Sag T-631/20

MZ

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 6. juli 2022

»Personalesag – tjenestemænd – udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 med henblik på ansættelse af administratorer inden for beskatningsområdet – begrænsning af valget af det andet sprog, der anvendes ved aflæggelse af prøverne – ikke opført på reservelisten – ulovlighedsindsigelse – formaliteten – forskelsbehandling på grund af sprog – de ledige stillingers særlige karakter – begrundelse – tjenestens interesse – proportionalitet«

1. Tjenestemandssager – ulovlighedsindsigelse – anfægtelige retsakter – meddelelse om udvælgelsesprøve – sprogordning – formaliteten – betingelser – direkte retlig sammenhæng mellem den anfægtede retsakt og den omhandlede meddelelse om udvælgelsesprøve – rækkevidde – nødvendigt at påvise, at der kunne være opnået en bedre karakter ved prøverne, hvis der ikke havde været en begrænsning af sprog

   (Art. 266 TEUF, 270 TEUF og 277 TEUF: Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

   (jf. præmis 31-48 og 51-54)

2. Tjenestemænd – almindelig udvælgelsesprøve – de sprog, hvorpå prøverne skal aflægges – begrænsning af valget af det andet sprog – forskelsbehandling på grund af sprog – begrundelse bestående i tjenestens interesse i at ansætte personer, der vil kunne udføre arbejdet umiddelbart – antagelighed – betingelse – forbindelse mellem karakteren af de opgaver, der skal varetages i de ledige stillinger, og de krævede sprogkundskaber

   [Tjenestemandsvedtægten, art. 1d og art. 28, litra f), samt bilag III, art. 1, stk. 1, litra f); Rådets forordning nr. 1, art. 1]

   (jf. præmis 69-71 og 77-94)

Resumé

Den 11. oktober 2018 offentliggjorde Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18. Udvælgelsesprøven havde til formål at oprette reservelister med henblik på ansættelse af administratorer inden for told- og beskatningsområdet. Ifølge meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle ansøgerne som en betingelse for adgang til prøven bl.a. beherske mindst to af Den Europæiske Unions officielle sprog, hvoraf det andet sprog skulle være engelsk eller fransk.

Sagsøgeren, MZ, der er italiensk statsborger, ansøgte om deltagelse i udvælgelsesprøven og valgte italiensk som sprog 1 og fransk som sprog 2 (herefter »det andet sprog«). Hun blev indkaldt til assessmentcentret, hvor hun deltog i prøverne, som blev afholdt på sidstnævnte sprog.

Efterfølgende underrettede formanden for udvælgelseskomitéen sagsøgeren om, at komitéen havde besluttet ikke at opføre sagsøgerens navn på reservelisten med den begrundelse, at hun ikke havde opnået den minimumskarakter, der krævedes for hver enkelt af prøverne. Efter at have behandlet sagsøgerens anmodning om en fornyet gennemgang traf udvælgelseskomitéen en afgørelse (herefter »den anfægtede afgørelse«), der bekræftede komitéens oprindelige afgørelse.

Sagsøgeren anlagde følgelig et annullationssøgsmål ved Retten. Hun påberåbte sig i denne forbindelse bl.a. et anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse mod den sprogordning, der var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven.

Retten antog søgsmålet til realitetsbehandling og præciserede formaliteten med hensyn til en ulovlighedsindsigelse mod en meddelelse om udvælgelsesprøve rejst af en udelukket ansøger.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede indledningsvis, at når en ansøger påvirkes af en meddelelse om udvælgelsesprøve, som er en almengyldig retsakt, uden at have haft mulighed for at påstå retsakten annulleret inden for rammerne af et søgsmål, der uden nogen tvivl havde kunnet antages til realitetsbehandling, er spørgsmålet om, hvorvidt en ulovlighedsindsigelse kan realitetspåkendes, ikke betinget af, at det påvises, at der består en tæt forbindelse mellem selve begrundelsen for den anfægtede individuelle afgørelse og anbringendet vedrørende ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, som ikke er blevet anfægtet inden fristens udløb.

