31994D0374

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 2. februar 1994 om den sicilianske regionallov nr. 23/1991 om ekstraordinaere foranstaltninger for industrien og artikel 5 i den sicilianske regionallov nr. 8/1991 om bl.a. finansiel bistand til selskabet SITAS (Kun den italienske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EOES) (94/374/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger i henhold til artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, og

ud fra foelgende betragtninger:

I Da Kommissionen ved skrivelse af 9. februar 1993 (sag C 35/91) (1) meddelte den italienske regering, at den havde indstillet den procedure, den havde indledt i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, over for stoetteforanstaltninger til fordel for sektoren for alkalisalte, forbeholdt den sig ret til senere at traeffe beslutning vedroerende artikel 5 i den sicilianske regionallov nr. 8/1991 (i det foelgende benaevnt lov nr. 8/1991) om ydelse af 20 mia. lire til selskabet SITAS.

Kommissionen havde ved skrivelse af 6. maj 1992 meddelt den italienske regering, at den havde besluttet at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, over for den sicilianske regionallov nr. 23/1991 om ekstraordinaere foranstaltninger for industrien (i det foelgende benaevnt lov nr. 23/1991).

Ved indledningen af proceduren anmodede Kommissionen gentagne gange den italienske regering om at fremsende sine bemaerkninger og - i betragtning af de yderst sparsomme oplysninger den havde modtaget vedroerende loven - om at fremsende alle de oplysninger, som var noedvendige for at det kunne vurderes, om de paagaeldende bestemmelser var forenelige med faellesskabsretten.

De oevrige medlemsstater og andre interesserede parter underrettedes ved en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (2). Ingen af dem har fremsat bemaerkninger desangaaende.

II De oplysninger, som var noedvendige for sagens behandling, blev fremsendt ved skrivelse fra Italiens Faste Repraesentation af 5. august 1992, 14. september 1992, 15. januar 1993 og 2. februar 1993. Yderligere oplysninger blev givet paa to moeder i Bruxelles, den 15. juni 1992 og den 19. februar 1993 mellem Kommissionens tjenestegrene og en delegation fra den italienske forvaltning.

III Lov nr. 23/1991 indeholder en raekke stoetteforanstaltninger til fordel for offentlige og private virksomheder, regionale offentlige organer og privatpersoner, der kan sammenfattes som foelger:

Artikel 1

- forhoejelse med 125 mia. lire (ca. 67,57 mio. ECU) af bevillingerne til en saerlig fond forvaltet af RESAIS, som er et administrationsselskab, der har til opgave at forvalte stoetten til ansatte, der afskediges fra virksomheder, der kontrolleres af det regionale holdingselskab ESPI og af de to andre regionale holdingselskaber Az. AS og EMS.

De italienske myndigheder har i den forbindelse anfoert, at RESAIS ikke har nogen produktionsaktivitet. Dets eneste funktion er at forvalte stoetten i forbindelse med afskedigelse af ansatte i de regionale holdinselskaber og - i den udstaerkning det er muligt i forhold til efterspoergslen - at integrere dem i den regionale forvaltnings organer. Det er reelt tale om en forlaengelse af de paagaeldendes arbejdsloeshedsperiode i en specifik sammenhaeng og paa saerlige vilkaar. Bevillingerne til RESAIS er beregnet til daekning af driftsomkostninger.

Artikel 2

- bemyndigelse af RESAIS til paa visse betingelser at overtage ansvaret for de ansatte, der afskediges fra de ESPI-kontrollerede selskaber IMESI og IMEA under anvendelse af den ordning, der er beskrevet i artikel 1.

Artikel 3

- endnu et eksempel paa at ansatte, der afskediges af en af ESPI kontrolleret virksomhed overgaar i RESAIS' regi.

Artikel 4

- tilskud paa 4 mia. lire (ca. 2,16 mio. ECU) til det regionale holdningselskab ESPI til udligning af eventuelle driftstab i den af ESPI kontrollerede ingenioervirksomhed SIRAP.

Artikel 5

- udbetaling af 65 mia. lire (ca 35,14 mio. ECU) til det regionale holdingselskab EMS.

Det fremgaar af disse oplysninger fra de italienske myndigheder, at dette beloeb er beregnet til foranstaltninger til fordel for SITAS, der kontrolleres af EMS og af et andet offentligt organ. SITAS ejer fire hoteller paa Sicilien, hvoraf de to drives af private forpagtere. 17 mia. lire (ca. 9,19 mio. ECU) er afsat til opkoeb af den del af aktierne, der er paa private haender; de resterende 48 mia. lire (ca. 25,95 mio. ECU) skal gaa til kapitalforoegelse og udligning af tab.

