Sag T-511/18

XH

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (syvende Afdeling) af 25. juni 2020

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2017 – afgørelse om ikke-forfremmelse – krav om, at et anbringende i en stævning skal være klart og præcist – regel om overensstemmelse – anfægtelse af endelige retsakter – formaliteten – vedtægtens artikel 45 – foreløbig prøvetidsudtalelse – udtalelse ved prøvetidens udløb – karriereudviklingsrapport – forhold, der er taget i betragtning ved sammenligningen af fortjenester – procedurens forskriftsmæssighed – ansvar – ikke-økonomiske tab«

1. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter, som ikke er indeholdt i klagen, men hvormed det tilsigtes at anfægte rigtigheden af den begrundelse, der er anført i svaret på klagen – formaliteten

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

   (jf. præmis 69)

2. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed – præklusion – genåbning – betingelse – ny faktisk omstændighed

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

   (jf. præmis 74, 75 og 80-83)

3. Grundrettigheder – beskyttelse af privat- og familielivets fred – lægelig tavshedspligt – en institutions konsultation af indholdet af en tjenestemands lægejournal – indgreb i retten til beskyttelse af privatlivet

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 52)

   (jf. præmis 89, 90 og 98)

4. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenlignende bedømmelse af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – forskellige formål og forskellige funktioner hvad angår bedømmelsesrapporterne for fastansatte tjenestemænd og udtalelserne ved prøvetidens udløb for prøveansatte tjenestemænd – hensyntagen til udtalelsen ved prøvetidens udløb – ikke omfattet

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 34, 43 og 45)

   (jf. præmis 124-132, 137 og 143-150)

5. Tjenestemandssager – bebyrdende retsakt – begreb – forberedende retsakt – foranstaltninger truffet under en tjenestemands prøvetid – ikke omfattet

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 34, 90 og 91)

   (jf. præmis 133-136)

6. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenlignende bedømmelse af fortjenester – regler – hensyntagen til udtalelser ved prøvetidens udløb – ufuldstændig og mangelfuld personlig aktmappe – følger

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

   (jf. præmis 153, 154 og 159)

7. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tab – økonomisk tab angiveligt forvoldt af et afslag på forfremmelse – tab usikkert som følge af manglende ret til forfremmelse

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

   (jf. præmis 170-173)

Resumé

Med sin dom i sagen XH mod Kommissionen (sag T-511/18), der blev afsagt den 25. juni 2020, annullerede Retten Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at opføre sagsøgeren på listen over tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2017. Retten pålagde endvidere Kommissionen at betale erstatning for det ikke-økonomiske tab, som den omhandlede tjenestemand havde lidt.

Sagsøgeren, der er tjenestemand ved Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), blev den 1. juli 2014 ansat i lønklasse AD 5 i en første enhed i OLAF med en prøvetid. Som følge af interne vanskeligheder med andre ansatte i denne enhed i starten af sin prøvetid, blev hun den 1. november 2014 overført til en anden enhed i OLAF. I december 2014 blev der udarbejdet en foreløbig prøvetidsudtalelse, hvori der blev henvist til disse vanskeligheder, og denne udtalelse blev bilagt den udtalelse ved prøvetidens udløb, der blev udarbejdet i marts 2015.

Den 10. februar 2018 indgav sagsøgeren en klage i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, over ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forfremme hende i forfremmelsesåret 2017 (herefter »afgørelsen om ikke-forfremmelse«), som der blev givet afslag på ved afgørelse af 7. juni 2018.

Til støtte for sit søgsmål, der var anlagt til prøvelse af denne afgørelse om ikke-forfremmelse, gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), for så vidt som der var blevet taget hensyn til den foreløbige prøvetidsudtalelse og udtalelsen ved prøvetidens udløb vedrørende hende i forbindelse med den sammenligning af fortjenester, som blevet foretaget i forfremmelsesåret 2017.

Retten bemærkede i denne forbindelse for det første, at det fremgår af vedtægtens artikel 45, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra a), i Kommissionens afgørelse om de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 ( 1 ), at i forbindelse med den sammenligning af fortjenesterne, som foretages i et forfremmelsesår, tager ansættelsesmyndigheden især hensyn til udtalelserne om tjenestemændene. Disse karriereudviklingsrapporter er en uundværlig del af vurderingen, hver gang der skal tages stilling til en tjenestemands karriere med henblik på at træffe en afgørelse vedrørende hans forfremmelse.

