Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 22013A0817(01)

    Protokol om ændring af Wienkonventionen af 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade

    EUT L 220 af 17.8.2013, p. 3–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document Date of entry into force unknown (pending notification) or not yet in force.

    ELI: http://data.europa.eu/eli/prot/2013/434/oj

    Related Council decision

    17.8.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 220/3

    PROTOKOL

    om ændring af Wienkonventionen af 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade

    DE STATER, SOM ER KONTRAHERENDE PARTER I DENNE PROTOKOL,

    OG SOM TAGER I BETRAGTNING, at det er ønskeligt at ændre Wienkonventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade for at udvide dens anvendelsesområde, øge et nukleart anlægs indehavers økonomiske erstatningsansvar og skabe bedre mulighed for at sikre ofrene en fyldestgørende og rimelig erstatning,

    ER BLEVET ENIGE om følgende:

    Artikel 1

    Den konvention, hvis bestemmelser ændres ved denne protokol, er Wienkonventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade, i det følgende benævnt »Wienkonventionen af 1963«.

    Artikel 2

    I artikel I i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1)

    I stk. 1, litra j), foretages følgende ændringer:

    a)

    ordet »og« i slutningen af nr. ii) slettes og indsættes i slutningen af nr. iii)

    b)

    følgende nye nr. iv) tilføjes:

    »(iv)

    andre anlæg, hvori der findes nukleart brændsel eller radioaktive produkter eller radioaktivt affald, som Den Internationale Atomenergiorganisations styrelsesråd fra tid til anden fastlægger.«

    2)

    Stk. 1, litra k), affattes således:

    »k)

    »nuklear skade« betyder:

    i)

    tab af menneskeliv eller personskade;

    ii)

    tab af eller skade på ejendom.

    Ved »nuklear skade« forstås endvidere, i det omfang det er fastlagt i lovgivningen i det land, hvor den kompetente domstol har sit sæde:

    iii)

    økonomiske tab, som skyldes tab eller skade som anført i nr. i) eller ii), men som ikke er omfattet af disse numre, hvis de rammer en person, der har ret til at fremsætte erstatningskrav for sådanne tab eller skader

    iv)

    udgifter til foranstaltninger til genopretning efter miljøskader, medmindre skaderne er ubetydelige, hvis sådanne foranstaltninger faktisk er eller vil blive truffet, og i det omfang de ikke er omfattet af nr. ii)

    v)

    indkomsttab, der kan henføres til en økonomisk interesse i anvendelse eller udnyttelse af det pågældende miljø, og som forårsages af en betydelig forringelse af dette miljø, i det omfang tabet ikke er omfattet af nr. ii)

    vi)

    udgifter til forebyggende foranstaltninger og yderligere tab eller skade som følge af sådanne foranstaltninger

    vii)

    ethvert andet økonomisk tab, som ikke skyldes skaden på miljøet, i det omfang det er muligt i henhold til den generelle lovgivning om civilretligt ansvar i det land, hvor den kompetente domstol har sit sæde.

    For så vidt angår nr. i) til v) samt nr. vii) gælder definitionen i det omfang, at tabet eller skaden opstår af eller fremkommer ved ioniserende stråling, der udsendes fra en strålingskilde i et nukleart anlæg eller udsendes fra nukleart brændsel, nukleare produkter eller nukleart affald i — eller nukleart materiale, der kommer fra, har oprindelse i eller sendes til — et nukleart anlæg, uanset om dette er en følge af stoffets radioaktivitet eller af en kombination af radioaktivitet og giftighed, sprængfarlighed eller andre farlige egenskaber ved stoffet.«

    3)

    Stk. 1, litra l), affattes således:

    »l)

    »Nuklear ulykke« betyder enhver hændelse eller række af hændelser med samme oprindelse, som forvolder nuklear skade eller, men kun med hensyn til forebyggende foranstaltninger, skaber en alvorlig og overhængende fare for nuklear skade.«

