This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 22024A00227
TRANSLATION – Agreement between the European Union and the Government of the Islamic Republic of Mauritania on the establishment and functioning of the European Union Regional Advisory and Coordination Cell deployed in Nouakchott to support the G5 Sahel structures
OVERSÆTTELSE — Aftale mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretaniens regering om oprettelse og drift af Den Europæiske Unions regionale rådgivnings- og koordineringscelle deployeret i Nouakchott til støtte for G5 Sahel-strukturerne
OVERSÆTTELSE — Aftale mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretaniens regering om oprettelse og drift af Den Europæiske Unions regionale rådgivnings- og koordineringscelle deployeret i Nouakchott til støtte for G5 Sahel-strukturerne
ST/6952/2023/INIT
EUT L, 2024/227, 19.1.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2024/227/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2024/227/oj
|
Tidende |
DA Serie L |
|
2024/227 |
19.1.2024 |
OVERSÆTTELSE
Aftale mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretaniens regering om oprettelse og drift af Den Europæiske Unions regionale rådgivnings- og koordineringscelle deployeret i Nouakchott til støtte for G5 Sahel-strukturerne
DEN EUROPÆISKE UNION
på den ene side,
og
DEN ISLAMISKE REPUBLIK MAURETANIEN,
i det følgende benævnt »værtsstaten«,
på den anden side,
i det følgende samlet benævnt »parterne«,
SOM TAGER FØLGENDE I BETRAGTNING:
|
a) |
aftalen vedrørende hovedsædet mellem Den Islamiske Republik Mauretaniens regering og G5 Sahels permanente sekretariat, undertegnet i Nouakchott den 26. juni 2015 |
|
b) |
skrivelsen A(2018)- 64 094 36 af 13. december 2018 fra den højtstående repræsentant, næstformand for Kommissionen for Den Europæiske Union, til ministeren for udenrigsanliggender, samarbejde og mauretaniere uden for Mauretanien |
|
c) |
skrivelsen af 19. februar 2019 fra Den Islamiske Republik Mauretaniens udenrigs- og samarbejdsminister, der udtrykker Den Islamiske Republik Mauretaniens samtykke til permanent deployering af et eksperthold ved EU-delegationen i Nouakchott til støtte for G5 Sahel-institutionerne og til tilrettelæggelse af ad hoc-uddannelses- og rådgivningsmissioner for mauretanske tjenester foretaget af EUCAP Sahel Mali, EU-missionen i Mali, der blev oprettet ved Rådets afgørelse 2014/219/FUSP (1) af 15. april 2014, og af EUCAP Sahel Niger, EU-missionen i Niger, der blev oprettet ved Rådets afgørelse 2012/392/FUSP (2) af 16. juli 2012, og hvori medlemmerne af disse to EU-missioner indrømmes privilegier og immuniteter |
|
d) |
Rådets afgørelse (FUSP) 2019/762 (3) af 13. maj 2019, ved hvilken den regionale rådgivnings- og koordineringscelle blev etableret |
|
e) |
verbalnoten af 11. maj 2021 fra Den Islamiske Republik Mauretaniens udenrigs- og samarbejdsministerium og skrivelsen af 12. maj 2021 fra ministeren for udenrigsanliggender, samarbejde og mauretaniere uden for Den Islamiske Republik Mauretanien, hvori den regionale rådgivnings- og koordineringscelle indrømmes privilegier og immuniteter |
|
f) |
behovet for, at den regionale rådgivnings- og koordineringscelles oprettelse og drift i Den Islamiske Republik Mauretanien styres af en retlig ramme |
|
g) |
behovet for, at ad hoc-medarbejderne fra EUCAP Sahel Mali og EUCAP Sahel Niger, der rejser ind på værtsstatens område med henblik på ad hoc-uddannelses- og rådgivningsaktiviteter er omfattet af den samme retlige ramme, |
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
Artikel 1
Anvendelsesområde og definitioner
1. Denne aftale finder anvendelse på den regionale rådgivnings- og koordineringscelle og dens personel.
2. De bestemmelser, der finder anvendelse på den regionale rådgivnings- og koordineringscelle eller dens personel, finder anvendelse på samme måde for ad hoc-medarbejderne fra EUCAP Sahel Mali og EUCAP Sahel Niger, der rejser ind på værtsstatens område med henblik på specifikke ad hoc-uddannelses- og rådgivningsaktiviteter.
