Sag T-250/21

Ladislav Zdút

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 6. juli 2022

»EU-varemærke – ugyldighedssag – EU-figurmærket NEHERA – absolut ugyldighedsgrund – ond tro foreligger ikke – artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)«

1. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde – ansøger i ond tro ved indgivelsen af varemærkeansøgningen – bedømmelseskriterier – hensyntagen til alle de relevante faktorer, der forelå på tidspunktet for indgivelsen af registreringsansøgningen – det ansøgte mærkes grad af velkendthed – utilbørlig udnyttelse af det ældre mærkes eller en kendt persons renommé – urigtigt indtryk af kontinuitet eller arv i forhold til et kendt mærke eller en kendt person

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 52, stk. 1, litra b)]

   (jf. præmis 31-33, 64, 65 og 68)

2. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde – ansøger i ond tro ved indgivelsen af varemærkeansøgningen – figurmærket NEHERA

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 52, stk. 1, litra b)]

   (jf. præmis 53, 59, 66, 70, 74, 76, 78 og 79)

Resumé

I 2014 opnåede sagsøgeren, Ladislav Zdút, hos Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) registrering af EU-figurmærket NEHERA for varer i beklædningssektoren.

Isabel Nehera, Jean-Henri Nehera og Natacha Sehnal indgav i 2019 en ugyldighedsbegæring vedrørende det nævnte varemærke baseret på sagsøgerens onde tro på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om registrering ( 1 ). De anførte, at deres bedstefar, Jan Nehera, i 1930’erne havde skabt en virksomhed i Tjekkoslovakiet, der markedsførte beklædningsgenstande og tilbehør, og havde ansøgt om og brugt et nationalt varemærke, som var identisk med det anfægtede varemærke, og som havde et renommé.

Andet Appelkammer ved EUIPO imødekom denne anmodning. Appelkammeret konkluderede, at sagsøgerens hensigt var at drage utilbørlig fordel af Jan Neheras og det ældre tjekkoslovakiske varemærkes renommé, og at sagsøgeren derfor var i ond tro ved indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke.

Sagsøgeren anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af denne afgørelse fra appelkammeret ved EUIPO.

Retten annullerede den anfægtede afgørelse og præciserede begrebet ond tro, når dette er støttet på en hensigt om utilbørligt at udnytte et ældre varemærkes renommé eller en kendt persons navn.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede indledningsvis, at det med henblik på at vurdere ansøgerens onde tro er muligt at tage hensyn til den grad af velkendthed, som det omhandlede tegn havde på det tidspunkt, hvor det blev søgt registreret, navnlig når dette tegn tidligere havde været registreret eller brugt af tredjemand som varemærke. Den omstændighed, at brugen af et tegn, der er søgt registreret, gør det muligt for ansøgeren utilbørligt at udnytte et ældre varemærkes eller et ældre tegns renommé eller endog navnet på en kendt person, kan nemlig godtgøre, at ansøgeren var i ond tro. Den relevante kundekreds med henblik på at vurdere, om renomméet og den utilbørlige udnyttelse heraf foreligger, er gennemsnitsforbrugeren af de varer, for hvilke det anfægtede varemærke er blevet registreret.

Dernæst fandt Retten, at en snyltende adfærd med hensyn til et tegns eller et navns renommé i princippet kun er mulig, hvis dette tegn eller navn faktisk og aktuelt har et vist renommé eller en vis velkendthed. I det foreliggende tilfælde var det ældre tjekkoslovakiske varemærke og Jan Neheras navn på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke imidlertid hverken registreret eller beskyttet eller anvendt af tredjemand til at markedsføre beklædningsgenstande, og det havde heller ikke et renommé i den relevante kundekreds. Retten præciserede i denne forbindelse, at alene den omstændighed, at varemærkeansøgeren vidste eller burde vide, at en tredjemand tidligere havde brugt et varemærke, der er identisk med eller ligner det ansøgte varemærke, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at ansøgeren var i ond tro.

Retten bemærkede endvidere, at den omstændighed, at der i den berørte kundekreds’ bevidsthed var en forbindelse mellem det anfægtede varemærke og det ældre tegn, ikke i sig selv var tilstrækkelig til at fastslå, at der forelå en utilbørlig udnyttelse af det ældre tegns eller navns renommé. Retten fremhævede i denne forbindelse, at sagsøgeren havde udfoldet en selvstændig kommerciel indsats for at genskabe det ældre tjekkoslovakiske varemærkes image, og at den omstændighed alene, at der i reklameøjemed var henvist til dette varemærke og til dets skabers historiske image, ikke forekom at være i strid med hæderlig forretningsskik i industri- og handelsforhold.

Retten anerkendte i øvrigt, at det ikke kunne udelukkes, at tredjemands genanvendelse af et ældre varemærke, der tidligere har haft et renommé, eller af navnet på en tidligere kendt person, under visse særlige omstændigheder kan give anledning til et falsk indtryk af kontinuitet eller arv i forhold til dette ældre varemærke eller denne person. Dette kan bl.a. være tilfældet, når varemærkeansøgeren over for den relevante kundekreds præsenterer sig som det ældre varemærkes indehavers retlige eller økonomiske efterfølger, selv om der ikke er nogen kontinuitet eller noget arveforhold mellem indehaveren af det ældre varemærke og varemærkeansøgeren. En sådan omstændighed kan tages i betragtning med henblik på i givet fald at fastslå, om ansøgeren var i ond tro. I det foreliggende tilfælde fremgik det imidlertid ikke, at sagsøgeren forsætligt havde søgt at skabe et fejlagtigt indtryk af kontinuitet eller arv mellem sin virksomhed og Jan Neheras virksomhed.

Endelig udtalte Retten sig om sagsøgerens angivelige hensigt om at bedrage efterkommere og arvinger til Jan Nehera og at misbruge deres rettigheder. I denne henseende anførte Retten, at på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke var det ældre tjekkoslovakiske varemærke og Jan Neheras navn ikke længere genstand for nogen retlig beskyttelse. Følgelig havde efterkommere og arvinger til sidstnævnte ingen rettigheder, der kunne være genstand for svig, eller som sagsøgeren kunne misbruge.

Retten fastslog følgelig, at sagsøgeren ikke havde været i ond tro, og annullerede afgørelsen truffet af Andet Appelkammer ved EUIPO.

( 1 ) – Som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).