    4)

    Efter stk. 1, litra l), tilføjes følgende fire nye litraer, litra m), litra n), litra o) og litra p):

    »m)

    »Foranstaltninger til genopretning« betyder alle rimelige foranstaltninger, der er godkendt af de kompetente myndigheder i den stat, hvor foranstaltningerne træffes, og som sigter mod at genoprette eller tilbageføre beskadigede eller ødelagte dele af miljøet eller, i tilfælde hvor det er rimeligt, at tilføre miljøet tilsvarende dele. Lovgivningen i den stat, hvor skaden er sket, bestemmer, hvem der har ret til at træffe sådanne foranstaltninger.

    n)

    »Forebyggende foranstaltninger« betyder alle rimelige foranstaltninger, der træffes af enhver person efter en nuklear ulykke med henblik på at forebygge eller minimere nuklear skade som anført i litra k), nr. i) til v) eller nr. vii), med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse, hvis lovgivningen i den stat, hvor foranstaltningerne er truffet, kræver det.

    o)

    »Rimelige foranstaltninger« betyder foranstaltninger, som efter lovgivningen i det land, hvor den kompetente domstol har sit sæde, er passende og står i et rimeligt forhold til formålet under hensyntagen til alle omstændigheder, f.eks.:

    i)

    arten og omfanget af den lidte skade eller, såfremt der er tale om forebyggende foranstaltninger, arten og omfanget af risikoen for sådan skade

    ii)

    hvor effektive sådanne foranstaltninger kan forventes at blive på det tidspunkt, hvor de iværksættes, og

    iii)

    relevant teknisk og videnskabelig sagkundskab.

    p)

    »Særlig trækningsrettighed« (i det følgende benævnt »SDR«) betyder den regningsenhed, som Den Internationale Valutafond beregner og anvender i forbindelse med sine egne operationer og transaktioner.«

    5)

    Stk. 2 affattes således:

    »2.   En anlægsstat kan i tilfælde, hvor det er forsvarligt på grund af risikoens ringe omfang, udelukke et nukleart anlæg eller mindre mængder nukleart materiale fra konventionens anvendelse, forudsat:

    a)

    med hensyn til nukleare anlæg, at kriterierne for en sådan udelukkelse er fastsat af Den Internationale Atomenergiorganisations styrelsesråd, og at enhver udelukkelse, som bestemmes af en anlægsstat, opfylder sådanne kriterier; og

    b)

    med hensyn til mindre mængder nukleart materiale, at maksimalgrænserne for udelukkelsen af sådanne mængder er fastsat af Den Internationale Atomenergiorganisations styrelsesråd, og at enhver udelukkelse, som bestemmes af en anlægsstat, ligger inden for de fastsatte grænser.

    Kriterierne for udelukkelse af nukleare anlæg og maksimalgrænserne for udelukkelse af mindre mængder nukleart materiale revideres regelmæssigt af styrelsesrådet.«

    Artikel 3

    Efter artikel i i Wienkonventionen af 1963 indsættes følgende to nye artikler, artikel I A og I B:

    »Artikel I A

    1.   Denne konvention finder anvendelse på nuklear skade, uanset hvor skaden opstår.

    2.   Anlægsstatens lovgivning kan dog udelukke skader fra denne konventions anvendelse, når skaden opstår:

    a)

    på en ikkekontraherende stats område; eller

    b)

    i havområder, der er fastlagt af en ikkekontraherende stat i overensstemmelse med international havret.

    3.   Udelukkelse i henhold til stk. 2 kan kun finde anvendelse på en ikkekontraherende stat, som på ulykkestidspunktet:

    a)

    har et nukleart anlæg på sit område eller i et havområde, der er fastlagt af denne stat i overensstemmelse med international havret, og

    b)

    ikke giver tilsvarende gensidige fordele.

