Forenede sager C-244/24 og C-290/24 ( i )

P m.fl.

mod

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag,
zittingsplaats Amsterdam og Raad van State (Nederlandene))

Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. december 2024

»Præjudiciel forelæggelse – asylpolitik – midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer – direktiv 2001/55/EF – artikel 4 og 7 – de russiske væbnede styrkers invasion af Ukraine – gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 – artikel 2, stk. 3 – en medlemsstats mulighed for at tildele beskyttelse til fordrevne personer, som ikke er omfattet af denne afgørelse – det tidspunkt, hvor en medlemsstat, der har tildelt sådanne personer midlertidig beskyttelse, kan bringe denne beskyttelse til ophør – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115/EF – artikel 6 – afgørelse om tilbagesendelse – det tidspunkt, hvor en medlemsstat kan vedtage afgørelse om tilbagesendelse – ulovligt ophold«

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer – direktiv 2001/55 – en medlemsstats mulighed for at tildele beskyttelse til fordrevne personer, som ikke er omfattet af den obligatoriske midlertidige beskyttelse – personer, der er blevet fordrevet af de samme grunde og fra det samme hjemland eller den samme hjemregion – begreb – tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der var i besiddelse af en midlertidig opholdstilladelse i Ukraine, der var gyldig den 23. februar 2022, og som sandsynligvis har forladt dette land efter den 26. november 2021 – omfattet

   (Rådets direktiv 2001/55, art. 7; Rådets afgørelse 2022/382, 14. betragtning og art. 2, stk. 1 og 3)

   (jf. præmis 96 og 98-101)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer – direktiv 2001/55 – en medlemsstats mulighed for at tildele beskyttelse til fordrevne personer, som ikke er omfattet af den obligatoriske midlertidige beskyttelse – en medlemsstats tilbagekaldelse af den fakultative midlertidige beskyttelse på et tidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor den obligatoriske midlertidige beskyttelse ophører – lovlighed – betingelser – sikring af formålene med og den effektive virkning af direktiv 2001/55 – overholdelse af de generelle EU-retlige principper

   [Rådets direktiv 2001/55, art. 2, litra a), art. 4, art. 6, stk. 1, litra b), og art. 7; Rådets afgørelse 2022/382, 14. betragtning og art. 2]

   (jf. præmis 109-115, 122-129 og 131-135 samt domskonkl. 1)

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – asylpolitik – midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer – direktiv 2001/55 – tredjelandsstatsborger, som har lovligt ophold på en medlemsstats område i medfør af den fakultative midlertidige beskyttelse – vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse over for en sådan statsborger, før denne beskyttelse er ophørt – ikke tilladt – beskyttelsen ophører på en dato i den nærmeste fremtid – udskydelse af denne afgørelses retsvirkninger indtil denne dato – ingen betydning

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2018/1860, art. 3, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/155, art. 5 og 6; Rådets direktiv 2001/55, art. 2, litra g), art. 7 og 8]

   (jf. præmis 140-148 og 152-158 samt domskonkl. 2)

Resumé

I forbindelse med to anmodninger om præjudiciel afgørelse fra nederlandske retter præciserede Domstolen (Store Afdeling) det tidspunkt, hvor en medlemsstat dels kan bringe den fakultative midlertidige beskyttelse, som den på grundlag af direktiv 2001/55 ( 1 ) og gennemførelsesafgørelse 2022/382 ( 2 ) har tildelt visse kategorier af fordrevne personer ud over dem, der er omfattet af denne afgørelse, til ophør, dels kan vedtage en afgørelse om tilbagesendelse som omhandlet i direktiv 2008/115 ( 3 ) over for personer, der ikke længere er omfattet af denne beskyttelse.

