Sag C-201/19 P

Servier SAS m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. juni 2024

»Appel – konkurrence – lægemidler – markedet for perindopril – artikel 101 TEUF – karteller – potentiel konkurrence – konkurrencebegrænsende formål – strategi, der har til formål at forhale generiske udgaver af perindoprils indtræden på markedet – forligsaftale i tvister vedrørende et patent – overtrædelsens varighed – begrebet enkelt overtrædelse – ophævelse eller nedsættelse af bøden«

1. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt – Domstolens prøvelse af den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder i tvisten – lovlighed

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

   (jf. præmis 58-61, 189, 269, 322, 326 og 335)

2. Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte – afvisning – anfægtelse af den af Retten foretagne fortolkning eller anvendelse af EU-retten – formaliteten

   [Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d), og art. 169, stk. 2]

   (jf. præmis 62 og 63)

3. Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – kvalifikation af en virksomhed som en potentiel konkurrent – reelle og konkrete muligheder for at indtræde på markedet – kriterier – virksomhedens faste beslutsomhed og selvstændige evne til at blive integreret på det relevante marked – uoverstigelige hindringer foreligger ikke – vurdering – bevisbyrde – den omstændighed, at der foreligger patenter, som beskytter et originalt lægemiddel eller en af dets fremstillingsprocesser – kvalificering af en producent af generiske lægemidler som potentiel konkurrent til den originalmedicinproducent, der er indehaver af patenterne

   (Art. 101 TEUF)

   (jf. præmis 69-71, 79-82, 98-126, 191-195, 200-204 og 262-267)

4. Karteller – konkurrencebegrænsning – forligsaftaler i patenttvister – aftale indgået mellem en producent af et originalt lægemiddel og en producent af et generisk lægemiddel – aftale, der indeholder ikke-anfægtelsesklausuler vedrørende patenter og ikke-markedsføringsklausuler vedrørende generikaproducentens produkter – modydelse i form af værdioverførsler – kvalificering af konkurrencebegrænsende formål – kriterier – graden af skadelighed for konkurrencen på det pågældende marked – vurdering af værdioverførslernes tilskyndelsesvirkning i forhold til generikaproducentens afkald på selvstændig indtræden på markedet – behov for at undersøge virkningerne af den konkurrencebegrænsende adfærd på konkurrencen – foreligger ikke – den omstændighed, at de involverede virksomheder handlede uden at have til hensigt at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen – ikke-afgørende omstændighed

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 72-77, 83-88, 143-146, 152-157, 163-168, 222-228, 272, 277, 282, 291-296, 307-310, 332-334 og 344-352)

5. Karteller – konkurrencebegrænsning – accessorisk begrænsning – begreb – begrænsning, som er nødvendig for at gennemføre en hovedtransaktion, der ikke er konkurrencebegrænsende – hovedtransaktion, der har et konkurrencebegrænsende formål – teorien om accessoriske begrænsninger finder ikke anvendelse

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 147-151 og 278)

6. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering – kriterier – fælles mål, som alle deltagerne forfølger – de foreholdte former for praksis skal supplere hinanden – foreligger ikke

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 240-250)

7. Karteller – konkurrencebegrænsning – forligsaftaler i patenttvister – aftale indgået mellem en producent af et originalt lægemiddel og en producent af et generisk lægemiddel – aftale, der indeholder ikke-anfægtelsesklausuler vedrørende patenter og ikke-markedsføringsklausuler vedrørende generikaproducentens produkter – modydelse i form af værdioverførsler – kommissionsafgørelse, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde – afgørelse behæftet med en usammenhængende begrundelse med hensyn til kartellets ophør på de forskellige nationale markeder – Retten forkastede appelanbringendet vedrørende denne usammenhængende begrundelse – retlig fejl

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 368-379)

