Sag C-604/13 P

Aloys F. Dornbracht GmbH & Co. KG

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – karteller – belgiske, tyske, franske, italienske, nederlandske og østrigske markeder for badeværelsesudstyr og -inventar – koordinering af salgspriser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger – forordning (EF) nr. 1/2003 – artikel 23, stk. 2 – loft på 10% af omsætningen – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – princip om forbud mod tilbagevirkende kraft – udøvelse af den fulde prøvelsesret – uforholdsmæssigt lang sagsbehandlingstid«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. januar 2017

1. Konkurrence–bøder–beløb–fastsættelse–maksimumsbeløb–beregning–sondring mellem bødens endelige beløb og mellembeløb–konsekvenser

   (Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

2. Appel–anbringender–anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte–ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl–afvisning

   [Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d), og art. 169, stk. 2]

3. EU-ret–principper–straffebestemmelser kan ikke have tilbagevirkende gyldighed–anvendelsesområde–bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne–omfattet–eventuel tilsidesættelse som følge af anvendelse af retningslinjerne for beregning af bøder på en overtrædelse begået før indførelsen af disse retningslinjer–ændringerne, som blev indført ved retningslinjerne, kunne forudses–ingen tilsidesættelse

   (Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

4. Konkurrence–bøder–beløb–domstolsprøvelse–fuld prøvelsesret–legalitetskontrol–rækkevidde og begrænsninger–den fulde prøvelsesret omfatter udelukkende fastsættelsen af størrelsen af den pålagte bøde

   (Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

5. Retslig procedure–fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling–betingelser–uddybning af et allerede fremført anbringende–uddybning foreligger ikke–afvisning

   (Rettens procesreglement (1991), art. 48, stk. 2)

6. Appel–Domstolens kompetence–omgørelse af billighedsgrunde af Rettens skøn vedrørende størrelsen af de bøder, som er blevet pålagt virksomheder, der har tilsidesat traktatens konkurrenceregler–udelukket

   (Art. 256 TEUF og 261 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

7. Konkurrence–bøder–beløb–fastsættelse–fastsættelse af grundbeløbet–overtrædelsens grovhed–ekstrabeløb–faktorer, der skal tages i betragtning

   (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 21, 23 og 25)

8. Konkurrence–bøder–beløb–fastsættelse–domstolsprøvelse–Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret–rækkevidde–grænse–overholdelse af ligebehandlingsprincippet–hensyntagen til de forskelle og omstændigheder, der er karakteristiske for de pågældende virksomheder

   (Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20 og 21; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13, 19-22, 25, 28 og 29)

9. Appel–anbringender–utilstrækkelig begrundelse–Rettens anvendelse af en stiltiende begrundelse–tilladt–betingelser

   (Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 36 og 53, stk. 1; Domstolens procesreglement (1991), art. 81)

10. Retslig procedure–sagsbehandlingstid ved Retten–rimelig frist–tvist vedrørende forekomsten af en overtrædelse af konkurrencereglerne–manglende iagttagelse af den rimelige frist–konsekvenser

    (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

11. Retslig procedure–sagsbehandlingstid ved Retten–rimelig frist–tvist vedrørende forekomsten af en overtrædelse af konkurrencereglerne–manglende iagttagelse af den rimelige frist–konsekvenser–erstatning uden for kontrakt søgt ved erstatningssøgsmål

    (Art. 256, stk. 1, TEUF, art. 268 TEUF og 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

1.  Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 skal fortolkes således, at det kun er endelige beløb for den pålagte bøde, som skal overholde den i denne bestemmelse omhandlede maksimumsgrænse på 10% af omsætningen, og at denne bestemmelse ikke forbyder Kommissionen at nå frem til et midlertidigt beløb, der overskrider denne grænse, i løbet af de forskellige stadier af bødeberegningen, så længe bødens endelige beløb ikke overskrider denne grænse.

   Den omstændighed, at visse faktorer, som f.eks. overtrædelsens grovhed og varighed, som følge af anvendelsen af den i forordningens artikel 23, stk. 2, andet afsnit, omhandlede grænse på 10% af omsætningen, ikke effektivt påvirker størrelsen af den pålagte bøde, er blot en simpel konsekvens af, at denne øvre grænse anvendes på det nævnte endelige beløb.

   Der er således tale om en grænse, der finder ensartet anvendelse på samtlige virksomheder, og som er fastsat under hensyn til den enkelte virksomheds størrelse med det formål at undgå bøder på et urimeligt og uforholdsmæssigt niveau. Denne øvre grænse har dermed et formål, der adskiller sig fra og er selvstændigt i forhold til formålet med kriterierne vedrørende overtrædelsens grovhed og varighed.

