Sag C-588/20

Landkreis Northeim

mod

Daimler AG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Hannover)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 1. august 2022

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – karteller – artikel 101 TEUF – erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser af EU-rettens konkurrenceregler – Kommissionens afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – forligsprocedure – produkter, som overtrædelsen vedrører – specielle lastbiler – husholdningsrenovationsvogne«

1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – identificering af de sanktionerede overtrædelser – identifikation af de produkter, som overtrædelsen vedrører – identifikation på grundlag af konklusionen og begrundelsen i Kommissionens afgørelse – afgørelse vedtaget efter en forligsprocedure – ingen betydning for omfanget af den konkurrencebegrænsende adfærd

   (Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/C 167/01, punkt 2)

   (jf. præmis 38-53)

2. Konkurrence – administrativ procedure – begæring om oplysninger – begæring, der ikke har til formål at definere eller specificere de produkter, der er omfattet af den konkurrencebegrænsende adfærd

   (Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18, stk. 1)

   (jf. præmis 54-56)

3. Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – Kommissionens mulighed for at fravige retningslinjerne for beregning af bøder

   (Art. 101 TEUF og 296 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 6, 13 og 37).

   (jf. præmis 58-66)

Resumé

I 2016 konstaterede ( 1 ) Europa-Kommissionen efter en forligsprocedure, at Daimler, MAN SE og Iveco Magirus AG (herefter »de berørte virksomheder«) ved at aftale dels priserne på lastbiler i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) i perioden 1997-2011, dels tidsplanen for og overvæltningen af omkostninger i forbindelse med indførelsen af teknologi for emissionskontrol i overensstemmelse med EURO 3- til 6-standarderne sammen med adskillige andre lastbilproducenter havde deltaget i et kartel, der er i strid med EU-rettens regler ( 2 ).

Som led i den forligsprocedure, der førte til vedtagelsen af denne afgørelse, fremsendte Kommissionen til de berørte virksomheder en begæring om oplysninger med henblik på at indhente oplysninger om den omsætning, de havde opnået med de produkter, der direkte eller indirekte var omfattet af kartellet, for at fastsætte den bøde, de skulle pålægges. Ved denne lejlighed præciserede Kommissionen, at begrebet »lastvogne« med henblik på de spørgsmål, der blev stillet i denne begæring, hverken omfattede specielle lastbiler eller brugte lastbiler.

Efter i 2006 og 2007 at have købt to husholdningsrenovationsvogne hos Daimler anlagde distriktet Northeim sag ved Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland) med påstand om erstatning for det tab, som selskabet havde lidt som følge af det kartel, som Kommissionen havde konstateret. Daimler gjorde heroverfor bl.a. gældende, at i overensstemmelse med Kommissionens begæring om oplysninger er husholdningsrenovationsvogne i deres egenskab af specielle lastbiler ikke omfattet af denne institutions afgørelse, hvorved kartellet blev fastslået.

Den regionale ret i Hannover forelagde herefter Domstolen et præjudicielt spørgsmål med henblik på at få oplyst, om de specielle lastbiler, navnlig husholdningsrenovationsvogne, henhører under de produkter, der er omfattet af det kartel, som Kommissionen havde fastslået i den omhandlede afgørelse. Idet Domstolen svarede bekræftende, behandlede den spørgsmålet om fastlæggelsen de produkter, der var omfattet af det kartel, der fastslås i en afgørelse fra Kommissionen, der vedtages efter en forligsprocedure.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at de produkter, som den overtrædelse af artikel 101 TEUF, der er konstateret i en afgørelse fra Kommissionen, vedrører, fastlægges på grundlag af de aftaler og aktiviteter, der er omfattet af kartellet. Det er nemlig medlemmerne af kartellet, som frivilligt fokuserer deres konkurrencebegrænsende adfærd på de produkter, der er omfattet af dette kartel. Med henblik på at afgøre, om husholdningsrenovationsvogne, henhører under de produkter, der er omfattet af det kartel, som er konstateret i den omhandlede afgørelse, skal der først og fremmest henvises til afgørelsens dispositive del og begrundelse.

I denne forbindelse fastslog Domstolen, således som det fremgår af ordlyden af Kommissionens afgørelse, at denne vedrører salg af alle mellemtunge lastbiler og tunge lastbiler og omfatter både stive lastbiler og trækkere med undtagelse af lastbiler til militær anvendelse, idet det eneste kriterium, der er fastsat i denne afgørelse med henblik på at afgøre, om en lastbil er omfattet heraf, er dens vægt.