8. Grundlæggende rettigheder – chartret om grundlæggende rettigheder – princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel – rækkevidde – forudsigeligt, at den sanktionerede adfærd er ulovlig – forlig på patentområdet mellem et laboratorium for originalmedicin og en generikaproducerende lægemiddelvirksomhed – aftale, der strider mod konkurrenceretten – originalmedicinproducerende selskab, der ikke kan være uvidende om, at dets adfærd er konkurrencebegrænsende

   (Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1)

   (jf. præmis 386-390)

9. Appel – Domstolens kompetence – omgørelse af billighedsgrunde af Rettens skøn vedrørende størrelsen af de bøder, som er blevet pålagt virksomheder, der har tilsidesat traktatens konkurrenceregler – udelukket

   (Art. 256 TEUF og 261 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

   (jf. præmis 404)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – fastsættelse af størrelsen af den pålagte bøde – bedømmelseskriterier

    (Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3, og art. 31)

    (jf. præmis 412-417)

Resumé

Ved syv domme forkastede Domstolen i det væsentlige de appeller, som var blevet iværksat af flere lægemiddelproducenter til prøvelse af Rettens domme ( 1 ), hvorved denne delvist frifandt Europa-Kommissionen i forbindelse med disses annullationssøgsmål til prøvelse af den afgørelse fra Kommissionen, hvorved denne institution pålagde producenterne bøder for at have deltaget i karteller på markedet for lægemidlet perindopril, og – for en af disse producenters vedkommende – for at have misbrugt en dominerende stilling på dette marked ( 2 ). I denne forbindelse præciserede Domstolen skillelinjen mellem på den ene side lægemiddelproducenternes legitime fremgangsmåder bestående i mindelig bilæggelse af reelle patenttvister inden for lægemiddelsektoren og på den anden side aftaler, der på ulovlig vis forhaler procenter af generiske lægemidlers indtræden på markedet for et lægemiddel under dække af en forligsaftale i patenttvister.

Lægemiddelkoncernen Servier, hvis moderselskab, Servier SAS, har hjemsted i Frankrig (herefter hver for sig eller samlet »Servier«), udviklede perindopril, der er et lægemiddel i gruppen af konverteringsenzymhæmmere, hvis terapeutiske indikation er som hjerte-kar-medicin, og som hovedsageligt har til formål at bekæmpe forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens. Patentet på perindoprilmolekylet, der blev indgivet til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i 1981, udløb i løbet af 2000’erne.

Den aktive lægemiddelbestanddel i perindopril er en saltform – erbumin. I 1988 indgav Servier en række patenter til EPO vedrørende fremstillingsprocesserne for den nævnte aktive ingrediens, som udløb den 16. september 2008.

Servier indgav to nye patenter vedrørende perindopril og fremstillingsprocessen herfor til EPO i 2001, som blev udstedt i 2004 (herefter »patent 947 og 948«). Servier opnåede desuden nationale patenter svarende til patent 947 i flere medlemsstater, inden disse blev parter i konventionen om meddelelse af europæiske patenter.

Fra og med 2003 var der flere tvister mellem Servier og generikaproducenter, der forberedte sig på at markedsføre en generisk version af perindopril. I denne forbindelse rejste ti generikaproducenter indsigelse mod patent 947 ved EPO, hvis tekniske appelkammer tilbagekaldte det anfægtede patent i maj 2009. Flere generikaproducenter anfægtede ligeledes gyldigheden af patent 947 ved visse nationale domstole. Servier anlagde på sin side patentkrænkelsessøgsmål og nedlagde påstande om foreløbige påbud mod de omhandlede generikaproducenter.

Med henblik på at afslutte de nævnte tvister indgik Servier mellem 2005 og 2007 forligsaftaler med flere generikaproducenter, navnlig med Niche Generics Ltd og dets moderselskab, Unichem Laboratories Ltd (herefter »Niche-aftalen«), Matrix Laboratories Ltd (herefter »Matrix-aftalen«), Teva UK Ltd (herefter »Teva-aftalen«), KRKA, tovarna zdravil, d.d. (herefter »Krka-aftalerne«) og Lupin Ltd (herefter »Lupin-aftalen«).

