EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998R1525

Kommissionens forordning (EF) nr. 1525/98 af 16. juli 1998 om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 194/97 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler (EØS-relevant tekst)

EFT L 201 af 17.7.1998, p. 43–46 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 04/04/2002

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1998/1525/oj

31998R1525

Kommissionens forordning (EF) nr. 1525/98 af 16. juli 1998 om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 194/97 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 201 af 17/07/1998 s. 0043 - 0046


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1525/98 af 16. juli 1998 om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 194/97 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler (EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler (1), særlig artikel 2, og

ud fra følgende betragtninger:

Nogle medlemsstater har vedtaget eller påtænker at vedtage grænseværdier for aflatoksiner i visse levnedsmidler;

på baggrund af de eksisterende forskelle medlemsstaterne imellem og de konkurrenceforvridninger, som kan blive resultatet deraf, må der træffes EF-foranstaltninger til at sikre markedets enhed samtidig med, at proportionalitetsprincippet respekteres;

som følge deraf bør der foretages en tilføjelse til Kommissionens forordning (EF) nr. 194/97 af 31. januar 1997 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler (2);

aflatoksiner er mykotoksiner, som frembringes af visse Aspergillus-arter, der udvikler sig ved høje temperaturer og høj fugtighed; aflatoksiner kan være til stede i mange levnedsmidler;

aflatoksiner, navnlig aflatoksin B1, er genotoksiske karcinogene stoffer; for stoffer af denne type er der ingen tærskel, under hvilken der ikke kan iagttages nogen skadelig virkning; der kan derfor ikke fastsættes nogen acceptabel daglig indtagelse; den nuværende videnskabelige og tekniske viden og forbedringer af produktions- og oplagringsmetoder forhindrer ikke disse skimmelsvampe i at udvikle sig og gør det derfor ikke muligt helt at forhindre tilstedeværelse af aflatoksiner i levnedsmidler; grænseværdierne bør derfor sættes så lavt som muligt;

der bør fastsættes regler for de grænseværdier, der kan tillades i de enkelte tørrede og/eller forarbejdede landbrugsprodukter og i sammensatte levnedsmidler, for at sikre, at menneskers sundhed beskyttes tilfredsstillende, og at det indre marked for sådanne produkter fungerer efter hensigten;

alle bestræbelser på at forbedre produktions-, høst- og oplagringsmetoder for at reducere udviklingen af skimmelsvampe bør fremmes;

aflatoksiner omfatter en række forbindelser af varierende toksicitet og forekomst i levnedsmidler; aflatoksin B1 er så afgjort den mest toksiske forbindelse; af sikkerhedshensyn er det tilrådeligt at begrænse såvel det samlede aflatoksinindhold i levnedsmidler (B1, B2, G1 og G2-forbindelserne) og indholdet af aflatoksin B1;

aflatoksin M1 er et stofskifteprodukt af aflatoksin B1 og er til stede i mælk og mælkeprodukter af dyr, som har indtaget forurenet foder; selv om aflatoksin M1 betragtes som et mindre farligt genotoksisk karcinogent stof end aflatoksin B1, er det nødvendigt at forhindre dets tilstedeværelse i mælk og mælkeprodukter til konsum, navnlig til småbørn;

det erkendes, at sortering eller andre fysiske behandlingsmetoder gør det muligt at reducere aflatoksinindholdet i jordnødder, nødder og tørret frugt; for at mindske indvirkningen på handelen mest muligt bør der derfor tillades et højere aflatoksinindhold for disse produkter, når de ikke er bestemt til direkte konsum eller til anvendelse som ingredienser i levnedsmidler; i disse tilfælde er grænseværdierne for aflatoksiner blevet fastsat ved, at der på samme tid er taget hensyn til de ovennævnte behandlingers aktuelle muligheder, når det gælder henholdsvis jordnødder, nødder og tørret frugt, og nødvendigheden af at overholde de grænseværdier, der er fastsat for disse produkter, som er bestemt til direkte konsum eller til at blive anvendt som ingredienser i levnedsmidler, efter behandling; på baggrund af udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden kan grænseværdierne for rå nødder og tørret frugt tages op til fornyet overvejelse inden for en nærmere bestemt periode;

når det gælder cerealier, kan det ikke udelukkes, at sorteringsmetoder eller andre fysiske behandlinger kan reducere forureningen med aflatoksiner; for at kunne kontrollere disse metoders faktiske effektivitet og om nødvendigt fastsætte specifikke grænseværdier for uforarbejdede cerealier påtænkes grænseværdierne i bilaget kun anvendt for cerealier og forarbejdede produkter heraf til direkte konsum eller til anvendelse som ingredienser i levnedsmidler i en begrænset periode; foreligger der ikke data, som gør det berettiget at fastsætte en specifik grænseværdi for uforarbejdede cerealier efter en nærmere bestemt periode, vil den grænseværdi, der er fastsat for cerealier og forarbejdede produkter heraf til direkte konsum eller til anvendelse som ingredienser i levnedsmidler, også komme til at gælde for uforarbejdede cerealier;

