-retten, navnlig den berettigede forventning, der kan følge af Kommissionens holdning. I tilfælde af statsstøtte i form af en skatteforanstaltning skal det beløb, der skal tilbagesøges, beregnes på grundlag af en sammenligning mellem den faktisk betalte skat og den skat, der skulle være betalt i henhold til den almindeligt gældende regel. Dette grundbeløb tilskrives renter. Rentesatsen svarer til den referencesats, der anvendes ved beregning af subventionsækvivalenten i forbindelse med regionalstøtte.

36. I henhold til artikel 93, stk. 1, foretager Kommissionen sammen med medlemsstaterne en løbende undersøgelse af de støtteordninger, som findes i disse stater. Denne undersøgelse gælder ligeledes statsstøtte i form af skatteforanstaltninger. For at sætte Kommissionen i stand til at foretage undersøgelsen skal medlemsstaterne hvert år indsende rapporter om de eksisterende statsstøtteordninger. I tilfælde af skattelempelser eller fuldstændige eller delvise skattefritagelser skal rapporterne indeholde en vurdering af det deraf følgende tab af skatteprovenu. Kommissionen kan på baggrund af undersøgelsen, hvis den anser ordningen for ikke eller ikke længere at være forenelig med fællesmarkedet, opfordre den pågældende medlemsstat til at ændre eller helt ophæve ordningen.

E. Gennemførelse

37. Kommissionen vil efter offentliggørelsen af nærværende meddelelse følge de retningslinjer, der er fastlagt i den, dels i forbindelse med sin vurdering af anmeldte, påtænkte fiskale støtteforanstaltninger og fiskale støtteforanstaltninger, som ulovligt er gennemført i medlemsstaterne, dels i sin revurdering af eksisterende ordninger. Denne meddelelse er af vejledende og ikke udtømmende karakter. Kommissionen vil i hver enkelt sag tage hensyn til samtlige sagens specifikke omstændigheder.

38. Kommissionen vil tage anvendelsen af nærværende meddelelse op til fornyet overvejelse to år efter offentliggørelsen.

(1) EFT C 2 af 6.1.1998, s. 1.

(2) Jf. handlingsplanen for det indre marked, CSE(97) 1 af 4. juni 1997, 2. strategiske mål, 1. foranstaltning.

(3) Domstolens dom af 14. oktober 1987 i sag 248/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 4013.

(4) Dog bortset fra støtte, der opfylder kriterierne efter »de minimis-reglen«. Se meddelelse fra Kommissionen (EFT C 68 af 6.3.1996, s. 9).

(5) Domstolens dom af 14. september 1994 i forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. 1994, s. I-4103.

(6) Domstolens dom af 13. juli 1988 i sag 102/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1988, s. 4067.

(7) Domstolens dom af 21. marts 1990 i sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1990, s. I-959.

(8) Domstolens dom af 2. juli 1974 i sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709.

(9) Se fodnote 8.

(10) Domstolens dom af 10. december 1969 i forenede sager 6/69 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1969, s. 561.

(11) Kommissionens beslutning 97/239/EF af 4 december 1996 i sagen »Maribel bis/ter« (EFT L 95 af 10.4.1997, s. 25) (nu indbragt for Domstolen, sag C-75/97).

(12) Navnlig landbrug og fiskeri, se punkt 27.

(13) Kommissionens beslutning af 22. juli 1998 i sagen »Irish Corporation Tax« (SG(98) D/7209), endnu ikke offentliggjort.

(14) Domstolens dom af 26. september 1996 i sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen (Kimberly Clark Sopalin), Sml. 1996, s. I-4551.

(15) Kommissionens beslutning 96/369/EF af 13. marts 1996 om skattemæssige afskrivningsfordele for tyske selskaber (EFT L 146 af 20.6.1996, s. 42).

(16) Landbrugsbedrifter, som på årsbasis ikke beskæftiger mere end 10 arbejdsenheder.

(17) Førsteinstansrettens dom af 27. februar 1997 i sag T-106/95, FFSA o.a. mod Kommissionen, Sml. 1997, s. II-229. Domstolens kendelse af 25. marts 1998 i sag C-174/97 P, Sml. 1998, s. I-1303.

(18) Domstolens dom af 22. marts 1977 i sag 74/76, Iannelli og Volpi mod Meroni, Sml. 1977, s. 557. Jf. også Domstolens dom af 21. maj 1980 i sag 73/79 (»Sovrapprezzo«), Sml. 1980, s. 1533, Førsteinstansrettens dom af 18. september 1995 i sag T-49/93 (»Side«), Sml. 1995, s. II-2501, og dom af 27. maj 1981 i Domstolens dom i forenede sager C 142-143/80 (»Salengo«), Sml. 1981, s. 1413.

(19) Fællesskabsrammebestemmelser for statsstøtte til miljøbeskyttelse (EFT C 72 af 10.3.1994, s. 3).

(20) Retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte (EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9).

(21) EF-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren (EFT C 205 af 5.7.1997, s. 5).

(22) Domstolens dom af 17. september 1980 i sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 2671.