Sag C-450/22

Caixabank SA m.fl.

mod

Asociación de Usuarios de Bancos, Cajas de Ahorros y Seguros de España (Adicae) m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo)

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 4. juli 2024

»Præjudiciel forelæggelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13/EØF – aftaler om lån mod pant i fast ejendom – klausuler, som begrænser rentesatsens udsving – såkaldte »gulvklausuler« – kollektivt søgsmål, der omfatter et stort antal forbrugere og erhvervsdrivende, med påstand om forbud mod anvendelsen af disse klausuler og om tilbagebetaling af betalinger foretaget i henhold hertil – spørgsmålet om, hvorvidt de nævnte klausuler er klart og forståeligt formuleret – begrebet »en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger«

1. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – kollektivt søgsmål med påstand om forbud mod anvendelsen af visse kontraktvilkår, der omfatter et stort antal erhvervsdrivende inden for den samme økonomiske sektor – gulvklausuler, der er indføjet i et meget stort antal aftaler om lån mod pant i fast ejendom og anvendt i en meget lang periode – den nationale rets beføjelse til at foretage en undersøgelse af, om kravet om gennemsigtighed er overholdt inden for rammerne af et sådant søgsmål – betingelse

   (Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 1, og art. 7, stk. 3)

   (jf. præmis 26, 28-32, 35-38 og 39-46 samt domskonkl. 1)

2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – kollektivt søgsmål med påstand om forbud mod anvendelsen af visse kontraktvilkår, der omfatter et stort antal erhvervsdrivende inden for den samme økonomiske sektor – gulvklausuler, der er indføjet i et meget stort antal aftaler om lån mod pant i fast ejendom og anvendt i en meget lang periode – den nationale rets undersøgelse af, om kravet om gennemsigtighed er overholdt inden for rammerne af et sådant søgsmål – bedømmelseskriterier – begrebet en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger – rækkevidde – hensyntagen til udviklingen i denne gennemsnitsforbrugers opfattelse

   (Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2, og art. 7, stk. 3)

   (jf. præmis 49, 50 og 52-57 samt domskonkl. 2)

Resumé

Ved behandlingen af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) præciserede Domstolen rækkevidden af begrebet »gennemsnitsforbruger« og identificerede kriterierne for vurderingen af gennemsigtigheden af et kontraktvilkår i lyset af direktiv 93/13 ( 1 ) i forbindelse med et kollektivt søgsmål med påstand om forbud mod anvendelsen af en såkaldt »gulvklausul« ( 2 ) og rettet mod et stort antal erhvervsdrivende inden for den samme økonomiske sektor, som havde anvendt denne klausul i en meget lang periode.

I november 2010 anlagde en organisation for brugere af banker, sparekasser og forsikringer i Spanien ( 3 ) ved Juzgado de lo Mercantil no11 de Madrid (handelsret nr. 11 i Madrid, Spanien) et kollektivt søgsmål, der i sidste ende var rettet mod mere end 100 af disse banker, med påstand om forbud mod anvendelsen af en gulvklausul i de generelle betingelser i de aftaler om lån mod pant i fast ejendom, der blev anvendt af disse banker, og om tilbagebetaling af betalingerne foretaget af de berørte brugere på grundlag af denne klausul. Denne ret gav organisationen medhold for så vidt angår stort set samtlige de pågældende banker, idet den fastslog, at gulvklausulen var ugyldig og nedlagde forbud mod anvendelsen heraf samt pålagde disse banker at tilbagebetale de beløb, der uretmæssigt var blevet opkrævet i henhold til anvendelsen heraf ( 4 ).

Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid, Spanien) forkastede hovedparten af de appeller, der blev iværksat af disse banker. De banker, hvis appel ikke blev taget til følge, iværksatte kassationsappeller ved den forelæggende ret, der er i tvivl om to retlige problemstillinger. Den første problemstilling vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et kollektivt søgsmål udgør et egnet retsmiddel med henblik på at undersøge gulvklausulers gennemsigtighed, mens den anden problemstilling vedrører vanskelighederne ved at definere en gennemsnitsforbruger i en situation som den i hovedsagen omhandlede, henset til den omstændighed, at disse klausuler er rettet mod forskellige kategorier af forbrugere og blev anvendt i en meget lang periode, i løbet af hvilken vidensniveauet vedrørende disse vilkår har ændret sig.

Domstolens bemærkninger

Domstolen undersøgte i første række en national rets mulighed for at foretage en kontrol af gennemsigtigheden af et kontraktvilkår i forbindelse med et kollektivt søgsmål, som er rettet mod mange erhvervsdrivende inden for den samme økonomiske sektor, og som omfatter et meget stort antal aftaler.

