Sag T-409/21

Forbundsrepublikken Tyskland

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 24. januar 2024

»Statsstøtte – støtte ydet ved visse bestemmelser i den ændrede tyske lov om kraftvarmeproduktion – ændring af støtteordningen for kraftvarmeproduktion – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – begrebet »statsstøtte« – statsmidler«

1. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler – midler, der hidrører fra en afgift eller andre obligatoriske bidrag i medfør af national lovgivning, og som bestyres og fordeles i henhold til denne lovgivning – beløb, der løbende er under offentlig kontrol og står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder – alternative kriterier

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 34-36)

2. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler – retlig forpligtelse for operatørerne af elektricitetsnet til at udbetale en finansiel støtte til operatørerne af kraftvarmeværker – simpel mulighed for netoperatørerne for at overvælte de meromkostninger, som følger af denne forpligtelse, på deres kunder ved hjælp af en afgift – omfattet – betingelser – finansiel støtte, som hidrører fra en afgift eller andre obligatoriske bidrag i medfør af national lovgivning, og som bestyres og fordeles i henhold til denne lovgivning – betingelse ikke opfyldt

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 56-90)

3. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler – retlig forpligtelse for operatørerne af elektricitetsnet til at udbetale en finansiel støtte til operatørerne af kraftvarmeværker – omfattet – betingelser – beløb, der løbende er under offentlig kontrol og står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder – betingelse ikke opfyldt

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 95-100)

4. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler – retlig forpligtelse for operatørerne af elektricitetsværker til at udbetale en finansiel støtte til operatørerne af kraftvarmeværker – midler, der flyder fra private enheder til private enheder og bevarer deres privatretlige karakter på hele deres vej – ikke overførsel af statsmidler

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 101-118)

5. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler – retlig forpligtelse for operatørerne af elektricitetsværker til at udbetale en finansiel støtte til operatørerne af kraftvarmeværker – simpel mulighed for netoperatørerne for at overvælte de meromkostninger, som følger af denne forpligtelse, på deres kunder ved hjælp af en afgift – begrænsning af afgiften til fordel for brintproducenter – ikke afkald på statsmidler

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 121-126)

Resumé

Efter at være blevet forelagt et annullationssøgsmål indbragt af Forbundsrepublikken Tyskland annullerede Retten den afgørelse, hvorved Europa-Kommissionen havde kvalificeret en række foranstaltninger, som denne medlemsstat havde truffet vedrørende støtte til produktion af elektricitet på værker, hvorpå der produceres kraftvarme (herefter »CHP«), som statsstøtte ( 1 ). Retten tydeliggjorde i denne forbindelse betingelsen i artikel 107, stk. 1, TEUF om, at kun en statslig indgriben eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, kan kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse.

I perioden 2019-2021 underrettede Forbundsrepublikken Tyskland Kommissionen om en række lovændringer om indførelse af dels foranstaltninger vedrørende finansiel støtte til operatørerne af CHP-værker og af andre med kraftvarme forbundne anlæg (herefter under et »CHP-operatørerne«), dels en begrænsning af en afgift, som i denne sammenhæng kunne pålægges brintproducenter.

I den anfægtede afgørelse havde Kommissionen konkluderet, at disse foranstaltninger udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, men at de var forenelige med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF.

Til støtte for sin kvalifikation af foranstaltningerne som statsstøtte havde Kommissionen navnlig lagt til grund, at de blev ydet ved hjælp af statsmidler. Ved sit annullationssøgsmål anfægtede Forbundsrepublikken Tyskland Kommissionens konklusion herom.

Rettens bemærkninger

Retten erindrede om, at kvalificering af en foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, herunder at der foreligger en statslig indgriben eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler.

Ifølge retspraksis kan dels midler, som hidrører fra en afgift eller andre obligatoriske bidrag i medfør af national lovgivning, og som bestyres og fordeles i henhold til denne lovgivning (første kriterium), dels beløb, der løbende er under offentlig kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder (andet kriterium), kvalificeres som statsmidler. Disse to kriterier er alternative for begrebet »statsmidler« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Hvad for det første angår foranstaltningerne vedrørende finansiel støtte til CHP-operatørerne havde Kommissionen i den anfægtede afgørelse anset disse foranstaltninger for at være finansieret af provenuet af et retligt af staten pålagt obligatorisk bidrag, som blev forvaltet og anvendt i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser (første kriterium).

I denne henseende pegede Retten på, at de af Forbundsrepublikken Tyskland anmeldte foranstaltninger vedrørende støtte til CHP-operatørerne var kendetegnet af tilstedeværelsen af »to led« i forsyningskæden for elektricitet, hvor det »første led« udgjordes af forholdet mellem CHP-operatørerne og netoperatørerne og det »andet led« af forholdet mellem netoperatørerne og deres kunder.

I »første led« i forsyningskæden var der ved de anmeldte foranstaltninger fastsat en retlig forpligtelse for netoperatørerne, som var private enheder, til at udbetale en finansiel støtte til CHP-operatørerne. I »andet led« kunne netoperatørerne uden at være forpligtet dertil ved lov overvælte den økonomiske byrde, som fulgte af denne forpligtelse, på deres kunder ved hjælp af en afgift.

