Sag C-439/13 P

Elitaliana SpA

mod

Eulex Kosovo

»Appel — offentlige tjenesteydelseskontrakter — fælles aktion 2008/124/FUSP — udbudsprocedure vedrørende helikopterstøtte til Eulex-missionen i Kosovo — søgsmål til prøvelse af tildelingsafgørelsen — artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU — artikel 275, stk. 1, TEUF — fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) — Domstolens kompetence — artikel 263, stk. 1, TEUF — begrebet »Unionens organer, kontorer eller agenturer« — foranstaltninger, der kan tilregnes Europa-Kommissionen — undskyldelig fejl«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 12. november 2015

1. Annullationssøgsmål — betingelser for antagelse til realitetsbehandling — Unionens retsinstansers kompetence — undersøgelse ex officio

   (Art. 263 TEUF)

2. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik — Unionens retsinstansers kompetence — retsakter vedtaget af en EU-mission henhørende under bestemmelserne i finansforordningen vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter — omfattet

   (Art. 19 TEU; art. 24, stk. 1, andet afsnit, TEU; art. 41, stk. 2, første afsnit, TEU; art. 263, stk. 1, TEUF; og 275, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1605/2002; Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP, art. 16, stk. 2)

3. Annullationssøgsmål — status som sagsøgt — mission under den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik uden status som juridisk person — ikke status som et af Unionens organer, kontorer eller agenturer — retsakter vedtaget af chefen for en sådan mission i forbindelse med en udbudsprocedure vedrørende en offentlig tjenesteydelseskontrakt — tilskrives Kommissionen — afvisning af sagen

   (Art. 263, stk. 1, TEUF; Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP)

4. Annullationssøgsmål — status som sagsøgt — mission under den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik — retsakter henhørende under bestemmelserne i finansforordningen vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter — tilskrives den institution, der uddelegerer beføjelserne — sag anlagt mod EU-missionen — afvisning

   [Art. 263, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1605/2002, art. 54, stk. 2, litra d); Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP, art. 8, stk. 5, og art. 16, stk. 4]

5. Retslig procedure — stævning — formkrav — rette sagsøgte — angivelse af en anden person end den, der har vedtaget den anfægtede retsakt, som sagsøgt, uden at sagsøgeren har begået fejl — afvisning — grænser — oplysninger, som gør det muligt uden tvivl at identificere den part, som søgsmålet er rettet mod — foreligger ikke — pligt for Retten til at identificere sagsøgte — foreligger ikke

   (Art. 263, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 21)

6. Retslig procedure — søgsmålsfrister — præklusion — undskyldelig vildfarelse

   (Art. 263, stk. 6, TEUF)

7. Appel — anbringender — anbringende mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen — anbringende uden betydning

1.  For så vidt som spørgsmålet om Domstolens kompetence til at påkende en tvist vedrører en ufravigelig procesforudsætning, kan Domstolen til enhver tid, også af egen drift, træffe afgørelse om et sådant spørgsmål.

   (jf. præmis 37)

2.  Retten og Domstolen har i tilfælde af appel kompetence til at påkende en sag anlagt til prøvelse af retsakter vedtaget af en civil EU-mission på grundlag af en fælles aktion i et tredjeland af en afvist tilbudsgiver inden for rammerne af en udbudsprocedure om tildeling af en offentlig kontrakt.

   I henhold til artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275, stk. 1, TEUF, har Domstolen principielt ikke kompetence med hensyn til bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser. Disse bestemmelser indfører imidlertid en undtagelse fra reglen om den generelle kompetence, som artikel 19 TEU tildeler Domstolen, for at sikre overholdelsen af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne, og de skal følgelig fortolkes indskrænkende. En afgørelse om tildeling af en offentlig kontrakt truffet af en civil EU-mission, som der er nedlagt påstand om annullation af som følge af en tilsidesættelse af de retsregler, der finder anvendelse på Unionens offentlige kontrakter, vedrører i denne forbindelse indgåelse af en offentlig kontrakt, som har medført udgifter, der skal afholdes over Unionens budget, i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, første afsnit, TEU og artikel 16, stk. 2, i den fælles aktion 2008/124 om Den Europæiske Unions »retsstatsmission« i Kosovo, Eulex Kosovo. Det følger heraf, at den omhandlede kontrakt er omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

   Under disse omstændigheder kan det ikke gøres gældende, at rækkevidden af den undtagelsesvise begrænsning af Domstolens kompetence i artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF udstrækker sig til at udelukke, at Domstolen er kompetent til at fortolke og anvende bestemmelserne i forordning nr. 1605/2002 vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter.

