Sag C-400/15

Landkreis Potsdam-Mittelmark

mod

Finanzamt Brandenburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

»Præjudiciel forelæggelse — skatter og afgifter — merværdiafgift — sjette direktiv 77/388/EØF — ret til fradrag — beslutning 2004/817/EF — en medlemsstats lovgivning — udgifter til varer eller tjenesteydelser — anvendelsen til ikke-økonomiske formål udgør over 90% af den samlede anvendelse — undtaget fra retten til fradrag«

Sammendrag – Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 15. september 2016

1. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – anvendelsen af goder og tjenesteydelser, som henføres til virksomheden med henblik på transaktioner, som ikke er den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner – ret til fradrag – ikke omfattet

   (Rådets direktiv 77/388, art. 6, stk. 2)

2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – nationale foranstaltninger der fraviger fællesskabsreglerne – Afgørelse 2004/817 som giver bemyndigelses til at ophæve fradragsretten for moms på udgifter til varer eller tjenesteydelser, som for mere end 90%’s vedkommende anvendes til ikke-økonomisk virksomhed – anvendelsesområde – udgifter til varer eller tjenesteydelser, som for en sådan procentdels vedkommende anvendes til ikke-økonomisk virksomhed – ikke omfattet

   (Rådets direktiv 77/388, art. 17; Rådets beslutning 2004/817, art. 1)

1.  Artikel 6, stk. 2, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, kan ikke medføre en regel om, at transaktioner, der ligger uden for anvendelsesområdet for ordningen med merværdiafgift (moms), kan anses for at være foretaget »til virksomheden uvedkommende formål« i denne bestemmelses forstand. En sådan fortolkning ville nemlig medføre, at sjette direktivs artikel 2, nr. 1), mistede sin betydning.

   Disse betragtninger bestyrkes af opbygningen af den fælles momsordning, for så vidt som sondringen mellem økonomisk virksomhed og ikke-økonomisk virksomhed følger andre kriterier end dem, der anvendes til at sondre mellem erhvervsmæssig anvendelse og anvendelse til virksomheden uvedkommende formål, bl.a. private formål.

   Den afgiftspligtige i momsmæssig henseende har valget, såfremt et investeringsgode anvendes til såvel erhvervsmæssige som til private formål, mellem at henføre dette gode fuldt ud til sin virksomhedsformue, at bevare godet fuldt ud i sin private formue og således holde det helt ude fra momsordningen eller kun at lade godet indgå i virksomheden i det forhold, hvori det faktisk anvendes erhvervsmæssigt.

   En sådan valgfrihed findes imidlertid ikke, når det drejer sig om, hvorvidt en vare anvendes til økonomisk virksomhed eller ej.

   (jf. præmis 31-34)

2.  Artikel 1 i Rådets beslutning 2004/817 om bemyndigelse af Tyskland til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 17 i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – en foranstaltning som består i at ophæve fradragsretten for moms på udgifter til varer eller tjenesteydelser, når den afgiftspligtige persons eller den afgiftspligtige persons personales privatforbrug eller mere generelt en ikke-erhvervsmæssig anvendelse af disse udgør over 90% af den samlede anvendelse – skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på en situation, hvor en virksomhed køber varer eller tjenesteydelser, som den for mere end 90%’s vedkommende anvender til ikke-økonomisk virksomhed, der ligger uden for merværdiafgiftsordningens anvendelsesområde.

   Når en virksomhed anvender en vare til såvel økonomisk virksomhed som ikke-økonomisk virksomhed, fastsætter sjette direktivs artikel 17, stk. 2, litra a), blot en ret til at fradrage indgående moms. De foranstaltninger, som medlemsstaterne vedtager i denne henseende, skal overholde det princip om afgiftsneutralitet, som det fælles momssystem hviler på. I henhold til princippet om afgiftsneutralitet har fradragsordningen til formål fuldt ud at lette den erhvervsdrivende for en momsbyrde, som er betalt eller skal betales i forbindelse med dennes økonomiske virksomhed. En ophævelse af retten til fradrag for erhvervsmæssige varer, som anvendes for mindre end 10%’s vedkommende til økonomisk virksomhed, opfylder imidlertid ikke dette krav.

   (jf. præmis 34-36 og 40 samt domskonkl.)