Sag T-111/08

MasterCard, Inc. m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence — vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder — markedet for merchant acquiring-virksomhed for transaktioner, der foretages med hævekort, betalingskort med forskudt debitering og kreditkort — beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og af EØS-aftalens artikel 53 — multilaterale fallback-interbankgebyrer — artikel 81, stk. 1 og 3, EF — begrebet accessorisk begrænsning — manglende objektiv nødvendig karakter — konkurrencebegrænsende virkning — betingelserne for at meddele en individuel fritagelse — ret til forsvar — afhjælpende foranstaltning — tvangsbøde — begrundelse — proportionalitet«

Sammendrag af dom

1. Retspleje – stævning – svarskrift – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen eller svarskriftet – formaliteten – betingelser

   [Statutten for Domstolen, art.21, Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 46, stk. 1]

2. Konkurrence – karteller – forbud – fritagelse – klausul kvalificeret som accessorisk begrænsning – begrebet accessorisk begrænsning – rækkevidde – begrænsning, der har direkte forbindelse med og er nødvendig for en hovedtransaktion – objektiv og forholdsmæssig karakter

   (Art. 81, stk. 1 og 3, EF)

3. Konkurrence – karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering

   (Art. 81, stk. 1, EF)

4. Konkurrence – karteller – afgrænsning af markedet – genstand – bedømmelse af aftalens virkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater – følger for de indsigelser, der er fremsat mod den

   (Art. 81 EF og 82 EF)

5. Konkurrence – karteller – forbud – fritagelse – betingelser – bevisbyrde

   (Art. 81, stk. 3, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

6. Konkurrence – karteller – forbud – fritagelse – betingelser – forbedring af produktionen eller distributionen af varer eller bidrag til tekniske eller økonomiske fremskridt

   (Art. 81, stk. 3, EF)

7. Konkurrence – karteller – forbud – fritagelse – betingelser – kompliceret økonomisk overvejelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser

   (Art. 81, stk. 3, EF)

8. Konkurrence – karteller – vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder – begreb

   (Art. 81, stk. 3, EF)

9. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold

   (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

10. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – retten til aktindsigt – krænkelse – afslag på aktindsigt i visse dokumenter, der kan anvendes til virksomhedens forsvar

1.  Stævningen skal ifølge artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement angive søgsmålets genstand, påstandene og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Såfremt et søgsmål skal kunne admitteres, er det nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen. Selv om stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til bestemte afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til den, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, der i medfør af de nævnte bestemmelser skal være indeholdt i stævningen.

   Det tilkommer endvidere ikke Unionens retsinstanser ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning.

   Denne fortolkning af artikel 21 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), gælder ligeledes de krav, som replikken – der ifølge procesreglementets artikel 47, stk. 1, er et supplement til stævningen – skal opfylde for at kunne admitteres.

   Selv om stævningen og svarskriftet – i lyset af formodningen om lovlighed, som gælder for EU-institutionerne retsakter – hver opfylder forskellige formål og dermed er underlagt særskilte krav, bør der for så vidt angår muligheden for at henvise til indlæg, der er vedlagt som bilag til svarskriftet, ikke desto mindre følges samme fremgangsmåde som den, der gælder for så vidt angår stævningen, idet procesreglementets artikel 46, stk. 1, litra b), præciserer, at svarskriftet skal indeholde de retlige og faktiske argumenter, der påberåbes.

   Bilagene kan kun tages i betragtning i den udstrækning, hvori de støtter eller supplerer anbringender eller argumenter, som parterne udtrykkeligt har fremsat som en del af selve deres skriftlige indlæg, og hvori det kan fastslås, hvilke punkter i bilagene der støtter eller supplerer de pågældende anbringender eller argumenter.

   (jf. præmis 68-71)

2.  Begrebet accessorisk begrænsning i EU’s konkurrenceret omfatter enhver begrænsning, der har direkte forbindelse med og er nødvendig for en hovedtransaktion.