I overensstemmelse med de nævnte aftaler forpligtede generikaproducenterne sig bl.a. til alt efter omstændighederne at begrænse eller ophøre med fremstilling, levering eller markedsføring af de former for perindopril, der var beskyttet af Serviers ovennævnte patenter, og til ikke længere at anfægte disse patenter. Som modydelse for disse tilsagn og for andre klausuler, der var fastsat i de ovennævnte aftaler, forpligtede Servier sig bl.a. til at betale store summer til de nævnte virksomheder.

I denne sammenhæng indgik Biogaran SAS, et datterselskab af Servier, der er specialiseret i udvikling af generiske lægemidler, endvidere en licens- og forsyningsaftale med Niche Generics (herefter »Biogaran-aftalen«).

Ved afgørelse af 9. juli 2014 fastslog Kommissionen, at Niche-, Matrix-, Teva-, Krka-, Lupin- og Biogaran-aftalerne udgjorde konkurrencebegrænsninger, der var forbudt i henhold til artikel 101 TEUF. Den fastslog endvidere, at Servier havde misbrugt sin dominerende stilling i strid med artikel 102 TEUF, eftersom disse aftaler indgik i en strategi, der havde til formål at forhale introduktionen af generiske versioner på markedet for perindopril, hvor denne virksomhed indtog en dominerende stilling.

Kommissionen pålagde således Servier bøder på i alt 289727200 EUR for overtrædelserne af artikel 101 TEUF og en bøde på 41270000 EUR for overtrædelsen af artikel 102 TEUF. De involverede generikaproducenter blev ligeledes pålagt betydelige bøder for at have overtrådt artikel 101 TEUF ved at deltage i de omhandlede aftaler.

I søgsmålene anlagt af Servier og de pågældende generikaproducenter annullerede Retten Kommissionens afgørelse, for så vidt som den konstaterede en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF med hensyn til Krka-aftalerne samt en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF samt pålagde henholdsvis Servier og Krka bøder for disse overtrædelser ( 3 ). Retten nedsatte derudover den bøde, som Servier var blevet pålagt for sin deltagelse i Matrix-aftalen ( 4 ). Til gengæld stadfæstede Retten alle de andre bøder, der var blevet pålagt.

Servier og de generikaproducenter, som ikke fik medhold i deres søgsmål, iværksatte appeller til prøvelse af Rettens domme.

Domstolens bemærkninger

Begreberne potentiel konkurrence og konkurrencebegrænsende formål

Domstolen undersøgte for det første annullationsanbringenderne om, at Retten begik retlige fejl ved at bekræfte, at der forelå en potentiel konkurrence mellem Servier og de omhandlede generikaproducenter, og ved at kvalificere de omtvistede aftaler som havende et konkurrencebegrænsende formål.

Domstolen bemærkede indledningsvis, at gennemførelsen af undersøgelsen i lyset af artikel 101, stk. 1, i TEUF med hensyn til hemmelig praksis i form af horisontale samarbejdsaftaler mellem virksomheder, såsom de omhandlede aftaler, indebærer, at det først skal afgøres, om denne praksis kan kvalificeres som en konkurrencebegrænsning foretaget af virksomheder, der befinder sig i et – om end blot potentielt – konkurrenceforhold.

Hvis dette er tilfældet, skal det som næste trin undersøges, om den nævnte praksis, henset til dens økonomiske karakteristika, er omfattet af kvalificeringen som havende et konkurrencebegrænsende formål. Når der er tale om et konkurrencebegrænsende formål, er det hverken nødvendigt at undersøge, eller så meget desto mindre påvise virkningerne på konkurrencen. Når det derimod ikke er godtgjort, at en aftale eller en samordnet praksis har et konkurrencebegrænsende formål, skal dens virkninger undersøges.