Under hensyn til princippet om effektiv retsbeskyttelse, som indebærer, at en retsakt, der ikke kan være genstand for et annullationssøgsmål, skal kunne være genstand for en ulovlighedsindsigelse, er adgangen til realitetsbehandling af ulovlighedsindsigelsen mod en almengyldig retsakt i et sådant tilfælde undergivet den dobbelte betingelse, at den anfægtede individuelle retsakt er vedtaget ved direkte anvendelse af den almengyldige retsakt, og at sagsøgeren har interesse i at anfægte den individuelle afgørelse, som er genstand for hovedsagen.

Hvad endvidere angår den første betingelse, der indebærer, at det skulle fastslås, om den anfægtede retsakt var vedtaget ved direkte anvendelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven, kan bestemmelser i en generel retsakt, som udgør grundlaget for den individuelle afgørelse, eller som har direkte retlig sammenhæng med en sådan afgørelse, gyldigt være genstand for en ulovlighedsindsigelse. Dette er tilfældet med hensyn til en meddelelse om udvælgelsesprøve, som udgør såvel den retlige ramme som rammen for udvælgelseskomitéens bedømmelse, og som fastsætter den fremgangsmåde, i overensstemmelse med hvilken udvælgelseskomitéen har vedtaget den anfægtede afgørelse.

Den anden betingelse vedrørende søgsmålsinteresse indebærer, at ulovlighedsindsigelsen med sit resultat kan tilføre den part, som har rejst den, en fordel. Hvad dette angår kan det på grund af risikoen for, at der pålægges parten en bevisbyrde, som det er umuligt at løfte, ikke kræves, at parten påviser, at denne i kraft af gennemførelsen af en annullationsdom nødvendigvis ville opnå en bedre karakter for prøverne på assessmentcentret, men kun, at en sådan mulighed ikke er udelukket. I denne henseende kunne, i det foreliggende tilfælde, den fortrinsstilling, som blev givet engelsk eller fransk, og som udelukkede alle Unionens øvrige officielle sprog, have givet de ansøgere en fordel under prøverne, for hvem et af disse to sprog var det, som de beherskede bedst, til ugunst for de øvrige ansøgere, for hvem dette ikke var tilfældet. Ulovlighedsindsigelsen kunne følgelig antages til realitetsbehandling.

Endelig prøvede Retten antageligheden af den begrundelse, hvorefter det var nødvendigt at ansætte personer, som ville kunne udføre arbejdet umiddelbart. Hvad dette angår var konstateringen af, at engelsk og fransk formentlig var de to sprog, hvortil der var det mest udbredte kendskab i de direktorater, hvori de ansøgere, som bestod udvælgelsesprøven, ville kunne ansættes, ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, hvilke sprogkundskaber der objektivt kunne kræves med henblik på de særlige opgaver, som de ansatte personer ville skulle varetage. Det skulle nemlig prøves, om kendskab til kun et af de nævnte to sprog som andet sprog under hensyn til de ledige stillingers særlige karakter faktisk gjorde det muligt for en nyansat tjenestemand at »udføre arbejdet umiddelbart«, og i givet fald efterprøves, om forpligtelsen til at aflægge alle prøverne på assessmentcentret på det andet sprog kunne opfylde et sådant behov. Selv om det forhold, at kendskab til fransk var udbredt i de berørte generaldirektorater, ikke i det foreliggende tilfælde udelukkede, at en bestået ansøger, som kun havde et tilfredsstillende kendskab til fransk, ville kunne udføre arbejdet på sigt, kunne en sådan bestået ansøger under hensyn til de ledige stillingers særlige karakter dog ikke anses for at kunne udføre arbejdet umiddelbart, således som det krævedes i meddelelsen om udvælgelsesprøven.