Sag C-518/15

Ville de Nivelles

mod

Rudy Matzak

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour du travail de Bruxelles)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2003/88/EF – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – artikel 2 – begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« – artikel 17 – undtagelser – brandmænd – tilkaldevagt – tilkaldevagter i hjemmet«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. februar 2018

1. Socialpolitik–beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed–direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden–begrebet arbejdstager–frivillig brandmand ansat i det offentlige brandvæsen–omfattet–betingelser–den nationale rets efterprøvelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88)

2. Socialpolitik–beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed–direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden–undtagelser–brandmænd ansat af det offentlige brandvæsen–umuligt for medlemsstaterne at fravige definitionerne af begreberne »arbejdstid« og »hviletid«

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 2 og art. 17, stk. 3, litra c), nr. iii)]

3. Socialpolitik–beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed–direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden–gunstigere nationale bestemmelser–rækkevidde–mindre restriktiv definition af begrebet »arbejdstid«–udelukket

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 1, 2 og 15)

4. Socialpolitik–beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed–direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden–anvendelsesområde–løn–ikke omfattet–pligt for medlemsstaterne til at fastsætte lønnen for perioder med tilkaldevagt i hjemmet i forhold til en forudgående kvalifikation af disse perioder som »arbejdstid« eller »hvileperiode«–foreligger ikke

   (Art. 153, stk. 5, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 2)

5. Socialpolitik–beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed–direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden–arbejdstid–begreb–tilkaldevagt, som en arbejdstager udfører i hjemmet med en forpligtelse til at besvare opkald fra arbejdsgiveren inden for en frist på otte minutter, og som i meget betydeligt omfang indskrænker mulighederne for at udføre andre aktiviteter–omfattet

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 28-31)

2.  Artikel 17, stk. 3, litra c), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at medlemsstaterne i forhold til visse kategorier af brandmænd ansat af det offentlige brandvæsen ikke kan fravige alle de forpligtelser, der følger af bestemmelserne i dette direktiv, herunder direktivets artikel 2, der bl.a. definerer begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode«.

   (jf. præmis 39 og domskonkl. 1)

3.  Artikel 15 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den ikke tillader, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager en mindre restriktiv definition af begrebet »arbejdstid« end den definition, der er fastsat i dette direktivs artikel 2.

   Ifølge ordlyden af artikel 15 i direktiv 2003/88 har medlemsstaterne adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Det følger af denne artikel, at de nationale bestemmelser, som denne henviser til, er de bestemmelser, som kan sammenlignes med de bestemmelser, der er fastsat i direktiv 2003/88 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

   Disse sidstnævnte bestemmelser kan imidlertid udelukkende være de bestemmelser, som ved deres funktion og formål tilsigter at fastsætte et minimumsniveau for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Dette er tilfældet for de bestemmelser, der henhører under dette direktivs kapitel 2 og 3. Derimod har bestemmelserne i det nævnte direktivs kapitel 1, som omfatter direktivets artikel 1 og 2, en anderledes karakter. Sidstnævnte fastsætter nemlig ikke minimumshviletidsperioder og vedrører ikke andre aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, men fastsætter de definitioner, der er nødvendige med henblik på at afgrænse formålet med direktiv 2003/88 samt dettes anvendelsesområde.

   Følgelig følger det af ordlyden af artikel 15 i direktiv 2003/88, sammenholdt med den ordning, der er fastsat i dette direktiv, at den mulighed, der er fastsat i sidstnævnte artikel, ikke finder anvendelse på definitionen af begrebet »arbejdstid« i direktivets artikel 2.

   (jf. præmis 42-44 og 47 samt domskonkl. 2)

4.  Artikel 2 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte lønnen for perioder med tilkaldevagt i hjemmet som de i hovedsagen omhandlede i forhold til kvalifikationen af disse perioder som »arbejdstid« og »hvileperiode«.

   I denne henseende bemærkes således som anført af den forelæggende ret, at det er ubestridt, at direktiv 2003/88 ikke regulerer spørgsmålet om arbejdstagernes løn, idet dette aspekt i henhold til artikel 153, stk. 5, TEUF, falder uden for Unionens kompetence.

   Selv om medlemsstaterne har beføjelse til at fastsætte lønnen for de arbejdstagere, der falder ind under direktiv 2003/88’s anvendelsesområde i forhold til definitionen af begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« i dette direktivs artikel 2, er de følgelig ikke tvunget til at gøre dette.

   (jf. præmis 49, 50 og 52 samt domskonkl. 3)

5.  Artikel 2 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tilkaldevagt, som en arbejdstager udfører i hjemmet med en forpligtelse til at besvare opkald fra arbejdsgiveren inden for en frist på otte minutter, og som i meget betydeligt omfang indskrænker mulighederne for at udføre andre aktiviteter, skal betragtes som »arbejdstid«.

   Den omstændighed, at tilkaldevagt udelukkes fra begrebet »arbejdstid« efter ordningen med fysisk tilstedeværelse på arbejdsstedet, ville nemlig indebære et indgreb i formålet med direktiv 2003/88, som er at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved at sikre dem minimumshvileperioder og passende pauser (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Simap, C-303/98, EU:C:2000:528, præmis 49).

   Desuden fremgår det af Domstolens retspraksis, at den afgørende faktor ved kvalificeringen af »arbejdstid« i direktiv 2003/88’s forstand er den omstændighed, at arbejdstageren er forpligtet til fysisk at opholde sig på det sted, som arbejdsgiveren har anvist, og til på dette sted at stå til rådighed for denne for straks at kunne erlægge passende ydelser, hvis der er behov herfor. Disse forpligtelser, der udelukker, at de berørte arbejdstagere kan vælge, hvor de vil opholde sig i perioderne med tilkaldevagt, anses nemlig for at indgå i udførelsen af deres arbejde (jf. i denne retning dom af 9.9.2003, Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 63, og kendelse af 4.3.2011, Grigore, C-258/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:122, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

   Det bemærkes endelig, at det forholder sig anderledes i den situation, hvor arbejdstageren udfører en tilkaldevagt efter standby-ordningen, hvorefter han permanent skal stå til rådighed uden dog at være forpligtet til at være til stede på arbejdsstedet. Selv om arbejdstageren er til rådighed for sin arbejdsgiver, for så vidt som han skal kunne kontaktes, kan han nemlig i denne situation råde over sin tid med færre begrænsninger og bruge den i egen interesse. Under disse omstændigheder er det kun den tid, der bruges til faktisk udførelse af arbejde, der skal betragtes som »arbejdstid« i direktiv 2003/88’s forstand (jf. i denne retning dom af 9.9.2003, Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

   (jf. præmis 58-60 og 66 samt domskonkl. 4)