I lyset af disse betragtninger forkastede Domstolen for det første klagepunkterne om, at Retten anvendte en bred fortolkning af begrebet potentiel konkurrence og vendte den bevisbyrde, der påhviler Kommissionen, om.

Domstolen mindede først om, at den allerede har fastslået, at det i den særlige sammenhæng, hvor markedet for generika åbnes for generikaproducenter, med henblik på at vurdere, om en af disse producenter, selv om denne ikke er til stede på et marked, befinder sig i et potentielt konkurrenceforhold med en producent af originale lægemidler, der er til stede på dette marked, skal afgøres, om der er reelle og konkrete muligheder for, at førstnævnte kan trænge ind på det nævnte marked og konkurrere med sidstnævnte. Med henblik herpå skal det vurderes, om generikaproducenten har taget de indledende skridt, der er nødvendige for at lægge et konkurrencepres på originalmedicinproducenten. Det skal endvidere kontrolleres, om generikaproducentens indtræden på markedet ikke støder på uoverstigelige hindringer.

Vedrørende dette sidste punkt præciserede Domstolen, at selv om patenter, der beskytter et originalt lægemiddel eller en af fremstillingsprocesserne herfor, ubestrideligt indgår i den økonomiske og retlige sammenhæng, der kendetegner konkurrenceforholdet mellem indehaverne af disse patenter og producenter af generiske lægemidler, forholder det sig ikke desto mindre således, at eksistensen af et patent, der beskytter fremstillingsprocessen for en aktiv ingrediens, der ikke længere er patentbeskyttet, ikke som sådan kan betragtes som en uoverstigelig hindring for en generikaproducents indtræden på markedet. Det følger heraf, at den omstændighed, at der foreligger et sådant patent, ikke udelukker, at en generikaproducent – som reelt har en fast beslutsomhed og en selvstændig evne til at indtræde på markedet, og som gennem sine handlinger har vist, at vedkommende er villig til at anfægte dette patents gyldighed og til at risikere ved sin markedsindtræden at blive stævnet for patentkrænkelse af indehaveren af dette patent – kvalificeres som en potentiel konkurrent til den pågældende producent af originale lægemidler.

Selv om en generikaproducents opfattelse af et patents styrke udgør en af de relevante faktorer blandt flere – såsom de forberedende skridt, der er iværksat med henblik på en indtræden på markedet – for at vurdere denne producents hensigter og dermed, hvorvidt denne eventuelt er fast besluttet på at foretage en sådan indtræden, er denne opfattelse i øvrigt principielt ikke relevant for vurderingen af en sådan producents egen evne til faktisk at indtræde på markedet eller i øvrigt den objektive tilstedeværelse af uoverstigelige hindringer for en sådan indtræden.

I modsætning til, hvad visse af appellanterne gjorde gældende, vendte Retten i denne sammenhæng ikke bevisbyrden om ved at fastslå, at eftersom Kommissionen på grundlag af en række samstemmende indicier havde godtgjort, at der forelå en potentiel konkurrence mellem Servier og de pågældende generikaproducenter, påhvilede det disse at tilbagevise, at der forelå en sådan konkurrence, ved at føre bevis for det modsatte. En sådan bevisbyrde udgør ikke et probatio diabolica, idet det er tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder beviser en positiv omstændighed, nemlig at der foreligger tekniske, lovgivningsmæssige, handelsmæssige eller økonomiske vanskeligheder, som udgør uoverstigelige hindringer for en af virksomhedernes indtræden på markedet.

For det andet forkastede Domstolen anbringenderne, hvorefter Retten havde kvalificeret de omtvistede aftaler som havende et konkurrencebegrænsende formål på grundlag af urigtige kriterier.