P, AI, ZY og BG er tredjelandsstatsborgere, der havde gyldig midlertidig opholdstilladelse i Ukraine den 24. februar 2022. Efter de russiske væbnede styrkers invasion af Ukraines territorium flygtede de til Nederlandene, hvor de blev tildelt midlertidig beskyttelse som omhandlet i direktiv 2001/55 i overensstemmelse med den dagældende nederlandske lovgivning ( 4 ). I henhold til denne sidstnævnte lovgivning blev fakultativ midlertidig beskyttelse tildelt alle indehavere af en ukrainsk opholdstilladelse, herunder midlertidige opholdstilladelser, der var gyldig den 23. februar 2022, og for hvem det var sandsynligt, at de havde forladt Ukraine efter den 26. november 2021 ( 5 ). Desuden krævede denne lovgivning ikke, at det skulle vurderes, om disse personer var i stand til at vende tilbage til deres hjemland eller hjemregion under sikre og varige forhold.

Ved dom af 17. januar 2024 fastslog Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene), at den midlertidige beskyttelse for tredjelandsstatsborgere, der befandt sig i en situation som P’s, AI’s, ZY’s og BG’s, automatisk ville ophøre den 4. marts 2024, dvs. på den slutdato ( 6 ), hvor den midlertidige beskyttelse ville være ophørt, hvis Rådet ikke havde truffet en afgørelse i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/55. ( 7 ) Følgelig pålagde statssekretæren ( 8 ) ved fire afgørelser om tilbagesendelse som omhandlet i direktiv 2008/115, truffet den 7. februar 2024, P, AI, ZY og BG at forlade Unionens område inden for en frist på fire uger fra den 4. marts 2024 at regne.

P anlagde sag til prøvelse af lovligheden af den afgørelse, som vedrørte P, ved Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Amsterdam (ret i første instans i Haag, tingstedet Amsterdam, Nederlandene).

Ved domme af 19. marts 2024 og af 27. marts 2024 blev der givet medhold i første instans i de søgsmål, som AI og BG havde anlagt til prøvelse af de afgørelser, der vedrørte dem. Statssekretæren iværksatte appel til prøvelse af disse domme ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Idet ZY ved en dom af 27. marts 2024 ikke fik medhold i det søgsmål, som den pågældende havde anlagt til prøvelse af den afgørelse, der vedrørte denne, idet søgsmålet blev anset for ugrundet i første instans, iværksatte ZY appel ved den samme retsinstans.

I forbindelse med de ovennævnte tvister anmodede de to forelæggende retter Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse. For så vidt som afgørelsen af disse tvister krævede, at det tidspunkt, hvor den fakultative midlertidige beskyttelse som omhandlet i direktiv 2001/55, som de nederlandske myndigheder havde indrømmet, ophørte, var disse retter for det første i tvivl om, hvorvidt retten til en sådan beskyttelse kan tilbagekaldes, inden den obligatoriske midlertidige beskyttelse ( 9 ) ophører. For det andet var de i tvivl om lovligheden af de afgørelser om tilbagesendelse, der var blevet truffet over for sagsøgerne i hovedsagerne, eftersom disse afgørelser blev truffet på et tidspunkt, hvor de fortsat opholdt sig lovligt på Nederlandenes område.

Domstolens bemærkninger

I første række undersøgte Domstolen, om artikel 4 og 7 i direktiv 2001/55 er til hinder for, at en medlemsstat, der har tildelt midlertidig beskyttelse til andre kategorier af personer end dem, der er omhandlet i gennemførelsesafgørelsens artikel 2, stk. 1 og 2, fratager disse kategorier af personer denne fakultative midlertidige beskyttelse før den obligatoriske midlertidige beskyttelse, som Rådet i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 2, har vedtaget, udløber.

Domstolen fastslog indledningsvis, at en medlemsstat, der gør brug af den mulighed, som artikel 7, stk. 1, i direktiv 2001/55 giver, gennemfører EU-retten, således at den ikke kan tildele den fakultative midlertidige beskyttelse til personer, der ikke er blevet fordrevet af de samme grunde og fra det samme hjemland eller den samme hjemregion som de personer, der er omfattet af den obligatoriske midlertidige beskyttelse.

