Sag C-517/17

Milkiyas Addis

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht)

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. juli 2020

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asylpolitik – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 14 og 34 – forpligtelse til at tilbyde en ansøger om international beskyttelse en personlig samtale, inden der træffes en afgørelse om afvisning – tilsidesættelse af forpligtelsen i første instans – følger«

1. Grundlæggende rettigheder – forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling – rækkevidde – systemiske mangler efter afslutningen af proceduren for tildeling af international beskyttelse i en medlemsstat som følge af levevilkårene for personer med en sådan beskyttelsesstatus – forbud mod, at de øvrige medlemsstater afviser en asylansøgning som følge af tidligere tildeling af flygtningestatus i denne medlemsstat – betingelser – vurdering af, hvorvidt der foreligger reelle mangler – kriterier – krav, at der foreligger en situation med alvorlige materielle afsavn

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33, stk. 2, litra a)]

   (jf. præmis 47-49)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – tidligere tildeling af international beskyttelse i en anden medlemsstat – forpligtelse til at tilbyde en personlig samtale, før der træffes afgørelse om afvisning – tilsidesættelse – følger – anvendelse af national ret – grænser – overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, 16., 18., 22., 29. og 32. betragtning og art. 4 og 14, art. 15, stk. 2 og 3, art. 33, stk. 2, og art. 34)

   (jf. præmis 54-66)

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – tidligere tildeling af international beskyttelse i en anden medlemsstat – forpligtelse til at tilbyde en personlig samtale, før der træffes afgørelse om afvisning – tilsidesættelse – følger – annullation af nævnte afgørelse og hjemvisning af sagen til den besluttende myndighed – foreligger ikke – ikke tilladt – undtagelse

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 14, art. 33, stk. 2, litra a), og art. 34]

   (jf. præmis 43-46, 51, 67, 68, 70 og 71 samt domskonkl.)

Resumé

I Addis-dommen (sag C-517/17), der blev afsagt den 16. juli 2020, fastslog Domstolen, at artikel 14 og 34 i direktiv 2013/32 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse ( 1 ) (herefter »proceduredirektivet«) er til hinder for en lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af forpligtelsen til at tilbyde en ansøger om international beskyttelse en personlig samtale, inden der træffes en afgørelse om afvisning, med den begrundelse, at en anden medlemsstat allerede har indrømmet international beskyttelse ( 2 ), ikke medfører, at denne afgørelse annulleres, og at sagen hjemvises til den besluttende myndighed. Ifølge Domstolen forholder det sig kun anderledes, når ansøgeren i forbindelse med søgsmålet til prøvelse af en sådan afgørelse har mulighed for personligt at fremsætte alle sine argumenter mod den nævnte afgørelse under en høring, der opfylder de betingelser og de gældende grundlæggende garantier, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 15, og disse argumenter ikke vil kunne ændre denne afgørelse.

I september 2011 var sagsøgeren i hovedsagen, der erklærede at være statsborger i Eritrea, indrejst i Tyskland og ansøgte om at blive anerkendt som flygtning dér. Idet en identifikation på grundlag af fingeraftryk ikke lykkedes i første omgang som følge af, at hans fingre var lemlæstede, viste det sig først i januar 2013, at sagsøgeren i hovedsagen allerede tidligere havde opnået flygtningestatus i Italien. Ved afgørelse af 18. februar 2013 afviste Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundskontoret for migration og flygtninge, Tyskland, herefter »Bundesamt«) for det første sagsøgeren i hovedsagens asylansøgning og traf for det andet bestemmelse om, at han skulle udvises til Italien. Der blev ikke givet medhold i første instans i søgsmålet til prøvelse af denne afgørelse. Under appelsagen blev foranstaltningen om udvisning til Italien imidlertid annulleret, for så vidt som det ikke var blevet godtgjort, at Den Italienske Republik fortsat var rede til at tilbagetage sagsøgeren, efter at den opholdstilladelse og det rejsedokument, som de italienske myndigheder havde udstedt til ham, var udløbet den 5. februar 2015. I øvrigt blev appellen forkastet. Sagsøgeren i hovedsagen havde iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), idet han bl.a. havde gjort gældende, at Bundesamt ikke kunne undlade at gennemføre en personlig samtale med ham, før det traf afgørelsen af 18. februar 2013.

Domstolen præciserede for det første, at proceduredirektivet utvetydigt fastsætter forpligtelsen til at tilbyde ansøgeren om international beskyttelse en personlig samtale, inden der træffes en afgørelse om dennes ansøgning, og at denne forpligtelse gælder såvel for afgørelser om antagelse til behandling som for afgørelser vedrørende realiteten.