    4.   Enhver udelukkelse i henhold til stk. 2 berører ikke de rettigheder, som er omhandlet i artikel IX, stk. 2, litra a), og en udelukkelse i henhold til stk. 2, litra b), omfatter ikke skader om bord på eller på et skib eller et luftfartøj.

    Artikel I B

    Denne konvention finder ikke anvendelse på nukleare anlæg, der anvendes til ikkefredelige formål.«

    Artikel 4

    I artikel II i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1)

    I slutningen af stk. 3, litra a), tilføjes følgende tekst:

    »Anlægsstaten kan begrænse størrelsen af de offentlige midler, der stilles til rådighed ved en enkelt ulykke, til den eventuelle forskel mellem de fastsatte beløb og det beløb, der fastsættes i henhold til artikel V, stk. 1.«

    2)

    I slutningen af stk. 4 tilføjes følgende tekst:

    »Anlægsstaten kan begrænse størrelsen af de offentlige midler, der stilles til rådighed i henhold til stk. 3, litra a).«

    3)

    Stk. 6 affattes således:

    »6.   Ingen skal være ansvarlig for tab eller skade, som ikke er nuklear skade i henhold til artikel i, stk. 1, litra k), men som kunne være blevet fastlagt som sådan i henhold til nævnte litra.«

    Artikel 5

    Efter første punktum i artikel III i Wienkonventionen af 1963 indsættes følgende tekst:

    »Anlægsstaten kan dog se bort fra dette krav, når transporten alene foregår på dens eget område.«

    Artikel 6

    I artikel IV i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1)

    Stk. 3 affattes således:

    »3.   En anlægsindehaver har ikke noget ansvar i henhold til denne konvention, hvis han kan bevise, at den nukleare skade er direkte forårsaget af krigshandlinger, fjendtligheder, borgerkrig eller oprør.«

    2)

    Stk. 5 affattes således:

    »5.   Anlægsindehaveren er ikke ansvarlig i henhold til denne konvention for nuklear skade:

    a)

    på det nukleare anlæg selv og på andre nukleare anlæg, herunder et nukleart anlæg under opførelse, der befinder sig på det pågældende anlægs område; og

    b)

    på ejendom på samme område, som anvendes eller vil blive anvendt i forbindelse med et sådant anlæg.«

    3)

    Stk. 6 affattes således:

    »6.   Erstatning for skade på det transportmiddel, hvor det omhandlede nukleare materiale befandt sig på tidspunktet for den nukleare ulykke, medfører ikke, at anlægsindehaverens ansvar for anden skade reduceres til et beløb, der er lavere end 150 mio. SDR, eller til et højere beløb, der er fastsat i en kontraherende parts lovgivning, eller et beløb, der er fastsat i henhold til artikel V, stk. 1, litra c).«

    4)

    Stk. 7 affattes således:

    »7.   Intet i denne konvention berører en enkeltpersons ansvar for nuklear skade, for hvilken anlægsindehaveren i medfør af stk. 3 eller 5 ikke er ansvarlig ifølge denne konvention, og som vedkommende enkeltperson har forvoldt ved en handling eller undladelse foretaget i den hensigt at forvolde skade.«

    Artikel 7

    1)   Artikel V i Wienkonventionen af 1963 affattes således:

    1)»1.   Anlægsstaten kan for en given nuklear ulykke begrænse anlægsindehaverens ansvar til enten:

    a)

    mindst 300 mio. SDR; eller

    b)

    mindst 150 mio. SDR, såfremt staten ud over dette beløb og op til mindst 300 mio. SDR stiller offentlige midler til rådighed til erstatning for nuklear skade; eller

    c)

    et overgangsbeløb på mindst 100 mio. SDR inden for en periode på højst 15 år fra denne protokols ikrafttræden i forbindelse med en nuklear ulykke, der opstår i løbet af denne periode. Der kan fastsættes et beløb på under 100 mio. SDR, forudsat at staten stiller offentlige midler svarende til forskellen mellem dette lavere beløb og 100 mio. SDR til rådighed til erstatning for nuklear skade.

