Sag C-316/22

Gabel Industria Tessile SpA
og
Canavesi SpA

mod

A 2A Energia SpA
og
Energit SpA
og
Agenzia delle Dogane e dei Monopoli

(anmodning om præjudiciel afgørelse,
indgivet af Tribunale di Como (retten i Como, Italien))

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 11. april 2024

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2008/118/EF – artikel 1, stk. 2 – punktafgifter – elektricitet – national lovgivning om indførelse af en tillægspunktafgift på elektrisk energi – ingen særlige formål – tillægsafgift, som de nationale retsinstanser anser for at være i strid med direktiv 2008/118/EF – den endelige forbrugers tilbagesøgning af den uretmæssigt betalte afgift er kun mulig hos leverandøren – artikel 288 TEUF – direkte virkning – effektivitetsprincippet«

1. Institutionernes retsakter – direktiver – direkte virkning – grænser – pligt for den nationale retsinstans til i en tvist mellem private at undlade at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en indirekte afgift, som er i strid med et direktiv – foreligger ikke – grænser

   (Art. 288, stk. 3, TEUF)

   (jf. præmis 23-27 og domskonkl. 1)

2. EU-ret – direkte virkning – nationale afgifter, der er uforenelige med EU-retten – tilbagebetaling – regler – anvendelse af national ret – grænser – overholdelse af effektivitetsprincippet – overvæltning på den endelige forbruger af en afgift, som en leverandør uretmæssigt har betalt – retligt umuligt at kræve tilbagebetaling af leverandøren, eftersom det direktiv, hvorved denne afgift er blevet indført, ikke har nogen horisontal direkte virkning – lovgivning, der ikke gør det muligt for den endelige forbruger at kræve tilbagebetaling heraf direkte fra den pågældende medlemsstat, men som kun gør det muligt at anlægge et civilt søgsmål med påstand om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb mod den nævnte leverandør – ulovlighed

   (jf. præmis 32-34 og 36-38 samt domskonkl. 2)

Resumé

I forbindelse med en tvist om tilbagebetaling til endelige forbrugere af uretmæssigt betalte beløb i form af en tillægspunktafgift, som var i strid med EU-retten, henviste Domstolen til sin praksis vedrørende fortolkningen af artikel 288, stk. 3, TEUF og til effektivitetsprincippet.

Gabel Industria Tessile og Canavesi er to italienske selskaber, der med henholdsvis A 2A Energia og Energit indgik kontrakter om levering af elektricitet til deres produktionsanlæg.

I henhold til disse kontrakter betalte Gabel Industria Tessile og Canavesi i 2010 og 2011 deres leverandører en tillægspunktafgift på elektricitet, der dengang var fastsat i den italienske lovgivning.

I 2020 anlagde selskaberne sag mod deres leverandører ved Tribunale di Como (retten i Como, Italien) – som var den forelæggende ret i den foreliggende sag – med påstand om tilbagebetaling af den nævnte tillægsafgift, idet de var af den opfattelse, at den var i strid med EU-retten.

Samtidig med at den forelæggende ret anførte, at Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) havde fastslået, at afgiften var i strid med direktiv 2008/118 ( 1 ), ønskede den oplysninger om denne ulovligheds konsekvenser for håndteringen af de uretmæssigt betalte beløb som følge af et direktivs manglende horisontale virkning og i lyset af anvendelsen af effektivitetsprincippet.

Det var på denne baggrund, at den nævnte ret forelagde Domstolen to præjudicielle spørgsmål, med hvilke det for det første ønskedes oplyst, om artikel 288, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført.

For det andet ønskede den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, som ikke gør det muligt for den endelige forbruger direkte fra medlemsstaten at kræve tilbagebetaling af en afgift, der er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et ikke-gennemført eller ukorrekt gennemført direktiv, og som vedkommende har betalt til sin leverandør, mens det som følge af et direktivs manglende horisontale direkte virkning er umuligt for den pågældende forbruger at gøre gældende over for den nævnte leverandør, der selv har betalt afgiften, at denne afgift er i strid med EU-retten, og dermed at opnå tilbagebetaling af de beløb, som er blevet betalt med urette til leverandøren.

Domstolens bemærkninger

Hvad angår det første spørgsmål bemærkede Domstolen indledningsvis, at i henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF kan et direktiv ikke som sådan påberåbes over for private ved en national domstol.

En sådan retsinstans kan derfor i princippet ikke i en tvist mellem private undlade at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en indirekte afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført.

Dette princip kan imidlertid fraviges i to tilfælde.

For det første kan andet være fastsat i national ret. En medlemsstat kan nemlig give de nationale retsinstanser beføjelse til på grundlag af national ret at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som ikke har direkte virkning. Selv om et direktiv ikke har horisontal virkning, kan en national retsinstans således give en borger mulighed for at støtte sig på, at en afgift, som en sælger uretmæssigt har overvæltet på den pågældende, er ulovlig, såfremt en sådan mulighed er fastsat i national lovgivning.

For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at borgerne kan støtte ret på ubetingede og tilstrækkeligt præcise direktivbestemmelser over for organer eller enheder, der er undergivet statens myndighed eller kontrol, eller som har beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til dem, der følger af de bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem private. En borger kan således støtte ret på, at en indirekte afgift er i strid med EU-retten, over for en enhed, der frembyder disse kendetegn, hvilket det tilkom den forelæggende ret at efterprøve.

Hvad angår det andet spørgsmål fastslog Domstolen, at en national lovgivning, der ikke gør det muligt for en endelig forbruger direkte fra den pågældende medlemsstat at kræve tilbagebetaling af en afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, tilsidesætter effektivitetsprincippet.

Det følger nemlig af effektivitetsprincippet, at når en leverandør, der er forpligtet til at betale ulovlige afgifter, har overvæltet dem direkte på en endelig forbruger, som i sidste ende med urette har båret denne yderligere økonomiske byrde, skal sidstnævnte have mulighed for at opnå tilbagebetaling heraf hos leverandøren, og såfremt en sådan tilbagebetaling viser sig at være umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig at opnå, skal vedkommende kunne rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod den pågældende medlemsstat.

Eftersom den endelige forbruger i det foreliggende tilfælde, idet direktiv 2008/118 ikke har nogen horisontal direkte virkning, var forhindret i inden for rammerne af et søgsmål om tilbagebetaling anlagt mod sin leverandør at gøre gældende, at afgiften var i strid med dette direktivs bestemmelser, var det i realiteten retligt umuligt at opnå tilbagebetaling af denne afgift hos den nævnte leverandør. Den nationale lovgivning gjorde det imidlertid kun muligt for den endelige forbruger at anlægge et søgsmål med påstand om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb mod leverandøren, uden at det var muligt at rette kravet direkte mod den pågældende medlemsstat, hvilket derfor udgjorde en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet.

( 1 ) – Rådets direktiv 2008/118/EF af 16.12.2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12).