for at muliggøre en effektiv kontrol af, at de forskellige grænseværdier, der er fastsat for de pågældende produkter, overholdes, bør det nøjagtige anvendelsesformål være angivet ved hjælp af hensigtsmæssig mærkning;

produkter med et indhold af aflatoksin, som overstiger grænseværdien, må hverken bringes i omsætning som sådanne, blandet med andre levnedsmidler eller som ingredienser i andre levnedsmidler;

efter artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 kan medlemsstaterne opretholde de grænseværdier for aflatoksiner, som de har fastsat for visse levnedsmidler, for hvilke der ikke er vedtaget EF-bestemmelser;

på nuværende tidspunkt er det tilstrækkeligt, at der fastsættes generelle bestemmelser for forarbejdede og sammensatte levnedsmidler; der kan fastsættes specifikke grænseværdier for aflatoksiner i forarbejdede og sammensatte levnedsmidler, hvis det bliver nødvendigt;

i henhold til artikel 3 i forordning (EØF) nr. 315/93 er Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler blevet hørt om de bestemmelser, der kan indvirke på folkesundheden;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Levnedsmiddelkomité -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I Kommissionens forordning (EF) nr. 194/97 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 2, stk. 1, affattes således:

»1. a) Når de produkter, der er nævnt i bilaget, bringes i omsætning, må de ikke have et større indhold af forurenende stoffer end det, der er fastsat i bilaget.

b) De for produkterne gældende grænseværdier, der er fastsat i punkt I.2.1.1.1 og I.2.1.2.1 i bilaget, gælder også for forarbejdede produkter heraf, når der ikke er fastsat specifikke grænseværdier for sådanne forarbejdede produkter.

c) For mejeriprodukter, der er tørret, forarbejdet eller sammensat af flere ingredienser, gælder den grænseværdi, der er fastsat i punkt 1.2.1.3 i bilaget for mælk under hensyntagen til den koncentration, der skyldes tørringsprocessen, forarbejdningen eller koncentrationen af ingredienserne i produktet, når der ikke er fastsat specifikke grænseværdier for disse tørrede, forarbejdede eller sammensatte mejeriprodukter.«

2) I Artikel 2 indsættes som stk. 4 og stk. 5:

»4. For produkterne i punkt I.2.1 i bilaget er det forbudt

- at blande produkter, der overholder grænseværdierne i bilaget, med produkter, der overskrider disse grænseværdier, eller at blande produkter, der skal undergå sortering eller en fysisk behandling, med produkter, der er bestemt til direkte konsum eller til anvendelse som ingredienser i levnedsmidler

- at anvende produkter, der ikke overholder grænseværdierne i punkt I.2.1.1.1, I.2.1.2.1 og I.2.1.3, som ingredienser ved fremstilling af andre levnedsmidler

- at afgifte produkter ved kemiske behandlinger.

5. Jordnødder, nødder og tørret frugt, der ikke overholder grænseværdierne i punkt I.2.1.1.1 i bilaget, og korn, der ikke overholder grænseværdierne i punkt I.2.1.2.1, kan bringes i omsætning under forudsætning af, at

a) disse produkter

- ikke er bestemt til direkte konsum eller til anvendelse som ingredienser i levnedsmidler, og

- overholder grænseværdierne i punkt I.2.1.1.2 i bilaget for jordnødder og punkt I.2.1.1.3 i bilaget for nødder og tørret frugt, og

- undergår endnu en behandling i form af sortering eller andre fysiske behandlinger, og grænseværdierne i punkt I.2.1.1.1 og I.2.1.2.1 i bilaget efter denne behandling ikke er overskredet, og denne behandling ikke resulterer i andre skadelige restkoncentrationer

b) at disse produkters anvendelsesformål klart fremgår af mærkningen ved angivelsen »produktet skal undergå sortering eller anden fysisk behandling for at reducere aflatoksinindholdet, inden det anvendes til konsum eller som ingrediens i levnedsmidler«.«

3) Punkt »2. Mykotoksiner, 2.1 Aflatoksiner« indsættes i bilaget under punkt I »Forurenende stoffer i forbindelse med landbrugsvirksomhed« som følger:

2. »Mykotoksiner

2.1. Aflatoksiner

>TABELPOSITION>

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 1999.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. juli 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 37 af 13. 2. 1993, s. 1.

(2) EFT L 31 af 1. 2. 1997, s. 48.

Top