Sag C-206/22

TF

mod

Sparkasse Südpfalz

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeitsgericht Ludwigshafen am Rhein)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. december 2023

»Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – direktiv 2003/88/EF – artikel 7 – ret til årlig betalt ferie – SARS-Cov-2-virus – karantæneforanstaltning – umuligt at lade årlig betalt ferie tildelt for en periode, som var sammenfaldende med en karantæneperiode, overføre«

Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – feriedage tildelt en arbejdstager, som er sammenfaldende med en karantæneperiode, på grund af kontakt med en person, der er smittet med en virus – umuligt at lade disse feriedage overføre, når arbejdstageren ikke er syg i den pågældende periode – lovlighed

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)

(jf. præmis 38-46 og domskonkl.)

Resumé

TF, der har været ansat hos Sparkasse Südpfalz siden 2003, var blevet tildelt årlig betalt ferie fra den 3. til den 11. december 2020.

En dag før feriens begyndelse pålagde den kompetente tyske myndighed i overensstemmelse med de nationale sundhedsforanstaltninger til bekæmpelse af spredningen af SARS-CoV-2-virusset TF karantæne fra den 2. til den 11. december 2020 med den begrundelse, at han havde været i kontakt med en person, der var smittet med denne virus.

Den 4. marts 2021 anmodede TF således sin arbejdsgiver om overførsel af de årlige betalte feriedage, der var blevet tildelt for den periode, der faldt sammen med den periode, hvor han var i karantæne.

Da TF havde fået afslag på denne overførsel, anlagde han sag ved Arbeitsgericht Ludwigshafen am Rhein (arbejdsretten i Ludwigshafen am Rhein, Tyskland), som er den forelæggende ret.

I forbindelse med denne sag er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de tyske domstoles praksis, hvorefter karantæne alene ikke svarer til uarbejdsdygtighed, der forpligter arbejdsgiveren til at overføre de tildelte feriedage, er forenelig med retten til årlig betalt ferie, der er sikret ved EU-retten.

Domstolen, som den forelæggende ret havde forelagt et præjudicielt spørgsmål, fandt, at en sådan national praksis, der ikke tillader overførsel af årlige betalte feriedage, som er tildelt en arbejdstager, der ikke er syg, og som falder sammen med en periode med karantæne, er forenelig med retten til årlig betalt ferie, der er fastsat i artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og konkretiseret i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 ( 1 ).

Domstolens bemærkninger

Efter for det første at have henvist til det dobbelte formål med den årlige betalte ferie, nemlig dels at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler denne i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder denne kan slappe af og nyde sin fritid, bemærkede Domstolen, at formålet med den karantæneforanstaltning, der er fastsat i tysk ret, er anderledes. Denne foranstaltning har nemlig til formål at undgå spredning af en smitsom sygdom ved at isolere personer, der kan udvikle symptomerne herpå.

For det andet bekræftede Domstolen, at en sådan foranstaltning, ligesom arbejdsudygtighed på grund af sygdom, er en uforudsigelig begivenhed, som er uafhængig af viljen hos den person, der er genstand for foranstaltningen.

Når dette er sagt, befinder en arbejdstager, der er sat i karantæne med den begrundelse, at den pågældende har haft kontakt med en person, der er smittet med SARS-CoV-2-virusset, men som ikke er uarbejdsdygtig på grundlag af en lægeerklæring, sig i en anden situation end situationen for en arbejdstager på sygeorlov, som lider under fysiske eller psykiske begrænsninger på grund af sygdommen. Formålet med karantæne er følgelig principielt ikke sammenligneligt med formålet med sygeorlov En karantæneperiode kan derfor ikke i sig selv udgøre en hindring for opfyldelsen af formålet med årlig betalt ferie.

For det tredje udtalte Domstolen, at selv om karantæne kan have en indvirkning på de betingelser, hvorunder en arbejdstager råder over sin fritid, skader den ikke i sig selv denne arbejdstagers ret til reelt at nyde godt af sin årlige betalte ferie. Under den årlige ferie kan arbejdstageren nemlig ikke have nogen forpligtelse over for arbejdsgiveren, der kan forhindre ham i frit og uafbrudt at hellige sig sine egne interesser med henblik på at neutralisere de virkninger, som arbejdet har for hans sikkerhed og sundhed.

Det kan derfor ikke kræves af arbejdsgiveren, at denne kompenserer for de ulemper, der følger af en uforudsigelig begivenhed, såsom en karantæne anordnet af en offentlig myndighed, der forhindrer dennes medarbejder i fuldt ud at nyde godt af sin ret til årlig betalt ferie. Direktiv 2003/88 tilsigter nemlig ikke, at enhver begivenhed, der kan forhindre arbejdstageren i at nyde en periode med hviletid eller afslapning fuldt ud og på den måde, som denne ønsker det, begrunder, at denne tildeles yderligere ferie, således at formålet med den årlige ferie sikres.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).