Sag C-69/21

X

mod

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene))

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. november 2022

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – artikel 4, 7 og 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – respekt for privatliv og familieliv – beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering – opholdsret af medicinske årsager – fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115/EF – tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom – medicinsk behandling med henblik på smertelindring – behandling ikke tilgængelig i oprindelseslandet – betingelser, hvorunder udsendelsen skal udsættes«

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – princippet om non-refoulement – tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom – reel risiko for en betydelig, uoprettelig og hurtig forøgelse af den pågældendes smerter i tilfælde af tilbagesendelse til dennes oprindelsesland – vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for en sådan statsborger – ikke tilladt – mulighed for, at medlemsstaterne kan fastsætte en fast frist, inden for hvilken en sådan forøgelse skal vise sig – foreligger ikke

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 1 og 4 samt art. 19, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 5)

   (jf. præmis 52, 55, 56, 58, 59, 63-66, 68-76 og 103 samt domskonkl. 1)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – princippet om non-refoulement – tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom – reel risiko for en betydelig, uoprettelig og hurtig forøgelse af den pågældendes smerter i tilfælde af tilbagesendelse til dennes oprindelsesland – den kompetente nationale myndigheds bedømmelse af udsendelsens følger for den pågældende statsborgers helbredstilstand – hensyntagen til de nævnte følger alene med henblik på vurderingen af denne statsborgers evne til at rejse – ikke tilladt

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 1 og 4 samt art. 19, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 5 og art. 9, stk. 1, litra a)]

   (jf. præmis 80-82 og 103 samt domskonkl. 2)

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – tredjelandsstatsborger, der har ulovligt ophold, og som lider af en alvorlig sygdom – umuligt at træffe en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for denne statsborger – årsag – reel risiko for en betydelig, uoprettelig og hurtig forøgelse af den pågældendes smerter i tilfælde af tilbagesendelse til dennes oprindelsesland – pligt til at tildele denne statsborger en opholdstilladelse – foreligger ikke – ret til privatliv – prøvelse af, hvorvidt udsendelsen af denne statsborger kan tillades – forhold, som skal tages i betragtning

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 1, 4 og 7; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115)

   (jf. præmis 84-87, 89 og 90-103 samt domskonkl. 3)

Resumé

X – en russisk statsborger – var ramt af en sjælden form for blodkræft, som han på tidspunktet for hovedsagen behandledes for i Nederlandene. Han modtog bl.a. smertebehandling med medicinsk cannabis, hvilket ikke er tilladt i Rusland. Efter at have konstateret, at denne russiske statsborger ikke i Nederlandene kunne gøre krav på flygtningestatus, subsidiær beskyttelse eller opholdstilladelse på grundlag af national ret, vedtog de nederlandske myndigheder en afgørelse om tilbagesendelse over for ham. Han anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved den forelæggende ret, idet han gjorde gældende, at behandlingen med medicinsk cannabis var så vigtig for ham, at han ikke længere ville kunne leve et anstændigt liv i tilfælde af afbrydelse heraf.

Den forelæggende ret ønskede navnlig oplyst, om EU-retten, og nærmere bestemt tilbagesendelsesdirektivet ( 1 ) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), er til hinder for, at der træffes en afgørelse om tilbagesendelse over for en person, der befinder sig i den berørtes situation. Særligt ønskede den forelæggende ret oplyst, om risikoen for en betydelig forøgelse af smerterne på grund af manglende effektiv medicinsk behandling kunne være til hinder for den pågældende persons udsendelse.

Domstolen, Store Afdeling, svarede bekræftende og præciserede de forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af en sådan risiko, og fremgangsmåden for denne vurdering. Domstolen behandlede desuden medlemsstaternes forpligtelser over for en tredjelandsstatsborger, der befinder sig i den berørtes situation, i lyset af retten til privatliv.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede for det første, at tilbagesendelsesdirektivet ( 2 ) og chartret ( 3 ) er til hinder for, at en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning træffes over for en tredjelandsstatsborger, der har ulovligt ophold på en medlemsstats område, og som lider af en alvorlig sygdom, når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den pågældende i det tredjeland, hvortil vedkommende vil blive udsendt, i tilfælde af tilbagesendelse vil være udsat for en reel risiko for en betydelig, uoprettelig og hurtig forøgelse af sine smerter som følge af, at den eneste effektive smertebehandling er forbudt i det nævnte land.

I denne henseende fastslog Domstolen, at en medlemsstat kan tilsidesætte det forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er fastsat i chartrets artikel 4, når en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning truffet af dens myndigheder risikerer at forværre de smerter, som en sygdom påfører den pågældende tredjelandsstatsborger, i et sådant omfang, at disse smerter når op på den alvorstærskel, der kræves i henhold til chartrets artikel 4.