    2.   Uanset stk. 1 kan anlægsstaten under hensyn til det pågældende nukleare anlægs eller materiales art og de sandsynlige følger af en nuklear ulykke forvoldt heraf nedsætte anlægsindehaverens økonomiske erstatningsansvar, forudsat at beløbet i intet tilfælde fastsættes til under 5 mio. SDR, og forudsat at anlægsstaten sørger for, at offentlige midler dækker forskellen op til det beløb, der er fastsat i henhold til stk. 1.

    3.   Den ansvarlige anlægsindehavers økonomiske erstatningsansvar som fastsat af anlægsstaten i overensstemmelse med stk. 1 og 2 og artikel IV, stk. 6, gælder, uanset hvor den nukleare ulykke opstår.«

    2)   Efter artikel V tilføjes følgende fire nye artikler, artikel V A, V B, V C og V D:

    »Artikel V A

    1.   Renter og sagsomkostninger, der tilkendes af en domstol i erstatningssager vedrørende nuklear skade, skal lægges til de beløb, der er anført i artikel V.

    2.   De beløb, der er anført i artikel V og artikel IV, stk. 6, kan omregnes til afrundede beløb i de enkelte staters valutaer.

    Artikel V B

    Hver kontraherende part sikrer, at skadelidte kan gøre sin ret til erstatning gældende uden at være nødt til at anlægge særskilt sag for hver kilde til erstatningsmidler.

    Artikel V C

    1.   Hvis de kompetente domstole har deres sæde i en kontraherende stat, som ikke er anlægsstaten, kan de offentlige midler, der kræves i henhold til artikel V, stk. 1, litra b) og c), og artikel VII, stk. 1, samt de renter og sagsomkostninger, som tilkendes af domstolen, stilles til rådighed af førstnævnte kontraherende stat. Anlægsstaten godtgør ethvert sådant beløb til den anden kontraherende stat. De to kontraherende stater aftaler indbyrdes, hvordan beløbet godtgøres.

    2.   Hvis de kompetente domstole har deres sæde i en kontraherende stat, som ikke er anlægsstaten, træffer den kontraherende stat, i hvilken de kompetente domstole har deres sæde, alle fornødne foranstaltninger til at give anlægsstaten mulighed for at indtræde i sagen og deltage i ethvert erstatningsforlig.

    Artikel V D

    1.   Generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation indkalder de kontraherende parter til et møde for at ændre de erstatningsgrænser, der er anført i artikel V, hvis en tredjedel af de kontraherende parter ytrer ønske herom.

    2.   Ændringerne vedtages med to tredjedeles flertal blandt de kontraherende parter, der er til stede på mødet og afgiver stemme, forudsat at mindst halvdelen af de kontraherende parter er til stede på afstemningstidspunktet.

    3.   Når de kontraherende parter på mødet behandler et forslag om ændring af grænserne, skal de bl.a. tage hensyn til risikoen for skade som følge af en nuklear ulykke, valutakursændringer og forsikringsmarkedets evne til at bære risikoen.

    2)4.

    a)

    Generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation giver meddelelse om enhver ændring, som vedtages i overensstemmelse med stk. 2, til alle kontraherende parter med henblik på deres accept. En ændring anses for accepteret ved udløbet af en periode på 18 måneder efter meddelelsen af ændringen, såfremt mindst en tredjedel af de kontraherende parter på ændringens vedtagelsestidspunkt på mødet har underrettet generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation om, at de accepterer ændringen. En ændring, der accepteres i overensstemmelse med dette stykke, træder i kraft 12 måneder efter dens accept for de kontraherende parter, som har accepteret den.

    b)

    Hvis en ændring inden for en periode på 18 måneder fra det tidspunkt, hvor meddelelsen med henblik på accept gives, ikke er blevet accepteret i overensstemmelse med litra a), anses ændringen for forkastet.