EMS havde i forvejen faaet tildelt 20 mia. lire (ca. 10,8 mio. ECU) i henhold til artikel 5 i lov nr. 8/1991 med henblik paa gennem opkoeb af aktier at bringe sin aktieandel op paa 95 %. I sin beslutning om denne stoette (sag C 35/91) tog Kommissionen forbehold over for denne foranstaltning for at afvente resultaterne af den igangvaerende undersoegelse i den her omhandlede sag. Hotelvirksomhed er SITAS' eneste aktivitet.

Artikel 6

- tilpasning til udviklingen i leveomkostningerne af de foertidspensionsydelser til tidligere minearbejdere i svovlindustrien, som administreres af EMS, med 2,5 mia. lire (ca. 1,35 mio ECU) for 1992 og samme beloeb for 1993, som henlaegges i en fond oprettet til dette formaal under EMS.

Artikel 7

- tilskud paa 5 mia. lire (ca. 2,7 mio. ECU) til det regionale holdningselskab Az. AS til omstrukturering af virksomheden IMAC (cementindustrien) gennem foertidspensionering af overskydende arbejdskraft.

Artikel 8

- 25 mia. lire (13,5 mio. ECU) til daekning af loengodtgoerelser, der ikke er omfattet af nationale stoetteordninger saasom »Cassa integrazione«, til ansatte i virksomheden VETEM (den kemiske industri). Denne foranstaltning forvaltes direkte af den regionale administration.

Artikel 9

- forhoejelse til 1 mia. lire (ca. 0,54 mio. ECU) af regionens bidrag til administrationsudgifterne i det offentlige havneselskab »Ente autonomo per il porto di Messina«.

Artikel 10

- tilskud til ovennaevnte »Ente autonomo per il porto di Messina« paa 1,5 mia. lire (ca. 0,81 mio. ECU) for 1991 og 1 mia. lire (ca. 0,54 mio. ECU) for 1992 og 1993 til ekstraordinaere vedligeholdelsesarbejder i toerdokken.

Artikel 11

- regulering af det i regionallov nr. 27/1987 fastsatte tilskud til havneselskabet »San Sebastiano« i Syrakus paa baggrund af at forsinkelser i udbetalingen af tilskuddet havde medfoert meromkostninger i stoerrelsesordenen 500 mio. lire (ca. 0,27 mio. ECU). Regionallov nr. 27/1987 var blevet godkendt af Kommissionen i 1988.

Artikel 12

- aendringer af ordningen vedroerende foertidspensionering af minearbejderne (jf. ovenstaaende artikel 6) og indfoerelse af foertidspensioneringsordninger ogsaa for andre arbejdstagere, der afskediges fra virksomheder, som kontrolleres af Az. AS, EMS og ESPI samt det blinde omstillingspersonale i EMS. Bevillingerne til EMS beloeber sig til 3,5 mia. lire (ca. 1,9 mio. ECU) for 1992 og 5 mia. lire (ca. 2,7 mio. ECU) for 1993.

Artikel 13

- omlaegning af en eksisterende ordning vedroerende laan med rentetilskud til industrivirksomheder med hoejst 400 ansatte og hvis faste investeringer ikke overskrider 50 mia. lire (ca 27,03 mio. ECU) (uden hensyntagen til afskrivninger og vaerdiopskrivninger) paa beloeb svarende til kontraktvaerdien af virksomhedernes ordrer. Denne ordnings gennemfoerelsesbetingelser er fastsat i den sicilianske regionallov nr. 25/1993, der i oejeblikket er under behandling i Kommissionen.

De italienske myndigheder har mundtligt tilkendegivet, at den petrokemiske og elektriske industri, cement-, landbrugs- og tekstilsektoren ikke er omfattet af denne ordning.

Denne ordnings gennemfoerelsesbetingelser er fastsat i artikel 30 og 31 i lov nr. 25/1993.

Artikel 14

- omlaegning af en bestaaende ordning med factoring-stoette til SMV, baseret paa en definition af en mindre virksomhed, som svarer til definitionen i EF's rammebestemmelser om statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder (i det foelgende benaevnt EF's rammebestemmelser) (3). Den regionale foranstaltning bestaar i overtagelse af 30 % af renterne paa factoring-kontrakten.

