1. 

EU-ret – rettigheder tillagt borgerne – en medlemsstats tilsidesættelse – pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne – betingelser, når tilsidesættelsen kan tilregnes en af de øverste retsinstanser – national lovgivning, hvorefter medlemsstaten ifalder ansvar efter mindre restriktive betingelser i henhold til national ret – lovlighed – ingen betydning for princippet om res judicata – den nationale rets efterprøvelse – udelukkelse af de omkostninger, som en part er påført ved den skadevoldende afgørelse fra den nationale retsinstans, fra tab, der kan være genstand for erstatning – ulovlighed – tilsidesættelse af effektivitetsprincippet

(Art. 267, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 36-40, 48, 49 og 66 samt konkl. 1)

2. 

EU-ret – rettigheder tillagt borgerne – en medlemsstats tilsidesættelse – pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne – betingelser, når tilsidesættelsen kan tilregnes en af de øverste retsinstanser – åbenlys tilsidesættelse – kriterier – den nationale rets efterprøvelse

(Art. 267, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 41-44)

3. 

EU-ret – rettigheder tillagt borgerne – en medlemsstats tilsidesættelse – pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne – betingelser – betingelser for ret til erstatning – anvendelse af national ret – grænser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet

(jf. præmis 46 og 47)

4. 

Tilnærmelse af lovgivningerne – klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter – direktiv 89/665 og 92/13 – forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre klageprocedurer – adgang til klageprocedurerne – processuelle bestemmelser – national lovgivning, hvorefter det ikke er tilladt den nationale domstol at foretage en fornyet prøvelse af en domstolsafgørelse, der er blevet endelig – lovlighed – grænser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet – den nationale rets efterprøvelse

(Rådets direktiv 89/665, art. 1, stk. 1, og direktiv 92/13, art. 1, stk. 1)

(jf. præmis 51-53, 61 og 67 samt konkl. 2)

5. 

Medlemsstater – forpligtelser – retskraft – en national domstols forpligtelse til at undlade at anvende nationale processuelle regler for at foretage en fornyet prøvelse af en retsafgørelse, der har fået retskraft – foreligger ikke

(Art. 4, stk. 3, TEU; art. 267 TEUF)

(jf. præmis 55-57)

6. 

Medlemsstater – forpligtelser – forpligtelse til samarbejde – et forvaltningsorgans forpligtelse til at genoptage en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig, for at tage hensyn til den fortolkning af den relevante bestemmelse, som Domstolen i mellemtiden har anlagt – betingelser

(Art. 4, stk. 3, TEU; art. 267, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 59 og 60)

1) 

En medlemsstats erstatningsansvar for en afgørelse truffet af en national ret i sidste instans, der tilsidesætter en EU-retlig bestemmelse, er underlagt de betingelser, som Domstolen har fastlagt i bl.a. præmis 51 i dom af 30. september 2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513), uden at det af denne grund er udelukket, at denne stat kan ifalde ansvar efter mindre restriktive betingelser i henhold til national ret. Dette ansvar er ikke udelukket som følge af, at denne afgørelse har opnået retskraft. Som led i gennemførelsen af dette ansvar tilkommer det den nationale retsinstans, der skal træffe afgørelse om en påstand om erstatning, under hensyn til alle de forhold, der kendetegner den pågældende situation, at vurdere, om den nationale ret, der traf afgørelse i sidste instans, begik en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten ved åbenbart at tilsidesætte gældende EU-ret, herunder Domstolens relevante praksis. EU-retten er til gengæld til hinder for en national bestemmelse, som i et sådant tilfælde generelt udelukker de omkostninger, som en part er påført ved den skadevoldende afgørelse fra den nationale retsinstans, fra tab, der kan være genstand for erstatning.

2) 

EU-retten, navnlig Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007, og Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, som ændret ved direktiv 2007/66, samt ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der ikke tillader fornyet prøvelse af en retskraftig dom, som er afsagt af en retsinstans i denne medlemsstat, der traf afgørelse i et søgsmål med påstand om annullation af en akt fra en ordregivende myndighed, uden at den behandlede et spørgsmål, der havde været undersøgt i en tidligere dom fra Domstolen afsagt som svar på en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet som led i en anden sag. Såfremt de gældende nationale procesregler indebærer en mulighed for den nationale ret for at genoptage en retskraftig dom med henblik på at bringe situationen i overensstemmelse med en endelig, tidligere national retsafgørelse, som den retsinstans, der afsagde denne dom, og parterne i den sag, der lå til grund herfor, allerede havde kendskab til, skal denne mulighed i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet gælde på de samme betingelser for at bringe situationen i overensstemmelse med EU-retten som fortolket ved en tidligere dom afsagt af Domstolen.