Sag T-716/19

Interpipe Niko Tube LLC
og
Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant OJSC

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Syvende Afdeling) af 14. juli 2021

»Dumping – import af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Rusland og Ukraine – interimsundersøgelse – beregning af den normale værdi – salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger – salg mellem forretningsmæssigt forbundne selskaber – normal handel – en enkelt økonomisk enhed – artikel 2, stk. 3, 4 og 6, i forordning (EU) 2016/1036 – eksportpris – justering – samme funktioner som en agent, der arbejder på provisionsbasis – artikel 2, stk. 10, litra i), i forordning 2016/1036 – åbenbart urigtigt skøn – metode, der er forskellig fra den, der anvendtes ved en tidligere undersøgelse – artikel 11, stk. 9, i forordning 2016/1036 – berettiget forventning – retten til forsvar«

1. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – bestemmelse af den normale værdi – prioriteret element – pris i normal handel – undtagelser fra grundforordningen om antidumping – udtømmende karakter

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, artikel 2, stk. 1 og 3)

   (jf. præmis 55-57 og 71)

2. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – bestemmelse af den normale værdi – baseret på de priser, der er blevet betalt eller skal betales i normal handel – begrebet normal handel

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, artikel 2, stk. 1 og 4)

   (jf. præmis 58-60 og 72)

3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – bestemmelse af den normale værdi – baseret på de priser, der er blevet betalt eller skal betales i normal handel – hensyntagen til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger – hensyntagen til nævnte omkostninger også ved beregningen af den beregnede normale værdi

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, artikel 2, stk. 3, 4 og 6)

   (jf. præmis 74, 75 og 78)

4. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – bestemmelse af den normale værdi – prioriteret element – priser i normal handel – indirekte salg – handelsselskaber, der kontrolleres af producenten – anvendelse af de salgspriser, som disse selskaber anvender – hensyntagen til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger i tilknytning til et indirekte salg mellem forretningsmæssigt forbundne selskaber – tilladt

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 1)

   (jf. præmis 83-92 og 101)

5. Internationale aftaler – overenskomst om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen – GATT af 1994 – manglende mulighed for at gøre WTO-overenskomster gældende med henblik på at bestride lovligheden af en EU-retsakt – undtagelser – EU-gennemførelsesretsakt eller en udtrykkelig og præcis henvisning hertil

   (Art. 263, stk. 1, TEUF; den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994; overenskomst om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«)

   (jf. præmis 95-102)

6. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – gennemførelse af undersøgelsen – de berørte parters forpligtelse til at fremlægge de nødvendige oplysninger – rækkevidde – Kommissionens kontrol

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 2, og art. 18, stk. 3 og 6)

   (jf. præmis 105-109)

7. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – justeringer – hensyntagen til provisioner, der udbetales ved salg – funktioner udøvet af en forhandler, der kan sidestilles med dem, der udøves af en agent, der arbejder på provisionsbasis – distributør, der udgør en enkelt økonomisk enhed med producenten – udelukkelse – bestemmelse af den økonomiske enheds eksistens – elementer, der skal tages i betragtning

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10, litra i)]

   (jf. præmis 130-134, 159, 162 og 163)

8. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – justeringer – bevisbyrde

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10, litra i)]

   (jf. præmis 135-137)

9. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for fornyet undersøgelse – ændring af beregningsmetoden – betingelser – ændring af omstændigheder – streng fortolkning – nødvendigheden af en metode, der anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne om beregning af dumpingmargenen – bevisbyrde – forpligtelse til at genanvende de oplysninger, der er indhentet i løbet af den tidligere undersøgelse, såfremt den metode, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, anvendes – foreligger ikke

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2 og art. 11, stk. 9)

   (jf. præmis 174-178, 183-185 og 199)

10. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for fornyet undersøgelse – ændring af beregningsmetoden – betingelser – ændring af omstændigheder – begreb – justeringer, der foretages inden for rammerne af en ligelig sammenligning mellem eksportpriserne og den normale værdi – justeringer, der foretages på grundlag af elementer, der ikke er blevet undersøgt i den oprindelige undersøgelse – udelukkelse

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 11, stk. 9)

    (jf. præmis 197)

11. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for fornyet undersøgelse – ændring af beregningsmetoden – betingelser – ændring af omstændigheder – begreb – en eksporterende producents ændring af strukturen og ændring af salgskredsløbet ved eksport – inklusion – betingelser

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 11, stk. 9)

    (jf. præmis 198)

12. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – delvis interimsundersøgelse af en antidumpingtold – kontrol af behovet for fortsat opretholdelse af antidumpingforanstaltninger – mulighed for at ændre de omhandlede foranstaltninger

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 11, stk. 2 og 3)

    (jf. præmis 200)

13. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – retten til forsvar – retten til at blive hørt – rækkevidde

    (jf. præmis 208-211, 215 og 222)

Resumé

I 2019 efter gennemførelsen af en interimsundersøgelse af de antidumpingforanstaltninger, der anvendes på visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Rusland og Ukraine (herefter »de pågældende varer«), vedtog Europa-Kommissionen gennemførelsesforordning 2019/1295 ( 1 ) (herefter »den anfægtede forordning«), i hvilken den antidumpingtold, der fandt anvendelse på de ukrainske selskaber Interpipe Niko Tube LLC og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant OJSC (herefter »sagsøgerne«), blev fastsat til 8,1%. Sagsøgerne fremstiller de pågældende varer og sælger dem enten direkte eller via en forretningsmæssigt tilknyttet forhandler i Ukraine, LLC Interpipe Ukraine (herefter »IPU«), der videresælger dem til uafhængige købere. Eksporten til Unionen af de pågældende varer fremstillet af sagsøgerne sker via en forhandler i Schweiz, Interpipe Europe SA (herefter »IPE«), og en importør i Tyskland, Interpipe Central Trade GmbH (herefter »IPCT«).

Sagsøgerne har anlagt sag med påstand om annullation af gennemførelsesforordning 2019/1295, men Retten har frifundet Kommissionen. Retten fremkom i sin dom med præciseringer af beregningen af de pågældende varers normale værdi, når den eksporterende producent sælger disse varer på hjemmemarkedet via transaktioner i to faser, hvor den første finder sted internt i den enkelte økonomiske enhed, som denne eksporterende producent er en del af. Retten undersøgte desuden den rolle, som forekomsten af to parallelle afsætningskanaler spiller i forbindelse med anvendelsen af en justering af forskellene mellem de provisioner, der udbetales i forbindelse med de pågældende salg ( 2 ), inden for rammerne af en retfærdig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Den udtalte sig i denne henseende om sondringen mellem anvendelsen af en sådan justering og en ændring af den metode, der blev anvendt i den undersøgelse, der resulterede i pålæggelsen af den genbehandlede told ( 3 ).

Rettens bedømmelse

Eftersom Kommissionen ved beregningen af de pågældende varers normalværdi har taget hensyn til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (herefter »SAG-omkostningerne«) i tilknytning til sagsøgernes salg til den forretningsmæssigt forbundne forhandler IPU, for at denne kan videresælge dem til uafhængige købere i Ukraine, påpegede Retten indledningsvis, at Kommissionen tager hensyn til produktionsomkostninger forstået som fremstillingsomkostningerne i forbindelse med den pågældende vare og SAG-omkostningerne, dels i forbindelse med grundforordningens artikel 2, stk. 4, med henblik på evaluering af, om salget på hjemmemarkedet kan betragtes som salg i normal handel (herefter »testen af, om der er tale om salg i normal handel«), dels i forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi i henhold til nævnte forordnings artikel 2, stk. 3, når salget på hjemmemarkedet ikke har kunnet tages i betragtning. Retten anførte i denne henseende, at de relevante omkostninger i begge tilfælde skal være de samme for at undgå en uberettiget forskelsbehandling af eksporterende producenter afhængigt af, om de sælger bestemte typer varer i deres hjemland også eller udelukkende i udlandet.

Dernæst konstaterede Retten, at SAG-omkostningerne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, første punktum, fastsættes på grundlag af oplysninger om salg i normal handel. Der sondres dog ikke i denne artikel mellem, om SAG-omkostningerne anvendes til fastsættelse af den normale værdi i medfør af artikel 2, stk. 3, eller i medfør af en anden bestemmelse i samme forordning. Det er desuden ubestridt, at de SAG-omkostninger, der er anvendt til fastsættelse af den normale værdi på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 3, er de samme som dem, der anvendes i forbindelse med testen af, om der er tale om salg i normal handel som omhandlet i samme forordnings artikel 2, stk. 4, og disse omkostninger skal derfor fastsættes i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 2, stk. 6, første punktum.