Retten fremhævede for det andet, at selv om ansættelsesmyndigheden ganske vist har mulighed for at tage hensyn til andre oplysninger vedrørende forfremmelsesværdige kandidaters administrative og personlige forhold, forudsættes det imidlertid, at der foreligger usædvanlige omstændigheder. Selv om disse yderligere oplysninger kan tages i betragtning for at kompensere for en manglende karriereudviklingsrapport, skal de i vidt omfang svare til oplysningerne i karriereudviklingsrapporterne med hensyn til deres oprindelse, proceduren for deres oprettelse og deres formål. Ifølge Retten har karriereudviklingsrapporterne og de udtalelser, som udarbejdes under prøvetiden, imidlertid hver forskellige formål og forskellige funktioner.

Hvad for det første angår deres funktioner har en karriereudviklingsrapport navnlig til formål at sikre administrationen regelmæssige oplysninger, der er så fyldestgørende som muligt, om, hvorledes tjenestemanden udfører de opgaver, der er pålagt ham, mens formålet med en udtalelse ved prøvetidens udløb hovedsageligt er at vurdere, om den prøveansatte er egnet til at varetage de med hans stilling forbundne opgaver og til at blive fastansat.

Hvad for det andet angår deres formål bemærkede Retten, at den årlige evaluering af en tjenestemand – der, samtidig med, at den tager sigte på præstationen, foretages på baggrund af mål, der på forhånd er udarbejdet af den overordnede – adskiller sig fra den vurdering af en prøveansat tjenestemand, som foretages med henblik på fastansættelse, og den bedømmelse, som er indeholdt i en prøvetidsudtalelse, kan derfor ikke sidestilles med og dermed ikke erstatte eller træde i stedet for den vurdering, som er foretaget inden for rammerne af en karriereudviklingsrapport.

Endelig gentog Retten, at selv om karriereudviklingsrapporterne udgør bebyrdende retsakter, henset til, at de kan udøve en indflydelse under hele tjenestemandens karriere, er dette ikke tilfældet med hensyn til foranstaltningerne vedrørende prøvetidens forløb, såsom udtalelser ved prøvetidens udløb, hvis formål er at forberede administrationens afgørelse om, hvorvidt den pågældende skal fastansættes eller afskediges ved udløbet af den pågældendes prøvetid, uden at have nogen som helst virkninger efter vedtagelsen af en sådan afgørelse.

Retten konkluderede således, at et forfremmelsesudvalg i princippet ikke kan tage en udtalelse ved prøvetidens udløb i betragtning, uanset om den indeholder en række bemærkninger til en tjenestemands arbejdsevne.

Idet Retten fremhævede, at sagsøgeren havde været genstand for to karriereudviklingsrapporter, som blev udarbejdet i forbindelse med forfremmelsesårene 2015 og 2016, og at vurderingerne i disse karriereudviklingsrapporter udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for sammenligningen af fortjenester som omhandlet i vedtægtens artikel 45, stk. 1, bemærkede Retten for det første, at der ikke var nogen ekstraordinære omstændigheder, som kunne begrunde, at udtalelsen ved prøvetidens udløb og den foreløbige prøvetidsudtalelse, som fremgik af bilaget til denne udtalelse ved prøvetidens udløb, blev taget i betragtning i forbindelse med sammenligningen af sagsøgerens fortjenester i forfremmelsesåret 2017. For det andet og under alle omstændigheder fremhævede Retten, at til forskel fra karriereudviklingsrapporterne var den foreløbige prøvetidsudtalelse vedrørende sagsøgeren hverken udarbejdet med henblik på en objektiv vurdering af sagsøgeren eller med henblik på at skulle bruges i forbindelse med udviklingen af vedkommendes karriere, og at den ydermere indeholdt en usædvanlig og hård kritik, hvilket var en yderligere grund til, at den foreløbige prøvetidsudtalelse og udtalelsen ved prøvetidens udløb, hvortil sammenligningen af sagsøgerens fortjenester var knyttet som bilag, ikke kunne tages i betragtning.

Retten fastslog derfor, at ansættelsesmyndighedens hensyntagen til udtalelserne vedrørende sagsøgerens prøvetid udgjorde en uregelmæssighed, der kunne behæfte forfremmelsesproceduren for 2017 med fejl. Eftersom forfremmelsesproceduren for 2017 kunne have haft et andet udfald, såfremt den proceduremæssige uregelmæssighed ikke havde foreligget, annullerede Retten afgørelsen om ikke at forfremme sagsøgeren. Endvidere blev Europa-Kommissionen pålagt at betale sagsøgeren et beløb på 2000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab, som denne havde lidt.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2013) 8968 final af 16.12.2013 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, der blev offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 55-2013 af 19.12.2013.