Artikel 15

- omlaegning af en eksisterende ordning vedroerende stoette til lageropbygning i virksomheder med hoejst 300 ansatte og en kapital paa hoejst 500 mio. lire (ca. 0,27 mio. ECU)

Der er tale om tilskud paa op til 40 % af de faste investeringer med fradrag af eventuel tidligere modtaget stoette efter samme ordning over en femaarig periode.

Denne ordning er tidligere blevet undersoegt af Kommissionen, som godkendte den midlertidigt i 1992, idet enhver fremtidig godkendelse dog blev gjort betinget af overholdelse af visse betingelser.

Artikel 16

- eventuel anvendelse af allerede opfoerte bevillinger paa det regionale budget til forudbetaling af 85 % af den finansielle stoette paa maksimalt 800 mio. lire (ca. 0,43 mio. ECU), som Cassa del Mezzogiorno yder til virksomheder med faste investeringer paa hoejst 10 mia. lire (ca. 5,4 mio. ECU) uden hensyntagen til afskrivninger og vaerdiopskrivninger.

Artikel 17

- 25 mia. lire (ca. 13,5 mio. ECU) for 1991 og 17 mia. lire (ca. 9,19 mio. ECU) for 1992 i tilskud til det offentlige, ikkekommercielle konsortium for industriel udvikling af Ragusa til etablering af en logistik infrastruktur for olieboreplatformene i Pozzallohavet.

Dette initiativ tager sigte paa som led i forvaltningen af regionen af fremme aktiviteterne for de selskaber, der (mod betaling) har faaet koncession paa at bore efter olie i havet. Den logistiske infrastruktur kan benyttes mod betaling.

Artikel 18

- en raekke foranstaltninger til omorganisering af regionens budget.

Artikel 19

- aendringer af en ordning vedroerende laan fra regionen til sicilianske virksomheder, der udfoerer reparationer eller vedligeholdelse eller leverer varer eller tjenesteydelser til de store petrokemiske virksomheder, der er under offentlig administration.

Modtagerne er virksomheder, der har udestaaende fordringer i Liquichimica, som traadte i betalingsstandsning efter at vaere blevet sat under administration.

I henhold til tidligere regionallove var der bevilget laan paa 3 mia. lire (ca. 1,62 mio. ECU) der forfaldt i marts 1993. Artikel 19 ophaever den for tilbagebetalingen fastsatte frist.

Kommissionen har ved to lejligheder godkendt den tidligere ordning inden for rammerne af henholdsvis stoetteforanstaltninger til fordel for industri-, handels-, haandvaerks-, fiskeri- og kooperativsektoren paa Sicilien og stoette til industriel udvikling paa Sicilien.

Artikel 20

og 21 - bestemmelser om opfoerelse af de i loven fastsatte udgifter paa regionens budget samt offentliggoerelse af lovteksten i regionens lovtidende.

IV Indledningsvis maa det for hver af de under punkt III beskrevne foranstaltninger undersoeges, om de udgoer statsstoette efter traktatens artikel 92, stk. 1.

Som naevnt under punkt III har RESAIS, der omfattes af bestemmelserne i artikel 1, 2 og 3 i lov nr. 23/1991, ingen produktionsvirksomhed, og dets aktiviteter vedroerer personer uden for produktionssfaeren. Det samme gaelder for foranstaltningerne til fordel for tidligere minearbejdere i henhold til artikel 6 og 12 i samme lov. Disse foranstaltninger kan foelgelig ikke betragtes som statsstoette efter traktatens artikel 92, stk. 1, idet de ikke begunstiger bestemte virksomheder eller bestemte produktioner.

Foranstaltningen til fordel for selskabet SIRAP som fastsat i artikel 4 i lov nr. 23/1991 har til formaal at daekke SIRAP's driftstab, eftersom der er tale om finansiering af administrationsomkostninger, der ikke daekkes af indtaegterne (artikel 4, stk. 2, i lov nr. 23/1991). Den stoettemodtagende virksomhed opererer paa markedet for ingenioerarbejder i konkurrence med private virksomheder saavel i Italien som andre faellesskabslande, som ikke kan paaregne offentlig stoette til daekning af et eventuelt underskud.

