RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

25. november 2015

Michela Curto

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag — akkrediterede parlamentariske assistenter — afskedigelse — akt, der indeholder et klagepunkt — forsinket indgivelse af klage — forudgående administrativ procedure ikke fulgt — åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående

:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Michela Curto har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 5. december 2013 om opsigelse af hendes kontrakt som akkrediteret parlamentarisk assistent og, om fornødent, om annullation af afgørelsen om afslag på hendes klage over denne afgørelse samt om, at Parlamentet tilpligtes at betale hende et beløb på 65000 EUR i erstatning.

Udfald

:

Sagen afvises. Michela Curto bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemandssager — forudgående administrativ klage — frister — præceptiv karakter — efterprøvelse af egen drift

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemandssager — akt, der indeholder et klagepunkt — begreb — rent bekræftende retsakt — udelukkelse

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1)

1.  Vedtægtens artikel 90 og 91 underlægger antagelsen til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en tjenestemand eller af en midlertidig ansat mod den institution, som han er ansat ved, af en betingelse om, at den forudgående administrative procedure, der er fastsat i disse artikler, er forløbet efter reglerne.

   En afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden kan være genstand for en klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Ifølge denne bestemmelse skal klagen indbringes inden for en frist på tre måneder, som løber fra den dag, afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter.

   Den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, indeholdte frist på tre måneder for indgivelse af en klage over en akt, der går vedkommende imod, er præceptiv og kan ikke fraviges af parterne eller af Personaleretten, idet den er indført med henblik på at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Det tilkommer derfor Unionens retsinstanser af egen drift at efterprøve, om fristen er blevet overholdt.

   (jf. præmis 27-29)

   Henvisning til:

   Domstolen: kendelse af 4. juni 1987, P./CES,16/86, EU:C:1987:256, præmis 6

   Retten i Første Instans: kendelse af 11. maj 1992, Whitehead mod Kommissionen,T-34/91, EU:T:1992:64, præmis 18, og af 7. september 2005, Krahl mod Kommissionen,T-358/03, EU:T:2005:301, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis

   Personaleretten: kendelse af 10. september 2007, Speiser mod Parlamentet,F-146/06, EU:F:2007:153, præmis 21

2.  En administrativ klage og det heraf følgende søgsmål skal begge rettes mod en akt, der indeholder et klagepunkt imod sagsøgeren som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, idet den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, er den, som direkte og umiddelbart berører den pågældendes retsstilling.

   Et annullationssøgsmål, der er anlagt til prøvelse af en afgørelse, som blot er udtryk for en bekræftelse af en tidligere afgørelse, som ikke er blevet anfægtet inden for de foreskrevne frister, skal afvises. En afgørelse er blot en bekræftelse af en tidligere afgørelse, når den ikke indeholder et nyt element i forhold til den tidligere akt, og når der ikke forud er indledt en fornyet vurdering af adressatens retstilling.

   En skrivelse fra administrationen, som indeholder en afgørelse om at opsige en midlertidigt ansats kontrakt i overensstemmelse med artikel 139, stk. 1, litra d), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte viser utvivlsomt, at ansættelsesmyndigheden har ønsket at bringe den pågældendes kontrakt til ophør, og udgør derfor en akt, der går den pågældende imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

   Til gengæld kan en skrivelse til den pågældende, som fastsætter datoen for kontraktens ophør, ikke kvalificeres som andet end blot en bekræftelse af den tidligere afgørelse om opsigelse af kontrakten.

   (jf. præmis 30, 33, 35 og 36)

   Henvisning til:

   Domstolen: dom af 9. marts 1978, Herpels mod Kommissionen,54/77, EU:C:1978:45, præmis 11-14, af 10. december 1980, Grasselli mod Kommissionen,23/80, EU:C:1980:284, præmis 18, og af 21. januar 1987, Stroghili mod Revisionsretten,204/85, EU:C:1987:21, præmis 6

   Retten i Første Instans: kendelse af 27. juni 2000, Plug mod Kommissionen,T-608/97, EU:T:2000:167, præmis 22, og af 7. september 2005, Krahl mod Kommissionen,T-358/03, EU:T:2005:301, præmis 38

   Personaleretten: kendelse af 19. december 2006, Suhadolnik mod Domstolen, F-78/06, EU:F:2006:141, præmis 31, af 10. september 2007, Speiser mod Parlamentet,F-146/06, EU:F:2007:153, præmis 23, af 15. juli 2008, Pouzol mod Revisionsretten,F-28/08, EU:F:2008:100, præmis 45, og af 8. september 2011, Pachtitis mod Kommissionen,F-51/11 R, EU:F:2011:130, præmis 28