Sag T-224/00

Archer Daniels Midland Co.

og Archer Daniels Midland Ingredients Ltd

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Konkurrence — kartel — lysin — retningslinjer for beregningen af bødebeløbet — anvendelighed — overtrædelsens grovhed og varighed — omsætning — skærpende omstændigheder — formildende omstændigheder — samarbejde under den administrative procedure — kumulation af sanktioner«

Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 9. juli 2003   II-2611

Sammendrag af dom

1. Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

   (EF-statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

2. Fællesskabsret – generelle retsprincipper – forbud mod straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft – anvendelsesområde – bøde pålagt på grund af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – omfattet – tilsidesættelse som følge af anvendelse af retningslinjerne for beregning af bøder på overtrædelser begået forud for disse retningslinjers indførelse – foreligger ikke

   (Den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 7; Rådets forordning nr. 17, art. 15)

3. Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skønsmæssige beføjelse – mulighed for at forhøje bødeniveauet for at forstærke bødernes afskrækkende virkning

   (Rådets forordning nr. 17, art. 15)

4. Fællesskabsret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – beskyttelse mod Kommissionens udøvelse af sin beføjelse til at forhøje de bøder, der pålægges for tilsidesættelser af konkurrencereglerne – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 17)

5. Konkurrence – bøder – størrelse – sanktioner pålagt af Fællesskabet og sanktioner pålagt i en medlemsstat eller et tredjeland for tilsidesættelse af den nationale konkurrencelovgivning – tilsidesættelse af princippet »non bis in idem« – foreligger ikke – kumulation – tilladt – Kommissionens forpligtelse til ved fastsættelsen af bødens størrelse at tage hensyn til den sanktion, der er pålagt i en medlemsstat for de samme forhold – denne forpligtelse foreligger ikke i tilfælde af en sanktion pålagt i et tredjeland

   (Tillægsprotokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 4; Rådets forordning nr. 17, art. 15)

6. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed og varighed – mulighed for at forhøje bødeniveauet for at forstærke bødernes afskrækkende virkning

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

7. Konkurrence – karteller – prisfastsættelse – overtrædelse, der kan betegnes som meget alvorlig på trods af prisernes alene vejledende karakter

   (Art. 81 EF)

8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – prisfastsættelse – Kommissionens pligt til, ved vurderingen af overtrædelsens indvirkning, at henholde sig til de konkurrenceforhold, der ville have eksisteret i fravær af en overtrædelse

   (Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – hensyntagen til virkningerne af den samlede overtrædelse uafhængigt af den faktiske adfærd, som en virksomhed hævder at have udvist

   (Rådets forordning nr. 17, art. 15)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – retningslinjer vedtaget af Kommissionen – Kommissionens pligt til at overholde disse

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – hensyntagen til den pågældende virksomheds samlede omsætning og til omsætningen fra salget af de varer, der er genstand for overtrædelsen – grænser

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – vurdering af den reelle mulighed for at anrette skade på det berørte marked – den pågældende virksomheds markedsandele relevante

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – vurdering af de faktiske konsekvenser af den overtrædelse, som er begået af hver enkelt virksomhed – den omsætning, som vedrører varer, der er genstand for en restriktiv praksis, relevant

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

14. Annullationssøgsmål – anbringender – anfægtelse af de omstændigheder, der er nævnt i en beslutning, som sanktionerer en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – formaliteten – betingelse – manglende anerkendelse af de faktiske omstændigheder under den administrative procedure

    (Art. 230 EF)

15. Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – begreb – fælles vilje med hensyn til optræden på markedet

    (Art. 81, stk. 1, EF)

16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – de i overtrædelsen deltagende virksomheders respektive rolle

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15)

17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – formildende omstændigheder – aftalen er ikke reelt blevet fulgt – vurdering ud fra hver virksomheds individuelle adfærd

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15)

18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – formildende omstændigheder – iværksættelse af et effektivt program for overholdelse af Fællesskabets konkurrenceregler – ikke pligt til at tage dette i betragtning

    (Art. 81, stk. 1, litra a) og b), EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15)

19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som følge af virksomhedens samarbejde – betingelser – en virksomheds afgivelse af oplysninger om faktiske forhold, som kan medføre sanktioner

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15)

20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – formildende omstændigheder – nedsættelse af bøden som følge af samarbejde, som gør det muligt at fastslå omfanget af en anden virksomheds deltagelse

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15)

21. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens undersøgelsesbeføjelser – overholdelse af det almindelige princip om forbud mod vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb fra offentlige myndigheder – umuligt at anvende eller gennemføre hemmelige billed- eller lydoptagelser

    (Den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 8; Rådets forordning nr. 17)

22. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – anvendelse af procentsatserne på bødens grundbeløb

    (Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

1.  Ifølge artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement skal stævningen indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor. Stævningen skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, søgsmålet støttes på, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet.

