Sag C-253/23

ASG Ausgleichsgesellschaft für die Sägeindustrie

mod

Land Nordrhein-Westfalen

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Dortmund)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 28. januar 2025

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – artikel 101 TEUF – direktiv 2014/104/EU – erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af konkurrenceretten – artikel 2, nr. 4) – begrebet »erstatningssøgsmål« – artikel 3, stk. 1 – ret til fuldstændig erstatning for den lidte skade – overdragelse af erstatningskrav til en udbyder af juridiske tjenesteydelser – national ret, der er til hinder for, at det anerkendes, at en sådan tjenesteyder har søgsmålskompetence med henblik på kollektiv inddrivelse af disse fordringer – artikel 4 – effektivitetsprincippet – artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«

1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen – afvisning

   (Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 53, stk. 2)

   (jf. præmis 38-48)

2. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse og relevansen af de forelagte spørgsmål – den nationale rets vurdering – formodning om, at de forelagte spørgsmål er relevante

   (Art. 267 TEUF)

   (jf. præmis 56-59)

3. Karteller – forbud – direkte virkning – borgernes ret til at kræve erstatning for den lidte skade – nærmere regler for udøvelsen – anvendelse af national ret – betingelser – overholdelse af princippet om EU-rettens effektivitet og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – national lovgivning, som udelukker brug af et kollektivt inkassosøgsmål – lovlighed – betingelser

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104, art. 2, nr. 4), art. 3, stk. 1, og art. 4]

   (jf. præmis 60-75, 82-87 og 94 samt domskonkl.)

4. Konkurrence – EU-regler – medlemsstaternes forpligtelser – forbud mod at indføre eller opretholde foranstaltninger, som kan berøre den effektive virkning af disse bestemmelser – nationale domstoles pligter – forpligtelse til at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten – rækkevidde – fortolkning contra legem af national ret – udelukket – pligt til at undlade at anvende en national bestemmelse, som strider mod EU-retten

   (Art. 101 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104, art. 3, stk. 1)

   (jf. præmis 88-94 og domskonkl.)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Landgericht Dortmund (den regionale appeldomstol i Dortmund, Tyskland, herefter »den forelæggende ret«) tog Domstolen (Store Afdeling) stilling til spørgsmålet om, i hvilket omfang den nationale lovgivning kan udelukke muligheden for, at personer, der mener at have lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, kan overdrage deres erstatningskrav til en udbyder af juridiske tjenesteydelser, for at denne kan anlægge et kollektivt inkassosøgsmål.

I 2009 vedtog den tyske konkurrencemyndighed en afgørelse om tilsagn med hensyn til bl.a. delstaten Nordrhein-Westfalen og vedrørende en prisaftale i sektoren for rundtømmer.

En række savværksvirksomheder med hjemsted i Tyskland, Belgien og Luxembourg, som mente at have lidt skade som følge af det omhandlede kartel, overdrog deres erstatningskrav til en udbyder af juridiske tjenesteydelser, som anlagde et kollektivt inkassosøgsmål ved den forelæggende ret i eget navn, men for deres regning. I overensstemmelse med en fortolkning i retspraksis af den gældende tyske lovgivning er et sådant kollektivt inkassosøgsmål imidlertid ikke tilladt på området for erstatning for skade forvoldt af en formodet overtrædelse af konkurrenceretten.

Den forelæggende ret var imidlertid af den opfattelse, at et kollektivt inkassosøgsmål er det eneste retsmiddel, der er fastsat i tysk ret, som gør det muligt at sikre en effektiv håndhævelse af retten til erstatning i kartelsager.

I denne sammenhæng forelagde den forelæggende ret tre præjudicielle spørgsmål, hvormed den nærmere bestemt ønskede oplyst, om den nationale lovgivning i konkurrencesager kan udelukke et kollektivt inkassosøgsmål, når manglen på et tilsvarende retsmiddel i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anlægge et erstatningssøgsmål, navnlig for skader af ringe værdi, der vedrører et stort antal skadelidte.

Domstolens bemærkninger

I første omgang afviste Domstolen det første præjudicielle spørgsmål, der vedrørte det tilfælde, hvor personer, der angiveligt har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, ønsker at overdrage deres erstatningskrav med henblik på et »follow on«-søgsmål, dvs. et erstatningssøgsmål i forlængelse af en endelig afgørelse fra en konkurrencemyndighed, der konstaterer en sådan overtrædelse (et »efterfølgende erstatningssøgsmål«).

En afgørelse om tilsagn som den, der er vedtaget af den tyske konkurrencemyndighed i den foreliggende sag, indeholder nemlig ingen endelig konstatering med hensyn til en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF. Det var derfor åbenbart, at det første præjudicielle spørgsmål savnede enhver forbindelse med hovedsagens realitet eller dens genstand.

Domstolen undersøgte dernæst, om EU-retten er til hinder for en fortolkning af en national lovgivning, som bevirker, at personer, der angiveligt har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, forhindres i at overdrage deres ret til erstatning til en udbyder af juridiske tjenesteydelser med henblik på, at denne kan gøre disse rettigheder gældende samlet i forbindelse med et »selvstændigt«, dvs. »stand-alone«-søgsmål, hvilket er et erstatningssøgsmål, der ikke kommer efter en endelig og bindende afgørelse – navnlig for så vidt angår fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder – fra en konkurrencemyndighed, der konstaterer en sådan overtrædelse (et »selvstændigt erstatningssøgsmål«).

