Sag C-584/17 P

ADR Center SpA

mod

Europa-Kommissionen

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020

»Appel – voldgiftsbestemmelse – tilskudsaftaler indgået i forbindelse med særprogrammet om »Civilret« for perioden 2007-2013 – revisionsrapporter, der rejser tvivl om visse omkostningers støtteberettigelse – Europa-Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb – artikel 299 TEUF – Kommissionens beføjelse til at vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold – Unionens retsinstansers kompetence – effektiv retsbeskyttelse«

1. Kommissionen – kompetence – gennemførelse af Unionens budget – Unionens fordringer, der er affødt af en kontrakt indgået af en institution – inddrivelse ved hjælp af en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes – beføjelse til at vedtage en sådan afgørelse som led i et kontraktforhold – retsgrundlag – fordringens oprindelse i kontraktforhold – ingen betydning

   (Art. 299, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012, art. 79, stk. 2)

   (jf. præmis 51-58 og 61)

2. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – Unionens retsinstanser ikke kompetente – afvisning

   (Art. 263, 272 TEUF, 274 TEUF og 299 TEUF)

   (jf. præmis 62-65)

3. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – afgørelse fra Kommissionen, der udgør fuldbyrdelsesgrundlaget for inddrivelse af en fordring – akt, der har til formål at afføde bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser – Unionens retsinstansers kompetence – krav om en voldgiftsbestemmelse, der tillægger denne kompetence – formaliteten

   (Art. 263 TEUF, 274 TEUF og 299 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012, art. 79, stk. 2)

   (jf. præmis 69-73)

4. Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – rækkevidde – domstolskontrol af en afgørelse fra Kommissionen, der udgør fuldbyrdelsesgrundlaget for inddrivelse af en fordring – kompetence til at undersøge såvel anbringender, der anfægter lovligheden af en sådan afgørelse, som anbringender om tilsidesættelse af de kontraktlige forpligtelser, der ligger til grund for vedtagelsen af en sådan afgørelse – retsinstansernes mulighed for at omkvalificere søgsmålet med henblik på undersøgelse af anbringenderne om tilsidesættelse af de nævnte kontraktlige forpligtelser – overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – foreligger ikke

   (Art. 263 TEUF og 272 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012, art. 79, stk. 2)

   (jf. præmis 80-89)

Resumé

I sin dom i sagen ADR Center mod Kommissionen (sag C-584/17 P), som blev afsagt den 16. juli 2020, forkastede Domstolen den appel, som det italienske selskab ADR Center SpA (herefter »ADR«) havde iværksat til prøvelse af Rettens kendelse ( 1 ), hvorved Retten havde frifundet Kommissionen for selskabets påstande dels om annullation af Kommissionens afgørelse ( 2 ) om inddrivelse af en del af det finansielle bidrag, der var blevet udbetalt til ADR til opfyldelse af de tre tilskudsaftaler, dels om, at denne institution skulle tilpligtes at betale det skyldige restbeløb i henhold til disse tilskudsaftaler samt erstatning.

I det foreliggende tilfælde er ADR et selskab, som leverer tjenesteydelser på området for mindelig løsning af tvister. I 2008 havde Kommissionen med konsortier, som ADR koordinerede, indgået tre tilskudsaftaler i henhold til programmet om »Civilret«, som indeholdt en voldgiftsbestemmelse med angivelse af Unionens retsinstanser. Efter at Kommissionen havde gennemført revisioner, iværksatte den en procedure med henblik på inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb. Idet ADR ikke havde tilbagebetalt disse beløb, vedtog Kommissionen den 27. juni 2014 en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 299 TEUF. Efter at Retten havde frifundet Kommissionen i søgsmålet til prøvelse af denne afgørelse, iværksatte ADR nærværende appel ved Domstolen. ADR foreholdt således bl.a. Retten, at denne havde begået en retlig fejl ved fortolkningen af dels det princip, der gælder for finansiel EU-støtte, dels af artikel 299, stk. 1, TEUF, artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og finansforordningens artikel 79 ( 3 ).

