Sag T-751/18

Daimler AG

mod

Europa-Kommissionen

Rettens kendelse (Anden Afdeling) af 22. januar 2020

»Annullationssøgsmål – inddragelse af certificerede CO2-besparelser – miljøinnovationsordningen – forordning (EF) nr. 443/2009 – gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – forberedende foranstaltning – afvisning«

Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende akter – ikke omfattet – Kommissionens skrivelse om meddelelse om inddragelse af CO

-besparelser, der er tildelt en bilfabrikant – retsakt, der ikke har til formål at medføre retsvirkninger – afvisning

(Art. 263, fjerde afsnit, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 443/2009, art. 8, stk. 4 og 5)

(jf. præmis 38-51 og 57-67)

Resumé

Ved sin kendelse af 22. januar 2020 i sagen Daimler mod Kommissionen (sag T-751/18) afviste Retten det søgsmål, som Daimler AG havde anlagt med påstand om annullation af en skrivelse fra Kommissionen af 22. oktober 2018, der gav sagsøgeren meddelelse om inddragelse af de CO2-besparelser, som denne havde opnået ved anvendelse af højeffektive generatorer i visse af sine køretøjer (herefter »den anfægtede skrivelse«) ( 1 ).

Sagen falder inden for rammerne af Unionens virkeliggørelse af sin målsætning om at nedbringe emissionerne af kuldioxid (CO2) fra personbiler og lette erhvervskøretøjer, som er defineret ved forordning nr. 443/2009 ( 2 ). Forordningen foreskriver, at hver personbilsfabrikant sikrer, at dennes gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner ikke overskrider vedkommendes specifikke emissionsmål. Emissionerne fastsættes på grundlag af data, som medlemsstaterne har identificeret for alle nye personbiler, der er registreret på deres område i løbet af det foregående år ( 3 ). Hvis en fabrikants gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner overstiger det fastsatte mål, kan fabrikanten pålægges en afgift for emissionsoverskridelsen. Eftersom forordning nr. 443/2009 endvidere har til formål at sikre et velfungerende indre marked og skabe incitamenter til at investere i nye teknologier, foreskriver den ligeledes, at der ved beregningen skal tages hensyn til de CO2-besparelser, som er opnået ved anvendelse af innovative teknologier, dvs. at disse skal fratrækkes de specifikke emissioner af CO2 fra personbiler, hvor disse teknologier er blevet anvendt, i overensstemmelse med de regler og procedurer, som er fastsat i forordning nr. 725/2011 ( 4 ).

I den foreliggende sag godkendte Kommissionen i 2015 to højeffektive generatorer som innovative teknologier til nedbringelse af CO2-emissioner fra personbiler (herefter »miljøinnovationerne«) ( 5 ). Sagsøgeren, Daimler AG, er en tysk bilfabrikant, der udstyrer visse af sine personbiler med disse miljøinnovationer, og som hos den kompetente tyske myndighed har opnået certificering af CO2-besparelser opnået ved anvendelse af disse innovationer. I løbet af 2017 konstaterede Kommissionen imidlertid i forbindelse med en ad hoc-gennemgang af disse certificeringer, at de certificerede besparelser var langt større end de besparelser, der kunne påvises ved anvendelse af den foreskrevne prøvningsmetodologi. Ved den anfægtede skrivelse meddelte Kommissionen derfor Daimler, at der ved beregningen af dennes gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner for 2017 ikke kunne tages hensyn til disse besparelser. Dernæst vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse nr. 2019/583 ( 6 ), som indeholdt de endelige data om beregningen af fabrikanter af personbilers gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og deres mål for 2017, og hvori det er anført, at der ved beregningen af Daimlers emissioner ikke skulle tage hensyn til besparelserne ved dennes miljøinnovationer.

Eftersom Kommissionen var af den opfattelse, at den anfægtede skrivelse ikke kunne være genstand for et annullationssøgsmål, fordi den ikke var bebyrdende for Daimler, foretog Retten en analyse af først den lovgivningsmæssige ramme og dernæst skrivelsens indhold med henblik på at afgøre, om skrivelsen i overensstemmelse med de i fast retspraksis opstillede kriterier tilsigtede at have retligt bindende virkninger, der kunne berøre Daimlers interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling.

På grundlag af analysen af den lovgivningsmæssige ramme konstaterede Retten for det første, at proceduren for godkendelse af miljøinnovationer og proceduren for certificering af CO2-besparelser, som er fastsat i gennemførelsesforordning nr. 725/2011, var uløseligt forbundet med beregningen af fabrikanternes gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner som defineret ved forordning nr. 443/2009. Heraf udledte Retten, at gennemførelsesforordning nr. 725/2011 fastsætter miljøinnovationsordningens lovgivningsmæssige ramme i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 443/2009 og nærmere bestemt for beregningen af fabrikanternes gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner.

I denne forbindelse og på grundlag af sin analyse af skrivelsens indhold fastslog Retten for det andet, at selv om skrivelsen indeholdt en vurdering af Daimlers certificerede CO2-besparelser, udgjorde den blot en forberedende foranstaltning i proceduren for beregning af dennes gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner. Det er således med henblik på denne beregning, at Kommissionen i sin skrivelse anførte sine hoc-verificeringer af miljøinnovationerne, og at den tilsigtede at se bort fra de hermed forbundne CO2-besparelser. Derfor var det alene i gennemførelsesafgørelse 2019/583, som er den eneste foranstaltning, der tydeligt fastsatte fabrikanternes gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner, at det var konkretiseret, at disse besparelser ikke var taget med i beregningen. På dette grundlag konkluderede Retten, at det var gennemførelsesafgørelse 2019/583 og ikke den anfægtede skrivelse, som tilsigtede at påvirke Daimlers retsstilling, og som derfor kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål ( 7 ).

( 1 ) – Kommissionens skrivelse Ares(2018) 5413709 af 22.10.2018 om meddelelse om inddragelse af CO2-besparelser opnået ved hjælp af miljøinnovationer for Daimler AG-køretøjer udstyret med de højeffektive generatorer Bosch HED EL 7-150 og 175 plus.

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 af 23.4.2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (EUT 2009, L 140, s. 1).

( 3 ) – Disse data er fastsat i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5.9.2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (»rammedirektiv«) (EUT 2007, L 263, s. 1).

( 4 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 af 25.7.2011 om indførelse af en procedure for godkendelse og certificering af innovative teknologier til nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler i henhold til forordning (EF) nr. 443/2009 (EUT 2011, L 194, s. 19).

( 5 ) – Kommissionens gennemførelsesafgørelse (UE) 2015/158 af 30.1.2015 om godkendelse af to højeffektive generatorer fra Robert Bosch GmbH som innovative teknologier til nedbringelse af CO2-emissioner fra personbiler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (EUT 2015, L 26, s. 31).

( 6 ) – Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/583 af 3.4.2019 om bekræftelse eller ændring af den foreløbige beregning af de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og specifikke emissionsmål for fabrikanter af personbiler for kalenderåret 2017 og for visse fabrikanter i Volkswagen-poolen for kalenderårene 2014, 2015 og 2016 i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (EUT 2019, L 100, s. 66).

( 7 ) – Ved Retten verserer der fortsat en sag, med sagsnummer T-359/1,9 om annullation af gennemførelsesafgørelse 2019/583, som Daimler AG anlagde den 14.6.2019.