Domstolen bemærkede indledningsvis, at retten til erstatning for skade forvoldt af en overtrædelse af konkurrenceretten er blevet kodificeret i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2014/104 ( 1 ), som fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at enhver skadelidt kan kræve og opnå fuld erstatning for denne skade. Det fremgår af fjerde betragtning til dette direktiv, at denne ret til erstatning indebærer, at hver enkelt medlemsstat skal have procedureregler, der sikrer en reel udøvelse af samme ret, hvilket krav ligeledes følger af retten til effektiv retsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

I denne henseende fastsætter direktiv 2014/104 visse regler, der vedrører erstatningssøgsmål, og som tilsigter, at enhver, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, effektivt kan udøve sin ret til at kræve fuld erstatning. I denne sammenhæng definerer dette direktiv begrebet »erstatningssøgsmål« således, at det omfatter et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i den formodede skadelidtes rettigheder, herunder den person, der har erhvervet kravet. Direktiv 2014/104 giver således mulighed for, at et sådant søgsmål kan anlægges af en tredjemand, til hvem den part, der angiveligt har lidt skade, har overdraget sin ret til at kræve erstatning.

Domstolen bemærkede imidlertid, at direktiv 2014/104 ikke indebærer nogen forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre en ordning for kollektive inkassosøgsmål som det i hovedsagen omhandlede, og den regulerer heller ikke betingelserne for gyldigheden af skadelidtes overdragelse med henblik på et sådant kollektivt søgsmål af sin ret til erstatning for den skade, der er forvoldt ved en overtrædelse af konkurrenceretten. Følgelig henhører såvel indførelsen af en sådan ordning som betingelserne for gyldigheden af en sådan overdragelse under de nærmere regler for udøvelsen af denne ret til erstatning, som ikke reguleres af direktiv 2014/104, men henhører under hver enkelt medlemsstats nationale retsorden under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

I den foreliggende sag var den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt en retspraksis, der fortolker den nationale lovgivning således, at den forhindrer personer, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, i at anlægge et kollektivt inkassosøgsmål, er forenelig med effektivitetsprincippet. Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at et kollektivt søgsmål er det eneste retsmiddel, der gør det muligt for disse personer kollektivt at gøre deres ret til erstatning gældende, mens et individuelt søgsmål ikke gør det muligt for dem effektivt at udøve denne ret, henset til dettes særligt komplekse, langvarige og bekostelige karakter.

I denne henseende fremhævede Domstolen, at det alene tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om den ovennævnte fortolkning gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til erstatning for skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten. Den forelæggende ret skal imidlertid tage hensyn til alle de relevante forhold vedrørende den fremgangsmåde, der er fastsat i den nationale lovgivning for udøvelsen af nævnte ret til erstatning.

En fortolkning af tysk ret, hvorefter et kollektivt inkassosøgsmål med påstand om erstatning for skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten er udelukket, er derfor kun i strid med EU-retten, hvis den forelæggende ret konkluderer, dels at de øvrige kollektive ordninger, der er fastsat i den nationale lovgivning, ikke gør det muligt effektivt at gøre de skadelidtes ret til erstatning gældende, dels at de betingelser for at anlægge et individuelt søgsmål, der er fastsat i den nationale lovgivning, gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve denne ret til erstatning og således krænker de skadelidtes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

Domstolen præciserede ikke desto mindre, at de sagsomkostninger, der er forbundet med et individuelt erstatningssøgsmål, ikke i sig selv gør det muligt at konkludere, at udøvelsen af retten til erstatning inden for rammerne af et individuelt søgsmål gøres praktisk umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig. For at nå frem til denne konklusion skal den forelæggende ret nemlig identificere konkrete forhold i den nationale lovgivning, der er til hinder for anlæggelse af disse individuelle søgsmål.

Domstolen tilføjede, at såfremt den nævnte ret måtte fastslå, at det kollektive inkassosøgsmål i hovedsagen udgør det eneste processuelle middel, som gør det muligt for de berørte savværker effektivt at gøre deres ret til erstatning gældende, ville en sådan konstatering ikke berøre anvendelsen af de nationale bestemmelser, der regulerer den virksomhed, der udøves af udbydere af sådanne juridiske tjenesteydelser, med henblik på bl.a. at sikre kvaliteten af disse tjenesteydelser og den objektive og rimelige karakter af disse udbyderes vederlag og at forebygge interessekonflikter og proceduremisbrug.

Hvad endelig angår de konsekvenser, der skal drages af den forelæggende rets eventuelle konstatering af, at retten til effektiv domstolsbeskyttelse ikke er blevet overholdt, skal denne ret først, idet den tager den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne lovgivning, afgøre, om det er muligt for den at fortolke de relevante bestemmelser på en sådan måde, at de er forenelige med de EU-retlige krav, uden dog at foretage en fortolkning contra legem af disse bestemmelser. Det er kun, hvis det ikke er muligt at fortolke de nævnte bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten, at den forelæggende ret skal undlade at anvende disse.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26.11.2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT 2014, L 349, s. 1).