I denne forbindelse bemærkede den indledningsvis, at parallelt med forbrugerens subjektive ret til at indbringe et søgsmål for en ret med henblik på, at denne undersøger, om et kontraktvilkår i en aftale, som forbrugeren er part i, er urimeligt, gennem et individuelt søgsmål, har medlemsstaterne mulighed for i henhold til direktiv 93/13 ( 5 ) at indføre en kontrol af sådanne kontraktvilkår, der er indeholdt i standardkontrakter, ved kollektive søgsmål med påstand om forbud, der anlægges i offentlighedens interesse af forbrugerbeskyttelsesorganisationer. Da disse søgsmål har forskellige formål og retsvirkninger, skal en hensyntagen til alle omstændighederne i forbindelse med en aftales indgåelse ved vurderingen ex officio af et kontraktvilkårs urimelighed, hvilket kendetegner individuelle søgsmål, ikke være til hinder for anlæggelsen af et kollektivt søgsmål. For så vidt angår forholdet mellem individuelle søgsmål og kollektive søgsmål, selv om det tilkommer hver enkelt national retsorden at fastsætte de regler, der gælder for dette forhold i medfør af princippet om procesautonomi, kan disse regler derudover ikke skade den effektive udøvelse af forbrugernes mulighed i direktiv 93/13 for at påberåbe sig deres rettigheder enten gennem et individuelt eller et kollektivt søgsmål.

Domstolen anførte således for det første, at rækkevidden af den forpligtelse til at affatte kontraktvilkår klart og forståeligt, der påhviler erhvervsdrivende, ikke afhænger af typen af søgsmål, kollektivt eller individuelt, hvorved en forbruger eller en organisation, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne, søger at gøre de rettigheder, der er anerkendt ved direktiv 93/13, gældende. I denne henseende præciserede Domstolen, at dens praksis vedrørende rækkevidden af kravet om kontraktvilkårs gennemsigtighed, der følger af individuelle søgsmål, kan overføres på kollektive søgsmål. Af disse grunde kan den retslige prøvelse af, om kontraktvilkår er gennemsigtige, ikke kun finde anvendelse på kontraktvilkår, som er genstand for individuelle søgsmål. Der er nemlig ingen bestemmelse i direktiv 93/13, der gør det muligt at antage, at denne kontrol er udelukket for så vidt angår de vilkår, der er genstand for kollektive søgsmål, dog forudsat, at når et kollektivt søgsmål er anlagt mod flere erhvervsdrivende, skal det rettes mod erhvervsdrivende, der driver virksomhed inden for den samme økonomiske sektor og anvender eller opfordrer til anvendelse af de samme generelle kontraktvilkår eller lignende vilkår ( 6 ).

Domstolen bemærkede for det andet, at på grund af sin karakter kan kontrollen af et kontraktvilkårs gennemsigtighed, som det tilkommer den nationale ret at foretage i forbindelse med et kollektivt søgsmål, ikke omfatte de specifikke forhold, der gør sig gældende for individuelle situationer, men vedrører erhvervsdrivendes standardiserede praksisser. I forbindelse med vurderingen af gennemsigtigheden af en gulvklausul tilkommer det således den nationale ret på grundlag af arten af de varer eller tjenesteydelser, som er genstand for de pågældende kontrakter, at undersøge, om en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger på tidspunktet for aftalens indgåelse er i stand til at forstå, hvordan dette vilkår fungerer, og vurdere de potentielt betydelige økonomiske konsekvenser af dette vilkår. Denne ret skal med henblik herpå tage hensyn til hele den praksis vedrørende standardkontrakter og forløbet forud for deres indgåelse, som hver enkelt af de pågældende erhvervsdrivende følger, samt alle andre forhold, som den nævnte ret anser for relevante med henblik på at udøve sin kontrol med hensyn til hver enkelte sagsøgte.

Domstolen fremhævede for det tredje, at kompleksiteten af en sag som følge af det meget store antal sagsøgte og de forskellige formuleringer af de pågældende vilkår ikke udgør et relevant kriterium med henblik på vurderingen af den forpligtelse, der påhviler den nationale ret til at undersøge gennemsigtigheden af kontraktvilkår i forbindelse med et kollektivt søgsmål, dog forudsat, at de betingelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i direktiv 93/13, overholdes. Direktiv 93/13 ( 7 ) giver derfor en national ret mulighed for at foretage en kontrol af gennemsigtigheden af et kontraktvilkår i forbindelse med et kollektivt søgsmål, som er rettet mod mange erhvervsdrivende inden for den samme økonomiske sektor, og som omfatter et meget stort antal aftaler, for så vidt som disse aftaler indeholder det samme eller lignende vilkår.