   Ved begrænsninger, der hænger direkte sammen med en hovedtransaktion, skal forstås enhver begrænsning, der er af underordnet karakter i forhold til denne transaktions gennemførelse, og som har åbenbar sammenhæng med gennemførelsen af transaktionen.

   Hvad angår betingelsen om, at begrænsningen skal være nødvendig, er der to aspekter, der skal undersøges. Det skal nemlig undersøges, dels om begrænsningen er objektivt nødvendig for gennemførelsen af hovedtransaktionen, dels om begrænsningen står i rimeligt forhold til transaktionen.

   Med hensyn til undersøgelsen af, om en begrænsning er objektivt nødvendig, skal det bemærkes, at for så vidt som det ikke kan antages, at der findes en »rule of reason«, kan betingelsen om objektiv nødvendighed ikke fortolkes således, at den indebærer en afvejning af en aftales konkurrencefremmende og konkurrencebegrænsende virkninger. En sådan afvejning kan nemlig alene ske inden for den særlige ramme, der følger af artikel 81, stk. 3, EF. Således kan undersøgelsen af, om en begrænsning er objektivt nødvendig i forhold til hovedtransaktionen, ikke undgå at blive forholdsvis abstrakt. Der er ikke tale om en undersøgelse af, om begrænsningen i betragtning af konkurrencesituationen på det pågældende marked er nødvendig for hovedtransaktionens kommercielle succes, men om at afgøre, om begrænsningen, hvis man ser snævert på hovedtransaktionen, er nødvendig for at gennemføre denne transaktion. Hvis hovedtransaktionen viser sig vanskelig eller umulig at gennemføre uden begrænsningen, kan begrænsningen anses for objektivt nødvendig for transaktionens gennemførelse.

   Hvad angår undersøgelsen af denne begrænsnings forholdsmæssighed i forhold til gennemførelsen af hovedtransaktionen skal det undersøges, om begrænsningens varighed og saglige og geografiske anvendelsesområde går ud over det, der er nødvendigt for at gennemføre den nævnte transaktion. Hvis begrænsningens varighed eller anvendelsesområde går ud over det, der er nødvendigt for at gennemføre transaktionen, skal begrænsningen vurderes særskilt i forhold til artikel 81, stk. 3, EF.

   Når vurderingen af en begrænsnings accessoriske karakter i forhold til en hovedtransaktion endelig kræver komplicerede økonomiske overvejelser i Kommissionen, begrænser retsinstanserne deres bedømmelse af overvejelsernes resultat til en efterprøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder materielt er rigtige, samt om der foreligger en klar faktisk vildfarelse eller magtfordrejning.

   (jf. præmis 77-82)

3.  Det konkurrencebegrænsende formål og den konkurrencebegrænsende virkning for en aftale er ikke kumulative betingelser, men derimod alternativer ved bedømmelsen af, om en sådan aftale falder ind under forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF. Det alternative forhold i denne betingelse – hvilket ses af bindeordet »eller« – medfører, at det er nødvendigt først og fremmest at tage aftalens egentlige formål i betragtning, hvorved der må tages hensyn til den økonomiske sammenhæng, hvori den skal gælde. Hvis en analyse af indholdet af aftalen imidlertid ikke med tilstrækkelig klarhed viser, at konkurrencen vil lide skade, må der foretages en undersøgelse af dens virkninger, og for at den kan anses for forbudt, må der foreligge omstændigheder, der tilsammen viser, at konkurrencen faktisk er blevet hindret eller mærkbart indskrænket eller fordrejet. Det er ikke nødvendigt at undersøge virkningen af en aftale, hvis det allerede er godtgjort, at den har et konkurrencebegrænsende formål.

