C-17/17

Grenville Hampshire

mod

The Board of the Pension Protection Fund

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af la Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division))

»Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 2008/94/EF – artikel 8 – supplerende forsikringsordninger – beskyttelse af retten til ydelser i forbindelse med alderdom – det sikrede minimum af beskyttelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 6. september 2018

1. Socialpolitik–tilnærmelse af lovgivningerne–beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens–direktiv 2008/94–supplerende faglige forsikringsordninger–beskyttelse af retten til ydelser i forbindelse med alderdom–det sikrede minimum af beskyttelse–ydelser i forbindelse med alderdom svarende til mindst 50% af værdien af hver enkelt arbejdstagers rettigheder

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94, art. 8 og 12)

2. Socialpolitik–tilnærmelse af lovgivningerne–beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens–direktiv 2008/94–supplerende faglige forsikringsordninger–beskyttelse af retten til ydelser i forbindelse med alderdom–en medlemsstats oprettelse af et organ, der er forpligtet til at sikre betalingen af godtgørelserne–en arbejdstagers mulighed for at påberåbe sig direktivets artikel 8 med direkte virkning i forhold til et sådant organ

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94, art. 8)

1.  Artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes således, at hver enkelt arbejdstager skal være berettiget til ydelser i forbindelse med alderdom svarende til mindst 50% af værdien af de rettigheder, vedkommende har erhvervet i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning, i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.

   Målet med dette direktiv, som har til formål at sikre arbejdstagerne en vis minimumsbeskyttelse i Fællesskabet i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, ville nemlig i høj grad blive bragt i fare, hvis medlemsstaterne, uden at der foreligger nogen form for misbrug som omhandlet i nævnte direktivs artikel 12 fra arbejdstagernes side, kunne opfylde de forpligtelser, som i henhold til samme direktivs artikel 8 påhviler dem, uden at indrømme hver enkelt arbejdstager en sådan minimumsbeskyttelse.

   Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 48-53 i sit forslag til afgørelse, gælder det, at for at den fulde virkning af den minimumsbeskyttelse for arbejdstagere i tilfælde af deres arbejdsgivers insolvens, der er indført ved artikel 8 i direktiv 2008/94, og som kræver, at denne beskyttelse udstrækkes til at omfatte hele pensionsperioden, kan garanteres, skal godtgørelsen svarende til mindst 50% af værdien af de erhvervede rettigheder beregnes under hensyntagen til den forudsete udvikling i pensionsydelserne under hele pensionsperioden for at undgå, at det garanterede beløb som følge af den forløbne tid bliver mindre end 50% af den oprindeligt erhvervede værdi for et pensionsår.

   (jf. præmis 47, 51 og 52 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 8 i direktiv 2008/94 har under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende direkte virkning, således at bestemmelsen kan påberåbes af en individuel arbejdstager ved en national domstol med henblik på at anfægte en afgørelse truffet af et organ såsom the Board of the Pension Protection Fund (bestyrelsen for Pension Protection Fund, Det Forenede Kongerige).

   Vedrørende spørgsmålet om, hvem der er omfattet af den i artikel 8 i direktiv 2008/94 foreskrevne beskyttelse, fremgår det klart af denne artikels ordlyd, at dette direktiv har til formål at beskytte arbejdstagere, som er berørt af deres arbejdsgivers insolvens. Følgelig opfylder den nævnte artikel for så vidt angår fastsættelsen af den personkreds, som garantien skal komme til gode, de betingelser om, at den skal være tilstrækkeligt præcis og ubetinget, som kræves for en direkte anvendelse af en direktivbestemmelse.

   Hvad angår indholdet af den beskyttelse, der er foreskrevet ved artikel 8 i direktiv 2008/94, er det tilstrækkeligt at bemærke, at i dom af 25. januar 2007, Robins m.fl. (C-278/05, EU:C:2007:56), fastslog Domstolen, at denne artikel 8 kræver, at en arbejdstager i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens modtager mindst halvdelen af de ydelser i forbindelse med alderdom, der følger af de akkumulerede pensionsrettigheder, med hensyn til hvilke arbejdstageren har indbetalt bidrag i forbindelse med en supplerende faglig forsikringsordning (dom af 25.4.2013, Hogan m.fl.,C-398/11, EU:C:2013:272, præmis 51).

   Denne fortolkning af bestemmelsen belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af denne bestemmelse, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt, fra datoen for sin ikrafttræden (jf. i denne retning dom af 19.4.2016, DI,C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 40, og af 22.11.2017, Cussens m.fl.,C-251/16, EU:C:2017:881, præmis 41).

   Artikel 8 i direktiv 2008/94 indeholder således en klar og præcis forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne, og som har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Det må tilføjes, at denne forpligtelse ikke er underlagt nogen særlige betingelser.

   For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt PPF er en statsejet enhed, eller kan ligestilles dermed som omhandlet i den i denne doms præmis 54 og 55 nævnte retspraksis, bemærkes det, at PPF er blevet tildelt udførelsen af en opgave af almen interesse og med henblik herpå er blevet tillagt vidtrækkende beføjelser, idet PPF opkræver bidrag fra de støtteberettigede supplerende faglige forsikringsordninger, og idet PPF er bemyndiget til at give disse ordninger de nødvendige anvisninger i forbindelse med deres likvidation. Derudover fastsætter bestyrelsen for PPF ved godkendelsen af vurderingen af de beskyttede forpligtelser i en supplerende faglig forsikringsordning niveauet for hver enkelt arbejdstagers beskyttelse med hensyn til erhvervede rettigheder såvel i tilfælde af, at PPF overtager ansvaret, som i tilfælde af en eventuel likvidation uden for PPF’s regi.

   (jf. præmis 57-60, 66 og 70 samt domskonkl. 2)