   (jf. præmis 36)

2.  Princippet om, at straffebestemmelser ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, er et princip, der er fælles for alle medlemsstaternes retsordener, som ligeledes er fastslået i artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, og som udgør en integrerende del af de almindelige retsprincipper, som Fællesskabets retsinstanser sikrer overholdelsen af.

   Selv om det fremgår af artikel 15, stk. 4, i forordning nr. 17, at Kommissionens beslutninger om pålæggelse af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne ikke er sanktioner i strafferetlig forstand, skal Kommissionen respektere fællesskabsrettens almindelige principper, og bl.a. princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, under enhver administrativ procedure, der kan føre til pålæggelse af sanktioner i henhold til traktatens konkurrenceregler. Det følger heraf, at de sanktioner, der pålægges en virksomhed på grund af en overtrædelse af konkurrencereglerne, skal svare til dem, der var foreskrevet på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået.

   Den ændring, som retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten hævdes at medføre i forhold til Kommissionens tidligere administrative praksis, udgør set ud fra denne synsvinkel ikke en ændring af den retlige ramme for fastsættelse af de bøder, der kan pålægges, i strid med princippet om, at straffebestemmelser ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, eller i strid med retssikkerhedsprincippet.

   For det første kan Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke i sig selv bruges som retlig ramme for bøderne på konkurrenceområdet, eftersom denne ramme alene fastlægges i forordning nr. 17, som retningslinjerne ikke afviger fra. For det andet kan Kommissionens indførelse af en ny metode for beregning af bødernes størrelse, som i visse tilfælde kan føre til en forhøjelse af det generelle bødeniveau, dog uden dermed at overstige det ved samme forordning fastsatte maksimum, ikke betragtes som en skærpelse med tilbagevirkende kraft af bøderne, således som de retligt er fastlagt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, når henses til den skønsmargin, som forordning nr. 17 overlader Kommissionen.

   (jf. præmis 39-41 og 51-55)

3.  Kommissionen har i forbindelse med forordning nr. 17 et vist skøn ved udmålingen af bøderne, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, kan ikke berøve den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis dette er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik. For at Fællesskabets konkurrenceregler kan gennemføres effektivt, må Kommissionen tværtimod til enhver tid have mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.

   (jf. præmis 56 og 181)

4.  Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning omfatter enhver erhvervsdrivende, hos hvem Fællesskabets administration har givet anledning til begrundede forhåbninger. Ingen kan dog påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter.

   De erhvervsdrivende kan ikke have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, som Fællesskabets institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn. For så vidt angår Fællesskabets konkurrenceregler kræver deres effektive gennemførelse, at Kommissionen til hver en tid har mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav. Det følger heraf, at den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, ikke kan berøve den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne grænser.

   (jf. præmis 62, 64 og 65)

5.  Princippet non bis in idem, som også er knæsat i artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, udgør et grundlæggende princip i fællesskabsretten, som domstolene skal sikre bliver overholdt. På området for Fællesskabets konkurrenceret forbyder dette princip, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges af Kommissionen for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret ansvarsfri ved en tidligere afgørelse fra Kommissionen, der ikke længere kan anfægtes.

   Derimod kan der som følge af det særlige system for kompetencefordeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne på det kartelretlige område ske kumulation af sanktioner — dels en fællesskabssanktion, dels en national sanktion — i henhold til to sideløbende procedurer, som tjener forskellige formål. Et almindeligt billighedshensyn kræver imidlertid, at Kommissionen ved udmålingen af bøden skal tage hensyn til sanktioner, som allerede måtte være pålagt den samme virksomhed for det samme forhold, når der er tale om sanktioner for overtrædelse af en medlemsstats kartelregler, og overtrædelsen således er sket på Fællesskabets område.

