Dan id-dokument hu mislut mis-sit web tal-EUR-Lex
Dokument 62018CO0709
Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 28. maj 2020.
Straffesag mod UL og VM.
Præjudiciel forelæggelse – artikel 53, stk. 2, og artikel 99 i Domstolens procesreglement – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 3 og 4 – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 og 48 – offentlige henvisninger om skyld – national domstol – accept ved kendelse af den ene af to medtiltaltes erklæring om skyld i lovovertrædelser, der er anført i anklageskriftet – bedømmelse af skylden hos den anden medtiltalte, der har erklæret sig ikke-skyldig – domfældelse ved den samme domstol, der har accepteret erklæringen om skyld.
Sag C-709/18.
Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 28. maj 2020.
Straffesag mod UL og VM.
Præjudiciel forelæggelse – artikel 53, stk. 2, og artikel 99 i Domstolens procesreglement – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 3 og 4 – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 og 48 – offentlige henvisninger om skyld – national domstol – accept ved kendelse af den ene af to medtiltaltes erklæring om skyld i lovovertrædelser, der er anført i anklageskriftet – bedømmelse af skylden hos den anden medtiltalte, der har erklæret sig ikke-skyldig – domfældelse ved den samme domstol, der har accepteret erklæringen om skyld.
Sag C-709/18.
Rapporti tal-qorti - ġenerali
IdentifikaturECLI: ECLI:EU:C:2020:411
Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 28. maj 2020 –
UL og VM
(Sag C-709/18) ( 1 )
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 53, stk. 2, og artikel 99 i Domstolens procesreglement – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 3 og 4 – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 og 48 – offentlige henvisninger om skyld – national domstol – accept ved kendelse af den ene af to medtiltaltes erklæring om skyld i lovovertrædelser, der er anført i anklageskriftet – bedømmelse af skylden hos den anden medtiltalte, der har erklæret sig ikke-skyldig – domfældelse ved den samme domstol, der har accepteret erklæringen om skyld«
|
1. |
Retligt samarbejde i straffesager – styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager – direktiv 2016/343 – offentlige henvisninger om skyld – andre afgørelser end dem, der tager stilling til skyldsspørgsmålet – begreb – kendelse afsagt af en domstol, der accepterer af den ene af to medtiltaltes erklæring om skyld i en straffesag – omfattet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343, art. 4, stk. 1) (jf. præmis 28) |
|
2. |
Retligt samarbejde i straffesager – styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager – direktiv 2016/343 – offentlige henvisninger om skyld – overholdelse af uskyldsformodningen – straffesag indledt mod to personer for overtrædelser, som de angiveligt har begået i fællesskab – kendelse afsagt af en domstol, der accepterer den ene af to medtiltaltes erklæring om skyld – kendelse, der omtaler den anden person, der ikke har erklæret sin skyld som medgerningsmand til de påståede overtrædelser – senere domfældelse af sidstnævnte efter bevisførelsen om forhold, der vedrører den pågældende – lovlighed – betingelser (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2, og art. 48; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343, 16. betragtning, art. 3 og art. 4, stk. 1) (jf. præmis 29-31, 34 og 35 samt konkl.) |
|
3. |
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – spørgsmål forelagt uden tilstrækkelige præciseringer med hensyn til den faktiske og retlige sammenhæng og om grundene til, at en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål er nødvendig – åbenbart afvisningsgrundlag (Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 53, stk. 2, og art. 94) (jf. præmis 39, 40 og 42-44) |
|
4. |
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – åbenbart afvisningsgrundlag (Art. 267 TEUF) (jf. præmis 39, 41 og 44) |
Konklusion
Artikel 3 og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, sammenholdt med 16. betragtning til dette direktiv, samt artikel 47, stk. 2, og artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en national domstol i forbindelse med en straffesag mod to personer ved kendelse først accepterer, at den ene person har erklæret sig skyldig i de i anklageskriftet nævnte lovovertrædelser, som angiveligt er begået i fælleskab med den anden person, der ikke har erklæret sig skyldig, og derpå efter en bevisførelse med hensyn til de forhold, som denne anden person lægges til last, træffer afgørelse om dennes skyld, på betingelse af dels, at omtalen af den anden person som medgerningsmand i forbindelse med de lovovertrædelser, der hævdes at være begået, er nødvendig for kvalificeringen af det retlige ansvar for den person, der har erklæret sig skyldig, dels, at det af samme kendelse og/eller det anklageskrift, som denne henviser til, tydeligt fremgår, at den anden persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven og vil være genstand for en selvstændig bevisførelse og domfældelse.
( 1 ) – EUT C 44 af 4.2.2019.