    5.   For hver kontraherende part, som accepterer en ændring, efter den er blevet accepteret, men endnu ikke trådt i kraft, eller efter dens ikrafttræden i overensstemmelse med stk. 4, træder ændringen i kraft 12 måneder efter den pågældende kontraherende parts accept af ændringen.

    2)6.   En stat, som bliver part i denne konvention efter en ændrings ikrafttræden i overensstemmelse med stk. 4, betragtes, medmindre denne stat har givet udtryk for en anden hensigt:

    a)

    som part i denne konvention som således ændret og

    b)

    som part i den uændrede konvention i forholdet til enhver kontraherende stat, som ikke er bundet af ændringen.«

    Artikel 8

    I artikel VI i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1)

    Stk. 1 affattes således:

    »1.

    a)

    Ret til erstatning i henhold til denne konvention bortfalder, hvis der ikke anlægges sag inden:

    i)

    30 år fra tidspunktet for den nukleare ulykke, når der er tale om tab af menneskeliv eller personskade

    ii)

    ti år fra tidspunktet for den nukleare ulykke, når der er tale om anden skade.

    b)

    Hvis anlægsindehaverens ansvar imidlertid efter lovgivningen i anlægsstaten er dækket ved forsikring eller anden økonomisk sikkerhed, herunder offentlige midler, for et længere tidsrum, kan lovgivningen i det land, hvor den kompetente domstol har sit sæde, bestemme, at retten til erstatning fra anlægsindehaveren først bortfalder efter et sådant længere tidsrum, som ikke må være længere end det tidsrum, for hvilket hans ansvar er dækket på denne måde efter lovgivningen i anlægsstaten.

    c)

    Sager om erstatning for tab af menneskeliv og personskade eller, i tilfælde af en forlængelse i henhold til litra b), for anden skade, som indbringes efter en periode på ti år fra tidspunktet for den nukleare skade, berører i intet tilfælde retten til erstatning i henhold til denne konvention for en person, som har anlagt sag mod anlægsindehaveren inden denne periodes udløb.«

    2)

    Stk. 2 udgår.

    3)

    Stk. 3 affattes således:

    »3.   Retten til erstatning i henhold til denne konvention forældes eller bortfalder i henhold til lovgivningen i det land, hvor den kompetente domstol har sit sæde, hvis der ikke er anlagt sag inden for tre år fra det tidspunkt, hvor skadelidte fik kendskab til eller med rimelighed burde have haft kendskab til skaden og til den anlægsindehaver, der er ansvarlig for skaden, forudsat at de frister, der er fastsat i stk. 1, litra a) og b), ikke overskrides.«

    Artikel 9

    I artikel VII foretages følgende ændringer:

    1)

    Efter stk. 1 tilføjes følgende to punktummer, som bliver litra a) i dette stykke:

    »Når anlægsindehaverens ansvar er ubegrænset, kan anlægsstaten fastsætte en øvre grænse for den økonomiske sikkerhed, som anlægsindehaveren skal stille, forudsat at denne grænse ikke er lavere end 300 mio. SDR. Anlægsstaten sikrer, at der udbetales erstatning for nuklear skade, når krav herpå er godtgjort over for anlægsindehaveren, i det omfang at den økonomiske sikkerhed er utilstrækkelig til at dække kravene, men ikke ud over den økonomiske sikkerhed, der skal stilles i henhold til dette stykke.«

    2)

    I stk. 1 tilføjes følgende nye litra b):

    »b)