I denne sammenhæng fastslog Domstolen, at denne bestemmelse såvel som gennemførelsesafgørelsens artikel 2, stk. 3, tillader en medlemsstat at lade tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er i besiddelse af en midlertidig opholdstilladelse i Ukraine, der var gyldig den 23. februar 2022, og som sandsynligvis har forladt dette land efter den 26. november 2021, være omfattet af den fakultative midlertidige beskyttelse, uden at det vurderes, om de er i stand til at vende tilbage til deres hjemland eller hjemregion under sikre og varige forhold. I denne henseende bemærkede Domstolen for det første, at grunden til gennemførelsen af den obligatoriske midlertidige beskyttelse, således som den er identificeret af Rådet i denne gennemførelsesafgørelse, er de russiske væbnede styrkers invasion af Ukraine, der begyndte den 24. februar 2022. Tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som på grund af den meget begrænsede varighed af deres opholdsret på Unionens område skulle vende tilbage til Ukraine kort tid efter, at denne invasion blev indledt, kan sidestilles med personer, der er fordrevet som følge af en sådan invasion. For det andet fastslog Domstolen, at selv om gennemførelsesafgørelsens artikel 2, stk. 3, udtrykkeligt blandt de mulige begunstigede i forhold til den fakultative midlertidige beskyttelse nævner statsløse personer og tredjelandsstatsborgere, der opholdt sig lovligt i Ukraine, og som ikke er i stand til at vende tilbage til deres hjemland eller hjemregion under sikre og varige forhold, er denne kategori kun er nævnt som et eksempel.

Dernæst undersøgte Domstolen – idet den bemærkede, at den fakultative midlertidige beskyttelse, som de nederlandske myndigheder tildelte tredjelandsstatsborgere som de i hovedsagerne omhandlede, var ophørt med at have virkning, før den obligatoriske midlertidige beskyttelse var ophørt – hvorvidt artikel 4 og 7 i direktiv 2001/55 kræver, at denne fakultative midlertidige beskyttelse opretholdes, så længe den obligatoriske midlertidige beskyttelse, som Rådet havde indført i henhold til dette direktivs artikel 5, har virkning, eller i det mindste indtil udløbet af den automatiske forlængelse af denne obligatoriske midlertidige beskyttelses oprindelige varighed, der er omhandlet i denne artikel 4, stk. 1.

Domstolen fastslog i denne henseende, at medlemsstaterne i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2001/55 frit kan beslutte at bringe den fakultative midlertidige beskyttelse, som de har tildelt, til ophør inden udløbet af den obligatoriske midlertidige beskyttelse, der er fastsat på EU-plan ( 10 ).

I denne henseende giver denne bestemmelse dels medlemsstaterne frihed til at fastsætte den dato, fra hvilken de ønsker at tildele den fakultative midlertidige beskyttelse, for så vidt som denne dato ligger mellem den dato, hvor den obligatoriske midlertidige beskyttelse træder i kraft, og den dato, hvor den ophører med at have virkning. Dels bevarer medlemsstaterne kontrollen over varigheden af den fakultative midlertidige beskyttelse, som de ønsker at yde, forudsat at denne varighed ligger inden for den tidsmæssige ramme for gennemførelsen af mekanismen for midlertidig beskyttelse, som er fastlagt på EU-plan. For så vidt som en sådan beskyttelse ikke følger af en forpligtelse, der er fastsat i EU-retten, men af en medlemsstats selvstændige afgørelse om at udvide den kreds af personer, som er omfattet af denne beskyttelse, skal denne medlemsstat ligeledes selvstændigt kunne tilbagekalde denne.