   Da denne mulighed for kumulation af sanktioner er retfærdiggjort ved, at procedurerne på nationalt plan og fællesskabsplan forfølger forskellige mål, kan princippet non bis in idem så meget desto mindre finde anvendelse, såfremt Kommissionen vælger at pålægge en virksomhed en bøde for dens deltagelse i et kartel, som allerede er blevet sanktioneret af myndighederne eller domstolene i et tredjeland, idet de procedurer, som er indledt, og bøder, som er pålagt af Kommissionen på den ene side og af myndighederne eller domstolene i tredjelandet på den anden side, åbenbart ikke forfulgte de samme formål. Endvidere eksisterer der på nuværende tidspunkt ikke noget folkeretligt princip, som forbyder myndighederne eller domstolene i forskellige stater at retsforfølge og dømme en person på grund af de samme faktiske forhold.

   Når Kommissionen er forpligtet til ved fastsættelsen af bøden ud fra et krav om billighed at tage hensyn til sanktioner, som virksomheden allerede er blevet pålagt på grund af overtrædelser af en medlemsstats kartellovgivning, og som følgelig er begået på Fællesskabets territorium, er det på grund af de særlige omstændigheder, som på den ene side skyldes den snævre indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes nationale markeder og fællesmarkedet og på den anden side det særlige system med kompetencefordeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne for så vidt angår karteller inden for samme område, nemlig fællesmarkedet. Denne begrundelse gør sig ikke gældende i tilfælde, hvor de første for en virksomhed bebyrdende beslutninger er blevet vedtaget af myndighederne eller domstolene i et tredjeland på grund af overtrædelse af de nationale konkurrenceregler, og Kommissionen er følgelig ikke forpligtet til, ved fastsættelsen af størrelsen af en bøde, som denne virksomhed pålægges for overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, at tage hensyn til sådanne beslutninger.

   (jf. præmis 85-87, 89, 90, 92, 99 og 100)

6.  Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 81, stk. 1, EF eller artikel 82 EF, er et af de midler, som Kommissionen har fået tildelt, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge fællesskabsretten. Denne opgave indebærer, at individuelle overtrædelser skal efterforskes og forfølges, men også en pligt til at føre en generel politik med det formål, at de i traktaten fastlagte principper anvendes på konkurrenceområdet, og at virksomhedernes adfærd påvirkes i denne retning.

   Kommissionen har følgelig beføjelse til at fastsætte bødernes størrelse således, at deres forebyggende virkning forstærkes; når en bestemt form for overtrædelse på grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnå herved, stadig er forholdsvis hyppig, skønt ulovligheden heraf har været fastslået siden begyndelsen af Fællesskabets fælles konkurrencepolitik.

   (jf. præmis 105 og 106)

7.  I et kartel påvirker fastsættelsen af en pris, selv når den blot er vejledende, den frie konkurrence ved at gøre det muligt for samtlige karteldeltagere med en rimelig grad af sikkerhed at forudsige, hvilken prispolitik deres konkurrenter vil følge. Et sådant kartel indebærer et direkte indgreb i de væsentlige konkurrenceparametre på det pågældende marked og kan anses for en meget alvorlig overtrædelse. Ved at give udtryk for en fælles vilje til konsekvent at anvende et bestemt prisniveau på deres produkter tager de berørte producenter ikke længere uafhængigt stilling til deres politik på markedet, hvilket er i strid med den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser.

   (jf. præmis 119 og 120)

8.  Ved fastsættelsen af en overtrædelses grovhed på konkurrenceområdet skal tages hensyn til bl.a. den retlige og økonomiske sammenhæng, som den anfægtede adfærd indgår i. For at kunne vurdere en overtrædelses konkrete virkning på markedet skal Kommissionen henholde sig til de konkurrenceforhold, der normalt ville have eksisteret i fravær af en overtrædelse.

   Det følger for det første heraf, at det med hensyn til priskarteller skal fastslås, at aftalerne reelt tillod de berørte virksomheder at opnå et højere prisniveau end det ville have været tilfældet uden et kartel.

   For det andet følger det heraf, at Kommissionen i forbindelse med sin vurdering skal tage hensyn til alle objektive vilkår på det omhandlede marked under hensyn til den foreliggende økonomiske og eventuelt retlige sammenhæng.

   (jf. præmis 150-152)

9.  Ved forfølgningen af ulovlige karteller er den faktiske adfærd, som en virksomhed hævder at have udvist, uden betydning ved vurderingen af kartellets virkning på markedet, da der kun skal tages hensyn til virkningerne af den samlede overtrædelse.

   (jf. præmis 160 og 167)

10.  Kommissionen kan ikke fravige regler, den har pålagt sig selv. Særligt når Kommissionen vedtager retningslinjer, som under overholdelse af traktaten skal præcisere de kriterier, den agter at anvende ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse vedrørende vurderingen af overtrædelsens grovhed, indebærer dette en selvpålagt begrænsning af denne beføjelse, idet det påhviler den at overholde de retningsgivende bestemmelser, som den har pålagt sig selv.