For saa vidt angaar artikel 5 i lov nr. 23/1991 og artikel 5 i lov nr. 8/1991 fremgaar det af de oplysninger, Kommissionen har modtaget, at til trods for betydelige investeringer fra regionen paa ca. 270 mia. lire (omkring 146 mio. ECU), koerer SITAS med konstant underskud. Ifoelge de seneste oplysninger fra de regionale myndigheder beloeb dette underskud sig til 2,536 mia. lire i 1987, 4,49 mia. lire i 1988, 38,645 mia. lire i 1989, 2,300 mia. lire i 1990 og 25,716 mia. lire i 1991. Hvilket i alt, uafhaengigt af et eventuelt underskud for regnskabsaarene 1992 og 1993, bliver omkring 40 mio. ECU. Disse negative resultater er ikke ledsaget af nogen udsigt til sanering, hvilket klart fremgaar af, at ledelsen i EMS, som kontrollerer SITAS, har udtalt, at den vil soege at faa et forlig i stand med kreditorbankerne, og at der tidligere var gjort forsoeg paa at likvidere virksomheden, dog uden held, hovedsagelig paa grund af mangelen paa koebere.

Under disse omstaendigheder vil ingen investor under normale markedsoekonomiske vilkaar indskyde kapital i et saadant foretagende og afholde tabene i en virksomhed uden fremtid. Under henvisning til Kommissionens holdning til anvendelsen af traktatens artikel 92 og 93 paa det offentliges indskud af kapital i virksomheder (4), maa de paagaeldende foranstaltninger betragtes som statsstoette i henhold til artikel 92, stk. 1, for saa vidt som de sigter mod kunstigt at holde liv i en virksomhed, der mangler oekonomisk grundlag.

Desuden forekommer det indlysende, at SITAS - et selskab som ejer flere hoteller - kun vil kunne fortsaette sine aktiviteter med en stadig stroem af offentlige tilskud, hvilket hindrer konkurrenter i Italien eller i andre medlemsstater i at faa adgang til den del af turistmarkedet, dette selskab daekker.

Foranstaltningerne i artikel 7 vedroerende foertidspensionsydelser til ansatte i IMAC samt finansieringen af arbejdsloeshedsunderstoettelse til personalet i kemikalievirksomheden VETEM i henhold til artikel 8 i lov nr. 23/1991 afviger fra de oevrige bestemmelser vedroerende fremme af beskaeftigelsen i artikel 1, 2, 3, 6 og 12 i samme lov, for IMAC's vedkommende fordi den regionale foranstaltning indgaar som led i virksomhedens omstruktureringsplan, og for VETEM's vedkommende fordi arbejdstagerne ikke har forladt produktionssfaeren.

Heraf foelger, at de med disse foranstaltninger forbundne fordele ikke alene er til gavn for arbejdstagerne, men ogsaa for de virksomheder, som de er ansat i. Disse foranstaltninger maa derfor betragtes som statsstoette efter traktatens artikel 92, stk. 1.

Den i artikel 9 fastsatte foranstaltning indgaar som led i den under regionen henhoerende forvaltning af infrastrukturer og kan derfor ikke betegnes som statsstoette efter traktatens artikel 92, stk. 1.

Artikel 10

omhandler finansiering af de ekstraordinaere foranstaltninger til vedligeholdelse af toerdokken i havnen i Messina. Foranstaltninger til fordel for skibsreparationsinfrastrukturer i toerdokken i havnen i Messina maa betragtes som statsstoette efter traktatens artikel 92, stk. 1.

Artikel 11

i lov nr. 23/1991 vedroerer finansiering af merkomkostninger foraarsaget af forsinkelsen i den regionale forvaltnings udbetaling af stoette til havneselskabet »San Sebastiano« i Syrakus og blev godkendt af Kommissionen, da den godkendte ovennaevnte stoette. Denne foranstaltning indeholder saaledes ingen nye stoette elementer i forhold til den stoette, der tidligere er godkendt af Kommissionen.

Artikel 13

etablerer en ordning vedroerende subsidierede laan til virksomheder i praksis talt hele fremstillingssektoren. Der er tale om ordrestoette ydet i form af delvis rentefinansiering paa basis af de disponible budgetmidler som angivet af myndighederne, i alt 50 mia. lire (ca. 270 mio. ECU). Denne foranstaltning maa betragtes som statsstoette. Det samme gaelder for den i artikel 14 fastsatte omlaegning af ordningen vedroerende factoring-stoette til sicilianske SMV, hvor stoetteintensiteten er paa ca. 4,25 % brutto. Kommissionen har allerede vedtaget en beslutning om ordningen i artikel 13.

Artikel 15

indfoerer aendringer i den generelle ordning vedroerende tilskud til lageropbygning, som paa visse betingelser godkendtes af Kommissionen i 1982.