Derudover understøttes en sådan fortolkning af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2001/55 såvel af det formål, der forfølges med denne bestemmelse, som er at tilskynde medlemsstaterne til at udvide de kategorier af fordrevne personer, der kan tildeles midlertidig beskyttelse, som af dette direktivs mere generelle formål, der består i at undgå en overbelastning af systemet for tildeling af international beskyttelse. Et forbud mod, at en medlemsstat af egne grunde tilbagekalder den fakultative midlertidige beskyttelse inden udløbet af den obligatoriske midlertidige beskyttelse, der er fastsat på EU-plan, ville således have den virkning, at medlemsstaterne afskrækkes fra at benytte sig af den mulighed, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2001/55, og dette ville således modvirke de formål, der forfølges med denne artikel og dette direktiv.

En sådan afgørelse om tilbagekaldelse må imidlertid hverken skade formålene med eller den effektive virkning af direktiv 2001/55, og den skal overholde EU-rettens generelle principper, herunder princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Hvad i denne forbindelse for det første angår sikringen af formålene med og den effektive virkning af direktiv 2001/55 sikrer denne retsakt bl.a., at tredjelandsstatsborgere og statsløse, der nyder midlertidig beskyttelse, bevarer en faktisk mulighed for at opnå international beskyttelse efter en passende undersøgelse af deres individuelle situation, samtidig med at de straks sikres en mindre omfattende beskyttelse. Det ville derfor være i strid med dette formål og med den effektive virkning af dette direktiv, hvis behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som disse tredjelandsstatsborgere og statsløse i givet fald måtte have indgivet, og som der endnu ikke er truffet afgørelse om, ikke afsluttes efter udløbet af den fakultative midlertidige beskyttelse. Når den fakultative midlertidige beskyttelse er ophørt, kan disse personer i øvrigt ikke forhindres i effektivt at udøve deres ret til at indgive en ansøgning om international beskyttelse, som udgør et væsentligt trin i proceduren for tildeling af denne beskyttelse. Et manglende svar fra en person med midlertidig beskyttelse på en forespørgsel fra myndighederne i den pågældende medlemsstat med henblik på at afgøre, om denne person ønsker, at vedkommendes ansøgning om international beskyttelse fortsat behandles, kan således ikke have til følge, at en eventuel ansøgning om international beskyttelse, som den pågældende efterfølgende måtte indgive, kvalificeres som en fornyet ansøgning som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 ( 11 ).

Hvad for det andet vedrører princippet om beskyttelse af den berettigede forventning gælder det, at borgerne ikke kan have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, som EU-institutionerne kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn. I det foreliggende tilfælde gælder det dels, at Rådet til enhver tid kan bringe den obligatoriske midlertidige beskyttelse til ophør ( 12 ), dels at medlemsstaterne ikke kan forlænge den fakultative midlertidige beskyttelse, som de i givet fald har indført efter den dato, hvor den obligatoriske midlertidige beskyttelse er ophørt ( 13 ). Det følger heraf, at de nederlandske myndigheder ikke kunne give personer, der er omfattet af den fakultative midlertidige beskyttelse, præcise forsikringer i overensstemmelse med EU-retten med hensyn til denne beskyttelses minimumsvarighed ud over en forsikring om, at disse myndigheder forpligtede sig til ikke at bringe den fakultative midlertidige beskyttelse til ophør, før den obligatoriske midlertidige beskyttelse ophørte med at have virkning. Det fremgår imidlertid ikke, at de nederlandske myndigheder har givet de i hovedsagen omhandlede tredjelandsstatsborgere en sådan forsikring, hvilket det imidlertid tilkommer de forelæggende retter at efterprøve.

Domstolen konkluderede på den baggrund, at artikel 4 og 7 i direktiv 2001/55 ikke er til hinder for, at en medlemsstat, der har tildelt midlertidig beskyttelse til andre kategorier af personer end dem, der er omhandlet i gennemførelsesafgørelsen, fratager disse kategorier af personer den midlertidige beskyttelse, før den midlertidige beskyttelse, som Rådet har vedtaget i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 2, udløber ( 14 ).