3. Denne aftale finder kun anvendelse på værtsstatens område.
4. I denne aftale forstås ved:
|
a) |
»celle«: den regionale rådgivnings- og koordineringscelle, der er oprettet for at støtte G5 Sahel-strukturerne og -staterne på forsvars- og sikkerhedsområdet, navnlig i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet, og for at gennemføre Den Europæiske Unions regionale tilgang i Sahel med henblik på aktioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, samt dens bygninger i Mauretanien, dens personel, deres aktiver og de transportmidler, der bidrager til dens mission |
|
b) |
»ad hoc-medarbejdere«: personel fra EUCAP Sahel Mali og EUCAP Sahel Niger, der rejser ind på værtsstatens område med henblik på at gennemføre ad hoc-uddannelses- og rådgivningstiltag til støtte for cellens aktioner |
|
c) |
»chef for cellen«: den øverste ansvarlige for cellen i Mauretanien |
|
d) |
»Den Europæiske Union (Unionen)«: EU-institutioner og -organer |
|
e) |
»udsenderstat«: en stat, der stiller personel til rådighed for cellen, eller som ad hoc-medarbejdere stammer fra |
|
f) |
»EU-personel«: civilt og militært personel, som er udstationeret ved cellen, og ad hoc-medarbejdere, der er statsborgere i en EU-medlemsstat, samt personel, der er på mission for at støtte cellen på vegne af en udsenderstat, en EU-institution eller et EU-organ. Denne kategori omfatter ikke lokalt ansat personel inden for rammerne af national lovgivning og personel ansat af kommercielle virksomheder |
|
g) |
»lokalt ansat personel«: medlemmer af cellens personel eller af personel, der er ansat af ad hoc-medarbejdere, og som er statsborgere i eller har fast bopæl i værtsstaten |
|
h) |
»officielle faciliteter«: alle bygninger, kvarterer og områder, der er nødvendige for cellen og dens personel eller for ad hoc-medarbejderne |
|
i) |
»officiel korrespondance»: al korrespondance vedrørende cellen eller en af ad hoc-medarbejderne |
|
j) |
»officielle aktiver«: udstyr og forbrugsvarer, der er nødvendige for cellen eller ad hoc-medarbejderne |
|
k) |
»officielle transportmidler«: alle køretøjer og andre transportmidler, der ejes, lejes eller chartres af cellen eller af en ad hoc-medarbejder, som er nødvendige for deres aktiviteter |
|
l) |
»officielle dokumenter«: alle dokumenter og arkiver, der opbevares af cellen, en af ad hoc-medarbejderne eller et andet medlem af EU-personellet. |
Artikel 2
Cellens hovedsæde
Cellen etableres i Nouakchott som aftalt mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretaniens regering.
Artikel 3
Cellens retlige status
1. Cellen har den nødvendige rets- og handleevne i henhold til værtsstatens love og administrative bestemmelser til at opfylde sin mission.
2. Den har navnlig kapacitet til at indgå kontrakter, leje, erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre, der er nødvendige for dens aktiviteter.
3. Lovvalg i forbindelse med kontrakter, der indgås af cellen i værtsstaten, fastsættes i disse kontrakter.
4. Det kan i kontrakterne fastsættes, at den procedure for tvistbilæggelse af erstatningskrav, der er omhandlet i artikel 25, finder anvendelse på tvister som følge af anvendelsen af de pågældende kontrakter.
Artikel 4
Officielle faciliteter
1. Cellens officielle faciliteter er ukrænkelige. Ansatte eller tjenestemænd fra værtsstaten må kun betræde cellens officielle faciliteter med samtykke fra chefen for cellen.
