Sag C-569/15

X

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

»Præjudiciel forelæggelse – anvendelse af de sociale sikringsordninger – vandrende arbejdstagere – fastsættelse af den lovgivning, der finder anvendelse – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 14, stk. 2, litra b), nr. i). – person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område – person, der er ansat i en medlemsstat og udøver lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat under en tre måneders ulønnet ferie«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 13. september 2017

Social sikring – lovgivning, der finder anvendelse – artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 – person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område – person, der er bosiddende og udøver lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område og udøver lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område under en tre måneders ulønnet ferie i den første medlemsstat – omfattet – betingelser – den nationale rets efterprøvelse

[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 14, stk. 2, litra b), nr. i)]

Artikel 14, stk. 2, litra b), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 592/2008 af 17. juni 2008, skal fortolkes således, at en person, som bor og udøver lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, og som i en periode på tre måneder afholder ferie uden løn og udøver en lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område, skal anses for normalt at udøve lønnet beskæftigelse på to medlemsstaters område i denne bestemmelses forstand, forudsat, dels, at denne person i denne ferieperiode af lovgivningen om social sikring i den første medlemsstat anses for at udøve en lønnet beskæftigelse, dels at beskæftigelsen udøvet på den anden medlemsstats område har en sædvanlig og betydelig karakter, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Med henblik på at vurdere den sædvanlige og betydelige karakter af den beskæftigelse, der er udøvet på denne sidstnævnte medlemsstats område i den periode, skal der tages hensyn til navnlig varigheden af beskæftigelsesperioden og til beskæftigelsens art som defineret i den kontraktmæssige dokumentation og i givet fald til det arbejde, der reelt er udført (jf. i denne retning dom 13.9.2017, X, C-570/15, præmis 21).

(jf. præmis 27 og 29 samt domskonkl.)