Forenede sager C-477/18 og C-478/18

Exportslachterij J. Gosschalk en Zn. BV m.fl.

mod

Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven)

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. december 2019

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EF) nr. 882/2004 – artikel 27, stk. 1 og 4 – bilag VI, punkt 1 og 2 – offentlig kontrol med foderstoffer og fødevarer – finansiering – gebyrer, der skal betales for offentlig kontrol – beregning – begrebet »personale, der udfører offentlig kontrol« – tilknytning af administrativt og assisterende personale – mulighed for at fakturere de kvarter, som slagteriet har anmodet om til offentlig kontrol, men som ikke er gennemført – betingelser«

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – offentlig kontrol med foderstoffer og fødevarer – finansiering – gebyrer, der skal betales for offentlig kontrol – beregning – hensyntagen til lønninger og omkostninger til administrativt og assisterende personale – omfattet – betingelse

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 854/2004, art. 4, stk. 1, og nr. 882/2004, art. 2, nr. 8), art. 3, stk. 1, art. 4, stk. 2, litra a), art. 8, stk. 3, litra a), art. 27, stk. 1, og art. 27, stk. 4, litra a), og bilag IV, punkt 1 og 2]

   (jf. præmis 57, 60-62, 65-67 og 70 samt domskonkl. 1)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – offentlig kontrol med foderstoffer og fødevarer – finansiering – gebyrer, der skal betales for offentlig kontrol – beregning – fakturering af gebyrer for tid til offentlig kontrol, hvorom slagterierne har anmodet, men som ikke er gennemført – lovlighed – betingelse – offentlig kontrol foretaget af vikarierende dyrlæger – indvirkning

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 882/2004, art. 27, stk. 1, og art. 27, stk. 4, litra a), og bilag VI]

   (jf. præmis 34, 77, 81, 83 og 86-88 samt domskonkl. 2 og 3)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne – offentlig kontrol med foderstoffer og fødevarer – finansiering – gebyrer, der skal betales for offentlig kontrol – anvendelse af en gennemsnitstakst for offentlig kontrol, der foretages af vikarierende dyrlæger – lovlighed – betingelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 882/2004, art. 27, stk. 4, litra a) og b)]

   (jf. præmis 93 og 94 samt domskonkl. 4)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne – offentlig kontrol med foderstoffer og fødevarer – finansiering – gebyrer, der skal betales for offentlig kontrol – beregning – hensyntagen til omkostninger, som bruges til at etablere en reserve hos et privat selskab, der leverer officielle medhjælpere til den kompetente myndighed – ikke omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 882/2004, art. 27, stk. 4, litra a)]

   (jf. præmis 101 og domskonkl. 5)

Resumé

Det gebyr, som et slagteri skal betale for en offentlige veterinærkontrol, kan omfatte visse omkostninger til administrativt personale hos den kompetente myndighed samt til den kontroltid, hvorom der er anmodet, men som ikke er gennemført

I dommen i sagen Exportslachterij J. Gosschalk m.fl. (sagerne C-477/18 og C-478/18), afsagt den 19. december 2019, kunne Domstolen uddybe sin retspraksis om de gebyrer, som slagterierne skal betale for offentlige veterinærkontroller, som de kompetente myndigheder foretager. Hvad angår fortolkningen af forordning nr. 882/2004 ( 1 ) fastslog Domstolen for det første, at myndighederne har ret til at overvælte udgifterne til lønninger og omkostninger til personale, som ikke konkret gennemfører kontrollerne, på slagterierne med en andel svarende til den tid, som udførelsen af opgaver, der er uadskilleligt forbundet med gennemførelsen af disse kontroller, objektivt set kræver af dette administrative personale. For det andet fastslog Domstolen, at disse myndigheder på visse betingelser har mulighed for at fakturere gebyrer for den kontroltid, hvorom slagteriet har anmodet den kompetente myndighed, men som faktisk ikke er gennemført, selv om denne kontrol foretages af vikarierende dyrlæger, som ikke aflønnes for den ikke-gennemførte kontroltid.