    Uanset litra a) kan anlægsstaten, når anlægsindehaverens ansvar er ubegrænset, under hensyn til karakteren af det pågældende nukleare anlæg eller nukleare materiale og de sandsynlige følger af en nuklear ulykke forvoldt heraf fastsætte, at anlægsindehaveren skal stille en lavere økonomisk sikkerhed, forudsat at beløbet i intet tilfælde fastsættes til under 5 mio. SDR, og forudsat at anlægsstaten sikrer, at der op til den grænse, der er fastsat i litra a), udbetales erstatning for nuklear skade, når krav herpå er godtgjort over for anlægsindehaveren, ved at staten stiller de nødvendige midler til rådighed i det omfang, at forsikringsbeløbet eller den økonomiske sikkerhed ikke kan dække kravene.«

    3)

    I stk. 3 indsættes ordene »eller artikel V, stk. 1, litra b) og c)« efter ordene »stykke 1«.

    Artikel 10

    I artikel VIII i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1.

    Teksten i artikel VIII bliver denne artikels stk. 1.

    2.

    Følgende nye stk. 2 tilføjes:

    »2.   Medmindre andet følger af bestemmelsen i artikel VI, stk. 1, litra c), skal der i første række tildeles erstatning for krav vedrørende tab af menneskeliv eller personskade, når den skade, der i forbindelse med erstatningskrav over for anlægsindehaveren skal erstattes i henhold til denne konvention, overstiger eller kan forventes at overstige det maksimalbeløb, der stilles til rådighed i henhold til artikel V, stk. 1.«

    Artikel 11

    I slutningen af artikel X i Wienkonventionen af 1963 tilføjes følgende nye punktum:

    »Den regresret, der er omhandlet i denne artikel, kan udvides til også at gælde anlægsstaten, hvis den har stillet offentlige midler til rådighed i henhold til denne konvention.«

    Artikel 12

    I artikel XI i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1)

    Følgende nye stk. 1a tilføjes:

    »1a)   Finder en nuklear ulykke sted i en kontraherende part eksklusive økonomiske zone eller, i tilfælde af at en sådan zone ikke er fastlagt, i en zone, der ikke går uden for grænserne for en eksklusiv økonomisk zone, hvis en sådan skal fastlægges, påkendes søgsmål vedrørende nuklear skade forvoldt af denne nukleare ulykke inden for denne konventions anvendelsesområde udelukkende af den pågældende parts domstole, forudsat at den pågældende kontraherende part har underrettet depositaren om en sådan zone forud for den nukleare ulykke. Intet i dette litra må fortolkes, som om det giver ret til at udøve jurisdiktion på en måde, der strider mod den internationale havret, herunder De Forenede Nationers havretskonvention.«

    2)

    Stk. 2 affattes således:

    »2.   Når en nuklear ulykke ikke finder sted inden for en kontraherende parts område eller inden for en zone, der er meddelt i henhold til stk. 1a, eller når det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvor den nukleare ulykke fandt sted, er det domstolene i den ansvarlige anlægsindehavers anlægsstat, der har kompetence til at påkende sagerne.«

    3)

    I den indledende sætning i stk. 3 og i litra b) indsættes », 1a« efter tallet »1«.

    4)

    Følgende nye stk. 4 tilføjes:

    »4.   Den kontraherende part, hvis lands domstole har kompetence til at påkende sager, sikrer, at kun én domstol har kompetence til at påkende sager vedrørende enhver form for nuklear ulykke.«

    Artikel 13

    Efter artikel XI tilføjes følgende nye artikel XI A:

    »Artikel XI A

    Den kontraherende part, hvis lands domstole har kompetence til at påkende sager, sikrer i forbindelse med sager om erstatning for nuklear skade, at:

    a)

    enhver stat kan anlægge erstatningssag på vegne af personer, der har lidt nuklear skade og er statsborgere i den pågældende stat eller har deres bopæl eller opholdssted på statens område, og som har givet deres samtykke hertil; og

    b)

    enhver person kan anlægge sag for at gøre rettigheder gældende, der i henhold til denne konvention er erhvervet ved subrogation eller overdragelse.«

    Artikel 14

    Artikel XII i Wienkonventionen af 1963 affattes således:

    »Artikel XII

    1.   En dom, som ikke kan underkastes fornyet prøvelse, og som er afsagt af en kontraherende parts kompetente domstol, skal anerkendes, undtagen:

    a)

    når dommen er opnået ved svig

    b)

    når den part, som dommen gik imod, ikke har fået en fair lejlighed til at fremstille sin sag; eller

    c)

    når dommen er i strid med retsordenen (»ordre public«) i den kontraherende stat, på hvis område anerkendelse søges, eller ikke er i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper.