Disse betingelser er ikke laengere opfyldt i artikel 15 i lov nr. 23/1991, for saa vidt som stoetten ikke laengere alene er relateret til startinvesteringerne.

Artikel 16

omhandler anvendelse af bevillinger opfoert paa det regionale budget til forudbetaling af indtil 85 % af de stoettebeloeb, der er bevilget inden for rammerne af ordningen vedroerende ekstraordinaere foranstaltninger i Mezzogiorno, der blev godkendt af Kommissionen den 2. marts 1988 og den 9. december 1992.

I lighed med artikel 11 i lov nr. 23/1991 indeholder denne foranstaltning ikke nye stoette elementer i forhold til stoetteordningen for Mezzogiorno og falder dermed ikke ind under artikel 92, stk. 1.

Artikel 17

omhandler finansiering af infrastrukturer, som det paahviler et offentligt organ at etablere. Foelgelig kan disse foranstaltninger ikke betragtes som stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1.

Artikel 18, 20 og 21, der omhandler tekniske foranstaltninger vedroerende det regionale budget og offentliggoerelse af loven, kan heller ikke betragtes som stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1.

Endelig ophaever artikel 19 de i den tidligere lov fastsatte frister for tilbagebetaling af laan ydet af regionen til selskabet Liquichimicas kreditorer.

Denne ordning, som Kommissionen har godkendt inden for rammerne af stoetten til industri-, handels-, haandvaerks-, fiskeri- og kooperativsektoren paa Sicilien og stoetten til industriel udvikling paa Sicilien, indebaerer efter aendringen ved lov nr. 23/1991, at de paagaeldende virksomheder endelig faar tildelt et beloeb paa maksimalt 25 mio. lire (ca. 13 500 ECU) pr. virksomhed, der dog ikke kan kumuleres med andre former for stoette.

Denne foranstaltning kan i medfoer af punkt 3.2 i EF's rammebestemmelser ikke betragtes som statsstoette efter artikel 92, stk. 1.

Kommissionen finder paa baggrund af de ovennaevnte betragtninger, at de i artikel 4, 5, 7, 8, 14 og 15 i lov nr. 23/1991 og i artikel 5 i lov nr. 8/1991 omhandlede foranstaltninger maa betragtes som statsstoette efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1.

V Den under punkt IV omhandlede stoette ydes til virksomheder, der udoever deres aktiviteter paa Sicilien. Stoetten begunstiger disse virksomheder, for saa vidt som den ikke ydes uden for denne region.

Stoetten er konkurrencefordrejende, idet den forbedrer den oekonomiske situation for de stoettemodtagende virksomheder i forhold til deres konkurrenter, der ikke modtager en saadan bistand.

Den omhandlede stoette paavirker endvidere samhandelen mellem medlemsstaterne. Selv om det ved en vurdering af stoettens gennemfoerelse ikke er muligt praecist at definere modtagerne, eftersom ikke alle potentielle modtagere er kendte, viser import- og eksportstatistikkerne (niveau III i Nomenklaturen for Statistiske Regionale Enheder »NUTS«), at en ikke ubetydelig andel af de sicilianske produkter og tjenesteydelser eksporteres til andre medlemsstater. Endvidere beroeres samhandelen mellem medlemsstaternes ligeledes, naar stoetten begunstiger indenlandske produkter og tjenesteydelser paa bekostning af produkter og tjenesteydelser importeret fra de oevrige medlemsstater.

VI Det maa konkluderes, at den ovenfor omtalte stoette er ydet ulovligt, eftersom de italienske myndigheder ikke paa forhaand har anmeldt den til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3.

Denne overtraedelse af traktatens bestemmelser har foert til en saerlig alvorlig situation, fordi den paagaeldende stoette allerede er ubetalt til stoettemodtagerne. Opmaerksomheden henledes i den forbindelse paa, at som foelge af den praeceptive karakter af procedurereglerne i traktatens artikel 93, stk. 3, som er direkte gaeldende, hvilket er blevet stadfaestet af Domstolen i dom af 19. juni 1973 (5), i dom af 11. december 1973 (6) og i dom af 22. marts 1977 (7), kan stoettens ulovlige karakter ikke afhjaelpes efterfoelgende.

Det skal bemaerkes, at Kommissionen har pligt til at gennemfoere procedurer indledt i henhold til artikel 93, stk. 2, som det blev stadfaestet i Domstolens dom af 14. februar 1990 (8).

