Sag C-227/23

Kwantum Nederland BV
og
Kwantum België BV

mod

Vitra Collections AG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 24. oktober 2024

»Præjudiciel forelæggelse – intellektuel og industriel ejendomsret – ophavsrettigheder – direktiv 2001/29/EF – artikel 2-4 – enerettigheder – ophavsretlig beskyttelse af brugskunstgenstande fra et land, der ikke er en medlemsstat – Bernerkonventionen – artikel 2, stk. 7 – kriteriet om materiel gensidighed – kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater – medlemsstaternes anvendelse af kriteriet om materiel gensidighed – artikel 351, stk. 1, TEUF«

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – anvendelsesområde – brugskunstværk med hjemland i et tredjeland, hvilket værk er designet af en statsborger i dette tredjeland – omfattet

   [Art. 52 TEU; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, 6., 9. og 15. betragtning samt art. 2, litra a), art. 3, stk. 1, art. 4, stk. 1, og art. 10, stk. 1]

   (jf. præmis 45-47, 51 og 59-66 samt domskonkl. 1)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – anvendelsesområde – værk – begreb – selvstændig og ensartet fortolkning – kvalificering af en genstand som værk – kumulative betingelser

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2-4)

   (jf. præmis 48-50 og 56)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – ret til reproduktion og spredning – undtagelser og indskrænkninger – rækkevidde – andre undtagelser eller indskrænkninger end de i direktivet omhandlede – ikke omfattet – manglende anvendelse af kriteriet om materiel gensidighed i henhold til Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker – Unionens enekompetence til at fastsætte en sådan indskrænkning

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, stk. 2, og art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra a), og art. 4, stk. 1, samt art. 5]

   (jf. præmis 68-79 og domskonkl. 2)

4. Internationale aftaler – overenskomster afsluttet af medlemsstaterne – aftaler indgået inden en medlemsstats tiltrædelse af Unionen – konvention, der overlader medlemsstaten en mulighed for at træffe en foranstaltning, som strider mod EU-retten – medlemsstatens forpligtelse til at afholde sig fra at træffe en sådan foranstaltning – uoverensstemmelse, der er opstået som følge af EU-rettens udvikling – umuligt for medlemsstaten at påberåbe sig nævnte konvention med henblik på at unddrage sig de forpligtelser, der følger af denne udvikling – manglende anvendelse af kriteriet om materiel gensidighed i henhold til Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker

   (Art. 351, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 83-91 og domskonkl. 3)

Resumé

Ved behandlingen af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) udtalte Domstolen sig om anvendeligheden af kriteriet om materiel gensidighed i henhold til Bernerkonventionen, der gør den ophavsretlige beskyttelse af visse værker betinget af, at der findes en tilsvarende beskyttelse i hjemlandet ( 1 ). Ifølge Domstolen er EU-retten til hinder for, at medlemsstaterne anvender dette kriterium i forhold til et brugskunstværk, hvis hjemland er et tredjeland, og hvis ophavsmand er statsborger i et tredjeland.

Det schweiziske selskab Vitra Collections AG (herefter »Vitra«) fremstiller og er indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder til stolen Dining Sidechair Wood. Denne stol blev designet af to statsborgere i Amerikas Forenede Stater i anledning af en møbeldesignkonkurrence afholdt af Museum of Modern Art i New York (De Forenede Stater), og den har siden 1950 været udstillet på dette museum.

Kwantum Nederland BV og Kwantum België BV (herefter samlet »Kwantum«) driver en kæde af butikker, der sælger boligudstyr, herunder møbler, i Nederlandene og Belgien, og de markedsførte en stol med navnet »Paris«. Ifølge Vitra krænkede denne markedsføring Vitras ophavsrettigheder til Dining Sidechair Wood-stolen.

Vitra anlagde søgsmål ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene), der imidlertid fastslog, at Kwantum ikke krænkede Vitras ophavsret i Nederlandene og Belgien. Denne dom blev ophævet af Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag, Nederlandene), der fastslog, at Kwantum krænkede Vitras ophavsret til Dining Sidechair Wood-stolen i disse to lande.

Den forelæggende ret, for hvilken der var iværksat appel, spurgte indledningsvis Domstolen, om den i hovedsagen omhandlede situation var omfattet af EU-rettens materielle anvendelsesområde. Dernæst ønskede den nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra a), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 ( 2 ), sammenholdt med chartret ( 3 ), og artikel 351 TEUF er til hinder for, at den nationale ret anvendte kriteriet om materiel gensidighed, der er fastlagt i Bernerkonventionens artikel 2, stk. 7, andet afsnit ( 4 ) (herefter »kriteriet om materiel gensidighed«), på tvisten i hovedsagen.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede for det første, at anvendelsesområdet for direktiv 2001/29 ikke er fastlagt med henvisning til kriteriet om værkets hjemland eller dets ophavsmands nationalitet, men med henvisning til det indre marked, der udgøres af medlemsstaternes område. En situation, hvor et selskab gør krav på ophavsretlig beskyttelse af en brugskunstgenstand, der markedsføres i en medlemsstat, såsom Dining Sidechair Wood-stolen, henhører således under EU-rettens materielle anvendelsesområde, forudsat at brugskunstgenstanden kan kvalificeres som et »værk« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dette direktiv.