2. I tilfælde af brand eller andre ulykker, der kræver øjeblikkelige beskyttelsesforanstaltninger, og hvor der ikke i tide kan indhentes forudgående samtykke fra chefen for cellen, kan værtslandets ansatte eller embedsmænd dog undtagelsesvis betræde de officielle faciliteter, så længe det er nødvendigt for at kunne iværksætte disse beskyttelsesforanstaltninger, og under opsyn af et medlem af cellen.
3. Cellen er bemyndiget til at opføre eller ændre faciliteter, når dette er nødvendigt af operative hensyn. Værtsstaten kan ikke kræve erstatning af cellen for sådanne opførelser eller ændringer.
4. Det er ikke hensigten, at cellens officielle faciliteter skal anvendes til konsulære aktiviteter.
5. Cellen tillader ikke, at dens hovedkvarter anvendes som tilflugtssted for en person, der eftersøges for en lovovertrædelse eller et åbenlyst strafbart forhold, eller som er genstand for en arrestordre, eller som er dømt for et strafbart forhold.
Artikel 5
Identifikation
Unionens flag og særlige kendetegn, titler, symboler og officielle emblemer kan anvendes på de officielle faciliteter og officielle transportmidler. EU-personel kan bære uniform og et særligt emblem.
Artikel 6
Kommunikation
1. Cellen kan installere og drive radiosende- og modtageanlæg samt satellitsystemer. Den samarbejder med værtsstatens kompetente myndigheder for at undgå konflikter vedrørende brug af de egnede frekvenser. Værtsstaten giver gratis adgang til frekvensspektret i overensstemmelse med sin gældende lovgivning.
2. Cellen har ret til ubegrænset radiokommunikation (herunder via satellit og bærbar eller håndholdt radio), telefon-, telegraf- og telefaxkommunikation samt anden kommunikation og til at installere det nødvendige udstyr til vedligeholdelse af sådan kommunikation på og mellem officielle faciliteter, herunder ret til at trække kabler og jordledninger til sine officielle formål.
Artikel 7
Cellens immunitet for retsforfølgning
Cellen, uanset placering, samt dens officielle aktiver, officielle transportmidler og officielle faciliteter, uanset indehaver eller bruger, nyder immunitet for enhver form for retsforfølgning.
Artikel 8
Forsikringspligt
Cellen er forpligtet til at tegne en forsikring til dækning af de forpligtelser, der kan følge af dens eller dens personels aktiviteter, som den er retligt ansvarlig for.
Artikel 9
Medicinsk evakuering og EU-personel, der er afgået ved døden
1. Værtsstaten tillader og yder uden vederlag sin støtte til aktiviteter i forbindelse med medicinsk evakuering af medlemmer af cellens personel.
2. Chefen for cellen skal forestå hjemtransport af ethvert medlem af cellens personel, der er afgået ved døden, samt af den pågældende persons personlige ejendele og skal med henblik herpå træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger.
3. Der foretages ikke obduktion af medlemmer af cellens personel, der er afgået ved døden, uden samtykke fra den stat, hvor afdøde var statsborger, eller fra dennes efterladte. Der må under ingen omstændigheder foretages obduktion uden overværelse af en repræsentant for cellen eller den stat, hvor afdøde var statsborger.
4. Værtsstaten og cellen samarbejder i videst muligt omfang med henblik på hurtig hjemtransport af ethvert medlem af cellens personel, der er afgået ved døden.
Artikel 10
Fritagelse for tvangsforanstaltninger
EU-personellet og cellen må ikke gøres til genstand for ransagning, arrest, konfiskation, rekvisition eller ekspropriation eller nogen anden form for tvangsforanstaltning af administrativ eller judiciel art.
Artikel 11
Officielle dokumenter
Cellens arkiver og generelt alle officielle dokumenter i enhver form er ukrænkelige til enhver tid, og uanset hvor de befinder sig.
Artikel 12
Officiel korrespondance
Officiel korrespondance er ukrænkelig.