I anden række fastslog Domstolen, at artikel 6 i direktiv 2008/115 er til hinder for, at der over for en tredjelandsstatsborger, som har lovligt ophold på en medlemsstats område i medfør af denne medlemsstats udøvelse af sin beføjelse til at tildele den pågældende fakultativ midlertidig beskyttelse som fastsat i artikel 7 i direktiv 2001/55, træffes en afgørelse om tilbagesendelse, inden denne beskyttelse er ophørt, selv når det fremgår, at nævnte beskyttelse vil ophøre med at have virkning på en dato i den nærmeste fremtid, og denne afgørelses retsvirkninger udskydes til denne dato.

For så vidt angår dette emne gælder det for det første, at dette direktiv er til hinder for, at en medlemsstat træffer en afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger, der opholder sig lovligt på dennes område, og det uanset om den kompetente nationale myndighed udtrykkeligt angiver i denne afgørelse, at den ikke får virkning, så længe den pågældendes ophold er lovligt. Dels skal enhver afgørelse om tilbagesendelse, så snart den er truffet, således straks indberettes af den pågældende medlemsstat i Schengeninformationssystemet med henblik på »at kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er blevet overholdt, og at støtte håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse« ( 15 ), herunder når denne afgørelse ikke har øjeblikkelig virkning. I sidstnævnte tilfælde opholder den pågældende person sig imidlertid på den dato, hvor indberetningen foretages, endnu lovligt på denne medlemsstats område og kan have ret til at rejse til andre medlemsstater. Dels ville en sådan fremrykket afgørelse om tilbagesendelse blive truffet, uden at der kunne tages hensyn til ændringer i omstændighederne, der indtræder mellem vedtagelsen af denne afgørelse og ophøret af den pågældende persons lovlige ophold, og som kan have en væsentlig betydning for vurderingen af denne persons situation.

For det andet gælder det, at så længe tredjelandsstatsborgerne fortsat er omfattet af den fakultative midlertidige beskyttelse, opholder de sig lovligt på den pågældende medlemsstats område og kan derfor ikke gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse. De personer, der er omfattet af en sådan beskyttelse, skal således råde over alle de rettigheder, som direktiv 2001/55 tillægger personer med obligatorisk midlertidig beskyttelse ( 16 ). Således gælder det, at for så vidt som en person med obligatorisk midlertidig beskyttelse skal udstedes en opholdstilladelse af den omhandlede medlemsstat, som giver vedkommende ret til at opholde sig på denne medlemsstats område ( 17 ), skal en sådan opholdstilladelse ligeledes tildeles en person med fakultativ midlertidig beskyttelse.

Selv om der for det tredje foreligger en risiko for, at de nationale myndigheder, der er ansvarlige for vedtagelsen af afgørelser om tilbagesendelse, ved udløbet af den fakultative midlertidige beskyttelse står over for et stort antal individuelle situationer, der skal behandles samtidigt, er en sådan risiko ikke i sig selv tilstrækkelig til at tillade, at det ovennævnte princip fraviges. Derudover gælder det, at selv om udsendelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold principielt skal være en prioritet for medlemsstaterne, skal disse sidstnævnte ligeledes overholde de materielle og proceduremæssige krav, der påhviler dem i henhold til EU-retten, således at disse statsborgere tilbagesendes på en human måde og med fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder og værdighed. Når de myndigheder i en medlemsstat, der har til opgave at træffe afgørelser om tilbagesendelse, på grund af udløbet af den fakultative midlertidige beskyttelse står over for et meget stort antal individuelle sager, der skal behandles samtidigt, er direktiv 2008/115 således udelukkende til hinder for, at disse myndigheder udskyder vedtagelsen af afgørelser om tilbagesendelse over for tredjelandsstatsborgere og statsløse, der opholder sig ulovligt på nævnte medlemsstats område, og som var omfattet en sådan beskyttelse, til et tidspunkt, der ligger efter udløbet af en, henset til en sådan situation, rimelig frist.

( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til navnet på en part i sagen.