    (jf. præmis 182)

11.  De faktorer, der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af grovheden af en overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, kan f.eks. være antallet og værdien af de varer, som overtrædelsen omfatter, virksomhedens størrelse og dens økonomiske betydning og dermed den indflydelse, den har kunnet udøve på markedet. Følgelig er det på den ene side lovligt ved fastsættelsen af bøden at tage hensyn dels til virksomhedens samlede omsætning, som giver et om end omtrentligt og ufuldstændigt indtryk af dens størrelse og økonomi, dels til den del af omsætningen, som vedrører de varer, som er genstand for overtrædelsen, og som altså kan indicere omfanget af overtrædelsen. På den anden side skal der ikke tillægges et enkelt af disse momenter uforholdsmæssig betydning i forhold til de andre skønsfaktorer, og et passende bødebeløb kan følgelig ikke fastsættes på grundlag af en enkel beregning med udgangspunkt i den samlede omsætning.

    (jf. præmis 58 og 188)

12.  I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af bøder, som pålægges for overtrædelser af Fællesskabets konkurrenceregler, indebærer analysen af de sanktionerede virksomheders reelle mulighed for at anrette betydelig skade på et bestemt marked en vurdering af disse virksomheders reelle betydning på de berørte markeder, dvs. deres indflydelse herpå. I den sammenhæng er en virksomheds markedsandele på det berørte marked relevant, hvorimod virksomhedens samlede omsætning ikke er relevant.

    (jf. præmis 193)

13.  I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af bøder, som pålægges for overtrædelser af Fællesskabets konkurrenceregler, består den vurdering af den specifikke vægt, dvs. de faktiske konsekvenser af overtrædelsen begået af hver enkelt virksomhed, som Kommissionen skal foretage i medfør af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, når den finder, at grundbeløbene bør varieres, fordi det drejer sig om en overtrædelse begået af flere virksomheder (et kartel) med betydelige indbyrdes størrelsesforskelle, i at fastslå omfanget af overtrædelsen begået af hver virksomhed, og ikke i at fastslå virksomhedens størrelsesmæssige og økonomiske betydning. I den sammenhæng kan den del af omsætningen, som vedrører de varer, som er genstand for overtrædelsen, indikere omfanget af overtrædelsen på det omhandlede marked. Navnlig omsætningen af de produkter, som har været genstand for en restriktiv praksis, er et objektivt kriterium, som giver et rimeligt udtryk af denne praksis' skadelige virkning for den normale konkurrence.

    (jf. præmis 194 og 196)

14.  Hvis virksomheden ikke udtrykkeligt anerkender den konkurrencebegrænsende adfærd, skal Kommissionen fortsat bevise de faktiske omstændigheder, og virksomheden kan fortsat til enhver tid og navnlig under en retssag fremføre alle de argumenter til sit forsvar, den måtte finde hensigtsmæssige. Derimod er dette ikke tilfældet, når den pågældende virksomhed har anerkendt de faktiske forhold. Når virksomheden inden for rammerne af den administrative procedure udtrykkeligt har indrømmet rigtigheden af de omstændigheder, som Kommissionen i sin meddelelse af klagepunkter har bebrejdet den, skal disse faktiske omstændigheder således anses for bevist, idet virksomheden ikke længere er i stand til at bestride dem under sagen for Retten.

    (jf. præmis 227)

15.  For at der er tale om en aftale i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde uafhængigt af, hvilke virkninger aftalen har haft på markedet. Kommissionen kan således med rette betegne en fælles vilje mellem virksomheder, i det mindste angående prisinitiativer, som en aftale i bestemmelsens forstand.

    (jf. præmis 228)

16.  Når en overtrædelse er begået af flere virksomheder, skal der ved fastlæggelsen af bødens størrelse foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været, hvilket navnlig indebærer en fastlæggelse af virksomhedernes respektive rolle i overtrædelsen i den periode, de deltog heri.

    Det følger bl.a. heraf, at rollen som »leder«, som varetages af en eller flere virksomheder i et kartel, skal tages i betragtning ved beregningen af bøden, såfremt disse virksomheder i medfør af denne rolle bærer et særligt ansvar i forhold til de andre virksomheder.