   (jf. præmis 139)

4.  Definitionen af det relevante marked har ikke samme betydning ved anvendelsen af artikel 81 EF som ved anvendelsen af artikel 82 EF. Ved anvendelsen af artikel 82 EF er det nødvendigt at foretage en fyldestgørende afgrænsning af det relevante marked for at kunne bedømme den adfærd, der hævdes at være konkurrencebegrænsende, eftersom det for konstateringen af, om der foreligger et misbrug af en dominerende stilling, er nødvendigt først at fastslå, om der overhovedet foreligger en dominerende stilling på et bestemt marked, hvilket igen forudsætter, at der er foretaget en afgrænsning af dette marked. Ved anvendelsen af artikel 81 EF er det nødvendigt at foretage denne afgrænsning af det pågældende marked for at kunne afgøre, om aftalen, vedtagelsen inden for en sammenslutning af virksomheder eller den pågældende samordnede praksis kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Dette er begrundelsen for, at man ved anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF ikke kan betragte klagepunkterne vedrørende den af Kommissionen anvendte afgrænsning isoleret fra klagepunkterne vedrørende påvirkningen af handelen mellem medlemsstater og begrænsningen af konkurrencen. Det forhold, at afgrænsningen af det relevante marked er anfægtet, er uden betydning, såfremt Kommissionen med rette har fastslået på grundlag af dokumenter, der nævnes i den anfægtede beslutning, at den pågældende aftale fordrejede konkurrencen og mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstater.

   (jf. præmis 171)

5.  Således som det er anført i artikel 2 i forordning nr. 1/2003, påhviler bevisbyrden for, at betingelserne i traktatens artikel 81, stk. 3, EF er opfyldt, de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der påberåber sig denne bestemmelse. Den, der påberåber sig artikel 81, stk. 3, EF, skal følgelig ved overbevisende argumenter og beviser godtgøre, at disse betingelser er opfyldt.

   Kommissionen skal for sin del foretage en sagligt forsvarlig undersøgelse af disse argumenter og beviser, dvs. tage stilling til, om de godtgør, at betingelserne for anvendelse af artikel 81, stk. 3, EF er opfyldt. I visse tilfælde kan disse argumenter og beviser medføre en forpligtelse for Kommissionen til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at den part, der påberåber sig artikel 81, stk. 3, EF, har løftet bevisbyrden. I sådanne tilfælde skal Kommissionen gendrive disse argumenter og beviser.

   (jf. præmis 196 og 197)

6.  Enhver vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, der begrænser konkurrencen – uanset om det skyldes dens virkning eller dens formål – kan i princippet omfattes af en fritagelse i henhold til artikel 81, stk. 3, EF.

   Anvendelsen af denne bestemmelse kræver, at visse betingelser er opfyldt i nødvendigt og tilstrækkeligt omfang. Det kræves for det første, at vedtagelsen eller kategorien af vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, for det andet, at den sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, for det tredje, at der ikke pålægges de pågældende virksomheder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål, samt at der for det fjerde ikke gives disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer.

   Det følger af den første betingelse i artikel 81, stk. 3, EF, at der kan indrømmes fritagelse for aftaler, »som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling«. Man kan ikke anse enhver fordel, som aftalen medfører for parternes produktions- eller distributionsvirksomhed, for en sådan forbedring. En forbedring skal navnlig indebære mærkbare objektive fordele, som kan opveje de ulemper, aftalen medfører for konkurrencen.

   De mærkbare objektive fordele, der er omfattet af den første betingelse i artikel 81, stk. 3, EF, kan ikke alene opnås på det relevante marked, men også for ethvert andet marked, hvorpå aftalen kan have gavnlige virkninger eller endog mere generelt for alle tjenesteydelser, hvis kvalitet eller effektivitet kan forbedres som følge af aftalens eksistens.

   (jf. præmis 199, 200, 206 og 228)

7.  Den efterprøvelse, der skal foretages af den retsinstans, der skal træffe afgørelse vedrørende en påstand om annullation af en beslutning om anvendelse af artikel 81, stk. 3, EF – for så vidt som den står over for komplekse økonomiske vurderinger – med hensyn til sagens realitet, er begrænset til en efterprøvelse af, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, og om de retlige kvalifikationer, der er udledt heraf, er korrekte.