Artikel 13
Pengemidler og valutaer
Cellen kan:
|
a) |
modtage og opbevare pengemidler og valutaer af enhver art og have konti i Mauretanien i en hvilken som helst valuta |
|
b) |
frit overføre sine pengemidler inden for Mauretaniens område, fra Mauretanien til et andet land og omvendt. |
Artikel 14
Skattefritagelser for cellen
Cellen er fritaget for alle nationale, regionale eller kommunale skatter og gebyrer af lignende art for indkøbte eller importerede officielle aktiver, navnlig officielle transportmidler, officielle faciliteter og tjenesteydelser, der leveres med henblik på cellens eller ad hoc-medarbejdernes officielle formål.
Artikel 15
Import foretaget af cellen
Værtsstaten tillader indførsel på sit område af officielle aktiver, navnlig officielle transportmidler, og fritager disse for told, afgifter, vejafgifter, skatter og gebyrer af lignende art bortset fra betaling for lager- og fragtydelser samt andre leverede tjenesteydelser.
Artikel 16
Overholdelse af værtslandets lovgivning og af de officielle mål
1. Cellen og EU-personellet skal overholde værtsstatens love og forskrifter og afstå fra enhver handling eller aktivitet, der er uforenelig med Unionens mål.
2. Cellen og EU-personellet afholder sig fra aktiviteter af kommerciel art eller med gevinst for øje.
Artikel 17
EU-personellets færden
1. Regeringen for Den Islamiske Republik Mauretanien giver EU-personellet tilladelse til indrejse og ophold i Mauretanien uden visumgebyr eller tidsbegrænsning.
2. EU-personellet er undtaget fra værtsstatens bestemmelser om registrering af og kontrol med udlændinge, men opnår ingen ret til varigt ophold eller bopæl på værtsstatens område.
3. EU-personellet kan føre motorkøretøjer, herunder pansrede biler, på værtsstatens område, hvis det har gyldigt nationalt, internationalt eller militært kørekort i en af udsenderstaterne.
4. Værtsstaten sikrer cellen og EU-personellet bevægelses- og rejsefrihed på sit område, herunder i sit luftrum, til deres officielle formål på de områder, der er berørt af deres aktiviteter, og som skal fastlægges efter fælles aftale med værtsstatens kompetente myndigheder.
5. Cellen og medlemmerne af EU-personellet kan til deres officielle formål benytte veje, broer, færger og lufthavne uden betaling af afgifter, vejafgifter, skatter og lignende gebyrer. Cellen og medlemmerne af EU-personellet er ikke fritaget for at betale udgifter til bestilte og modtagne ydelser på samme betingelser som dem, der gælder for værtsstatens væbnede styrker.
Artikel 18
Privilegier og immuniteter, der indrømmes EU-personel
1. EU-personellet nyder følgende privilegier og immuniteter:
|
a) |
EU-personellet må hverken anholdes eller frihedsberøves. Hvis en kompetent retspolitimyndighed i værtsstaten griber en gerningsmand på fersk gerning, må den frihedsberøve vedkommende, indtil cellens kompetente myndigheder kommer til stede. |
|
b) |
EU-personellet nyder strafferetlig immunitet i værtsstaten. I tilfælde af overtrædelse af strafferetten indsamler de kompetente mauretanske myndigheder bevismateriale, som de stiller til rådighed for chefen for cellen. Denne træffer straks de nødvendige foranstaltninger for at overdrage den pågældende til udsenderstaten med henblik på retsforfølgelse, idet det dog er den retlige myndighed i udsenderstaten, der suverænt træffer afgørelse om retsforfølgning. I dette tilfælde holdes værtsstatens regering regelmæssigt orienteret om forløbet af den iværksatte retssag. Udsenderstaten eller det relevante EU-organ kan om nødvendigt give afkald på den strafferetlige immunitet for et medlem af EU-personellet. Et sådant afkald skal altid ske skriftligt. |
|
c) |