Som det fremgaar af ovenstaaende betragtninger, er den omhandlede stoette af en saadan karakter, at den kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, hvorved den opfylder betingelserne i traktatens artikel 92, stk. 1, med undtagelse af artikel 19 i den regionale lov, der fritages under henvisning til punkt 3.2 i EF's rammebestemmelser.

VII Traktatens artikel 92, stk. 1, fastsaetter, at enhver form for statsstoette, der opfylder de i denne artikel fastsatte kriterier, principielt er uforenelig med faellesmarkedet.

Den i denne sag omhandlede stoette er ikke omfattet af undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 2, idet stoetten ikke sigter mod at opfylde de i stk. 2 omhandlede maal. Endvidere har de italienske myndigheder ikke anmodet om en saadan fritagelse.

Traktatens artikel 92, stk. 3, opregner de former for statsstoette, der kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet. En vurdering af, om en stoetteforanstaltning er forenelig med traktaten, skal foretages ud fra Faellesskabets interesse og ikke blot anskues inden for en enkelt stats rammer. For at sikre faellesmarkedets normale funktion og under hensyn til det i traktatens artikel 3, litra g), anfoerte princip skal de i artikel 92, stk. 3, opregnede undtagelser fortolkes snaevert ved vurderingen af enhver stoetteordning eller individuel stoette. Det skal isaer bemaerkes, at stoetteforanstaltninger kun kan fritages, hvis det over for Kommissionen kan sandsynliggoeres, at markedskraefterne, saafremt der ikke blev ydet stoette, ikke i sig selv ville kunne anspore stoettemodtagerne til at traeffe foranstaltninger til at naa et af de i undtagelsesbestemmelserne naevnte maal.

Saafremt undtagelsesbestemmelsen anvendes paa stoetteforanstaltninger, der ikke bidrager til at naa disse maal, eller som ikke er uomgaengelig noedvendige for virkeliggoerelsen af disse maal, ville det vaere ensbetydende med at begunstige industrisektorer og virksomheder i bestemte medlemsstater, hvis oekonomiske situation dermed ville blive kunstigt styrket, hvilket ville paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og skabe konkurrencefordrejninger, uden at det kunne begrundes i en faelles interesse, som anfoert i traktatens artikel 92, stk. 3.

For saa vidt angaar stoetten til ingenoervirksomheden SIRAP bemaerkes, at virksomheden som naevnt under punkt IV konkurrerer med andre virksomheder i Italien og i andre medlemsstater i den paagaeldende sektor.

Den paataenkte stoette (ca. 2,16 mio. ECU) er af en saadan stoerrelsesorden, at den i betragtning af ingenoervirksomheders generelt beskedne stoerrelse (ifoelge optaellinger fandtes der i 1988 5 636 saadanne virksomheder paa europaeisk plan med i gennemsnit 29 ansatte pr. virksomhed) ville bevirke, at SIRAP's konkurrenter blev forhindret i at faa adgang til markedet eller blev traengt ud af markedet som foelge af denne uretmaessige daekning af SIRAP's underskud.

Undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra a) omhandler stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker alvorlig underbeskaeftigelse. Men selv om det her drejer sig om en region, der er berettiget til at modtage regionalstoette i medfoer af artikel 92, stk. 3, litra a), skal opmaerksomheden henledes paa, at den omhandlede stoetteforanstaltning ikke er ydet under en regionalstoetteordning, men derimod paa grundlag af en skoensmaessig ad hoc-beslutning truffet af de kompetente myndigheder.

Selv i tilfaelde af at den paagaeldende stoette kunne betragtes som regionalstoette, kunne den ikke omfattes af undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra a), da stoetteforanstaltninger i henhold til bestemmelserne i denne artikel skal bidrage til regionens langsigtede udvikling, hvilket ikke er tilfaeldet i den aktuelle sag, for saa vidt som stoetten udelukkende har til formaal at daekke virksomhedens tab uden sigte paa strukturelle forbedringer.

Med hensyn til de i artikel 92, stk. 3, litra b), opregnede undtagelser sigter den omhandlede stoette ikke mod at fremme et projekt af faelleseuropaeisk interesse eller at afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den italienske oekonomi, og den har heller ikke saadanne projekters egenskaber. Endvidere har de italienske myndigheder ikke gjort en saadan undtagelse gaeldende i de bemaerkninger, de har fremsat over for Kommissionen.

Med hensyn til undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra c), vedroerende stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, henledes opmaerksomheden paa, at den omhandlede stoette ikke er forbundet med en omstruktureringsplan, der sikrer, at den paagaeldende virksomhed igen kan blive rentabel. Der er derfor tale om driftsstoette med henblik paa at opretholde status quo ved at hindre markedsoekonomiens kraefter i at frembringe deres normale effekter.