Efter at have bemærket, at denne kvalificering som havende et konkurrencebegrænsende formål ikke kunne afvises med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde tidligere beslutningspraksis på dette område, forkastede Domstolen klagepunkterne om, at Retten ikke havde taget hensyn til de omtvistede aftalers påståede positive virkninger på konkurrencen, eftersom undersøgelsen af disse aftalers virkninger hverken var nødvendig eller relevant med henblik på at afgøre, om de kunne kvalificeres som havende et konkurrencebegrænsende formål.

Retten begik heller ikke en fejl ved at undlade at anvende retspraksis, hvorefter en begrænsning, der er accessorisk i forhold til en legitim aftale, ikke er omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, hvis den er objektivt nødvendig for gennemførelsen af den legitime aftale og står i rimeligt forhold til dens mål. Denne retspraksis kræver nemlig, at hovedaftalen ikke er konkurrencebegrænsende, hvilket ikke er tilfældet for de omtvistede aftaler.

Som svar på klagepunkterne om, at Retten afviste at tage hensyn til appellanternes hensigt om at bringe patenttvister til ophør, bemærkede Domstolen, at selv om aftalernes objektive formål i forhold til konkurrencen er relevante for vurderingen af deres eventuelle konkurrencebegrænsende formål, er den omstændighed, at de involverede virksomheder handlede uden at have til hensigt at begrænse konkurrencen, og den omstændighed, at de forfulgte visse legitime formål, ikke afgørende med henblik på anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF. Den omstændighed, at forhandlingerne om de omtvistede aftaler eventuelt afspejler en økonomisk rationel strategi set fra appellanternes synspunkt, godtgør således på ingen måde, at forfølgelsen af denne strategi kan begrundes ud fra et konkurrenceretligt synspunkt.

Endelig forkastede Domstolen argumenterne om, hvilken betydning de omvendte betalinger, der var fastsat i de omtvistede aftaler, dvs. de betalinger, som Servier foretog til generikaproducenterne, skulle tillægges for at kvalificere disse aftaler som havende et konkurrencebegrænsende formål.

Domstolen bemærkede i denne henseende, at selv om en forligsaftale i en patenttvist på visse betingelser lovligt kan indgås på grundlag af parternes anerkendelse af det nævnte patents gyldighed, afhænger kvalificeringen af en sådan aftale som en aftale med et konkurrencebegrænsende formål ligeledes af andre kendetegn ved aftalen og af de omstændigheder, hvorunder den er blevet indgået, og hvilke i givet fald gør det muligt at fastslå, at denne aftale er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen.

Ikke-anfægtelses- og ikke-markedsføringsklausuler i en forligsaftale kan således kvalificeres som havende et konkurrencebegrænsende formål, når det fremgår, at den omstændighed, at generikaproducenten er underlagt disse klausuler, ikke er baseret på dennes anerkendelse af gyldigheden af originalmedicinproducentens patent, men på sidstnævntes betaling af et beløb til generikaproducenten.

Når en forligsaftale i en patenttvist, der indeholder ikke-anfægtelses- og ikke-markedsføringsklausuler, er ledsaget af værdioverførsler fra originalmedicinproducenten til generikaproducenten, skal det følgelig først undersøges, om den positive nettosaldo af disse overførsler kan begrundes fuldt ud ved behovet for at kompensere for omkostninger eller gener, der er forbundet med den i aftalen omhandlede tvist, eller ved behovet for at betale for producentens faktiske og dokumenterede levering af varer eller tjenesteydelser til producenten af det originale lægemiddel. Hvis dette ikke er tilfældet, skal det dernæst undersøges, om disse værdioverførsler udelukkende skyldes lægemiddelproducenternes kommercielle interesse i ikke at konkurrere på ydelser. Med henblik på denne undersøgelse skal det undersøges, om den positive nettosaldo af værdioverførslerne var tilstrækkelig stor til reelt at tilskynde generikaproducenten til at afstå fra at indtræde på det pågældende marked, uden at det kræves, at denne positive nettosaldo nødvendigvis er højere end den fortjeneste, som denne ville have opnået, hvis vedkommende havde fået medhold i patentsagen.

