Sag C-455/14 P

H

mod

Rådet for Den Europæiske Union

og

Europa-Kommissionen

og

Den Europæiske Unions politimission (EUPM) i Bosnien-Hercegovina (BiH)

»Appel — fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) — afgørelse 2009/906/FUSP — Den Europæiske Unions politimission (EUPM) i Bosnien-Hercegovina (BiH) — udstationeret national medarbejder — forflyttelse til et regionalt kontor i denne mission — artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU — artikel 275, stk. 1, TEUF — annullations- og erstatningssøgsmål — Den Europæiske Unions retsinstansers kompetence artikel 263 TEUF, 268 TEUF og 340, stk. 2, TEUF«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. juli 2016

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – retsakter, der er vedtaget af en EU-politimission, og som vedrører tildelingen af de menneskelige ressourcer, som medlemsstaterne og EU-institutionerne bidrager med – omfattet

(Art. 2 TEU, art. 19, stk. 1, TEU, art. 21 TEU og art. 24, stk. 1, andet afsnit, TEU; art. 263 TEUF, 268 TEUF, 270 TEUF, art. 275, stk. 1, TEUF og 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; vedtægten for tjenestemænd, art. 91; Rådets afgørelse 2009/906/FUSP)

Retten og, såfremt der iværksættes appel, Domstolen har kompetence til at efterprøve personaleforvaltningsretsakter om operationer »[på] felt[et]«, som en EU-politimission har vedtaget med hensyn til personale udstationeret af medlemsstaterne. Denne kompetence følger henholdsvis af artikel 263 TEUF for så vidt angår efterprøvelsen af de nævnte retsakters lovlighed og af artikel 268 TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF, for så vidt angår tvister om ansvar uden for kontraktforhold, og idet der herved tages hensyn til artikel 19, stk. 1, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det er nemlig korrekt, at Domstolen i henhold til artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275, stk. 1, TEUF principielt ikke har kompetence med hensyn til bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser. De nævnte bestemmelser indfører imidlertid en undtagelse fra reglen om den generelle kompetence, som artikel 19 TEU tildeler Domstolen, for at sikre overholdelsen af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne, og de skal følgelig fortolkes indskrænkende. I denne henseende er Unionen, således som det fremgår såvel af artikel 2 TEU, der er indeholdt i EU-traktatens fælles bestemmelser, som af artikel 21 TEU om Unionens optræden udadtil, hvortil artikel 23 TEU om FUSP henviser, bl.a. støttet på lighedsværdierne og retsstatsprincippet. Selve eksistensen af en effektiv domstolsprøvelse, som skal sikre overholdelsen af de EU-retlige bestemmelser, er imidlertid uløseligt forbundet med eksistensen af en retsstat.

På denne baggrund fører den omstændighed, at en forvaltningsretsakt vedrørende en politimissions personale er knyttet til en operationel aktion fra EU, der blev vedtaget og ledet inden for rammerne af FUSP, ikke nødvendigvis til, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence. Unionens retsinstanser har i overensstemmelse med artikel 270 TEUF kompetence til at afgøre enhver tvist anlagt af EU-ansatte, der er blevet udstationeret ved en EU-politimission. De sidstnævnte forbliver nemlig under hele perioden for deres udstationering ved den nævnte mission underlagt vedtægten for tjenestemænd, og de er derfor omfattet af Unionens retsinstansers kompetence i overensstemmelse med vedtægtens artikel 91. På denne baggrund kan det ikke antages, når de af medlemsstaterne udstationerede medarbejdere og de af EU-institutionerne udstationerede medarbejdere er underlagt de samme regler med hensyn til udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet, at rækkevidden af den undtagelsesvise begrænsning af Domstolens kompetence i artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275, stk. 1, TEUF udstrækker sig til at udelukke, at Unionens retsinstanser har kompetence til at efterprøve personaleforvaltningsretsakter, der vedrører medarbejdere udstationeret af medlemsstaterne, og med hvilke det tilsigtes at opfylde den nævnte missions behov i indsatsområdet, mens Unionens retsinstanser under alle omstændigheder har kompetence til at efterprøve sådanne retsakter, når de vedrører medarbejdere udstationeret af EU-institutionerne.

(jf. præmis 39-44, 50, 55 og 58)