For EU-personellet gælder, at alle papirer og dokumenter, al korrespondance og al ejendom, som tilhører dem, er ukrænkelige. |
|
d) |
EU-personellet modtager en særlig opholdstilladelse udstedt af udenrigsministeriet til sig selv, deres ægtefælle og deres forsørgelsesberettigede børn under 21 år. |
|
e) |
De har også, hvis de tidligere har haft bopæl i udlandet, ret til toldfrit at indføre deres personlige ejendele, der er i brug, når de etablerer sig i Mauretanien. |
|
f) |
EU-personellet nyder immunitet fra værtstatens civilretlige og administrative jurisdiktion med hensyn til mundtlige og skriftlige udtalelser og alle handlinger, det udfører som led i udøvelsen af sine officielle funktioner. |
|
g) |
Hvis der indledes civilretlige retssager mod et medlem af EU-personellet ved en domstol i værtsstaten, skal chefen for cellen og udsenderstatens kompetente myndighed eller den relevante EU-institution eller det relevante EU-organ omgående underrettes. Før der indledes retssag ved den kompetente domstol, skal chefen for cellen eller udsenderstatens kompetente myndighed eller den relevante EU-institution eller det relevante EU-organ over for vedkommende domstol attestere, om den pågældende handling er blevet begået af EU-personel som led i udøvelsen af dets officielle funktioner. |
|
h) |
Hvis den pågældende handling er blevet begået som led i udøvelsen af officielle funktioner, må retssagen ikke indledes, og bestemmelserne i artikel 16 finder anvendelse. Hvis handlingen ikke er blevet begået som led i udøvelsen af officielle funktioner, kan retssagen fortsætte. Den attestering, der afgives af chefen for cellen og udsenderstatens kompetente myndighed eller den relevante EU-institution eller det relevante EU-organ, er bindende for domstolen i værtsstaten, som ikke kan anfægte den. |
|
i) |
De kompetente myndigheder i værtsstaten kan imidlertid anfægte denne attesterings berettigelse inden for en frist på to måneder fra den dato, hvor den er blevet udarbejdet. I dette tilfælde forpligter hver part sig til udelukkende at løse denne tvist med diplomatiske midler. |
|
j) |
Hvis et medlem af EU-personellet indleder en civilretlig retssag, afskærer dette vedkommende fra at påberåbe sig fritagelse for retsforfølgning med hensyn til ethvert modkrav, der er direkte forbundet med hovedpåstanden. |
|
k) |
EU-personel er ikke forpligtet til at vidne i retten. |
|
l) |
Der må ikke træffes nogen fuldbyrdelsesforanstaltninger over for et medlem af EU-personellet, medmindre det sagsøges i en civilretlig retssag, der ikke vedrører vedkommendes officielle funktioner. Ejendom tilhørende EU-personel, der af chefen for cellen attesteres som værende nødvendig for udøvelsen af det pågældende personels officielle funktioner, må ikke konfiskeres med henblik på fuldbyrdelse af en dom, afgørelse eller kendelse. I civilretlige retssager må EU-personel ikke underkastes nogen begrænsninger i dets personlige frihed eller nogen anden tvangsforanstaltning. |
|
m) |
EU-personellets immunitet for værtsstatens jurisdiktion fritager det ikke for at være underlagt udsenderstatens jurisdiktion. |
|
n) |
EU-personel er undtaget fra de gældende bestemmelser inden for social sikring i værtsstaten. |
|
o) |
EU-personel er fritaget for enhver form for beskatning i værtsstaten af de vederlag og honorarer, som cellen eller udsenderstaten betaler dem, samt af enhver indkomst, der modtages uden for værtsstaten. |
2. De kompetente myndigheder i den stat, som et medlem af EU-personellet er udsendt fra, har ret til på værtsstatens område at udøve den strafferetlige og disciplinære jurisdiktion, de er tillagt i henhold til udsenderstatens lovgivning, over for ethvert medlem af EU-personellet, der er underlagt denne lovgivning.