    2.   En dom, som anerkendes i henhold til stk. 1, skal, når den fremlægges med henblik på fuldbyrdelse i overensstemmelse med de formaliteter, som kræves efter gældende ret i den kontraherende part, hvor fuldbyrdelse søges, kunne fuldbyrdes, som om det var en dom afsagt af en domstol i den pågældende kontraherende part. Omstændighederne vedrørende det krav, der er afsagt dom om, kan ikke underkastes fornyet prøvelse.«

    Artikel 15

    I artikel XIII i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:

    1.

    Teksten i artikel XIII bliver denne artikels stk. 1.

    2.

    Følgende nye stk. 2 tilføjes:

    »2.   Uanset stk. 1 kan anlægsstatens lovgivning, for så vidt erstatningen for nuklear skade overstiger 150 mio. SDR, fravige denne konventions bestemmelser med hensyn til nuklear skade, der er lidt på et område eller i et havområde, der er fastlagt i overensstemmelse med international havret, og som tilhører en anden stat, som på ulykkestidspunktet har et nukleart anlæg på dette område, såfremt den ikke giver gensidige fordele af tilsvarende størrelse.«

    Artikel 16

    Artikel XVIII i Wienkonventionen af 1963 affattes således:

    »Denne konvention berører ikke en kontraherende parts almindelige folkeretlige rettigheder og pligter.«

    Artikel 17

    Efter artikel XX i Wienkonventionen af 1963 tilføjes følgende nye artikel XX A:

    »Artikel XX A

    1.   I tilfælde af en tvist mellem kontraherende parter om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention skal parterne i tvisten rådføre sig med hinanden med henblik på bilæggelse af tvisten ved forhandling eller ved ethvert andet fredeligt middel til bilæggelse af tvister, som de kan acceptere.

    2.   Såfremt en tvist som anført i stk. 1 ikke kan bilægges inden for seks måneder efter, at der er fremsat anmodning om samråd i henhold til stk. 1, indbringes sagen efter anmodning fra en hvilken som helst part i den pågældende tvist for en voldgiftsret eller for Den Internationale Domstol med henblik på en afgørelse. Hvis en tvist henvises til voldgift, og hvis tvistens parter ikke er i stand til at opnå enighed om voldgiftens tilrettelæggelse inden for seks måneder efter, at anmodningen er fremsat, kan en af parterne anmode formanden for Den Internationale Domstol eller De Forenede Nationers generalsekretær om at udpege en eller flere voldgiftsmænd. Dersom der er modstridende anmodninger fra parterne i tvisten, har anmodningen til generalsekretæren for De Forenede Nationer forrang.

    3.   Ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention kan en stat erklære, at den ikke betragter sig som bundet af den ene eller af begge af de i stk. 2 anførte fremgangsmåder til afgørelse af tvister. De andre kontraherende parter er ikke bundet af en i stk. 2 fastsat fremgangsmåde til afgørelse af tvister over for en kontraherende part, som har fremsat en sådan erklæring.

    4.   En kontraherende part, der har fremsat en erklæring i henhold til stk. 3, kan når som helst trække denne erklæring tilbage ved meddelelse til depositaren.«

    Artikel 18

    1.   Artikel XX til XXV, artikel XXVI, stk. 2 og 3, samt styknummeret »1«, samt artikel XXVII og XXIX i Wienkonventionen af 1963 udgår.