I tvisterne i hovedsagerne anfægtede flere nederlandske slagterier de fakturaer, som de nederlandske myndigheder havde udstedt for veterinærkontroller i deres anlæg. Sådanne kontroller gennemføres af dyrlæger og medhjælpere, der arbejder for den kompetente myndighed, eller af vikarierende medhjælpere fra et privat selskab. I praksis indgiver slagteriet en anmodning til myndigheden med angivelse af antallet af ønskede kontroller og af den tid, der er nødvendig til at gennemføre kontrollen. Hvis inspektionsaktiviteterne afsluttes tidligere end forventet, skal slagteriet fortsat betale for den kontroltid, hvorom der er anmodet, men som ikke er gennemført.

Det var slagteriernes opfattelse, at den ikke-gennemførte tid ikke kunne faktureres, ligesom udgifterne til lønninger og omkostninger til myndighedens administrative og assisterende personale ikke skulle medregnes i de gebyrer, som de blev pålagt. Slagterierne havde ligeledes anfægtet de anvendte takster til de vikarierende dyrlægers arbejde, som aflønnes anderledes af myndigheden. Endelig nærede den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt der i gebyrerne kunne tages hensyn til omkostningerne til at etablere en reserve hos et privat selskab, som leverer medhjælpere, idet denne reserve skal betale personalet i sundhedsmæssige krisetilfælde, så de kan genoptage arbejdet, når krisen ophører.

Hovedparten af spørgsmålene vedrørte spørgsmålet om den nederlandske lovgivnings forenelighed med kravet i forordning nr. 882/2004, hvorefter gebyrerne opkræves til at finansiere de omkostninger, som den kompetente myndighed rent faktisk har afholdt i forbindelse med de offentlige kontroller ( 2 ). I denne sammenhæng bemærkede Domstolen, at de offentlige kontrollers effektivitet er et centralt anliggende for EU-lovgiver. Henset til dette krav om effektivitet bemærkede Domstolen for det første, at det administrative og assisterende personale ligeledes bidrager til kontrollernes effektivitet. De fritager således dyrlægerne for den logistiske tilrettelæggelse af inspektionerne og bidrager til at overvåge kontrollerne. Lønninger og omkostninger til dette personale kan således tages i betragtning med henblik på beregningen af gebyrerne, men alene med en andel svarende til den arbejdstid, der kræves til udførelsen af aktiviteter, som er uadskilleligt forbundet med gennemførelsen af de offentlige kontroller.

For det andet fastslog Domstolen, at det er tilladt at fakturere kontroltid, der rent faktisk ikke er gennemført, når den manglende opkrævning af gebyrerne kan påvirke kontrolordningens effektivitet. Slagterierne skal imidlertid have mulighed for at oplyse den kompetente myndighed om, at de ønsker at forkorte varigheden af en kontrol i forhold til den oprindeligt forudsete varighed, hvis de meddeler dette inden for en rimelig frist, som denne myndighed har fastsat i denne henseende.

Domstolen tilføjede, at faktureringen af kontroltid, som ikke er gennemført, er underlagt yderligere betingelser, når kontrollen gennemføres af vikarierende dyrlæger, som ikke aflønnes for den ikke-gennemførte kontroltid. I dette tilfælde kan myndigheden højst fakturere for et beløb, der svarer til gebyret, hvorfra trækkes lønudgifter til de vikarierende dyrlæger. Det således opnåede restgebyr skal endvidere reelt svare til de almindelige omkostninger, der er fastsat i denne forordning.

Hvad angår den generelle hensyntagen til lønningerne for de vikarierende dyrlæger, der er lavere betalt end de dyrlæger, der er ansat af den kompetente myndighed, præciserede Domstolen endvidere, at de faste gebyrer, som i princippet tillades i henhold til forordning nr. 882/2004, ligeledes kan anvendes, når vikarierende dyrlæger gennemfører kontrollen. Disse gebyrer må imidlertid generelt ikke overstige de omkostninger, som myndigheden har afholdt. Hvis myndigheden fastslår, at den har opnået en fortjeneste i en given periode, skal den følgelig nedsætte de faste gebyrer for den følgende periode.

Endelig udelukkede Domstolen, at der med henblik på beregningen af gebyrerne kunne tages hensyn til omkostninger til etablering af en reserve for et privat selskab, som myndigheden benytter til at låne medhjælpere. Gebyrerne må nemlig kun dække de omkostninger, der rent faktisk følger af gennemførelsen af kontrollerne i fødevarevirksomhederne.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29.4.2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT 2004, L 165, s. 1, berigtigelse i EUT 2004, L 191, s. 1)

( 2 ) – Artikel 27, stk. 1, og artikel 27, stk. 4, litra a), i forordning nr. 882/2004.