Artikel 19
Lokalt ansat personel
1. Lokalt ansat personel nyder kun privilegier og immuniteter i det omfang, dette tillades af værtsstaten. Værtsstaten udøver dog sin jurisdiktion over dette personel på en sådan måde, at det ikke i urimeligt omfang griber forstyrrende ind i cellens eller ad hoc-medarbejdernes funktioner. Lokalt ansat personel har samme rettigheder som lokalt ansat personel ved Den Europæiske Unions delegation i Nouakchott.
2. Lokalt ansat personel er omfattet af Mauretaniens socialsikringslovgivning i henhold til de almindelige retsregler. Cellen overholder denne lovgivning som arbejdsgiver for dette personel.
Artikel 20
Sikkerhed
1. Værtsstaten sørger inden for rammerne af sine midler for cellens og EU-personellets sikkerhed.
2. Med henblik herpå træffer værtsstaten alle nødvendige foranstaltninger med henblik på cellens, ad hoc-medarbejdernes og EU-personellets beskyttelse og sikkerhed. Enhver specifik bestemmelse, som værtsstaten foreslår, skal godkendes af chefen for cellen, inden den gennemføres.
3. Om nødvendigt kan der fastlægges supplerende bestemmelser i overensstemmelse med artikel 23.
Artikel 21
Erstatningskrav ved død, tilskadekomst, skade eller tab
1. Cellen, EU-personellet, Unionen og udsenderstaterne kan ikke drages til ansvar for skade på eller tab af privat eller statslig ejendom, der er forbundet med operativ nødvendighed eller skyldes aktiviteter i forbindelse med borgerlige uroligheder eller beskyttelse af cellen eller EU-personellet.
2. Med henblik på afgørelse ved mindelig ordning skal erstatningskrav for skade på eller tab af privat ejendom, der ikke er omfattet af stk. 1, samt erstatningskrav ved personers død eller tilskadekomst samt skade på eller tab af aktiver, faciliteter eller transportmidler tilhørende cellen eller en ad hoc-medarbejder forelægges for cellen via værtsstatens kompetente myndigheder for så vidt angår erstatningskrav fra fysiske eller juridiske personer fra værtsstaten eller for værtsstatens kompetente myndigheder for så vidt angår erstatningskrav fra cellen.
3. Hvis der ikke kan findes en mindelig ordning, forelægges erstatningskrav for en kravskommission, der er ligeligt sammensat af repræsentanter for cellen og værtsstaten. Erstatningskravene bilægges efter fælles overenskomst.
4. Hvis der ikke kan træffes en afgørelse i kravskommissionen, skal anmodninger om:
|
a) |
erstatningskrav på til og med 40 000 EUR bilægges ved diplomatiske midler mellem værtsstaten og repræsentanter for Unionen |
|
b) |
erstatningskrav på mere end det i litra a) omhandlede beløb forelægges for en voldgiftsdomstol, hvis afgørelser er bindende. |
5. Voldgiftsdomstolen sammensættes af tre voldgiftsmænd, hvoraf én voldgiftsmand udpeges af værtsstaten, én voldgiftsmand af cellen og den tredje af værtsstaten og cellen i fællesskab. Har en af parterne inden for en frist på to måneder ikke udpeget en voldgiftsmand, eller kan der ikke opnås enighed mellem værtsstaten og cellen om udpegelsen af den tredje voldgiftsmand, udpeges denne voldgiftsmand af præsidenten for en domstol, som udpeges af parterne i fællesskab.
6. Cellen og værtsstatens administrative myndigheder bliver enige om en administrativ ordning, der er nødvendige for at fastlægge kravskommissionens og voldgiftsdomstolens mandat, hvilken procedure der skal anvendes i disse instanser, og på hvilke betingelser erstatningskrav skal fremsættes.
Artikel 22
Andre bestemmelser
1. Når der i denne aftale henvises til cellens og EU-personellets privilegier, immuniteter og rettigheder, er værtsstatens regering ansvarlig for deres gennemførelse og for at sikre, at værtsstatens lokale myndigheder overholder sådanne privilegier, immuniteter og rettigheder.
