EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31997R0154

Rådets Forordning (EF) nr. 154/97 af 20. januar 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 619/71 om fastsættelse af almindelige regler for ydelse af støtte til hør og hamp

EFT L 27 af 30.1.1997, p. 1–2 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/07/2001

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1997/154/oj

31997R0154

Rådets Forordning (EF) nr. 154/97 af 20. januar 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 619/71 om fastsættelse af almindelige regler for ydelse af støtte til hør og hamp

EF-Tidende nr. L 027 af 30/01/1997 s. 0001 - 0002


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 154/97 af 20. januar 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 619/71 om fastsættelse af almindelige regler for ydelse af støtte til hør og hamp

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 1308/70 af 29. juni 1970 om den fælles markedsordning for hør og hamp (1), særlig artikel 4, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

I artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 619/71 (2), er det fastsat, at tre fjerdedele af støtten for hør ydes til enhver fysisk eller juridisk person, som inden en nærmere fastsat dato har indgået en kontrakt med producenten, hvorefter han erhverver ejendomsretten til hørstråene; for at sikre, at hørren faktisk forarbejdes, bør støtten til den første forarbejdningsvirksomhed kun udbetales, hvis denne udtrykkeligt forpligter sig til at forarbejde hørren og er blevet godkendt hertil;

i forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, er det fastsat, at hele støtten på visse betingelser kan ydes til producenten; også i dette tilfælde bør der gælde en forarbejdningsforpligtelse og en godkendelsesordning for de første forarbejdningsvirksomheder;

den kontrol, der er fastsat i forordningens artikel 5, bør også omfatte overholdelsen af forarbejdningsforpligtelsen og godkendelsesbetingelserne; kontrollens effektivitet kan øges ved at anvende visse dele af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, og der bør derfor fastsættes bestemmelser for anvendelsen af denne mulighed;

i forordningens artikel 6 er det fastsat, at støttebeløbet beregnes på grundlag af det tilsåede og høstede areal; for at undgå misbrug bør det præciseres, at det normale dyrkningsarbejde skal være foretaget på arealet, og at Kommissionen skal kunne fastsætte kriterier herom;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger skal gennemføres på de bedst mulige vilkår; overgangsforanstaltninger kan derfor vise sig nødvendige for at lette overgangen til den nye ordning -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EØF) nr. 619/71 ændres således:

1) Artikel 3, stk. 2, affattes således:

»2. For hør, der hovedsagelig er bestemt til fiberproduktion, ydes en fjerdedel af støtten til producenten og tre fjerdedele til den første forarbejdningsvirksomhed, der er godkendt af myndighederne i den medlemsstat, hvor dens anlæg er beliggende, og som inden en nærmere fastsat dato har indgået en kontrakt med producenten, hvorefter den erhverver ejendomsretten til hørstråene og forpligter sig til at forarbejde dem.

Dog ydes hele støtten til producenten, når:

a) producenten i medfør af artikel 3a, litra a), forpligter sig til at forarbejde hørstråene og er godkendt af myndighederne til dette formål, eller

b) producenten i medfør af artikel 3a, litra a), forpligter sig til for egen regning at lade en godkendt, første forarbejdningsvirksomhed forarbejde hørstråene, eller

c) producenten i medfør af artikel 3a, litra b), forpligter sig til at forarbejde hørstråene og er godkendt af myndighederne til dette formål, eller

d) producenten i medfør af artikel 3a, litra b), forpligter sig til for egen regning at lade en godkendt, første forarbejdningsvirksomhed forarbejde hørstråene.«

2) Artikel 4, stk. 2, affattes således:

»2. Med henblik på denne kontrol indfører medlemsstaterne en ordning med erklæringer om det tilsåede og høstede areal samt en godkendelsesordning for første forarbejdningsvirksomheder og eventuelt de producenter, der foretager forarbejdning.«

3) Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

1. Medlemsstaterne kontrollerer ved hjælp af stikprøver på stedet rigtigheden af oplysningerne i erklæringerne om det tilsåede og høstede areal og de af producenterne indgivne ansøgninger om støtte samt gennemførelsen af kontrakterne og overholdelsen af forarbejdningsforpligtelserne og godkendelsesbetingelserne.

2. Gennemførelsesbestemmelser for kontrolforanstaltningerne vedtages efter proceduren i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 1308/70, og foranstaltningerne kan omfatte anvendelse af dele af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem.«

4) Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

Det støttebeløb, der skal betales, beregnes på grundlag af det tilsåede og høstede areal, på hvilket det normale dyrkningsarbejde er foretaget.

Kommissionen kan efter proceduren i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 1308/70 fastsætte kriterier for det normale dyrkningsarbejde, herunder fastsætte et mindsteudbytte, der skal overholdes.«

5) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Hvis overgangsforanstaltninger er nødvendige for at lette gennemførelsen af de i forordning (EF) nr. 154/97 (*) fastsatte tilpasninger af ordningen fra produktionsåret 1997/98, vedtages foranstaltningerne efter proceduren i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 1308/70. De gælder senest til udgangen af produktionsåret 1997/98.

(*) EFT nr. L 27 af 30. 1. 1997, s. 1.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra produktionsåret 1997/98. Artikel 1, nr. 5, anvendes dog fra denne forordnings ikrafttrædelse.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. januar 1997.

På Rådets vegne

J. VAN AARTSEN

Formand

(1) EFT nr. L 146 af 4. 7. 1970, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 3290/94 (EFT nr. L 349 af 31. 12. 1994, s. 105).

(2) EFT nr. L 72 af 26. 3. 1971, s. 2. Forordningen er senest ændret ved forordning (EØF) nr. 1989/93 (EFT nr. L 182 af 24. 7. 1993, s. 6).

Top