Domstolen præciserede i anden række begrebet en »almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger« i forbindelse med vurderingen af gennemsigtigheden af et kontraktvilkår, der udgør en del af aftaler, som er rettet mod specifikke kategorier af forbrugere, og når dette vilkår er blevet anvendt i en meget lang periode, i løbet af hvilken vidensniveauet vedrørende dette vilkår har ændret sig.

Den bemærkede således, at på samme måde som begrebet »forbruger« ( 8 ), der har objektiv karakter og er uafhængigt af den viden, som den pågældende person kan have, eller de oplysninger, som denne person reelt råder over, gør anvendelsen af et abstrakt referencekriterium, som f.eks. kriteriet »gennemsnitsforbruger«, for kontrol af gennemsigtigheden af et kontraktvilkår det muligt at undgå at gøre denne kontrol afhængig af en kombination af en kompleks helhed af subjektive faktorer, som det kan være vanskeligt eller endog umuligt at fastsætte. Eftersom de særlige kundskaber, som en forbruger kan anses for at have i forbindelse med et individuelt søgsmål, ikke kan begrunde en eventuel afvigelse fra gennemsnitsforbrugerens kundskaber, kan der nemlig så meget desto mere ikke tages hensyn til de individuelle karakteristika for forskellige kategorier af forbrugere i forbindelse med kollektive søgsmål. Ifølge Domstolen er det netop forskellene i den berørte offentlighed, der i den foreliggende sag omhandler forskellige kategorier af forbrugere, der er vanskelige at gruppere, som gør det nødvendigt at anvende den retlige fiktion i form af gennemsnitsforbrugeren. Denne gennemsnitsforbruger består i at forstå sidstnævnte som én og samme abstrakte enhed, hvis helhedsopfattelse er relevant med henblik på undersøgelsen heraf.

I forbindelse med sin analyse af gulvklausulernes gennemsigtighed på tidspunktet for indgåelsen af de pågældende aftaler om lån mod pant i fast ejendom tilkommer det derfor den forelæggende ret at tage udgangspunkt i en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbrugers opfattelse, og det uafhængigt af de forskelle, der er mellem hver enkelt forbruger, som de pågældende aftaler er rettet mod, bl.a. hvad angår vidensniveau for gulvklausulen, indtægtsniveau, alder eller erhverv. Den omstændighed, at disse aftaler er rettet mod specifikke kategorier af forbrugere, kan ikke føre til en anden konklusion.

Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at den forelæggende ret som følge af en indtræden af en objektiv begivenhed eller en velkendt kendsgerning, såsom en ændring af den relevante lovgivning eller en udvikling i retspraksis, der er blevet vidt udbredt og drøftet, er af den opfattelse, at gennemsnitsforbrugerens helhedsopfattelse vedrørende gulvklausulen har ændret sig i referenceperioden og givet sidstnævnte forbruger mulighed for at forstå de potentielt betydelige økonomiske konsekvenser, som denne klausul har medført. I et sådant tilfælde er direktiv 93/13 ikke til hinder for, at der tages hensyn til udviklingen i denne periode af gennemsnitsforbrugerens opfattelse, da den pågældendes informations- og opmærksomhedsniveau således kan være afhængig af tidspunktet for indgåelsen af aftalerne om lån mod pant i fast ejendom.

( 1 ) – Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

( 2 ) – Denne klausul blev anvendt af banker og fastsatte en minimumssats, under hvilken den variable rente ikke kunne falde (herefter »gulvklausulen«).

( 3 ) – Asociación de Usuarios de Bancos, Cajas de Ahorros y Seguros de España (Adicae).

( 4 ) – Tilbagebetalingen vedrørte de beløb, der uretmæssigt var blevet opkrævet fra den 9.5.2013, datoen for offentliggørelse af Tribunal Supremos (øverste domstol, Spanien) dom nr. 214/2013, hvorved sidstnævnte fastslog, at den omstændighed, at en gulvklausul erklæres ugyldigt, medfører ex nunc-virkninger.

( 5 ) – Nærmere bestemt den mekanisme, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i direktiv 93/13.

( 6 ) – Betingelserne er fastsat i artikel 7, stk. 3, i direktiv 93/13.

( 7 ) – Særlig artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 3.

( 8 ) – Som fastsat i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13.