2. Intet i denne aftale tilsigter at fravige eller kan anses for at fravige rettigheder, som en udsenderstat har ifølge andre aftaler.
Artikel 23
Samarbejde
1. Cellen giver hvert år de kompetente mauretanske myndigheder meddelelse om navn og adresse på cellens personel og på ad hoc-medarbejderne. Cellen underretter ligeledes på forhånd værtsstaten om enhver planlagt væsentlig ændring i antallet af ansatte.
2. Værtsstaten samarbejder fuldt ud med og yder sin fulde støtte til cellen og dens medlemmer. Om nødvendigt kan der fastlægges supplerende ordninger i overensstemmelse med denne artikels sidste stykke.
3. Chefen for cellen og den embedsmand, der er udpeget af Den Islamiske Republik Mauretaniens ministerium for udenrigsanliggender, samarbejde og mauretaniere uden for Den Islamiske Republik Mauretanien, konsulterer regelmæssigt hinanden og træffer passende foranstaltninger for at sikre tætte og gensidige forbindelser på alle niveauer med henblik på at sikre, at denne aftale anvendes korrekt.
4. Chefen for cellen samarbejder til enhver tid med de kompetente mauretanske myndigheder for at fremme en korrekt anvendelse af denne aftale.
5. Værtsstaten letter opfyldelsen af de kontrakter, som cellen har indgået med kommercielle enheder i officielt øjemed.
6. Med henblik på anvendelsen af denne aftale kan operative, administrative og tekniske spørgsmål gøres til genstand for separate ordninger, som indgås mellem chefen for cellen og værtsstatens administrative myndigheder.
Artikel 24
Afsluttende bestemmelser
De privilegier og immuniteter, der er fastsat i denne aftale, indrømmes ikke de pågældende personer til deres personlige fordel, men for at sikre en velfungerende celle.
Artikel 25
Tvistbilæggelse
1. Enhver tvist, der måtte opstå mellem Den Islamiske Republik Mauretaniens regering og cellen vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af denne aftale, bilægges gennem forhandling. Alle spørgsmål, der opstår i forbindelse med anvendelsen af denne aftale, undersøges i fællesskab af repræsentanterne for cellen og værtsstatens kompetente myndigheder.
2. I mangel af forudgående bilæggelse løses tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale udelukkende med diplomatiske midler mellem værtsstaten og Unionens repræsentanter.
Artikel 26
Ikrafttræden, ændring og udløb
1. Denne aftale anvendes midlertidigt fra datoen for dens undertegnelse.
2. Denne aftale træder i kraft på den første dag i den første måned efter, at parterne har underrettet hinanden om, at de har afsluttet de nødvendige interne procedurer med henblik herpå. Aftalen forbliver i kraft indtil den dato, hvor det sidste medlem af EU-personellet er udrejst som meddelt af cellen.
3. De i stk. 2 omhandlede underretninger rettes til generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretaniens ministerium for udenrigsanliggender, samarbejde og mauretaniere uden for Den Islamiske Republik Mauretanien.
4. Aftalen kan ændres skriftligt efter fælles overenskomst mellem parterne. Ændringerne nedfældes i særskilte protokoller, der udgør en integrerende del af denne aftale og træder i kraft i overensstemmelse med denne artikels stk. 1.
5. Opsigelse eller suspension af denne aftale berører ikke de rettigheder eller forpligtelser, der følger af gennemførelsen af denne aftale forud for denne foranstaltning.
6. Ved ikrafttrædelsen ophæver og erstatter denne aftale alle tidligere bestemmelser om oprettelse og drift af samt immuniteter og privilegier for cellen og dens personel.
7. Denne aftale er udfærdiget i fire originaleksemplarer, heraf to på arabisk og to på fransk. Begge udgaver er autentiske. I tilfælde af uoverensstemmelse i fortolkningen har den franske tekst forrang.
Udfærdiget i Nouakchott, den 15. december 2023.
(1) EUT L 113 af 16.4.2014, s. 21.
ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2024/227/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)