Sag C-342/19 P

Fabio De Masi
og
Yanis Varoufakis

mod

Den Europæiske Centralbank

Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. december 2020

»Appel – aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks (ECB) dokumenter – afgørelse 2004/258/EF – artikel 4, stk. 3 – undtagelser – dokument modtaget af ECB – udtalelse fra en ekstern tjenesteyder – intern brug som led i drøftelser og indledende konsultationer – afslag på aktindsigt«

1. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258 – undtagelser til retten til aktindsigt – begrundelsespligt – rækkevidde

   (Art. 296, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258, som ændret ved afgørelserne 2011/342 og 2015/529, art. 4)

   (jf. præmis 49-52)

2. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258 – undtagelser til retten til aktindsigt – rækkevidde – afslag på aktindsigt – lovlighed

   (Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258, som ændret ved afgørelserne 2011/342 og 2015/529, art. 4, stk. 2, 3 og 5)

   (jf. præmis 60, 62 og 64)

3. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258 – undtagelser til retten til aktindsigt – beskyttelse af dokumenter til internt brug – betingelser – forskel i forhold til forordning nr. 1049/2001

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 3; Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258, som ændret ved afgørelserne 2011/342 og 2015/529, art. 4, stk. 3, første afsnit)

   (jf. præmis 67-71, 74 og 75)

Resumé

Ved afgørelse af 16. oktober 2017 meddelte Den Europæiske Centralbank (ECB) appellanterne, Fabio de Masi og Yanis Varoufakis, afslag på aktindsigt i dokumentet med overskriften »Svar på spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 14.4 i protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank«. Dette dokument indeholdt en ekstern rådgivers besvarelse i forbindelse med juridisk rådgivning, som ECB havde anmodet denne rådgiver om, vedrørende Styrelsesrådets beføjelser i medfør af denne artikel 14.4. ECB meddelte afslag på aktindsigt i det nævnte dokument på grundlag af dels undtagelsen vedrørende beskyttelse af juridisk rådgivning i artikel 4, stk. 2, andet led, i afgørelse 2004/258 ( 1 ), dels undtagelsen vedrørende beskyttelse af dokumenter til internt brug i denne afgørelses artikel 4, stk. 3, første afsnit.

I det søgsmål, som appellanterne anlagde ved Retten til prøvelse af denne afgørelse fra ECB ( 2 ), frifandt Retten ECB. Retten fastslog, at ECB med rette havde kunnet basere sit afslag på at meddele aktindsigt i det omhandlede dokument på undtagelsen vedrørende beskyttelse af dokumenter til internt brug i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i afgørelse 2004/258.

I forbindelse med den af appellanterne iværksatte appel til prøvelse af Rettens dom bekræftede Domstolen Rettens vurdering af anvendelsen af denne undtagelse i det foreliggende tilfælde og forkastede appellen.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog indledningsvis, at Retten i det foreliggende tilfælde ikke havde tilsidesat sin begrundelsespligt. Domstolen bemærkede i denne henseende, at selv om artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001 ( 3 ) forudsætter, at det godtgøres, at udbredelsen af dokumentet vil være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces, kræves det inden for rammerne af den undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i afgørelse 2004/258, imidlertid ikke, at en sådan alvorlig skade påvises. Domstolen fastslog, at Retten på ingen måde havde pligt til at efterprøve, om ECB havde givet en forklaring med hensyn til den risiko for alvorlig skade for ECB’s beslutningsproces, som aktindsigt i det omhandlede dokument kunne medføre. Domstolen præciserede, at afslag på aktindsigt i et dokument i henhold til denne bestemmelse i afgørelse 2004/258 alene forudsætter, at det godtgøres dels, at dette dokument navnlig er til internt brug som led i drøftelser og indledende konsultationer inden for ECB, dels, at der ikke findes en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dette dokument.

Domstolen fandt endvidere, at Retten ikke havde tilsidesat anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 2, andet led, og artikel 4, stk. 3, første afsnit, i afgørelse 2004/258. For det første indeholder ordlyden af denne afgørelses artikel 4, stk. 2, andet led, ikke nogen oplysninger, der gør det muligt at anse denne bestemmelse for at have karakter af lex specialis i forhold til denne afgørelses artikel 4, stk. 3, første afsnit. For det andet udelukker ordlyden af den nævnte afgørelses artikel 4 ikke, at en del af et dokument kan være omfattet af flere af de undtagelser, der er nævnt heri. For det tredje er det med henblik på anvendelsen af den undtagelse, der er nævnt i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i afgørelse 2004/258, ikke relevant, om det omhandlede dokument også kan kvalificeres som »juridisk rådgivning« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne afgørelses artikel 4, stk. 2, andet led, idet EU-lovgiver ikke har gjort muligheden for at påberåbe sig den undtagelse, der er nævnt i denne førstnævnte bestemmelse, betinget af, at det pågældende dokument ikke har karakter af »juridisk rådgivning« i sidstnævnte bestemmelses forstand.

Endelig bekræftede Domstolen Rettens fortolkning af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i afgørelse 2004/258, idet den fremhævede, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes således, at den beskyttelse, som den indeholder, kun omfatter de dokumenter, der er knyttet til en konkret beslutningsproces. Denne bestemmelse forudsætter nemlig kun, at et dokument anvendes som led i drøftelser og indledende konsultationer inden for ECB, og har den virkning, at den i bred forstand omfatter de dokumenter, der er knyttet til ECB’s interne processer. Domstolen bemærkede desuden, at rækkevidden af denne bestemmelse adskiller sig fra rækkevidden af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. For det første er genstanden for beskyttelsen i disse bestemmelser ikke identisk, og, for det andet, selv om den ovenfor nævnte bestemmelse i forordning nr. 1049/2001 gør meddelelsen af afslag på aktindsigt i et dokument betinget af, at dokumentet vedrører en sag, hvori der endnu ikke er truffet afgørelse af institutionen, indeholder artikel 4, stk. 3, første afsnit, i afgørelse 2004/258 ikke en sådan præcisering og foreskriver nærmere bestemt, at der kan gives afslag på aktindsigt i dokumentet, selv efter at der er truffet afgørelse.

( 1 ) – Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258/EF af 4.3.2004 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2004/3) (EUT 2004, L 80, s. 42), som ændret ved Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2011/342/EU af 9.5.2011 (ECB/2011/6) (EUT 2011, L 158, s. 37) og Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/529 af 21.1.2015 (ECB/2015/1) (EUT 2015, L 84, s. 64).

( 2 ) – Dom af 12.3.2019, De Masi og Varoufakis mod ECB (T-798/17, EU:T:2019:154).

( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).