Hvad for det første angår risikoen for en betydelig og uoprettelig forøgelse af smerterne kan denne navnlig foreligge, når det er godtgjort, at den eneste effektive smertebehandling ikke lovligt kan ydes til den pågældende tredjelandsstatsborger i bestemmelseslandet, og at manglen på en sådan behandling vil udsætte tredjelandsstatsborgeren for smerter af en sådan intensitet, at de vil være i strid med den menneskelige værdighed, da de vil kunne give den pågældende alvorlige og uoprettelige psykiske lidelser eller endog føre vedkommende til at begå selvmord. Det tilkom i den foreliggende sag den forelæggende ret i lyset af samtlige relevante oplysninger, navnlig lægelige, at afgøre, om dette var tilfældet.

Hvad for det andet angår risikoen for en hurtig forøgelse af smerterne skal der tages hensyn til den omstændighed, at denne forøgelse kan ske gradvist, og at der kan gå en vis tid, inden den bliver betydelig og uoprettelig. Følgelig kan en medlemsstat ikke fastsætte en absolut frist, som er fastsat på forhånd, og inden for hvilken en sådan forøgelse skal kunne vise sig. Den frist, der eventuelt er fastsat i national ret i denne henseende, skal være rent vejledende og kan ikke fritage den kompetente nationale myndighed for at foretage en konkret vurdering af den berørte persons situation på grundlag af samtlige relevante oplysninger.

For det andet fastslog Domstolen, at tilbagesendelsesdirektivet ( 4 ) og chartret ( 5 ) er til hinder for, at de følger, som selve udsendelsesforanstaltningen har for en tredjelandsstatsborgers helbredstilstand, kun tages i betragtning af den kompetente nationale myndighed med henblik på at undersøge, om den pågældende er i stand til at rejse. For at kunne vedtage en afgørelse om tilbagesendelse eller udsende den berørte person skal den pågældende medlemsstat nemlig sikre sig, at vedkommende, når dennes helbredstilstand kræver det, ikke blot modtager lægebehandling under selve udsendelsen, men også i bestemmelseslandet efter udsendelsen.

For det tredje og sidste fastslog Domstolen for det første, at tilbagesendelsesdirektivet og chartret ( 6 ) ikke pålægger den medlemsstat, på hvis område en tredjelandsstatsborger opholder sig ulovligt, at tildele en opholdstilladelse til den pågældende, når denne hverken kan gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning, fordi der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at vedkommende i bestemmelseslandet vil være udsat for en reel risiko for en hurtig, betydelig og uoprettelig forøgelse af de smerter, som forårsages af den alvorlige sygdom, som denne lider af. For det andet bemærkede Domstolen, at den kompetente nationale myndighed, når den undersøger, om den i chartret fastsatte ret for tredjelandsstatsborgeren til respekt for privatlivet er til hinder for, at den pågældende gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning, skal tage den nævnte tredjelandsstatsborgers helbredstilstand og den pleje, som den pågældende modtager på dette område på grund af denne sygdom, i betragtning sammen med alle øvrige relevante forhold.

I denne henseende præciserede Domstolen, at den lægebehandling, som en tredjelandsstatsborger modtager på en medlemsstats område, udgør en del af dennes privatliv, også selv om tredjelandsstatsborgeren har ulovligt ophold på dette område. Da retten til respekt for privatlivet imidlertid ikke udgør en absolut rettighed, er begrænsninger i udøvelsen af denne rettighed tilladte, for så vidt som de er fastlagt i lovgivningen og respekterer den nævnte rettigheds væsentligste indhold, og for så vidt som de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til bl.a. mål af almen interesse, der er anerkendt af EU. Da udformningen af en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik udgør et sådant formål, skal det endvidere bl.a. undersøges, om vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, og som i den pågældende medlemsstat modtager smertebehandling, der ikke er tilgængelig i bestemmelseslandet, påvirker det væsentligste indhold af vedkommendes ret til privatliv og overholder proportionalitetsprincippet. En sådan undersøgelse forudsætter, at der tages hensyn til samtlige sociale bånd, som den nævnte statsborger har knyttet i den medlemsstat, hvor den pågældende opholder sig ulovligt, under behørig hensyntagen til skrøbeligheden og den særlige afhængighed, der følger af den pågældendes helbredstilstand. Når den nævnte tredjelandsstatsborger har udviklet sit privatliv i denne medlemsstat uden dér at råde over en opholdsret, er det imidlertid kun ekstraordinære årsager, der kan stå i vejen for, at den pågældende gøres til genstand for en tilbagesendelsesprocedure.

Desuden er vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning ikke i strid med den pågældende tredjelandsstatsborgers ret til respekt for privatlivet alene med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgeren i tilfælde af tilbagesendelse til bestemmelseslandet vil være udsat for en risiko for, at dennes helbredstilstand forværres, når en sådan risiko ikke overskrider den alvorstærskel, der kræves i henhold til chartrets artikel 4.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98, herefter »tilbagesendelsesdirektivet«).

( 2 ) – Direktivets artikel 5.

( 3 ) – Chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2.

( 4 ) – Direktivets artikel 5 og artikel 9, stk. 1, litra a).

( 5 ) – Chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2.

( 6 ) – Chartrets artikel 7, der knæsætter retten til respekt for privatliv, samt chartrets artikel 1 og 4.