Endvidere bemærkede Domstolen, at den omhandlede afgørelse ikke indeholdt oplysninger, der gjorde det muligt at konkludere, at specielle lastbiler ikke er en del af de produkter, som er omfattet af kartellet. Det fremgår derimod af denne afgørelse, at kartellet vedrørte alt special- og standardudstyr og alle modeller samt alle fabriksmonterede tilvalgsmuligheder, som den pågældende fabrikant, der deltog i det pågældende kartel, tilbød. Under disse omstændigheder konkluderede Domstolen, at specielle lastbiler, herunder husholdningsrenovationsvogne, er en del af de produkter, der er omfattet af det kartel, som blev konstateret i den omhandlede afgørelse.

Begæringen om oplysninger rettet til de berørte virksomheder inden for rammerne af forligsproceduren kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

I denne henseende bemærkede Domstolen for det første, at selv om Kommissionen inden for rammerne af en forligsprocedure kan belønne samarbejdet hos de virksomheder, der var involveret i proceduren, forhandler den hverken om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, eller om, hvilken sanktion der skal anvendes herpå. Den omstændighed, at den pågældende afgørelse blev vedtaget inden for rammerne af en sådan procedure, har derfor ingen betydning for fastlæggelsen af omfanget af den konkurrencebegrænsende adfærd.

For det andet understregede Domstolen, at en begæring om oplysninger udelukkende har til formål at give Kommissionen mulighed for at indsamle de oplysninger og dokumenter, som er nødvendige for at efterprøve rigtigheden og følgerne af bestemte faktiske og retlige omstændigheder og ikke at definere eller specificere de produkter, der er omfattet af den konkurrencebegrænsende adfærd. I det foreliggende tilfælde havde begæringen om oplysninger rettet til de berørte virksomheder udelukkende til formål at fastlægge de relevante salg med henblik på beregningen af bøden.

Endelig bemærkede Domstolen for det tredje, at selv om Kommissionen har en bred skønsmargen hvad angår metoden for beregning af bøderne i tilfælde af overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, er denne skønsmargen bl.a. begrænset af de vejledende bestemmelser, som Kommissionen selv har pålagt sig.

I overensstemmelse med punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder ( 3 ) kan Kommissionen fravige den generelle metode, der er fastsat i disse retningslinjer for fastsættelse af bøder, for at tage hensyn til særlige forhold i en given sag eller for at sikre et tilstrækkeligt afskrækkende niveau.

Domstolen fastslog i denne forbindelse, at Kommissionen ikke er forpligtet til i givet fald at tage hensyn til den maksimale værdi af den samlede afsætning, der er omfattet af kartellet, for at sikre, at en bøde er effektiv og afskrækkende. Når dette er sagt, gælder, at når Kommissionen beslutter at støtte sig på punkt 37 i retningslinjer for beregning af bøder og at fravige den generelle metode, der er angivet heri, skal den overholde den begrundelsespligt, der påhviler den i henhold til artikel 296 TEUF. Kommissionen kan således ikke fravige disse retningslinjer i et konkret tilfælde uden at angive grunde, der er forenelige med EU-retten.

I det foreliggende tilfælde fremgår det af Kommissionens afgørelse, at Kommissionen anvendte punkt 37 i retningslinjer for beregning af bøder. Kommissionen fandt nemlig, at de formål om bødens afskrækkelse og proportionalitet, henset til størrelsen af de berørte virksomheders afsætningsværdi, kunne opnås uden at anvende den samlede værdi af virksomhedernes salg af lastbiler. Kommissionen besluttede således kun at tage hensyn til en del af den samlede værdi af afsætningen ved beregningen af bøden.

Den omstændighed, at specielle lastbiler var blevet udelukket fra begrebet »lastbiler« i begæringen om oplysninger, og at Kommissionen kun tog hensyn til en del af den samlede værdi ved beregningen af bøden, gør det ikke muligt lægge til grund, at specielle lastbiler ikke var en del af de produkter, der er omfattet af det kartel, som blev fastslået i den omhandlede afgørelse.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2016) 4673 final af 19.7.2016 om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 – Lastbiler) (herefter »den omhandlede afgørelse«).

( 2 ) – Artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen.

( 3 ) – Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).