Domstolen bemærkede, at såfremt den besluttende myndighed påtænker at afvise en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at en anden medlemsstat allerede har indrømmet international beskyttelse, har den personlige samtale om ansøgningens antagelse til behandling især til formål at give ansøgeren muligheden for at redegøre for alle de forhold, der kendetegner vedkommendes situation. Dette gør det muligt for denne myndighed at vurdere ansøgerens særlige situation og dennes grad af sårbarhed og at udelukke, at vedkommende i tilfælde af overførsel til denne anden medlemsstat udsættes for en alvorlig risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

Domstolen bemærkede i denne forbindelse, at når en medlemsstats myndigheder råder over oplysninger, der er blevet fremlagt af ansøgeren med henblik på at godtgøre, at en sådan risiko foreligger i den medlemsstat, der allerede har indrømmet den pågældende internationale beskyttelse, er disse myndigheder forpligtede til på grundlag af objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger og i lyset af den i EU-retten sikrede norm for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder at vurdere, hvorvidt der foreligger reelle mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper. I øvrigt kan det ikke helt udelukkes, at en ansøger om international beskyttelse kan godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, der er særegne for den pågældende, og som i tilfælde af en overførsel til den medlemsstat, der allerede har indrømmet vedkommende international beskyttelse, som følge af dennes særlige sårbarhed vil udsætte denne for en risiko for en behandling, der er i strid med chartrets artikel 4.

Domstolen bemærkede dernæst, at en undtagelse fra reglen om, at der skal afholdes en personlig samtale med ansøgeren om, hvorvidt dennes ansøgning om international beskyttelse kan antages til behandling, må gøres i tilfælde af en fornyet ansøgning og i tilfælde af, at den foreliggende situation ikke vedrører dette tilfælde.

Hvad endelig angår retsvirkningerne af tilsidesættelsen af den pågældende forpligtelse til at afholde en personlig samtale fastslog Domstolen, at eftersom »proceduredirektivet« ikke udtrykkeligt regulerer disse retsvirkninger, henhører disse under national ret, for så vidt som ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes. Idet Domstolen ikke rådede over nogen oplysninger, der kunne rejse tvivl om, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede var forenelig med ækvivalensprincippet, fremhævede den for så vidt angår effektivitetsprincippet den grundlæggende betydning, som EU-lovgiver har tillagt den personlige samtale med henblik på asylproceduren, og dette allerede fra proceduren i første instans ved den besluttende myndighed. Domstolen præciserede i øvrigt, at EU-lovgiver lægger afgørende vægt på ikke blot selve afholdelsen af en sådan samtale, men også de forhold, hvorunder samtalen skal finde sted, med henblik på at sikre, at alle ansøgere ud fra deres køn og særlige situation nyder godt af passende proceduremæssige garantier.

Domstolen fastslog, at det under disse omstændigheder ville være uforeneligt med proceduredirektivets effektive virkning, hvis den ret, der behandler retssagen, kan stadfæste en afgørelse, der er truffet af den besluttende myndighed i strid med forpligtelsen til at tilbyde ansøgeren en personlig samtale om sin ansøgning om international beskyttelse, uden selv at høre ansøgeren under overholdelse af de grundlæggende betingelser og garantier, der finder anvendelse i den foreliggende sag. I mangel af en sådan høring ville ansøgerens ret til en personlig samtale under forhold, der sikrer passende fortrolighed, og som giver ansøgeren mulighed for at fremlægge grundene for sin ansøgning udførligt, nemlig ikke være sikret på noget tidspunkt under asylproceduren.

Domstolen præciserede, at den manglende høring hverken kan afhjælpes af sagsøgerens mulighed for i forbindelse med sin sag skriftligt at redegøre for de forhold, der rejser tvivl om gyldigheden af den afgørelse om afvisning, der er truffet vedrørende hans ansøgning om beskyttelse, eller af den forpligtelse, der påhviler den besluttende myndighed og den ret, der behandler sagen, til ex officio at undersøge alle relevante faktiske omstændigheder. Domstolen fastslog, at det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om sagsøgeren i forbindelse med tvisten i hovedsagen er blevet eller endnu kan gives mulighed for at blive hørt under fuld overholdelse af de grundlæggende betingelser og garantier, der finder anvendelse, med henblik på at gøre det muligt for ham personligt og på et sprog, som han behersker, at fremsætte sine synspunkter.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

( 2 ) – Artikel 33, stk. 2, litra g), i direktiv 2013/32.