Denne stoette kan derfor ikke betragtes som forenelig med faellesmarkedet.

Samme vurdering maa goeres gaeldende for de to stoetteforanstaltninger for selskabet SITAS, saa meget mere som denne virksomhed som omtalt oven for under punkt III har haft oekonomiske vanskeligheder i adskillige aar.

Vedroerende artikel 7 om stoetteforanstaltninger i form af arbejdsloeshedsunderstoettelse til IMAC's ansatte har de italienske myndigheder mundtligt meddelt, at denne foranstaltning er ivaerksat som led i en omstruktureringsplan, der sigter mod at goere virksomheden rentabel paa lang sigt. De italienske myndigheder har hverken fremsendt omstruktureringsplanen eller andre oplysninger om dette punkt.

Vedroerende artikel 8 drejer det sig ifoelge mundtlige oplysninger fra de italienske myndigheder om regionens overtagelse af ansvaret for en del af loengodtgoerelserne til VETEM's ansatte efter udloebet af de statslige foranstaltninger under »Cassa integrazione«.

De i artikel 7 og 8 fastsatte foranstaltninger fungerer paa den maade, at regionen overtager ansvaret for en del af stoettemodtagernes driftsomkostninger. Der er tale om driftsstoette, som er forbudt i henhold til faellesskabslovgivningen, og som kun kan godkendes undtagelsesvis, hvis de italienske myndigheder havde fremlagt en tilfredstillende begrundelse.

I den foreliggende sag har de italienske myndigheder ikke fremsendt oplysninger om, hvilke maalsaetninger der soeges opfyldt med omstruktureringen af IMAC og den delvise overtagelse af loenudgifter, der normalt skal afholdes af VETEM.

Af ovenstaaende fremgaar det, at heller ikke disse foranstaltninger kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet.

Artikel 10

i lov nr. 23/1991 drejer sig om refinansiering af foranstaltninger, der tidligere er godkendt af Kommissionen inden for rammerne af stoetteforanstaltninger til koelhalingsbassiner i Trapani og Messina i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i Raadets direktiv 87/167/EOEF (9) om stoette til skibsbygningsindustrien.

Eftersom de forhold, der laa til grund for ovennaevnte godkendelse, er uaendrede, kan Kommissionen kun bekraefte den tidligere godkendelse.

For saa vidt som de i artikel 13 omhandlede foranstaltninger indgaar i en ordning, der for en dels vedkommende er baseret paa bestemmelser, som endnu er til behandling i Kommissionen, tager denne forbehold med henblik paa en global beslutning om denne ordning efter afslutningen af den igangvaerende undersoegelse.

Stoetteordningen i artikel 14, der omhandler factoring-stoette, tager sigte paa at nedbringe udgifterne til diskontering af fakturaer i smaa og mellemstore virksomheder, der defineres i overensstemmelse med definitionen af SMV i EF's rammebestemmelser. Selv om ordningen indebaerer driftstoette, indvirker den kun delvis paa modtagernes driftsomkostninger, idet bruttointensiteten ligger paa 4,25 %.

I betragtning af Siciliens sociooekonomiske situation og af at det i henhold til de gaeldende rammebestemmelser er tilladt at yde stoette til erhvervsinvesteringer i SMV paa Sicilien paa op til 65 %, og at der er mulighed for at give tilladelse til stoetteforanstaltninger med andre formaal i situationer, der berettiger en saadan stoette, kan denne ordning omfattes af undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), for saa vidt som de paagaeldende stoetteforanstaltninger sigter mod at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene, uden at de aendrer samhandelen i Faellesskabet paa en saadan maade, at det strider mod den faelles interesse.

Hvad angaar den i artikel 15 fastsatte aendring af en generel ordning vedroerende stoette til lageropbygning som Kommissionen godkendte i 1982, henledes opmaerksomheden endelig paa, at denne godkendelse var underlagt visse betingelser.

Kommissionen anfoerte paa davaerende tidspunkt, at den fremover kun ville godkende eventuel refinansiering af stoetten paa betingelse af, at beregningsmekanismen aendredes, saaledes at lagrene blev afpasset efter virksomhedens oprindelige anlaegsinvesteringer. Men den omhandlede foranstaltning tilpasser tvaertimod stoetten til de allerede gennemfoerte erhvervsinvesteringer opfoert paa virksomhedens seneste balance, hvilket medfoerer, at saavel stoettebeloebet som mangelen paa gennemsigtighed oeges, medens den af Kommissionen stillede betingelse netop havde til formaal at fremme gennemsigtigheden.