( 1 ) – Rådets direktiv 2001/55/EF af 20.7.2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT 2001, L 212, s. 12). Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2001/55 giver medlemsstaterne beføjelse til at udvide den midlertidige beskyttelse, der er fastsat i dette direktiv, til andre personkategorier end dem, der er udpeget af Rådet i dets afgørelse om gennemførelse af denne beskyttelse, jf. nævnte direktivs artikel 5, for så vidt som disse personer er blevet fordrevet af de samme grunde og fra det samme hjemland eller den samme hjemregion.

( 2 ) – Med Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 af 4.3.2022 om konstatering af massetilstrømning af fordrevne personer fra Ukraine som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2001/55/EF og deraf følgende indførelse af midlertidig beskyttelse (EUT 2022, L 71, s. 1, herefter »gennemførelsesafgørelsen«) besluttede Rådet at aktivere den mekanisme for midlertidig beskyttelse, der er fastsat i direktiv 2001/55. I henhold til artikel 2, stk. 3, i denne gennemførelsesafgørelse kan medlemsstaterne også anvende denne afgørelse på andre personer end dem, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, herunder statsløse personer og statsborgere fra andre tredjelande end Ukraine, der havde lovligt ophold i Ukraine, og som ikke kunne vende tilbage til deres hjemland eller hjemregion under sikre og varige forhold.

( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

( 4 ) – Artikel 3.9a, stk. 1, litra c), i Voorschrift Vreemdelingen 2000 (udlændingeforordningen af 2000) i den affattelse, der var gældende mellem den 4.3.2022 og den 18.7.2022.

( 5 ) – Dvs. 90 dage før de russiske væbnede styrkers invasion af Ukraine.

( 6 ) – Jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/55, hvorefter »[d]en midlertidige beskyttelse har en varighed på et år, jf. dog artikel 6. Hvis den ikke bringes til ophør i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), forlænges den automatisk med seks måneder ad gangen for en periode på højst ét år«.

( 7 ) – Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/55 bestemmer, at »[s]åfremt grunden til den midlertidige beskyttelse stadig foreligger, kan Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, der også behandler enhver anmodning fra en medlemsstat om, at den skal forelægge Rådet et forslag, beslutte at forlænge denne midlertidige beskyttelse med op til ét år«.

( 8 ) – I den foreliggende sag Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for justits- og sikkerhedsanliggender, Nederlandene, herefter »statssekretæren«).

( 9 ) – Nemlig den beskyttelse, der følger af en afgørelse fra Rådet vedtaget i henhold til artikel 5 i direktiv 2001/55, hvorved der konstateres massetilstrømning af fordrevne personer. En sådan afgørelse medfører, at midlertidig beskyttelse gennemføres i alle de medlemsstater, der er bundet af direktiv 2001/55, i forhold til de specifikke grupper af personer, der er beskrevet i samme afgørelse, fra den dato, der er fastsat i denne afgørelse.

( 10 ) – Domstolen præciserede, at medlemsstaterne således ikke er forpligtet til at tilpasse varigheden af denne fakultative midlertidige beskyttelse til den obligatoriske midlertidige beskyttelses oprindelige varighed eller den automatiske forlængelse heraf, der er fastsat i dette direktivs artikel 4, stk. 1, eller til den varighed, der i givet fald følger af den valgfrie forlængelse heraf som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 4, stk. 2.

( 11 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

( 12 ) – Jf. artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2001/55.

( 13 ) – Jf. artikel 7 i direktiv 2001/55.

( 14 ) – Denne medlemsstat kan tilbagekalde den midlertidige beskyttelse, som den har tildelt de nævnte kategorier af personer, på en dato, der ligger forud for den dato, hvor den af Rådet vedtagne midlertidige beskyttelse ophører med at have virkning, forudsat bl.a., at den nævnte medlemsstat ikke skader formålene med eller den effektive virkning af direktiv 2001/55, og at den overholder EU-rettens generelle principper.

( 15 ) – Jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af 28.11.2018 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2018, L 312, s. 1).

( 16 ) – Jf. artikel 7 i direktiv 2001/55.

( 17 ) – Jf. artikel 8 i direktiv 2001/55, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra g).