I denne forbindelse behandlede Domstolen for det første Kommissionens beføjelse til at vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold. I denne henseende præciserede Domstolen, efter at have fremhævet, at artikel 299, stk. 1, TEUF finder anvendelse på alle retsakter, der indebærer en forpligtelse til at betale en pengeydelse, der hidrører fra EU-institutionerne, at denne bestemmelse ikke i sig selv udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag for at vedtage retsakter, der kan tvangsfuldbyrdes. Domstolen fastslog i øvrigt, at finansforordningens artikel 79, stk. 2, tillægger Kommissionen beføjelse til at formalisere fastlæggelsen af en fordring på andre subjekter end medlemsstater i en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, og at denne bestemmelse finder anvendelse på alle transaktioner, der er omfattet af Unionens budget. Domstolen tiltrådte således Rettens konklusion om, at hverken artikel 299 TEUF eller finansforordningens artikel 79, stk. 2, sondrer mellem, om den fordring, hvis fastlæggelse er formaliseret ved en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, hidrører fra en kontrakt eller ej. Domstolen fastslog derfor, at disse bestemmelser tillægger Kommissionen kompetence til at vedtage afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, og dette selv om der er tale om en forpligtelse til at betale en pengeydelse af kontraktmæssig karakter.

Domstolen fremhævede derefter, at når der foreligger en kontrakt mellem en sagsøger og en af EU-institutionerne, kan der kun anlægges sag ved Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis den anfægtede akt har til formål at afføde bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem parterne, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser, som er tillagt den kontraherende institution. På grundlag af en bekræftelse af Rettens ræsonnement fastslog Domstolen således, at en afgørelse fra Kommissionen om inddrivelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 299 TEUF, indebærer udøvelsen af sådanne beføjelser, og at de bindende virkninger af en sådan afgørelse ikke følger af de tilskudsaftaler, som denne institution har indgået, men af bestemmelserne i artikel 299 TEUF, sammenholdt med finansforordningens artikel 79, stk. 2. Domstolen bemærkede endvidere, at når Kommissionen gør brug af de nævnte offentligretlige beføjelser til at vedtage retsakter, hvis retsvirkninger ligger uden for det kontraktmæssige forhold, såsom en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, henhører disse retsakter under Unionens retsinstansers kompetence og kan anfægtes ved et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF. Domstolen præciserede imidlertid, at Kommissionens beføjelse til at vedtage afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold, skal begrænses til kontrakter, som indeholder en voldgiftsbestemmelse med angivelse af Unionens retsinstanser, med henblik på at undgå at begrænse de nationale retsinstansers kompetence og for ikke at give Kommissionen mulighed for at omgå kompetencefordelingen mellem disse retsinstanser og Unionens retsinstanser.

Endelig udtalte Domstolen sig om, hvorvidt princippet om effektiv retsbeskyttelse, der er fastlagt i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, er foreneligt med Rettens praksis, hvorefter Unionens retsinstanser i et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, og som udgør en retsakt, der er vedtaget i henhold til en selvstændig kompetence, der er adskilt fra kontraktforholdet mellem parterne, udelukkende skal bedømme de anbringender, der anfægter lovligheden af en sådan retsakt, og afvise ethvert anbringende om manglende opfyldelse af vilkårene i den pågældende kontrakt eller om tilsidesættelse af bestemmelser i national ret, der finder anvendelse på denne kontrakt. Domstolen fremhævede herved, at selv i det tilfælde, hvor Unionens retsinstanser for at kunne undersøge et anbringende vedrørende den nævnte kontrakt omkvalificerer det annullationssøgsmål, der er indbragt for dem, til et søgsmål anlagt såvel på grundlag af artikel 263 TEUF som på grundlag af artikel 272 TEUF, vil en sådan omkvalificering ikke kunne sikre en effektiv domstolsbeskyttelse. Ifølge Domstolen sikrer denne omkvalificering, som ikke alene afhænger af disse retsinstansers vilje, men ligeledes af, at sagsøgeren ikke udtrykkeligt har modsat sig dette, og at der foreligger et anbringende om tilsidesættelse af de regler, der regulerer det omhandlede kontraktforhold, ikke overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som kræver, at denne domstol undersøger alle faktiske og retlige forhold, der er relevante for den tvist, der er indbragt for den. Domstolen konkluderede derfor, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at Unionens retsinstanser i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF udelukkende skal efterprøve lovligheden af den anfægtede retsakt i forhold til EU-retten, mens sagsøgeren i forbindelse med et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, kun gyldigt kan påberåbe sig manglende opfyldelse af vilkårene i den pågældende kontrakt eller en tilsidesættelse af den ret, der finder anvendelse på kontrakten. Domstolen præciserede imidlertid, at denne fejl, henset til, at Retten havde foretaget en fuldstændig analyse af alle faktiske og retlige forhold, der var relevante for at træffe afgørelse i tvisten, ikke havde haft betydning for den appellerede doms konklusion. Af denne grund forkastede Domstolen endelig argumentationen om tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse som uden betydning.

( 1 ) – Rettens dom af 20.7.2017, ADR Center mod Kommissionen (T-644/14, EU:T:2017:533).

( 2 ) – Kommissionens afgørelse C(2014) 4485 final af 27.6.2014.

( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1).