Sag C-216/18 PPU

LM

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 1, stk. 3 – procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 – adgang til en uafhængig og upartisk domstol«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 25. juli 2018

1. Præjudicielle spørgsmål–præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren–betingelser–frihedsberøvet person–tvistens løsning kan have betydning for denne frihedsberøvelse

   (Statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 107)

2. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder–pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper–rækkevidde–grænser

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)

3. Medlemsstater–forpligtelser–etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse–rækkevidde

   (Art. 2 TEU og 19 TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

4. EU-retten–principper–ret til en effektiv domstolsbeskyttelse–princippet om dommeres uafhængighed–rækkevidde

   (Art. 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

5. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder–pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper–følgerne af, at der konstateres en risiko for krænkelse af retten til en uafhængig domstol

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)

6. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder–pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper–ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol–risiko for overtrædelse af denne ret på grund af systemiske eller generelle mangler ved den dømmende magts uafhængighed i den udstedende medlemsstat–prøvelse foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed–rækkevidde–følger

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, og art. 15, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 28-31)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 41-45)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48-52)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 53, 54 og 63-67)

5.  Den høje grad af tillid mellem medlemsstaterne, som ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på, bygger således på den præmis, at de andre medlemsstaters straffedomstole, som efter fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal gennemføre strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning samt den materielle straffesag, overholder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder bl.a. disse domstoles uafhængighed og upartiskhed. Herefter må det antages, at såfremt der foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre, i tilfælde af dennes overgivelse til den udstedende judicielle myndighed udsættes for en krænkelse af vedkommendes grundlæggende ret til en uafhængig domstol og følgelig af kerneindholdet i dennes grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, kan dette give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for undtagelsesvis at undlade at fremme en europæisk arrestordre med henvisning til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584.

   (jf. præmis 58 og 59)

6.  Artikel 1, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skal træffe afgørelse om overgivelse af en person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning, råder over oplysninger, såsom dem, der er indeholdt i et begrundet forslag fra Europa-Kommissionen vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 1, TEU, som synes at godtgøre, at der er en reel risiko for overtrædelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, sikret ved artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, på grund af systemiske eller generelle mangler ved den dømmende magts uafhængighed i den udstedende medlemsstat, skal nævnte myndighed foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der – henset til den pågældendes personlige situation og til beskaffenheden af den lovovertrædelse, som vedkommende retsforfølges for, samt til de faktiske omstændigheder, som udgør grundlaget for den europæiske arrestordre, og i betragtning af de oplysninger, som den udstedende medlemsstat har meddelt i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 – er alvorlige grunde til at antage, at den berørte person løber en sådan risiko i tilfælde af en overgivelse til sidstnævnte stat.

   I øvrigt skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 anmode den udstedende judicielle myndighed om at få alle de supplerende oplysninger, som den måtte finde nødvendige for at vurdere, om der er en sådan risiko. Såfremt de oplysninger, som den udstedende judicielle myndighed – efter om fornødent at have søgt bistand hos den centrale myndighed eller en af de centrale myndigheder i den udstedende medlemsstat som omhandlet i artikel 7 i rammeafgørelse 2002/584 (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 97) – har meddelt den fuldbyrdende judicielle myndighed, ikke giver sidstnævnte anledning til at afvise, at der er en reel risiko for, at den berørte person i den nævnte medlemsstat udsættes for en krænkelse af sin grundlæggende ret til en uafhængig domstol og dermed af kerneindholdet i vedkommendes ret til en retfærdig rettergang, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed undlade at fremme den europæiske arrestordre, som denne person er omfattet af.

   (jf. præmis 76, 78 og 79 samt domskonkl.)