    2.   Parterne i denne protokol læser og fortolker Wienkonventionen af 1963 og denne protokol sammen som en enkelt akt, der kan henvises til som Wienkonventionen af 1997 om civilretligt ansvar for nuklear skade.

    Artikel 19

    1.   En stat, som er part i denne protokol, men ikke i Wienkonventionen af 1963, er bundet af bestemmelserne i denne konvention som ændret ved protokollen i forholdet til andre stater, som er parter i konventionen, og såfremt denne stat ved deponeringen af sit instrument som omhandlet i artikel 20 ikke har givet udtryk for en anden hensigt, er den bundet af bestemmelserne i Wienkonventionen af 1963 i forholdet til stater, som kun er parter i denne konvention.

    2.   Intet i denne protokol berører forpligtelser indgået af en stat, som er part i både Wienkonventionen af 1963 og denne protokol, i forhold til en stat, som er part i Wienkonventionen af 1963, men ikke er part i denne protokol.

    Artikel 20

    1.   Denne protokol er åben for undertegnelse for alle stater i Den Internationale Atomenergiorganisations hovedkontor i Wien fra den 29. september 1997 og indtil dens ikrafttræden.

    2.   Denne protokol skal ratificeres, accepteres eller godkendes af signatarstaterne.

    3.   Efter ikrafttrædelsen er protokollen åben for tiltrædelse for enhver stat, som ikke har undertegnet den.

    4.   Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation, som er depositar for denne protokol.

    Artikel 21

    1.   Denne protokol træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det femte ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

    2.   For enhver stat, som ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne protokol efter deponeringen af det femte ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument, træder denne protokol i kraft tre måneder efter datoen for denne stats deponering af det pågældende instrument.

    Artikel 22

    1.   Enhver kontraherende part kan opsige denne protokol ved skriftlig henvendelse til depositaren.

    2.   Opsigelsen får virkning ét år efter depositarens modtagelse af henvendelsen.

    3.   En kontraherende parts opsigelse af Wienkonventionen af 1963 i overensstemmelse med dens artikel XXVI kan af de kontraherende parter i denne protokol ikke opfattes som en opsigelse af Wienkonventionen af 1963 som ændret ved denne protokol.

    4.   Uanset en kontraherende parts opsigelse af denne protokol i henhold til denne artikel finder bestemmelserne i denne protokol fortsat anvendelse på enhver nuklear skade, som forårsages af en nuklear ulykke, der opstår, inden en sådan opsigelse får virkning.

    Artikel 23

    Depositaren underretter straks de kontraherende stater og alle andre stater om:

    a)

    enhver undertegnelse af denne protokol

    b)

    hver enkelt deponering af et ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument

    c)

    denne protokols ikrafttræden

    d)

    enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel XI, stk. 1a

    e)

    anmodninger om indkaldelse til en revisionskonference i henhold til artikel XXVI i Wienkonventionen af 1963 og om et møde med de kontraherende parter i henhold til artikel V D i Wienkonventionen af 1963 som ændret ved denne protokol

    f)

    henvendelser om opsigelser, som modtages i henhold til artikel 22, og andre relevante oplysninger vedrørende denne protokol.

    Artikel 24

    1.   Originalteksten til denne protokol, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske udgave er lige autentiske, deponeres hos depositaren.

    2.   Den Internationale Atomenergiorganisation udarbejder den konsoliderede udgave af Wienkonventionen af 1963 som ændret ved denne protokol på arabisk, engelsk, fransk, kinesisk, russisk og spansk som anført i bilaget til denne protokol.

    3.   Depositaren sender en bekræftet genpart af denne protokol til alle stater sammen med den konsoliderede udgave af Wienkonventionen af 1963 som ændret ved denne protokol.

    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som er behørigt bemyndiget hertil, underskrevet denne protokol.

    Udfærdiget i Wien, den tolvte september, nitten hundrede og syvoghalvfems.

     

    Top