   Den skal imidlertid ikke alene efterprøve, om de beviser, der henvises til, er materielt nøjagtige, pålidelige og sammenhængende, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for Kommissionens konklusioner. Det tilkommer derimod ikke retsinstansen at sætte sit økonomiske skøn i stedet for det, der er anlagt af ophavsmanden til den beslutning, hvis lovlighed den er blevet anmodet om at efterprøve.

   (jf. præmis 201 og 202)

8.  Artikel 81 EF finder anvendelse på sammenslutninger, for så vidt som deres egne aktiviteter eller den aktivitet, der udøves af de virksomheder, der er tilsluttet dem, tilsigter at fremkalde de virkninger, som bestemmelsen er rettet mod.

   Begrebet »aftale« og begrebet »samordnet praksis« omfatter set fra et subjektivt standpunkt former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk.

   Hvad nærmere angår begrebet »samordnet praksis« skal anvendelsen af begrebet forhindre, at virksomhederne alene ved den måde, hvorpå de koordinerer deres adfærd på markedet, unddrager sig konkurrencebestemmelserne. For at sikre effektiviteten af dette princip omfatter artikel 81, stk. 1, EF ikke alene de direkte former for koordinering af adfærd mellem virksomheder (aftaler og samordnet praksis), men også de institutionaliserede samarbejdsformer, dvs. de situationer, hvor virksomhederne handler gennem en kollektiv struktur eller et fælles organ.

   Den omstændighed, at der foreligger et interessefællesskab eller en fælles interesse, er et relevant forhold, når det skal vurderes, om der foreligger en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF

   (jf. præmis 241-243 og 251)

9.  Overholdelsen af retten til forsvar indebærer, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling til dels, om de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse af traktaten.

   Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 afspejler dette princip, for så vidt som den foreskriver, at der skal tilstilles parterne en klagepunktsmeddelelse, der klart skal angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren, således at parterne reelt kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last, og gøre brug af deres ret til forsvar, inden Kommissionen træffer en endelig beslutning. Dette krav er opfyldt, hvis beslutningen ikke beskylder de pågældende for andre overtrædelser end de i klagepunktsmeddelelsen nævnte og kun tager hensyn til faktiske forhold, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om.

   Dog kan denne angivelse være kortfattet, og den endelige beslutning skal ikke nødvendigvis være en kopi af klagepunktsmeddelelsen, da en sådan meddelelse er et forberedende dokument, hvis faktiske og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter. Tilføjelser i forhold til meddelelsen af klagepunkter, som foretages på baggrund af parternes svarskrift, der viser, at de faktisk har haft mulighed for at udøve deres ret til kontradiktion, er således tilladelige. Kommissionen kan ligeledes af hensyn til den administrative procedure ændre eller tilføje faktiske eller retlige argumenter til støtte for de fremsatte klagepunkter.

   Det er kun nødvendigt at fremsende en supplerende klagepunktsmeddelelse til de berørte parter, hvis resultatet af kontrolundersøgelserne har foranlediget Kommissionen til at lægge virksomhederne nye handlinger til last eller til i væsentlig grad at ændre beviserne for de fastslåede overtrædelser.

   (jf. præmis 265-268)

10.  Retten til forsvar er tilsidesat, såfremt det er muligt, at den administrative procedure, som Kommissionen gennemførte, kan have fået et andet resultat, fordi Kommissionen har begået en fejl. En sagsøgende virksomhed beviser, at der er begået en sådan ulovlighed, såfremt den i tilstrækkeligt omfang påviser, ikke at Kommissionens beslutning ville have fået et andet indhold, hvis det ulovlige forhold ikke havde foreligget, men at virksomheden bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, f.eks. fordi den til sit forsvar kunne have anvendt dokumenter, som den blev nægtet aktindsigt i under den administrative procedure.

    (jf. præmis 269)