   (jf. præmis 41-43, 46 og 48-50)

3.  Artikel 263 TEUF bestemmer, at Domstolen prøver lovligheden af de retsakter vedtaget af Unionens organer, kontorer og agenturer, der skal have retsvirkninger. Hvad angår den mission, der er indført på grundlag af den fælles aktion 2008/124 om Den Europæiske Unions »retsstatsmission« i Kosovo, Eulex Kosovo, kan denne ikke anses for en juridisk person, henset til, at den fælles aktion kvalificerede denne enhed som en »mission«, og henset til den omstændighed, at nævnte mission på det politiske og strategiske område blev placeret under Rådets og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks ledelse og kontrol, og at missionschefen på budget- og finansområdet udøvede sine beføjelser under Kommissionens tilsyn og ledelse. Da Eulex Kosovo følgelig ikke udgjorde en juridisk person og det ikke fremgik, at denne enhed kunne optræde som part i en sag for Unionens retsinstanser, må det heraf udledes, at Eulex Kosovo var en mission med en begrænset varighed, som ikke kunne anses for et organ, kontor eller agentur som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF.

   (jf. præmis 54, 58 og 59)

4.  Da retsakter vedtaget af den mission, der er indført på grundlag af den fælles aktion 2008/124 om Den Europæiske Unions »retsstatsmission« i Kosovo, Eulex Kosovo, inden for rammerne af en procedure for tildeling af en offentlig kontrakt, kan tilskrives Kommissionen, havde Eulex Kosovo af denne grund ikke status som sagsøgt i et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF til prøvelse af den pågældende procedure.

   Kommissionen har ved den kontrakt, som den har undertegnet med chefen for Eulex Kosovo-missionen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 5, og artikel 16, stk. 4, i den fælles aktion 2008/124 og med artikel 54, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, delegeret sin beføjelse til budgetgennemførelse til denne chef. Chefen for Eulex Kosovo-missionen er i forbindelse med denne delegation i sin egenskab af stedfortræder for Kommissionen forpligtet til at overholde de EU-retlige budgetbestemmelser, herunder bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter, således som de er fastsat i afsnit V, første del, i forordning nr. 1605/2002. I denne forbindelse skal retsakter, der vedtages i henhold til delegeret kompetence, normalt tilskrives den institution, der uddelegerer beføjelserne, som det påhviler at give møde vedrørende den pågældende retsakt.

   Denne konklusion fører ikke til en tilsidesættelse af de principper, hvorefter traktatens ordning giver adgang til direkte søgsmål til prøvelse af enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger. En afgørelse truffet af Eulex Kosovo vedrørende tildeling af en offentlig kontrakt kan således gøres til genstand for en domstolskontrol dog på den betingelse, at ikke Eulex Kosovo, men Kommissionen i sin egenskab af delegerende myndighed blev angivet som sagsøgt i stævningen med henblik på annullation af denne afgørelse.

   (jf. præmis 62-64, 66 og 67)

5.  En angivelse af en anden sagsøgt i stævningen end ophavsmanden til den anfægtede retsakt medfører ikke, at søgsmålet skal afvises, såfremt stævningen indeholder sådanne oplysninger, som gør det muligt uden tvivl at identificere den part, som søgsmålet er rettet mod, såsom oplysninger i form af angivelse af den anfægtede retsakt og udstederen heraf. Når søgsmålet er rettet mod en anden person end den person, som skal tilregnes den handling, der er genstand for søgsmålet, kan Domstolen hverken modsætte sig sagsøgerens vilje eller erstatte dennes vilje med sin egen og har ikke andet valg end at afvise søgsmålet.

   I denne forbindelse forholder det sig således, at når en stævning uden tvivl er rettet mod en enhed, som ifølge sagsøgeren udgør et af Unionens organer, kontorer eller agenturer som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, og når sagsøgeren på intet tidspunkt har rettet søgsmålet mod andre parter end denne enhed, påhviler det ikke Unionens retsinstanser i tilfælde hvor den sagsøgte enhed ikke udgør et sådant organ, kontor eller agentur at identificere den part, som søgsmålet burde have været anlagt imod.

   (jf. præmis 73 og 74)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 75)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 78)