I denne forbindelse præciserede Domstolen endvidere, at Retten ikke begik nogen retlig fejl, da den fastslog, at visse omkostninger, som Servier havde godtgjort, såsom de godtgørelser, som generikaproducenterne eventuelt skulle betale til tredjeparter, ikke kunne anses for at være en del af den mindelige bilæggelse af tvisten. I denne henseende vendte Retten heller ikke bevisbyrden om ved at kræve, at parterne i de omtvistede aftaler skulle godtgøre, at disse omkostninger var forbundet med det pågældende forlig.

Anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF på de omtvistede aftaler

Efter således at have bekræftet Rettens fortolkning af begreberne potentiel konkurrence og konkurrencebegrænsende formål undersøgte Domstolen dernæst de omtvistede aftaler i detaljer i lyset af denne lære.

A. Niche- og Matrix-aftalerne

Hvad angår Niche- og Matrix-aftalerne bemærkede Domstolen, at Niche Generics (herefter »Niche«), dets moderselskab, Unichem Laboratories (herefter »Unichem«), og Matrix Laboratories (herefter »Matrix«) havde den fælles strategi at udvikle en generisk version af perindopril og markedsføre den på Unionens område. I denne forbindelse skulle Matrix fremstille den aktive ingrediens, mens Unichem varetog fremstillingen af tabletter af en generisk version af perindopril på grundlag af denne aktive ingrediens. Markedsføringen af dette lægemiddel, herunder dens lovgivningsmæssige aspekter, var overdraget Niche.

Hvad angår Matrix præciserede Domstolen endvidere, at Mylan Inc. havde øget sin kapitalandel i Matrix til 71,5% i januar 2007 og til over 97% i 2011. Matrix har siden den 5. oktober 2011 været Mylan Laboratories.

Henset til det ovenstående bemærkede Domstolen, at Retten ikke begik nogen retlig fejl, da den fastslog, at Serviers værdioverførsler til gennemførelsen af Niche- og Matrix-aftalerne havde til formål at tilskynde Niche, Unichem og Matrix til at afstå fra at indtræde på markedet for perindopril i Unionen. Eftersom de patentrelaterede hindringer for de nævnte generikaproducenters adgang til markedet for perindopril ikke var uoverstigelige, kan disse hindringer desuden ikke rejse tvivl om, at de konstaterede værdioverførsler havde tilskyndende karakter. Den omstændighed, at parterne i Niche- og Matrix-aftalerne angiveligt ikke havde nogen konkurrencebegrænsende hensigt, er i øvrigt ikke afgørende for anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF.

Domstolen forkastede ligeledes klagepunkterne om, at Retten begik en retlig fejl ved at tiltræde, at Niche og Matrix ikke havde deltaget i en samlet overtrædelse, men i to særskilte overtrædelser, for hvilke Kommissionen kunne pålægge individuelle bøder. Idet kvalificeringen som en samlet overtrædelse kræver, at hver enkelt af de pågældende konkurrencebegrænsende handlinger indgår i den samme overordnede plan, fordi den har det samme konkurrencebegrænsende formål, anvendte Retten nemlig dette kriterium korrekt, idet den fastslog, at Niche- og Matrix-aftalerne, henset til, at der ikke forelå en fælles plan mellem Niche og Matrix, udgjorde to særskilte overtrædelser.

Hvad angår Mylans ansvar for den overtrædelse, der fulgte af Matrix-aftalen, og Unichems ansvar for den overtrædelse, der fulgte af Niche-aftalen, fandt Domstolen, at Retten med rette havde fastslået, at ansvaret for Matrix’ og Niches adfærd kunne tilregnes henholdsvis Mylan og Unichem i deres egenskab af moderselskaber, eftersom Matrix og Niche ikke selvstændigt bestemte deres adfærd på markedet, men i det væsentlige fulgte de instrukser, som moderselskaberne gav dem, navnlig henset til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem dem.

