Sag C-538/20

Finanzamt B

mod

W AG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. september 2022

»Præjudiciel forelæggelse – etableringsfrihed – artikel 49 TEUF og 54 TEUF – fradrag for endelige underskud, der er oparbejdet i et ikke-hjemmehørende fast driftssted – stat, der har givet afkald på sin beskatningskompetence i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst – sammenlignelige situationer«

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – virksomhed udøvet af et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, gennem et fast driftssted – omfattet

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

   (jf. præmis 14 og 15)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat – hensyntagen til endelige underskud – selskabets hjemstedsmedlemsstat, der har givet afkald på sin beskatningskompetence på resultater fra et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst – beskatningsordning, der tillader, at et hjemmehørende selskab fradrager underskud oparbejdet i et fast driftssted, der er beliggende i det nævnte selskabs hjemstedsmedlemsstat, men udelukker det for så vidt angår underskud oparbejdet i et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat – lovlighed

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

   (jf. præmis 17-22 og 27-29 samt domskonkl.)

Resumé

W AG, et aktieselskab, der driver en værdipapirshandelsbank, har skattemæssigt hjemsted i Tyskland. I august 2004 åbnede W en filial i Det Forenede Kongerige. Da filialen ikke gav overskud, lukkede W den i løbet af første halvår 2007, hvorfor der i Det Forenede Kongerige ikke kunne ske skattemæssig fremførsel af filialens underskud.

Finanzamt B (skatte- og afgiftsmyndighed B, Tyskland) afviste at tage hensyn til disse underskud ved fastsættelsen af den skat, som W skulle betale i Tyskland for 2007. W indbragte dette afslag for Hessiches Finanzgericht (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hessen, Tyskland), som ved dom af 4. september 2018 gav selskabet medhold i sagen.

Skatte- og afgiftsmyndigheden B har iværksat revisionsanke til prøvelse af denne dom ved Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Tyskland), der er den forelæggende ret. Den forelæggende ret har anført, at selv om W i Tyskland er selskabs- og erhvervsskattepligtig af samtlige sine indtægter i henhold tysk lovgivning ( 1 ), er underskud oparbejdet i selskabets faste driftssted, beliggende i Det Forenede Kongerige, undtaget fra beregningsgrundlaget for selskabsskatten i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten ( 2 ), hvorefter udenlandske resultater fritages for selskabsskat, idet disse resultater dog tages i betragtning med henblik på fastsættelsen af den skattesats, der skal anvendes. Det samme gør sig gældende for så vidt angår erhvervsskatten. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt denne udelukkelse er forenelig med etableringsfriheden, eftersom hjemmehørende selskaber – i modsætning til underskud oparbejdet i et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat – kan tage hensyn til underskud oparbejdet i et hjemmehørende fast driftssted ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.

Domstolen fastslog imidlertid i sin dom, at der ikke heraf følger nogen restriktion for etableringsfriheden, idet disse to situationer ikke er objektivt sammenlignelige.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF og 54 TEUF ikke er til hinder for en medlemsstats beskatningsordning, hvorefter et selskab, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, ikke i sit skattepligtige resultat kan fradrage endelige underskud oparbejdet i selskabets faste driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, i det tilfælde, hvor hjemstedsmedlemsstaten i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst har givet afkald på sin kompetence til at beskatte dette faste driftssteds resultater.

En sådan beskatningsordning udgør ganske vist en forskelsbehandling mellem et hjemmehørende selskab, der har et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, og et hjemmehørende selskab, der har et hjemmehørende fast driftssted. En sådan forskellig behandling kan afholde et hjemmehørende selskab fra at udøve sin virksomhed gennem et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat. Det er kun tilladt, hvis den vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige, eller hvis den er begrundet i tvingende almene hensyn.

Med hensyn til de foranstaltninger, der er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske dobbeltbeskatning af et hjemmehørende selskabs overskud, befinder de selskaber, der har et fast driftssted, som er beliggende i en anden medlemsstat, sig i denne henseende principielt ikke i en situation, der er sammenlignelig med situationen for selskaber, der har et hjemmehørende fast driftssted.

Når et selskabs hjemstedsmedlemsstat – som i den foreliggende sag – derimod i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst har givet afkald på at udøve sin beskatningskompetence på resultater fra dette selskabs ikke-hjemmehørende faste driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, er situationen for det hjemmehørende selskab, der har et sådant fast driftssted, ikke sammenlignelig med situationen for et hjemmehørende selskab, der har et hjemmehørende fast driftssted, med hensyn til foranstaltninger, som førstnævnte medlemsstat har truffet med henblik på at forhindre eller formindske dobbeltbeskatning af overskud og tilsvarende dobbelt fradrag for underskud hos hjemmehørende selskaber.

( 1 ) – § 1, stk. 1, i Körperschaftsteuergesetz (lov om selskabsskat), og Gewerbesteuergesetz (lov om erhvervsskat), der henviser til fastsættelsen af det selskabsskattepligtige resultat med henblik på beregningen af erhvervsskatten.

( 2 ) – Artikel XVIII, stk. 2, i overenskomsten af 26.11.1964 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om undgåelse af dobbeltbeskatning og hindring af skatteunddragelse, som ændret ved tillæg af 23.3.1970 (BGBl. 1966 II, s. 359, BGBl. 1967 II, s. 828, og BGBl. 1971 II, s. 46).