Sag T-692/15

HTTS Hanseatic Trade Trust & Shipping GmbH

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning - indefrysning af midler - begrundelsespligt - ansvar uden for kontraktforhold - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 13. december 2017

1. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – bevisbyrde

2. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – vurdering af lovligheden af institutionernes adfærd – foranstaltninger om indefrysning af midler – erstatningssøgsmål anlagt af en økonomisk operatør, der er omfattet af en individuel restriktiv foranstaltning – kriterier

   (Art. 21 TEU; art. 215, stk. 2 TEUF)

3. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder – bevisregler – annullation af en eller flere af Rådets retsakter, der har forårsaget den af sagsøgeren påberåbte skade, herunder en annullation, der besluttes ved en dom afsagt af Retten før anlæggelsen af erstatningssøgsmålet – uigendriveligt bevis foreligger ikke

4. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – bevisregler – en institutions mulighed for at påberåbe sig alle de relevante oplysninger, der er fremkommet før anlæggelsen af erstatningssøgsmålet imod den – manglende uvirksom karakter af de oplysninger, som en institution, der har vedtaget en foranstaltning om indefrysning af midler, har fremlagt i forbindelse med et erstatningssøgsmål

   (Art. 24, stk. 1, TEU; art. 215, stk. 2, TEUF)

5. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midlerne hos personer, enheder eller organer, som Rådet anser for at være involveret i nuklear spredning – forpligtelse til at udstrække denne foranstaltning til de enheder, der ejes eller kontrolleres af en sådan enhed – egenskab af enhed, der ejes eller kontrolleres – konkret bedømmelse fra Rådets side – kriterier

   (Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)

6. EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – pligt til at meddele de individuelle og specifikke grunde til de trufne afgørelser – omfang

7. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – utilstrækkelig begrundelse af en retsakt – ikke omfattet

   (Art. 340, stk. 2, TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29-31)

2.  I denne forbindelse er en individuel restriktiv foranstaltning, som en ikke-statslig enhed kan være genstand for, såsom indefrysningen af midler, ikke i sig selv en selvstændig retsakt fra Rådet, der har karakter af en strafferetlig eller administrativ sanktion over for denne enhed, men en nødvendig foranstaltning som omhandlet i artikel 215, stk. 2, TEUF til gennemførelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der har til formål at gøre det muligt for Unionen med tiden at nå det konkrete resultat, som Unionen tager sigte på at opnå inden for rammerne af internationale relationer, det vil i det foreliggende tilfælde sige formålet om at bringe Den Islamiske Republik Irans nukleare spredningsaktiviteter til ophør. Det bemærkes desuden, at det bredere formål om at bevare fred og international sikkerhed i overensstemmelse med formålene med Unionens optræden udadtil, som er fastsat i artikel 21 TEU, kan berettige selv betydelige negative konsekvenser for visse operatører som følge af afgørelser om gennemførelse af retsakter, der er vedtaget af EU til opfyldelse af dette grundlæggende formål.

   Ved vurderingen af den pågældende institutions adfærd er Retten, når en økonomisk operatør anlægger et erstatningssøgsmål for den, desuden forpligtet til, bl.a. henset til bestemmelserne i artikel 215, stk. 2, TEUF, at tage hensyn til dette grundlæggende formål i Unionens udenrigspolitik, bortset fra når denne operatør er i stand til at godtgøre, at Rådet har tilsidesat sine forpligtelser på en åbenbart og uundskyldelig måde eller på samme måde har krænket en grundlæggende rettighed, der er anerkendt af EU.

   (jf. præmis 44-46)

3.  En eventuel annullation af en eller flere af Rådets retsakter, der har forårsaget den af sagsøgeren påberåbte skade, selv når en sådan annullation besluttes ved en dom afsagt af Retten før anlæggelsen af erstatningssøgsmålet, kan desuden ikke udgøre et uigendriveligt bevis for, at denne institution har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, der ipso jure gør det muligt at fastslå Unionens ansvar uden for kontraktforhold.

   (jf. præmis 48)

4.  Til forskel fra annullationssøgsmålet kan søgsmålet om ansvar uden for kontraktforhold anlægges inden for en frist på fem år fra den hændelse, der var årsag til den omhandlede skade. Den institution, over for hvilken et ansvar uden for kontraktforhold gøres gældende, har derfor i princippet ret til at påberåbe sig alle de relevante, aflastende oplysninger, der er fremkommet før anlæggelsen, inden for den ovennævnte frist, af erstatningssøgsmålet mod nævnte institution, ligesom sagsøgeren kan godtgøre omfanget og størrelsen af sit tab ved at anvende de bevismidler, der er fremkommet efter skadens opståen.

   Hvad angår institutionens mulighed for at påberåbe sig alle de relevante, aflastende oplysninger, der er fremkommet før anlæggelsen af erstatningssøgsmålet mod den, skal det præciseres, at denne mulighed modsvarer den kompetente rets behov for under hensyntagen til kontradiktionsprincippet at fastslå relevansen og betydningen af de faktiske omstændigheder, som de omhandlede parter har henvist til, med henblik på at træffe afgørelse om Unionens eventuelle ansvar uden for kontraktforhold. En sådan mulighed er særligt begrundet på et område af EU’s aktiviteter som Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der på grund af arten af deres formål og indhold er underlagt specifikke regler og procedurer i traktaterne (jf. artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU), og som bl.a. skal tage hensyn til den eventuelle tidsmæssige udvikling af den faktiske og retlige situation, som er genstand for Unionens internationale optræden. Såfremt de oplysninger, som den omhandlede institution har fremlagt i forbindelse med et erstatningssøgsmål, når denne institution på grundlag af en afgørelse, der er vedtaget i henhold til kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten, i medfør af artikel 215, stk. 2, TEUF, har vedtaget den omhandlede foranstaltning om indefrysning af midler, tillægges en uvirksom karakter, vil dette være en alvorlig hindring for den effektive udøvelse af de kompetencer, som traktaterne har tillagt EU-institutionerne på FUSP-området ved til støtte for gennemførelsen af denne politik at bestemme, at disse institutioner kan vedtage de nødvendige restriktive foranstaltninger.

   (jf. præmis 49-51)

5.  Ved vurderingen af lovligheden af en restriktiv foranstaltning vedrører begrebet »ejes eller kontrolleres af en anden enhed« således en situation, hvor den fysiske eller juridiske person, der er involveret i den pågældende stats nukleare spredningsaktiviteter, er i stand til at påvirke de forretningsmæssige valg i en anden virksomhed, som personen har erhvervsmæssige forbindelser med, og dette gælder selv om der ikke er nogen juridisk, ejendomsretlig eller kapitalandelsmæssig forbindelse mellem nogen af disse to økonomiske enheder. I denne henseende skal spørgsmålet om, hvorvidt en enhed »ejes eller kontrolleres«, være genstand for en konkret bedømmelse fra Rådets side, navnlig under hensyn til, i hvilket omfang den omhandlede enhed ejes, eller med hvilken intensitet den kontrolleres, da institutionen i denne henseende har en vis skønsbeføjelse

   (jf. præmis 56 og 57)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 75-78)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 88)