Hvad angår Unichem fremhævede Domstolen endvidere, at det fremgår af Rettens konstateringer, at både Unichem og dets datterselskab Niche deltog direkte i den overtrædelse, der fulgte af Niche-aftalen. Eftersom Unichem ikke gyldigt for Retten havde anfægtet de forhold, der godtgjorde denne direkte deltagelse, var disse forhold i overensstemmelse med princippet om personligt ansvar tilstrækkelige til at pålægge Unichem ansvaret for denne overtrædelse.

Den omstændighed, at Unichem er beliggende i et tredjeland, er i øvrigt heller ikke til hinder for, at artikel 101 TEUF finder anvendelse på Unichem, eftersom Niche-aftalen blev gennemført i Unionen af både Servier og Niche.

B. Teva- og Lupin-aftalerne

Hvad angår anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF på Teva-aftalen tiltrådte Domstolen Rettens vurdering, hvorefter den positive nettosaldo for de værdioverførsler, der var fastsat i denne aftale, tilskyndede Teva UK til at afstå fra at indtræde på markedet for perindopril, hvilket retfærdiggjorde kvalificeringen af den nævnte aftale som en aftale med et konkurrencebegrænsende formål. Argumentationen om, at Teva-aftalen havde det legitime formål at gøre det muligt for Teva at indtræde på markedet i Det Forenede Kongerige ved at markedsføre en generisk udgave af perindopril, som Servier leverede, kan i øvrigt ikke rejse tvivl om denne kvalificering, eftersom den omstændighed, at disse virksomheder handlede uden at have til hensigt at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, eller at de forfulgte visse legitime formål, ikke er afgørende for anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF.

Hvad angår Lupin-aftalen tiltrådte Domstolen derimod Serviers klagepunkt om, at Retten begik retlige fejl, da den tiltrådte Kommissionens konklusion om, at overtrædelsen vedrørende denne aftale var fortsat på det belgiske, tjekkiske, irske og ungarske marked, efter at lægemiddelproducenten Sandoz havde markedsført en generisk udgave af perindopril, selv om Kommissionen havde anset indførelsen af samme generiske version på det franske marked for at markere ophøret af den overtrædelse, der fulgte af Lupin-aftalen på dette nationale marked.

C. Biogaran-aftalen

I henhold til Biogaran-aftalen forpligtede Niche sig bl.a. til at overdrage markedsføringstilladelsesdossierer for tre lægemidler foruden perindopril, samt en markedsføringstilladelse, der var opnået for Frankrig for det ene af disse tre lægemidler. Som modydelse skulle Biogaran betale Niche et beløb på 2,5 mio. pund sterling (GBP), som ikke kunne tilbagebetales, selv i tilfælde af manglende opnåelse af disse markedsføringstilladelser.

Idet Kommissionen fandt, at Biogaran-aftalen udgjorde et yderligere incitament for at overbevise Niche om at afstå fra at indtræde på markedet for perindopril og viste Biogarans direkte deltagelse i den overtrædelse, som Servier havde begået, pålagde den Servier og Biogaran på samme grundlag og solidarisk en betydelig bøde for overtrædelsen af artikel 101 TEUF.

Idet Retten tiltrådte denne analyse og den af Kommissionen pålagte bøde, bemærkede Domstolen, at det var absolut nødvendigt at undersøge alle de pågældende aftalekomplekser som udgørende en helhed. Henset til bl.a. de økonomisk uforklarlige værdioverførsler, der følger af Biogaran-aftalen til Niche, fastslog Domstolen således, at Retten ikke havde begået nogen retlig fejl, da den fastslog, at Biogaran-aftalen var en tillægsaftale til Niche-aftalen, som tilsigtede at betale Niche et supplerende vederlag for at tilskynde selskabet til at afstå fra at indtræde på markedet for perindopril ved hjælp af Niche-aftalen.