For det andet præciserede Domstolen først, at artikel 2, litra a), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 finder anvendelse på brugskunstværker, hvis hjemlande er tredjelande, eller hvis ophavsmænd er statsborgere i sådanne lande. Ifølge disse bestemmelser tillægger medlemsstaterne nemlig ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde reproduktion og spredning til almenheden af deres værker. Dette direktiv indeholder ikke noget krav om, at det pågældende værks hjemland skal være en medlemsstat, eller at ophavsmanden til et sådant værk skal være statsborger i en stat, på hvis område dette direktiv finder anvendelse. I denne henseende fastslog Domstolen, at EU-lovgiver ved at definere anvendelsesområdet for direktiv 2001/29 på grundlag af et territorialt kriterium nødvendigvis har taget hensyn til samtlige de værker, for hvilke der er ansøgt om beskyttelse på EU’s område, uafhængigt af disse værkers hjemland eller deres ophavsmands nationalitet. Den tilføjede, at denne fortolkning er i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 2001/29 ( 5 ), der består i at harmonisere ophavsretten i det indre marked.

Dernæst undersøgte Domstolen, om disse bestemmelser er til hinder for anvendelsen i national ret af kriteriet om materiel gensidighed. Den bemærkede dels, at i medfør af dette kriterium vil brugskunstværker, hvis hjemlande er tredjelande, kunne behandles forskelligt i forskellige medlemsstater. Dels, og eftersom intellektuelle ejendomsrettigheder er beskyttet i henhold til chartrets artikel 17, stk. 2, skal enhver indskrænkning i udøvelsen af de pågældende rettigheder i henhold chartrets artikel 52, stk. 1, være fastsat ved lov. En medlemsstats anvendelse af dette kriterium kan nemlig udgøre en sådan indskrænkning, der skal være fastlagt i lovgivningen. Domstolen bemærkede i denne henseende, at når en EU-retlig regel harmoniserer den ophavsretlige beskyttelse, tilkommer det alene EU-lovgiver og ikke de nationale lovgivere at afgøre, om der er anledning til at indskrænke omfanget af denne ret i EU for så vidt angår værker, hvis hjemland er et tredjeland, eller hvis ophavsmand er statsborger i et tredjeland ( 6 ). EU-lovgiver har hverken i direktiv 2001/29 eller i nogen anden EU-retlig bestemmelse indskrænket de enerettigheder, som ophavsmændene er tillagt ved dette direktivs artikel 2, litra a), og artikel 4, stk. 1, i form af et kriterium om materiel gensidighed.

Domstolen konkluderede på dette grundlag, at disse artikler i direktiv 2001/29, sammenholdt med chartrets artikel 17, stk. 2, og artikel 52, stk. 1, er til hinder for, at medlemsstaterne i national ret anvender kriteriet om materiel gensidighed i forbindelse med et brugskunstværk, hvis hjemland er et tredjeland, og hvis ophavsmand er statsborger i et tredjeland. Det tilkommer alene EU-lovgiver gennem EU-lovgivningen at fastsætte, om der i EU er grund til at indskrænke tildelingen af de rettigheder, der er fastsat i disse artikler i direktivet.

Endelig fastslog Domstolen, at artikel 351, stk. 1, TEUF ikke giver en medlemsstat mulighed for som en undtagelse fra de EU-retlige bestemmelser at anvende kriteriet om materiel gensidighed i forbindelse med et værk, hvis hjemland er De Forenede Stater. Denne artikel præciserer, at anvendelsen af traktaten ikke berører den pågældende medlemsstats forpligtelse til at respektere tredjestaters rettigheder, som følger af en konvention fra før medlemsstatens tiltrædelse. I denne henseende bemærkede Domstolen, at medlemsstaterne ikke længere kan påberåbe sig muligheden for at anvende dette kriterium, selv om Bernerkonventionen trådte i kraft før den 1. januar 1958. Når en international konvention, der er indgået af en medlemsstat før dennes tiltrædelse, gør det muligt for en medlemsstat at træffe en foranstaltning, som viser sig at være i strid med EU-retten, uden dog at forpligte den dertil, skal medlemsstaten nemlig afholde sig fra at træffe en sådan foranstaltning. Domstolen tilføjede, at Bernerkonventionen ikke forbyder parterne i denne konvention ved hjælp af ophavsretten at beskytte et brugskunstværk, der i værkets hjemland kun er beskyttet som et design i medfør af en særlig ordning. Parterne i denne aftale har nemlig en skønsmargen i denne henseende.

( 1 ) – Konventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, undertegnet i Bern den 9.9.1886 (Parisakten af 24.7.1971), i den affattelse, der følger af ændringen af 28.9.1979 (herefter »Bernerkonventionen«).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).

( 3 ) – Jf. artikel 17, stk. 2, og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

( 4 ) – Bernerkonventionens artikel 2, stk. 7, andet afsnit, bestemmer, at »[...] [landene i den union, der er oprettet ved denne konvention,] [kan] i deres lovgivning bestemme, i hvilket omfang deres love skal anvendes på brugskunst og industrielle mønstre og modeller, såvel som de betingelser, under hvilke sådanne værker, mønstre og modeller skal nyde beskyttelse. Værker, som i hjemlandet udelukkende beskyttes som mønstre og modeller, har i et andet [land i den union, der er oprettet ved denne konvention,] kun ret til den særlige beskyttelse, som i det pågældende land ydes mønstre og modeller. Dersom en sådan særlig beskyttelse ikke ydes i det pågældende land, skal sådanne værker dog beskyttes som kunstværker«.

( 5 ) – 6., 9. og 15. betragtning til direktiv 2001/29.

( 6 ) – Jf. i denne retning dom af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers (C-265/19, EU:C:2020:677, præmis 88).