På baggrund af disse præciseringer fastslog Retten, at Kommissionen havde begået en retlig fejl ved at finde, at det var tilstrækkeligt til, at det kunne fastslås, at der forelå en afgift eller et andet obligatorisk bidrag, der kunne karakteriseres som anvendelse af statsmidler, at netoperatørerne var forpligtet til at betale beløb til CHP-operatørerne i »første led« i forsyningskæden, uden at det var nødvendigt at påvise et andet obligatorisk bidrag i et andet »led« i forsyningskæden, idet afgiften i »andet led« i forsyningskæden ikke udgjorde et retligt obligatorisk bidrag.

At der foreligger en afgift eller et andet obligatorisk bidrag i henhold til loven, vedrører nemlig oprindelsen af de midler, som anvendes til at tildele en fordel, idet denne oprindelse giver grundlag for at fastslå, at der er anvendt statsmidler til at finansiere fordelen. Den er ikke sammenfaldende med anvendelsen af midlerne i henhold til loven. Den retlige forpligtelse, der påhvilede netoperatørerne i »første led« i forsyningskæden, vedrørte udelukkende anvendelsen af midlerne i henhold til loven, men gav ingen indikationer om oprindelsen af de midler, som netoperatørerne anvendte til at opfylde den.

I denne sammenhæng kunne Kommissionen ikke gøre gældende, at staten tilegnede sig netoperatørernes midler, eftersom operatørerne ikke nødvendigvis var de endelige debitorer for den økonomiske byrde, som foranstaltningerne vedrørende støtte til CHP-operatørerne gav anledning til.

Endvidere kunne det ikke udledes af den omstændighed, at det i detaljer var fastsat i den tyske lov, efter hvilke regler den finansielle støtte til CHP-operatørerne skulle anvendes, at der var tale om overførsel af statsmidler, men alene, at staten var ansvarlig for de nævnte støtteforanstaltninger.

Retten drog følgelig den konklusion, at det var med urette, at Kommissionen havde støttet sig på det første af de ovenfor beskrevne kriterier om, at der skal foreligge en afgift eller andre obligatoriske bidrag, som grundlag for at fastslå, at foranstaltningerne vedrørende finansiel støtte til CHP-operatørerne var finansieret ved hjælp af statsmidler.

Retten fastslog ligeledes, at Kommissionen havde begået en retlig fejl ved ikke at anvende den retspraksis, som blev fastlagt i dom af 13. marts 2001, PreussenElektra ( 2 ).

I den anfægtede afgørelse havde Kommissionen fundet ikke at skulle anvende denne retspraksis med den begrundelse, at foranstaltningerne vedrørende støtte til CHP-operatørerne ikke udgjorde en »simpel prisregulering«. Det afgørende for, at der ikke var tale om overførsel af statsmidler i henhold til den retspraksis, som blev fastlagt i PreussenElektra-dommen, var imidlertid, i modsætning til hvad Kommissionen havde fundet, ikke, om de omhandlede foranstaltninger udgjorde en »simpel prisregulering«, men at de pågældende private enheder var udpeget af staten til at administrere statsmidler.

For ikke at skulle anvende den retspraksis, som blev fastlagt i PreussenElektra-dommen, skulle Kommissionen derfor have godtgjort, at den fordel, som blev indrømmet CHP-operatørerne, ikke blev tildelt af netoperatørerne ved hjælp af disses egne finansielle midler, men at netoperatørerne var udpeget af staten til at administrere statsmidler, hvilket Kommissionen ikke havde påvist.

Endvidere havde Kommissionen ikke med føje kunnet påberåbe sig den effektive virkning af artikel 107, stk. 1, TEUF som grundlag for at begrænse anvendelsen af den i PreussenElektra-dommen fastlagte retspraksis til kun at gælde tilfælde af »simpel prisregulering«, eftersom denne artikel ikke kan anvendes på statslige handlinger, som ikke er omfattet af denne bestemmelse, såsom i det foreliggende tilfælde en foranstaltning, hvorom staten har truffet bestemmelse, men som finansieres af private virksomheder.

Hvad for det andet angår begrænsningen af den afgift, som netoperatørerne kunne pålægge brintproducenter, havde Kommissionen fundet, den udgjorde et afkald på statsmidler, der kunne kvalificeres som overførsel af statsmidler.

Retten bemærkede imidlertid, at den omhandlede afgift ikke udgjorde statsmidler i henhold til det første af de ovenfor beskrevne kriterier, eftersom den ikke var retligt obligatorisk. Heraf følger, at begrænsningen af afgiften for brintproducenter heller ikke kunne udgøre afkald på statsmidler.

På baggrund af det ovenstående tog Retten annullationssøgsmålet til følge, for så vidt som det var med urette, at Kommissionen havde fastslået, at samtlige de foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde anmeldt, udgjorde statsstøtte finansieret ved hjælp af statsmidler.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2021) 3918 final af 3.6.2021 om statsstøtte SA.56826 (2020/N) – Tyskland – reform i 2020 af støtteordningen for kraftvarmeproduktion og om statsstøtte SA.53308 (2019/N) – Tyskland – ændring af støtteordningen for eksisterende kraftvarmeværker (§ 13 i Gesetz zur Neuregelung des Kraft-Wärme-Kopplungsgesetzes (lov om reform af lov om kraftvarmeproduktion) af 21.12.2015 (BGBl. 2015 I, s. 2498)) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

( 2 ) – Dom af 13.3.2001, PreussenElektra (C-379/98, EU:C:2001:160).