Pålæggelsen af bøder

Endelig forkastede Domstolen de forskellige klagepunkter vedrørende pålæggelsen og beregningen af bøderne med undtagelse af Serviers klagepunkter vedrørende varigheden af den overtrædelse, der fulgte af Lupin-aftalen. Domstolen forkastede navnlig argumenterne om, at Kommissionen – når der forelå en ny situation som den foreliggende, der var kendetegnet ved, at der ikke forelå tidligere afgørelser og retspraksis, og som var kompleks – ikke kunne pålægge bøder uden at tilsidesætte princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel.

I sidstnævnte henseende bemærkede Domstolen, at princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel, ganske vist kræver, at loven klart skal definere overtrædelserne og den straf, de medfører, men at det ikke forbyder en gradvis klarlægning af reglerne om straffeansvar ved retslig fortolkning fra sag til sag, forudsat at resultatet med rimelighed kunne forudses på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået. Henset til rækkevidden af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF kunne Servier imidlertid ikke være uvidende om, at selskabet ved at betale generikaproducenterne for ikke at indtræde på markedet for perindopril udviste en adfærd, der var forbudt i henhold til denne bestemmelse. Omvendt kunne generikaproducenterne med rimelighed forvente, at de ved at acceptere, at Servier betalte dem for at forblive uden for markedet for perindopril, udviste en adfærd, der var omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Det følger heraf, at de involverede virksomheder på trods af de omtvistede aftalers kompleksitet og deres sammenhæng ikke kunne være uvidende om, at disse aftaler var ulovlige.

Konklusion

På baggrund af det ovenstående forkastede Domstolen i det hele de appeller, som lægemiddelproducenterne havde iværksat, med undtagelse af appellen iværksat af Servier, som kun delvist blev forkastet. Hvad angår sidstnævnte appel tog Domstolen nærmere bestemt klagepunkterne til anfægtelse af overtrædelsens varighed med hensyn til Lupin-aftalen, og dermed klagepunkterne vedrørende beregningen af den bøde, som Servier blev pålagt for sin deltagelse i den nævnte aftale, til følge. Idet Domstolen desuden fandt, at sagen var moden til påkendelse vedrørende disse klagepunkter, fastslog den dels, at overtrædelsen vedrørende Lupin-aftalen var ophørt på det belgiske, tjekkiske, irske og ungarske marked, da den generiske version af perindopril produceret af Sandoz kom ind på det franske marked, dels fastsatte den bøde, som Servier blev pålagt for sin deltagelse i den nævnte aftale, til 34745100 EUR.

( 1 ) – Domme af 12.12.2018, Servier m.fl. mod Kommissionen (T-691/14, EU:T:2018:922), Niche Generics mod Kommissionen (T-701/14, EU:T:2018:921), Unichem Laboratories mod Kommissionen (T-705/14, EU:T:2018:915), Teva UK m.fl. mod Kommissionen (T-679/14, EU:T:2018:919), Lupin mod Kommissionen (T-680/14, EU:T:2018:908), Mylan Laboratories og Mylan mod Kommissionen (T-682/14, EU:T:2018:907), Biogaran mod Kommissionen (T-677/14, EU:T:2018:910).

( 2 ) – Kommissionens afgørelse C(2014) 4955 final af 9.7.2014 om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel [102 TEUF] (sag AT.39612 – Perindopril (Servier)).

( 3 ) – Domme af 12.12.2018, Krka mod Kommissionen (T-684/14, EU:T:2018:918) og Servier m.fl. mod Kommissionen (T-691/14, EU:T:2018:922).

( 4 ) – Dom af 12.12.2018, Servier m.fl. mod Kommissionen (T-691/14, EU:T:2018:922).