Sag T-117/15

Republikken Estland

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – landbrug – fælles markedsordning – foranstaltninger, som skal træffes på grund af nye medlemsstaters tiltrædelse – beløb, der skal afkræves for de overskudsmængder af sukker, der ikke er fjernet fra markedet – anmodning om ændring af en endelig kommissionsbeslutning – afvisning af anmodningen – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål – bekræftende retsakt – ingen nye væsentlige oplysninger – afvisning«

Sammendrag – Rettens dom (Første Udvidede Afdeling) af 24. marts 2017

1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – vurdering på grundlag af objektive kriterier – skrivelse fra Kommissionen, hvorved denne afviser at ændre sin beslutning om beløb, der skal afkræves for de overskudsmængder af sukker, der ikke er fjernet fra markedet – omfattet

   (Art. 263 TEUF)

2. Annullationssøgsmål – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse, der bekræfter en tidligere, ikke rettidigt anfægtet afgørelse – afvisning – begrebet bekræftende beslutning – fornyet undersøgelse med henblik på at efterprøve, om opretholdelsen af en tidligere beslutning fortsat er berettiget, henset ti, at der er afsagt en række domme efter vedtagelsen af beslutningen, som vedrører lignende beslutninger – omfattet – ingen nye forhold

   (Art. 263 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 44, 45 og 53-56)

2.  Såfremt en retsakt er en ren bekræftelse af en tidligere retsakt, må et søgsmål kun afvises under forudsætning af, at den bekræftende retsakt er blevet anfægtet rettidigt.

   En anmodning om fornyet undersøgelse af en tidligere endelig beslutning kan imidlertid begrundes, såfremt der foreligger nye væsentlige omstændigheder. Såfremt en retsakt er svar på en henvendelse, hvori sådanne omstændigheder påberåbes, og hvorved myndighederne anmodes om at tage en tidligere beslutning op til fornyet undersøgelse, kan retsakten ikke antages at være rent bekræftende, for så vidt som der herved træffes afgørelse vedrørende de nævnte omstændigheder, og den således indeholder en ny omstændighed i forhold til den tidligere beslutning. Efter en fornyet undersøgelse af en beslutning, der er blevet endelig, støttet på nye væsentlige omstændigheder, skal den pågældende institution således træffe en ny beslutning, hvis lovlighed i givet fald kan anfægtes for Unionens retsinstanser. Hvis der ikke foreligger nye væsentlige omstændigheder, er institutionen derimod ikke forpligtet til at foretage en fornyet undersøgelse af sin tidligere beslutning.

   Det følger heraf, at en retsakt anses for at være blevet vedtaget efter en fornyet undersøgelse af situationen, hvilket udelukker, at den kan anses at være en rent bekræftende retsakt, når denne retsakt er vedtaget enten efter den berørte persons anmodning eller på institutionens eget initiativ på grundlag af væsentlige forhold, som der ikke var taget hensyn til ved vedtagelsen af den tidligere retsakt. Såfremt de faktiske og retlige forhold, som ligger til grund for den nye retsakt, ikke er anderledes end dem, der begrundede vedtagelsen af den tidligere retsakt, er den nye retsakt derimod en ren bekræftelse af den tidligere retsakt.

   I et annullationssøgsmål, som er anlagt til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, hvorved denne afviser at ændre en tidligere beslutning, der er støttet på en analog anvendelse af et retligt ræsonnement, som Unionens retsinstanser har anvendt i domme, der er afsagt efter vedtagelsen af den tidligere beslutning, er den omstændighed, at dommene er afsagt efter, at beslutningen blev vedtaget, imidlertid ikke tilstrækkelig til, at dommene kan anses for at være nye forhold.

   En præjudiciel dom har således ikke retsstiftende, men alene konstaterende karakter, med den konsekvens, at den i princippet får retsvirkninger fra ikrafttrædelsen af den fortolkede regel. En sådan dom belyser således blot gældende EU-ret, sådan som myndighederne kunne og burde have forstået den, da beslutningen blev vedtaget.

   For så vidt angår domme om annullation af lignede beslutninger er formålet med at tage hensyn til de præmisser, der angiver de nøjagtige grunde til den ulovlighed, som Unionens retsinstanser har fastslået i en dom om annullation, udelukkende at afgøre, hvad domskonklusionen helt nøjagtigt går ud på, og en præmis i en dom om annullation kan således ikke have retskraft for personer, der ikke var part i sagen, og over for hvem dommen derfor ikke kan have afgjort noget som helst. Selv om artikel 263 TEUF pålægger den berørte institution at undgå, at enhver retsakt, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslået i dommen om annullation, indebærer bestemmelsen i denne forbindelse ikke, at institutionen på de berørte parters anmodning skal foretage en fornyet undersøgelse af identiske eller lignende beslutninger, der hævdes at være ugyldige af samme grund, og som er rettet til andre adressater end sagsøgeren.

   Disse domme kan derfor ikke anses for at være nye forhold. Den blotte omstændighed, at hverken myndighederne, da de vedtog en beslutning, eller beslutningens adressat, inden udløbet af fristen for at anlægge sag til prøvelse af denne beslutning, tog hensyn til eller påberåbte sig Unionens retsinstansers fortolkning af retten eller retlige ræsonnement i en senere dom, kan ikke rejse tvivl om den pågældende beslutnings endelige karakter.

   Retssikkerhedsprincippet kan ganske vist begrænses med hensyn til endelige administrative beslutninger, der er i strid med EU-retten, og under visse omstændigheder kan en ændring af beslutningerne således begrundes. En begrænsning kan imidlertid ikke gøres gældende, når den, der anmoder om en fornyet undersøgelse af den endelige beslutning, ikke har udtømt de retsmidler, som vedkommende råder over, til prøvelse af beslutningen.

   (jf. præmis 58-60 og 66-73)