Kommissionen kan saaledes ikke godkende artikel 15 i dens nuvaerende form og maa konkludere, at den er uforenelig med faellesmarkedet.

VIII Det maa foelgelig konstateres, at den stoette, der er ydet i henhold til artikel 4, 5, 7, 8 og 15 i lov nr. 23/1991 og artikel 5 i lov nr. 8/1991, er uforenelig med faellesmarkedet. Disse stoetteforanstaltninger maa ophaeves, og enhver allerede udbetalt stoette maa tilbagebetales.

Naar en stoetteforanstaltning er uforenelig med faellesmarkedet, er Kommissionen befoejet til at udnytte den mulighed, den har faaet med Domstolens dom af 12. juli 1973 (10), bekraeftet ved dom af 24. februar 1987 (11) og beordre medlemsstaterne til at tilbagesoege den ulovligt tildelte stoette.

Tilbagebetalingen skal ske i henhold til italiensk lovgivnings retsregler, herunder isaer bestemmelserne om morarente paa statens udestaaende fordringer, som loeber fra datoen for ydelsen af den paagaeldende ulovlige stoette. Dette er noedvendigt for at genoprette den oprindelige situation og opveje de finansielle fordele, som modtagervirksomhederne uretmaessigt maatte have nydt fra datoen for udbetalingen af den ulovlige stoette (Domstolens dom af 21. marts 1990 (12)).

Kommissionen erindrer om, at de nationale retsregler »skal anvendes paa en saadan maade, at de ikke goer den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning praktisk umulig« (Domstolens dom af 2. februar 1989 (13)) -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. De i artikel 4, 5, 7, 8, 14 og 15 i lov nr. 23/1991 og artikel 5 i lov nr. 8/1991 omhandlede stoetteforanstaltninger er ulovlige, for saa vidt som de italienske myndigheder ikke forudgaaende har anmeldt dem til Kommissionen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 3.

2. De i artikel 14 i lov nr. 23/1991 omhandlede stoetteforanstaltninger er forenelige med faellesmarkedet efter EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), for saa vidt som modtagerne defineres i overensstemmelse med definitionen af smaa og mellemstore virksomheder i Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til SMV.

3. Den stoette, der er ydet i henhold til artikel 4, 5, 7, 8 og 15 i lov nr. 23/1991 og artikel 5 i lov nr. 8/1991 om henholdsvis ekstraordinaere foranstaltninger for industrien og finansiel bistand til sektoren for alkalisalte, er uforenelig med faellesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 1.

Artikel 2

Italien undlader at gennemfoere de i artikel 1, stk. 3, omhandlede stoetteforanstaltninger og tilbagesoeger den stoette, der allerede maatte vaere udbetalt.

Tilbagebetalingen skal finde sted i henhold til den italienske lovgivning, isaer bestemmelserne om morarente paa statens udestaaende fordringer, som loeber fra datoen for ydelsen af stoetten.

Artikel 3

Italien meddeler senest to maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning Kommissionen, hvilke foranstaltninger den har truffet til at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 2. februar 1994.

Paa Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. C 59 af 2. 3. 1993, s. 4.

(2) EFT nr. C 137 af 27. 5. 1992, s. 4.

(3) EFT nr. C 213 af 19. 8. 1992, s. 2.

(4) EF-Bull. nr. 9-1984, s. 98, og meddelelse fra Kommissionen, offentliggjort i EFT nr. C 273 af 18. 3. 1991, s. 2.

(5) Sag 77/72, Capolongo/Maya, Sml. 1973, s. 611.

(6) Sag 120/73, Lorenz/Tyskland, Sml. 1973, s. 1471.

(7) Sag 78/76, Steinike, und Weinlig/Tyskland, Sml. 1977, s. 595.

(8) Sag C-301/87, Frankrig/Kommissionen, Sml. 1990, s. I-307.

(9) EFT nr. L 69 af 12. 3. 1987, s. 55.

(10) Sag 70/72, Kommissionen/Tyskland, Sml. 1973, s. 813.

(11) Sag 310/85, Deufill/Kommissionen, Sml. 1987, s. 901.

(12) Sag C 142/87, Belgien/Kommissonen, Sml. 1990, s. I-959.

(13) Sag 94/87, Kommissionen/Tyskland, praemis 12, Sml. 1989, s. 175 og 192.