I den foreliggende sag solgte sagsøgerne deres varer i Ukraine ved direkte salg – som de selv foretog til uafhængige købere på hjemmemarkedet – såvel som ved indirekte salg, idet den pågældende vare blev solgt til IPU (første etape), som videresolgte dem til uafhængige købere på hjemmemarkedet (anden etape). Selv om der i grundforordningens artikel 2, stk. 6, første punktum, ikke henvises specifikt til transaktioner såsom indirekte salg, når der er tale om salg mellem flere selskaber tilhørende den samme koncern, inden den pågældende vare købes af en tredjepart, skal EU-institutionerne imidlertid basere sig på de priser, som den første uafhængige køber betaler til de tilknyttede salgsselskaber, idet disse priser kan betragtes som priserne ved det første salg af varen i normal handel.

Hvad angår SAG-omkostningerne påpegede Retten endvidere, at alle de omkostninger, som handelsselskaber, der kontrolleres af producenten, afholder, og de omkostninger, som producenten afholder, skal indgå i den normale værdi. I den foreliggende sag er sammenlægningen af SAG-omkostningerne i tilknytning til de to etaper i et indirekte salg og hensyntagen alene til den pris, der betales i den anden etape med henblik på testen af, om der er tale om salg i normal handel, i overensstemmelse med grundforordningen. Det kan således antages, at de priser, som IPU opkræver af uafhængige købere for varer købt af sagsøgerne, omfatter for det første de priser, som IPU selv har betalt til sagsøgerne, og som anses for at afspejle produktionsomkostningerne, de SAG-omkostninger, som sagsøgerne har afholdt i forbindelse med salg af disse varer til IPU og eventuelt en fortjeneste til sagsøgerne, og for det andet de SAG-omkostninger, som IPU har afholdt i forbindelse med salg af de samme varer til uafhængige købere, i givet fald med tillæg af en fortjeneste. Derimod kan det ikke antages, at de SAG-omkostninger, som IPU har afholdt i forbindelse med salg til uafhængige købere, omfatter de SAG-omkostninger, som sagsøgerne har afholdt i den første etape af det indirekte salg, der foregår mellem sagsøgerne og IPU.

Retten forkastede dernæst klagepunkterne om, at Kommissionen ved beregningen af eksportpriserne med henblik på den procedure, der resulterede i vedtagelsen af den anfægtede forordning, med urette havde anvendt en justering i nedadgående retning i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), af de priser, som IPE har anvendt i forbindelse med salg af den pågældende vare til de første uafhængige købere i Unionen. Efter at have bekræftet Kommissionens analyse, hvorefter IPE ikke længere, som tidligere, kunne betegnes som en intern salgsafdeling, har Retten fremhævet, at anvendelsen af en justering på grundlag af elementer, der ikke var blevet undersøgt tidligere, ikke kunne betragtes som en ændring af beregningsmetoden som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, men som en konsekvens af konstateringen af, at betingelserne for en sådan justering er opfyldt. Antages det endvidere, at Kommissionen ved en fejl har undladt at undersøge visse faktorer eller at drage de retlige konsekvenser i forbindelse med de foregående genoptagne undersøgelser, er den ikke forpligtet til at gentage den samme fejl i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede forordning alene med det formål ikke at tilsidesætte grundforordningens artikel 11, stk. 9. Selv om Kommissionen skulle have ændret metoden som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, har Retten påpeget, at de ændringer, der påvirker en koncerns struktur og organiseringen af denne koncerns eksportsalg til EU, udgør en ændring af omstændighederne, der kan begrunde en ændring af metoden som fastsat i nævnte bestemmelse.

Til slut påpegede Retten hvad angår klagepunkterne om tilsidesættelse af retten til at blive hørt, at denne ret omfatter alle de faktiske og retlige omstændigheder, der udgør afgørelsens grundlag, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage. De bemærkninger fra Kommissionen, som sagsøgerne modtog efter vedtagelsen af den anfægtede forordning, indeholdt imidlertid ikke faktiske eller retlige omstændigheder, som sagsøgerne ikke havde haft kendskab til tidligere, og som de ikke havde haft mulighed for at udtale sig om. De udgjorde således grundlaget for Kommissionens endelige holdning til spørgsmålet om de anfægtede SAG-omkostninger, således at der ikke kan konstateres nogen tilsidesættelse af retten til et forsvar i denne henseende.

( 1 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1295 af 1.8.2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/1469 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Rusland og Ukraine (EUT 2019, L 204, s. 2).

( 2 ) – Justering i henhold til artikel 2, stk. 10, litra i), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21) (herefter »grundforordningen«).

( 3 ) – Ændring af metoden som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9.