   (jf. præmis 22, 23 og 25)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 32 og 33)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 42 og 43)

4.  Systemet med retslig prøvelse af Kommissionens afgørelser vedrørende procedurerne i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF består i en legalitetskontrol af institutionernes retsakter, som er fastsat i artikel 263 TEUF, hvilken kontrol i henhold til artikel 261 TEUF og efter anmodning fra sagsøgerne kan suppleres af Rettens udøvelse af en fuld prøvelsesret vedrørende de sanktioner, som af Kommissionen pålægges på dette område.

   Rettens fulde prøvelsesret omfatter til forskel fra den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF, udelukkende fastsættelsen af bødens størrelse. Den fulde prøvelsesret vedrører alene dennes vurdering af den bøde, som Kommissionen har pålagt, og den omfatter ikke enhver ændring af de elementer, som udgør den overtrædelse, som Kommissionen lovligt har fastslået i den afgørelse, som er blevet indbragt for Retten.

   (jf. præmis 52 og 53)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 58)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 66)

7.  Der skal ved fastsættelsen af størrelsen af bøder pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne tages hensyn til overtrædelsens varighed og alle de elementer, der kan indgå i vurderingen af dens grovhed. De elementer, der indgår i vurderingen af overtrædelsernes grovhed, omfatter bl.a. de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af kartellet, den fortjeneste, som virksomhederne har kunnet opnå ved dette, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for gennemførelsen af Unionens mål.

   For så vidt angår det omhandlede hemmelige kartel, der har til formål at samordne fremtidige prisstigninger på de omhandlede produkter på Tysklands og Østrigs områder, kan koefficienterne for »overtrædelsens grovhed« og »ekstrabeløb« på 15% begrundes i overtrædelsens art i sig selv, idet den udgør en af de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger som omhandlet i punkt 23 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, og eftersom en sådan sats svarer til den laveste sats i den sanktionsskala, der er fastsat for sådanne overtrædelser i medfør af disse retningslinjer.

   (jf. præmis 67, 68, 72 og 75)

8.  Iagttagelsen af ligebehandlingsprincippet gælder for Retten, ikke alene inden for rammerne af dens legalitetskontrol af Kommissionens afgørelse om at pålægge bøder, men tillige under udøvelsen af dens fulde prøvelsesret. Udøvelsen af en sådan prøvelsesret kan ikke medføre, at der ved fastsættelsen af bøderne sker en forskellig behandling mellem de virksomheder, der har deltaget i en aftale eller en samordnet praksis i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF.

   For at bedømme en overtrædelses grovhed i henhold til dette princip skal en inddragelse af forskellene mellem de virksomheder, der har deltaget i et og samme kartel, bl.a. med hensyn til den geografiske udstrækning af deres respektive deltagelse, ikke nødvendigvis finde sted ved fastsættelsen af koefficienterne for »overtrædelsens grovhed« og »ekstrabeløb«, men kan ske i forbindelse med beregningen af bøden, som tilfældet er med justeringen af grundbeløbet på grundlag af skærpende og formildende omstændigheder i henhold til punkt 28 og 29 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003. Sådanne forskelle kan ligeledes vise sig i forbindelse med den værdi af afsætningen, der lægges til grund ved beregningen af bødens grundbeløb, for så vidt som denne værdi for hver deltagende virksomhed afspejler betydningen af dens deltagelse i den omhandlede overtrædelse i henhold til punkt 13 i retningslinjerne af 2006, hvilket gør det muligt at tage udgangspunkt i et beløb, som afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens bidrag til denne overtrædelse ved beregningen af bøden.

   (jf. præmis 78-80)

9.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 84-86)

10.  Den manglende overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid kan ikke føre til ophævelse af den appellerede dom i en situation, hvor der ikke foreligger nogen holdepunkter for, at den urimeligt langvarige sagsbehandlingstid ved Retten har haft indflydelse på sagens udfald. Det hænger sammen med, at en ophævelse af den appellerede dom ikke vil afhjælpe den af Retten foretagne tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse i en situation, hvor den manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid ikke har haft indflydelse på sagens udfald.

    (jf. præmis 94)

11.  En tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning. En påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, kan således ikke forelægges direkte for Domstolen inden for rammerne af en appel, men skal indbringes for Retten selv.

    Retten, der er kompetent i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, er, hvor den får indbragt et erstatningskrav, forpligtet til at tage stilling til et sådant krav i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres.

    Når det er sagt, kan Domstolen, når det, idet det ikke er nødvendigt, at parterne fremlægger oplysninger i denne henseende, er åbenbart, at Retten har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forpligtelsen til at pådømme sagen inden for en rimelig frist, fastslå dette.

    (jf. præmis 97-99)