    (jf. præmis 238 og 239)

17.  Punkt 3, andet led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF- traktaten, som vedrører tilfælde, hvor »en virksomhed ikke reelt har fulgt en aftale«, skal ikke fortolkes som omfattende den situation, hvor et kartel i sin helhed ikke er blevet gennemført, uden hensyntagen til hver enkelt virksomheds adfærd, men skal forstås som en omstændighed, som bygger på hver virksomheds individuelle adfærd.

    (jf. præmis 263-265)

18.  Det er ganske vist vigtigt, at en virksomhed træffer foranstaltninger for at undgå, at dens medarbejdere i fremtiden begår nye overtrædelser af Fællesskabets konkurrenceregler, men dette ændrer ikke ved eksistensen af den begåede overtrædelse. Det følger heraf, at den blotte omstændighed, at indførelsen af et konkurrenceprogram i enkelte tilfælde i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis er blevet tillagt betydning som formildende omstændighed, ikke medfører en tilsvarende forpligtelse for institutionen i en konkret sag.

    Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at anvende et sådant forhold som formildende omstændighed, såfremt den handler i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, som indebærer, at der ikke foretages en forskelligartet bedømmelse på dette punkt mellem de virksomheder, som er adressater for en og samme beslutning.

    (jf. præmis 280 og 281)

19.  Det udgør ikke samarbejde omfattet af anvendelsesområdet for Kommissionens meddelelse om samarbejde eller af afsnit D i denne meddelelse, som vedrører afgivelse af oplysninger og fremlæggelse af dokumenter eller andet bevismateriale, som bidrager til at fastslå overtrædelsens eksistens, når en virksomhed over for Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen fremlægger informationer vedrørende handlinger, som virksomheden ikke under nogen omstændigheder kunne være pålagt bøde for i medfør af forordning nr. 17.

    (jf. præmis 297)

20.  En virksomheds fremlæggelse af en oplysning, som ikke i sig selv har gjort det mindre vanskeligt for Kommissionen at fastslå overtrædelsens eksistens, men som alligevel har gjort det muligt mere grundigt at vurdere omfanget af en anden virksomheds samarbejde under proceduren med henblik på fastsættelsen af bøden, og som dermed har lettet Kommissionens opgave under efterforskningen, kan ikke anses for samarbejde omfattet af samarbejdsmeddelelsens anvendelsesområde, men udgør derimod en situation, hvor en virksomhed har samarbejdet effektivt uden for anvendelsesområdet for meddelelsen, jf. punkt 3, sjette led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF- traktaten.

    For ikke at tilsidesætte disse bestemmelser bør der således foretages en nedsættelse af bøden på grund af formildende omstændigheder.

    Dette gælder så meget desto mere, som Kommissionen i forbindelse med bedømmelsen af virksomhedernes samarbejde ikke må se bort fra ligebehandlingsprincippet. En virksomhed, som ud over det forhold, at den udtrykkeligt anerkender kendsgerningerne i sit svar på meddelelsen af klagepunkter, letter Kommissionens opgave på andre punkter ved effektivt samarbejde i henhold til retningslinjernes punkt 3, sjette led, kan ikke sammenlignes med en virksomhed, som anerkender kendsgerningerne uden at levere andre oplysninger.

    (jf. præmis 305-309)

21.  Med hensyn til den ret til respekt for privatlivet, som er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, anerkendes herved eksistensen af en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, der sikrer beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige eller uforholdsmæssige indgriben i forhold af privat karakter, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer.

    Det er i lyset af dette princip, at Domstolen og Retten kontrollerer, hvordan Kommissionen udøver sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til forordning nr. 17.

    En overholdelse af det ovennævnte princip indebærer bl.a., at offentlige myndigheders indgriben skal have et retsgrundlag og være retfærdiggjort af hensyn foreskrevet ved lov. Forordning nr. 17 indeholder i den sammenhæng ikke nogen bestemmelse om muligheden for at gennemføre og anvende hemmelige billed- eller lydoptagelser.

    (jf. præmis 340 og 341)

22.  På grundlag af ordlyden af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten skal de procentsatser, som tilsvarer forhøjelserne og nedsættelserne som følge af skærpende eller formildende omstændigheder, anvendes på bødens grundbeløb, fastsat under hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed, og ikke på det beløb, hvormed bøden forinden er blevet forhøjet under hensyn til overtrædelsens varighed, eller på resultatet af en første forhøjelse eller nedsættelse som følge af en skærpende eller formildende omstændighed. Denne metode for beregning af bødebeløbet sikrer, at forskellige virksomheder, som deltager i det samme kartel, behandles lige.

    (jf. præmis 378)