This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62015CJ0149
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 9. november 2016.
Sabrina Wathelet mod Garage Bietheres & Fils SPRL.
Præjudiciel forelæggelse – direktiv 1999/44/EF – forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – anvendelsesområde – begrebet »sælger« – mellemmand – særlige omstændigheder.
Sag C-149/15.
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 9. november 2016.
Sabrina Wathelet mod Garage Bietheres & Fils SPRL.
Præjudiciel forelæggelse – direktiv 1999/44/EF – forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – anvendelsesområde – begrebet »sælger« – mellemmand – særlige omstændigheder.
Sag C-149/15.
Court reports – general
Sag C-149/15
Sabrina Wathelet
mod
Garage Bietheres & Fils SPRL
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Liège)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 1999/44/EF – forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – anvendelsesområde – begrebet »sælger« – mellemmand – særlige omstændigheder«
Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 9. november 2016
EU-ret-fortolkning-principper-selvstændig og ensartet fortolkning
Forbrugerbeskyttelse-forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed-direktiv 1999/44-anvendelsesområde-sælger-begreb-erhvervsdrivende, der handler som mellemmand for sælgers regning, der ikke er erhvervsdrivende, og som ikke behørigt har informeret forbrugeren herom i forbindelse med købet-omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44, art. 1, stk. 2, litra c)])
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 28)
Begrebet »sælger« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra c), i direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at det ligeledes omfatter en erhvervsdrivende, der handler som mellemmand for en privatpersons regning, og som ikke behørigt har informeret forbrugeren om, at ejeren af den solgte vare er en privatperson, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge under hensyn til alle sagens omstændigheder. Den ovenstående fortolkning afhænger ikke af, om mellemmanden modtager et vederlag eller ej for sin formidling.
I artikel 1, stk. 2, litra c), i direktiv 1999/44 afgrænses kredsen af personer, som forbrugeren kan henvende sig til med henblik på at gøre sine rettigheder i henhold til direktivet gældende. Forbrugerens kendskab til sælgerens identitet og navnlig kendskabet til, om han er privat eller erhvervsdrivende, er dermed en afgørende forudsætning for, at forbrugeren kan nyde godt af den beskyttelse, som det nævnte direktiv giver ham.
Under omstændigheder, hvor forbrugeren nemt kan vildledes med hensyn til betingelserne for det omhandlede salg, skal forbrugeren tillægges en udvidet beskyttelse. Sælgerens ansvar i medfør af direktiv 1999/44 skal dermed kunne pålægges en mellemmand, der, når han præsenterer sig over for forbrugeren, skaber en risiko for forveksling hos forbrugeren, idet han lader forbrugeren tro, at han handler i egenskab af ejer af den solgte vare.
Endvidere tilkommer det den kompetente nationale ret at undersøge, om en erhvervsdrivende kan anses for sælger som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra c), i direktiv 1999/44, når han ikke behørigt har informeret forbrugeren om, at han ikke er ejer af den solgte vare. I denne forbindelse kan omfanget af mellemmandens deltagelse og indsats i forbindelse med salget, omstændighederne omkring varens præsentation over for forbrugeren og sidstnævntes adfærd være relevante med henblik på at afgøre, om forbrugeren burde have forstået, at mellemmanden handlede for en privatpersons regning.
(jf. præmis 37, 41, 44 og 45 samt domskonkl.)